BREVKASSE – Hvad gør man, når man ikke tør fortælle sin nære ven, at man ikke er helt enig med hans dispositioner og måder at håndtere forskellige ting på, fordi han er helt utrolig nærtagende? Forfatter og journalist Lone Theils og psykoterapeut Eva Zelander svarer på ugens spørgsmål.
Kære Brevkasse,
Jeg har en nær ven, som er sindssygt nærtagende. Han er en god ven, som jeg gerne vil beholde, men problemet er, at venskabet mest er på hans præmisser. Det vil sige – det ville han slet ikke mene, for han har gennem årene både gjort mig store tjenester og stået på mål for mange af mine dumheder, hvor han er gået i brechen for mig med hiv og sving.
Men samtidig forlanger han ubetinget loyalitet, også når han laver betydelige fejl på f.eks. sit arbejde, hvor jeg ofte bliver spurgt til råds fra hans kolleger, som ved, at vi kender hinanden meget godt.
Problemet er så, at jeg ikke altid kan svare ærligt, fordi jeg ved, at mine vurderinger meget nemt kan ryge videre til ham og han tåler som sagt ikke rigtig kritik. Men jeg synes rent faktisk, at han ofte opfører sig tåbeligt, især er han slem til at tage æren for andres landvindinger, hvilket har gjort ham til en ret upopulær chef.
Det ved han bare ikke, for han er meget succesrig, hans virksomhed kører strålende og jeg kunne også bare blande mig udenom, men det nager mig, at jeg har en nær ven, hvor der er en vigtig diskussion, vi ikke kan komme i nærheden af.
Skal jeg bare fortsætte som før og vide mig sikker på at bevare venskabet (vi kan tale nært og fortroligt om alt andet) eller skal jeg tage en svær diskussion, som jeg tror han egentlig behøver, men risikere mit venskab?
Vennen
Svar 1:
Kære Veninde
Først og fremmest, så synes jeg din ven gør ret i at forvente loyalitet. Det er en grundlæggende ting i et venskab – også selv om man ikke er perfekt. Tolstoj skriver så smukt et sted, at sine venner holder man af som de er, ikke som de burde være.
Din ven har jo, som du også skriver, gået i brechen for dig, når du har dummet dig.
Når det er sagt, så hæfter jeg mig ved, at du føler, at venskabet mest er på hans præmisser. Det er et problem, for så er det ikke et ligeværdigt venskab, og det bør du selvfølgelig tage en snak med ham om. Et venskab uden ærlighed er et venskab uden tillid – og så er det bare et bekendtskab.
Du kan jo åbne med at sige noget som: Det er egentlig måske lidt fjollet, men nogen gange har jeg fornemmelsen af, at jeg ikke kan snakke med dig om… eller lignende, der giver ham plads til at sige ”Nej, selvfølgelig kan vi tale om det her.” Eller du kan sige: ”Jeg har virkelig tænkt over hvordan jeg kan fortælle dig det her på en måde, så jeg ikke sårer dig, for det ønsker jeg ikke.”
Allerede der, har du taget mange problemer i opløbet.
Man kan godt påpege problemer og stadig være loyal: Til en god ven kan man godt sige: ”Du skal vide, at jeg holder med dig i den her skilsmisse, men jeg synes ikke, det var i orden, at du smed din eksmands tøj på gaden.”
På den måde erklærer du loyalitet og bevarer også din integritet.
Under alle omstændigheder er det dårlig stil at bitche over din vens professionelle fejl til hans kolleger, og det ville jeg også opfatte som illoyalt, hvis jeg var din ven. Næste gang kollegerne kommer, ville jeg sige: ”Tag den lige selv med chefen.” Dit ansvar er det faktisk ikke.
Mvh Lone Theils
Svar 2:
Kære Veninde
Begge dele vil sandsynligvis være slidsomme på den lange bane. At miste kontakten til en nær ven vil kunne blive et smerteligt tab i år fremover, ligesom det vil nage at have emner, der tydeligvis ligger dig på sinde og som du mener ”han behøver” at høre om, men som må pakkes væk.
Samtidig falder det at have ideer om, hvad andre behøver, sjældent i god jord hos den anden. Og især ikke, hvis vedkommende ikke selv er i kontakt med det behov, man mener, han/hun har.
Hvis vi antager, at han ikke ændrer sig, kan du stadig sige fra overfor det, du ikke vil være en del af. Og gøre det på en måde, hvor du bliver på egen boldbane. Noget kunne tyde på, at I deler arbejdsplads? Uanset hvad, skal din stillingtagen til ting, han gør, ikke gå via andre som f.eks. hans kollegaer. Der kan du komme med et svar i stil med, at ”Det kan eller vil jeg ikke gå ind i, for han er min ven.”
Når du er sammen med ham, og han ytrer ting, du mener er ”tåbelige”, kan bare det at sige ”Det er jeg ikke enig med dig i” være alt rigelig til at bryde en langvarig vane med at gå som katten om den varme grød. Uden angreb, uden lange forklaringer, uden ”synsninger” om ret og uret. Bare: ”Jeg er ikke enig.” Tavshed.
Reagerer han ikke med nysgerrighed og vil vide hvorfor, så fred være med det. Du har markeret, hvor du står, og bevaret din integritet. Kommer han på banen for at høre mere, så skal du forinden have mærket efter, hvor meget du har lyst til at svare, og hvordan. Højrisikofyldt som det lader til at være.
Så i valget mellem de to scenarier, du stiller op, foreslår jeg, at du stiller skarpt på en tredje vej: Hvad skal der til, for at du både kan blive i relationen og samtidig bevare din egen integritet?
Venlig hilsen
Eva Zelander
Har du et problem?
Har DU et problem, du går og tumler om, og som du gerne vil høre Brevkassens syn på? Så skriv til os på brevkasse@pov.international. Alle henvendelser behandles selvfølgelig fortroligt.
Hver uge svarer psykoterapeut Eva Zelander og en af de øvrige medlemmer af POV på et problem eller dilemma.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
