KLUMME // LIV – “Fra 1985 til 2001 havde mine forældre en grillbar og i 17 år knoklede de der ved siden af deres fuldtidsjob. Aldrig hørte jeg dem brokke sig over det hårde arbejde, de tacklede deres arbejdsdage med både et smil, humor og til tider en lettere vanvittig håndtering af deres problemer”, fortæller datter, Anh Lê, i en kærlig klumme om sin far. Selv står hun bag det succesrige LêLê brand og på sin bemærkelsesværdige rejse fra flygtning til iværksætter har Anh Lê også skrevet kogebøger, været tv- og radiovært samt været med til at stifte netværket, Kvindeligt Talt.
Jeg har ofte haft møder på restaurant LêLê ved bord 1, hvor min far også har haft sin faste siddeplads. Mange, der har besøgt stedet i årenes løb, har sikkert set ham, en ældre asiatisk herre ved bord 1 eller på terrassen og nyder en kop grøn te.
Han er en stille mand, som observerer mere end han snakker.
Af og til nikker han nådigt til dem, jeg sidder og har møder med.
Det slog mig forleden, at min far selvfølgelig er en stolt mand, for det er egentlig på grund af ham og min mor, at jeg er blevet til den, jeg er her i livet.
Fra 1985 til 2001 havde mine forældre en grillbar og i 17 år knoklede de der ved siden af deres fuldtidsjob. Aldrig hørte jeg dem brokke sig over det hårde arbejde, de tacklede deres arbejdsdage med både et smil, humor og til tider en lettere vanvittig håndtering af deres problemer.
Min fars job efter lagerarbejdet hos Berner var at være klar i grillbaren ved frituregryderne kl 17. Han styrede de 6 friturer: 2 til grillkyllingerne, 2 til kinarullerne og 2 til pommes frites.
På 3 timer blev der stegt 60 grillkyllinger, 100 kinaruller og nogle kasser pommes.
Hver mandag aften lavede han biksemad eller boller i karry til de udviklingshæmmede stamgæster. Tirsdag aften stod menuen på det billige tilbud til efterskoleeleverne, onsdag var det pensionistmiddage og fredag var den store dag for efter spisetid serverede han cocktails til de drikkende gæster
Kl. 21 skarp stod den på rengøring af hele grillens sektion, gulvvask, stuvsuge (som han udtalte det) og rengøring af de to toiletter.
Hver mandag aften lavede han biksemad eller boller i karry til de udviklingshæmmede stamgæster. Tirsdag aften stod menuen på det billige tilbud til efterskoleeleverne, onsdag var det pensionistmiddage og fredag var den store dag for efter spisetid serverede han cocktails til de drikkende gæster.
I weekenden skiftede han fritureolie og kørte til grønttorvet efter grøntsager – her var der altid en ekstra kasse mandarin eller æbler til de små kunder.
Sådan var min fars rutine hver dag i 17 år.
Dog opstod der af og til vanvittige situationer, hvor han efterlod os 4 børn lidt målløse og måbende:
Som dengang hvor spiselokalet var fyldt med rastløse unge stamgæster. Ind ad døren til grillbaren kom en fin dame i pels. Hun kørte gennem den lille landsby og skulle på toilettet. Hun gik direkte ind uden at hilse eller bede pænt om lov til at låne.
Min far låste hende inde og efterlod en hylende kvinde i toilettet i 5 minutter, indtil de unge gæster forklarede ham, at ‘sådan gør man ikke i Danmark’.
En anden gang havde de ølglade håndværkere efter byens halbal øvet hærværk i grillbaren. Min far kaldte dem sammen og havde en lang samtale på 2 minutter. De gik derfra noget slukørede. Jeg spurgte ham senere, hvad han havde sagt til dem. Han svarede: “jeg forklarede dem, at jeg har været i krig og har intet behov for at se vold igen. Jeg elsker min familie og jeg elsker min grillbar.”
En tredje historie var dengang kromutteren ved siden af grillbaren havde fået renoveret facaden; hendes kunder mente ikke, at min far kunne få en lige så pæn facade.
Min far tog udfordringen op og sagde: “giv mig én dag”.
Søndag morgen kaldte han mine 3 brødre sammen og de malede den 70 meter lange rød- og hvidstribede grillbarfacade mørkegrøn med cremefarvede markiser. Kl 16 var de færdige og min far vandt væddermålet.
Det var dengang. I dag havde jeg også møde med en mand i pæn jakkesæt – han kom kørende i en Mini. Da jeg var færdig, gik jeg ud i køkkenet og lavede en baguette med five spices gris til min far.
Min far sagde til mig: min datter, du må ikke arbejde for hårdt. Gå ud i haven og pluk dine æbler – og stol aldrig på en mand, som har leaset en Lamborghini eller Mini
Vi hyggede os lidt, og så sagde til mig: ”min datter, du må ikke arbejde for hårdt. Gå ud i haven og pluk dine æbler – og stol aldrig på en mand, som har leaset en Lamborghini eller Mini”.
Ja, min far er en klog mand og hvis jeg skal lytte til hans råd burde jeg altid plukke æbler. Og aldrig stole på en mand, som leaser sin bil!
Alle billeder er private og stillet til rådighed af forfatteren.
Vil du gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her