LIV OG MENNESKER // ESSAY – På 45-årsdagen for sin indvielse står Vejlefjordbroen som mere end beton og trafik – den bærer minder, tab og tilknytning. Ude af syne, men aldrig af sind.
For nogle er en bro bare en bro.
En distanceret størrelse, et overfladisk bekendtskab, en praktisk foranstaltning, der hjælper én fra A til B og hurtigt forsvinder igen i bakspejlet.
For mig er en bro ikke bare en bro. Men jeg kommer også fra Vejle af, som vi vejlensere siger. Fra byen med broen. Vejlefjordbroen.
Broen, som blev indviet af dronning Margrethe for 45 år siden. Broen, der har aflastet og forskånet de snævre gader i Vejle for støj, slid og bilos. Broen, der har beskyttet de stejle skrænter, de dybe slugter, de rislende vandløb, de sjældne kronskovsnegle og elfenbenspadderokker omkring Grejsdalen og Vejle Ådal ved troligt at tage vægten af tunge lastvogne, personbiler, motorcykler, campingvogne og trailere på sin 1712 meter lange krop og 12 robuste ben.
Broen, der, fordi jeg i dag bor i København, for det meste er ude af syne, men aldrig af sind. Jeg er i et evigt og ubrydeligt forhold til Vejlefjordbroen. Jeg er barn af den bro.
Jeg ved det, jeg mærker det, når jeg kommer med toget fra København. Ti minutter før vi ruller ind på Vejle Banegård, bliver jeg rastløs. Ukoncentreret. Jeg glemmer, hvad jeg læser. Jeg lægger bogen i håndtasken, skruer låget på vandflasken, rejser mig, knapper frakken, tager rejsetasken ned fra hylden, sætter mig igen, spejder utålmodigt ud ad vinduet.
Og dér – gennem træerne – får jeg de første glimt af fjorden.
Jeg var ikke i tvivl om, hvilken bro. Men jeg gik. Løb. Med bankende hjerte. Væk fra min ungdomskæreste, der var vild med Billy Idol, Prince og mig – men heldigvis ikke mere vild end, at han lod det med broen blive ved truslen
Skinner solen, blinker og glimter fjordvandet som små diamanter, og jeg bliver utålmodig efter, at træerne skal forsvinde. Utålmodig efter frit udsyn til mere fjord. Til det første af broens ben. Til det andet, tredje, fjerde … Og så – så står den der. Broen. Folder sig ud i sin fulde længde for øjnene af mig.
Smuk. Enkel. Mastodontisk.
Jeg falder tilbage i sædet. Åndeløs og overvældet. Altid har den bro efterladt en følelse i mig af, hvor stor verden er, og hvor lillebitte man, jeg, selv er. Hvad enten jeg har spadseret under dens enorme krop i Nørreskoven eller på Ibæk Strandvej, har kørt over den med svedige håndflader på rattet, da jeg tog kørekort, blev overvåget af den som en storebror, big bridge is watching you, når jeg, som barn, soppede ved den lille strand Albuen på nordsiden af fjorden. Den fjord, som sidste år blev erklæret død, dræbt og kvalt af dansk landbrug, tappet for ilt, og begravet ved en ceremoni, hvor forfatter Carsten Jensen holdt begravelsestalen. For fjorden og livet i den, som vi tog for givet og glemte at passe på.
– Nejjj, skal du af her? siger et ældre ægtepar, der sidder overfor mig i toget. – Hvor er du heldig, her er så smukt i Vejle. Se bare broen.
Jeg smiler og nikker til dem. For dem er broen kun en fryd for øjet. Men de er heller ikke fra Vejle af, kan jeg høre.
De har ikke, da de var 15, slået op med en kæreste, som skreg: – Hvis du går nu, så tager jeg broen. JEG TAGER BROEN.
Jeg var ikke i tvivl om, hvilken bro. Men jeg gik. Løb. Med bankende hjerte. Væk fra min ungdomskæreste, der var vild med Billy Idol, Prince og mig – men heldigvis ikke mere vild end, at han lod det med broen blive ved truslen.
Det var ikke alle, der gjorde det. Lod det blive ved truslen, når livet af den ene eller anden grund blev for svær. Og det var bagsiden af vores bro. At den lå der, som en mulighed. Ikke kun som en nyttig, trafikal genvej, men også som en 40 meter høj udvej og genvej til døden.
Dér forsvinder den bag træerne. Ude af syne. Men aldrig af sind. Gensynet venter. Altid
Jeg nikker til parret i toget, da jeg rejser mig og forlader kupeen. De smiler stadig henførte. De har heller ikke været ven med en fyr med øjne så blå som fjorden, hvis skæbne blev beseglet under broen, da han styrtede i et sving på Ibæk Strandvej på den motorcykel, hans mor havde tryglet ham om at sælge.
Maskinen, som hun hadede, og som hun frygtede skulle tage livet af ham en dag. Hvilket den gjorde. Dén og fjorden, hvor han landede, druknede og lukkede sine unge, smukke, blå øjne for altid.
Toget ruller ud fra Vejle Banegård med kurs mod København. Jeg sidder med ryggen til køreretningen. Jeg ser broen fortone sig, blive mindre og mindre.
For nogle er en bro bare en bro. For mig bærer Vejlefjordbroen min fortid, min barndom og ungdom, dybt begravet i byen og den opvækst, der har formet mig.
Det er fint at forlade den igen, men jeg tager ikke afsked, vender den ikke ryggen.
Dér forsvinder den bag træerne. Ude af syne. Men aldrig af sind. Gensynet venter. Altid.
Læs også Louise Juhl Dalsgaards essay “Man skal ikke undervurdere værdien af en ven, heller ikke selvom det er en sten”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og