bommert

Min største bommert i 2020

i Liv & Mennesker/Ældre af
BOMMERT // KLUMME – “Min far har officielt frabedt sig at blive digitaliseret. Så han har ikke noget NemID og modtager stadig rigtige breve, når det offentlige skal kommunikere med ham. Stor ros til myndighederne for at tage dette hensyn. Men nu var tiden altså moden. Jeg foreslog, at vi fik købt det smart-tv i weekenden og min far gav sig.” Henriette Rald glemte alt om de gode råd, hun ofte selv deler ud til sine kunder som rådgiver – ting som “kend dit produkt” og “forstå dit publikum”. Det ledte til årets største bommert, da hun indkøbte et smart-tv til sine forældre.

Vi havde talt om det længe. Eller nej, jeg må heller komme ærligt fra start. Jeg havde talt om det længe, at mine forældre på 84 og 89 skulle have nyt smart-tv og abonnement på HBO og Netflix.

Det kom sig af, at min gamle far havde det med at brokke sig over de mange genudsendelser på DR.

Da min far fik ondt i knæet i begyndelsen af december og havde endnu sværere ved at komme ud, slog jeg til

Han gad ikke se Barnaby og Huset på Christianshavn for syvende gang. Og selv om han havde 25 andre kanaler gennem sit YouSee-abonnement, så var der ofte ikke noget interessant at se, lød det brovtende fra ham.

Da han så tilmed fik ondt i knæet i begyndelsen af december og havde endnu sværere ved at komme ud, slog jeg til.

Digital bedstemor var klar

Jeg havde for længst allieret mig med min digitale mor. Hun har en bærbar computer, en iPad, bruger NemID, MobilePay, Facebook, LinkedIn, Instagram og køber varer hver uge fra nemlig.com.

Kom ikke her. Hun styrer for vildt. Hun bliver hurtig træt i hovedet, men er på igen, når hun bare lige har sovet til middag. Og hun var helt med på det der med at streame nogle gode serier.

Min far har officielt frabedt sig at blive digitaliseret. Så han har ikke noget NemID og modtager stadig rigtige breve, når det offentlige skal kommunikere med ham. Stor ros til myndighederne for at tage dette hensyn.

Men nu var tiden altså moden. Jeg foreslog, at vi fik købt det smart-tv i weekenden og min far gav sig.

Den første advarselslampe

Det første jeg gjorde, var at alliere mig med min søn. Jeg vidste nemlig intet om TV. Jeg ser meget lidt fjernsyn, og når jeg gør, så er der altid en anden, der styrer programvalg, remotekontrollen og diverse indstillinger.

Et minimum af kendskab til produktet plejer at være et godt udgangspunkt for at skabe en god brugeroplevelse

Allerede her burde jeg nok være stoppet op og have givet mig selv et par benspænd. Et minimum af kendskab til produktet plejer at være et godt udgangspunkt for at skabe en god brugeroplevelse.

Men jeg end ikke overvejede, om jeg burde teste min fremragende ide. Nu havde jeg jo tænkt tanken i mange måneder, og den var genial. Mine forældre ville elske at se ”The Crown”.

Vi tog i Elgiganten, min søn og jeg, og fik faktisk en meget fin service. Vi fik købt et 55 tommer LG smart-tv med en fjernbetjening der mindede om den gamle Panasonic fjernbetjening.

Den unge sælger i Elgiganten tog det meget alvorligt, at tv’et var til ældre mennesker, og min digitalt indfødte søn var i ekstase. Det var et megafedt TV og meget bedre end det, vi selv har derhjemme.

Forhindring nummer to melder sig

Tilbage i lejligheden i Lyngby pakkede vi fornøjede det nye TV ud og erstattede det gamle.

Min far så allerede på dette tidspunkt skeptisk til. Han målte det gamle og det nye fjernsyn med en tommestok og konstaterede, at det nye var 12 cm. bredere. Det huede ham ikke, det fyldte lige lovlig meget i stuen, meddelte han.

Min søn fik hurtigt det hele til at virke, gav en kort instruks og så måtte vi smutte, fordi vi havde et adventsarrangement, vi skulle nå.

”Vi kommer tilbage og fikser resten en af dagene”, lød det og vi var ude af døren

Da jeg tjekkede op på dem senere, havde de to store spørgsmål: Hvor finder man tekst-tv og hvor er stikket til bedstefars høretelefoner? Jeg lovede at kigge forbi den næste dag.

Barriere nummer tre – brugerens behov

Det første der mødte mig, da jeg låste mig ind i lejligheden den efterfølgende dag, var min fars desperate blik.

”Nå lad os se på det”, sagde jeg kækt og gik i gang med at lede efter stikket til høretelefonerne. Efter at have afsøgt fjernsynets krinkelkroge af flere omgang måtte jeg give op.

Der var ikke noget sted til jack-stikket.

Bommert
Den nye og den gamle fjernbetjening. Blot en lille del af Henriette Ralds største bommert i 2020 – indkøbet af et fancy smart-tv til sine forældre. Foto: Privat.

”Men far, det er ikke noget problem, vi tilslutter dem bare trådløst og så er du også fri for den dumme lange ledning”, sagde jeg med lettere forceret optimisme, mens jeg uden held ledte efter tekst-tv i menuen.

Den nye fjernbetjening lignede måske den gamle, men funktionaliteten var helt anderledes. Blandt andet skulle man styre alt med en rød dråbe-curser på skærmen.

Når jeg rystede remoten kom dråben frem og så gjaldt det om at ramme det rigtige sted på skærmen, samtidig med at jeg trykkede på en knap. Det var krævende for mig og helt håbløst for min fars lidt stive gamle hænder. Ikke mindst når han gennem fem forskellige trin skulle slå øretelefonerne til eller grave tekst-tv frem.

”Kan jeg ikke bare få mit gamle tv tilbage”, spurgte min far bedende allerede på dag to.

 Farcen blev total

Min mor, min søn og jeg arbejdede ufortrødent videre. Nu skulle vi bare nå hen til de gode serier, så ville min far blive glad og vænne sig til den nye teknologi.

Men nej, inden vi overhovedet fik aktiveret streamingtjenesterne, kastede min mor håndklædet i ringen og bad mig så mindeligt om at bringe det gamle TV tilbage. Hun orkede ikke mere.

Min fars desperation var stigende, og den eddersmarte topmoderne fladskærm blev nu kun omtalt som “lorte-TV’et” i det lille hjem.

Min ellers meget søde familie vred sig på gulvet af grin, og min kloge datter kiggede på mig og sagde: ”Mor, hvis behov er det egentlig, du prøver at opfylde?”

Jeg måtte ringe til min niece, som havde fået det gamle fjernsyn. Jeg spurgte hende, om hun ville bytte med vores gamle fjernsyn, så bedstefar kunne få det andet tilbage, og så kunne vi overtage det store monstrum.

”Men moster”, sagde hun ”jeg vil faktisk helst slet ikke have noget fjernsyn lige nu”.

Farcen var total. Min ellers meget søde familie vred sig på gulvet af grin, og min kloge datter kiggede på mig og sagde: ”Mor, hvis behov er det egentlig, du prøver at opfylde?”

Så, lige præcis syv dage efter besøget i Elgiganten kørte jeg først ind til NV og hentede det gamle TV, så til Lyngby og byttede det ud med det nye hos mine forældre og til sidst hjem til os i Bagsværd. Her vakte lorte-TV’et trods alt stor jubel hos de voksne børn.

Moralen, jeg uddrog af min bommert

Når jeg ser tilbage på hele forløbet, kan jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet ad mig selv.

Til daglig lever jeg af at forstå kunders behov og med udgangspunkt i den forståelse levere løsninger, der gør deres hverdag bedre. Det kræver tit en grundig analyse og stor opmærksomhed på, hvad udfordringen er.

I sagen om lorte-TV’et konkluderede jeg alt for hurtigt.

Man kunne nok godt drage enkelte paralleller til virksomheder og organisationer, der forkøber sig i nye tekniske dimser og programmer og efterfølgende har rasende travlt med at tilpasse medarbejderne til teknologien og ikke omvendt

En simpel søgning på Ældre Sagens hjemmeside ville have vist mig, at de udbyder kurser i brug af Smart TV. Det er altså ikke så ligetil for den ældre generation at tilegne sig denne nye teknologi.

Havde jeg spurgt lidt mere ind til min fars behov, ville jeg nok have opdaget, at han rent faktisk har rigeligt med programmer at vælge imellem. Og havde jeg observeret hans TV-vaner, ville jeg have indset, hvor helt afgørende brug af høretelefoner og tekst-TV er.

Det eneste gode, der er at sige om min bommert er, at min far nu er meget tilfreds med sit gamle TV.

Og man kunne nok godt drage enkelte paralleller til virksomheder og organisationer, der forkøber sig i nye tekniske dimser og programmer, og som efterfølgende har rasende travlt med at tilpasse medarbejderne til teknologien og ikke omvendt.

Jeg tror, der går lidt tid, inden min far brokker sig over en genudsendelse. Han skal ikke nyde mere af min ”hjælpsomhed”.

Og jeg må så prøve at lære, at bare fordi nogen brokker sig, så behøver det ikke at betyde, at jeg skal ændre verden. Måske vil de bare gerne have lov til at brokke sig lidt – og glæde sig ved det.

Godt nytår!


LÆS MERE AF HENRIETTE RALD I POV HER


Topillustration: Henriette Ralds forældre betragter deres nye kortvarige bekendtskab, et smart-tv. Henriette Rald lærte adskilligt af sin største bommert i 2020. Foto: Privat.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Henriette Rald er cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet i mange år som leder i krydsfeltet mellem medlemsservice, kommunikation, politik og digital udvikling. Når lysten og inspirationen kommer over hende, så skriver hun. Det sker som regel i ferierne eller i stille perioder. Hun var klummeskribent på det hedengangne Fri Aktuelt for snart en menneskealder siden, og har også skrevet til fagblade og aviser gennem årene.
Henriette er gift med Lars Kaspersen. De har to store børn Thomas og Louise og en Schæferhund. Hun er bidt af en gal racercykel og elsker sommerhuset på Møn. I 2018 etablerede Henriette egen virksomhed Rald & Co og rådgiver i dag om strategisk kommunikation.
Du kan støtte Henriettes arbejde som skribent ved POV på MobilePay 23268060 og skrive til hende på hrald7@gmail.com

Seneste artikler om Liv & Mennesker