
USA // ANALYSE – Den amerikanske episkopale kirke stopper sit årtier lange samarbejde med regeringen om integration, genhusning og anden hjælp til flygtninge. Baggrunden er præsident Trumps beslutning om at prioritere hvide sydafrikanere som flygtninge i USA over tusindvis af nødstedte fra Afghanistan og andre krigsområder, siger kirken, der kalder beslutningen for racistisk og politisk.
WASHINGTON, D.C. – På sin allerførste dag i embedet som præsident suspenderede Donald Trump samtlige tilbud om at modtage flygtninge i USA via et direktiv, indtil en omfattende undersøgelse, som han beordrede sat i gang, var færdig.
I denne uge gjorde hans regering imidlertid en undtagelse, da den bød hvide familier af hollandsk oprindelse velkommen i Amerika. De første 59 afrikaanere ankom til Washington fra Johannesburg med et charterfly betalt af den amerikanske regering.
Den episkopale kirke har ikke lagt fingrene imellem og kalder beslutningen for ”selektiv og racistisk motiveret asylpolitik”
De ankomne fik overrakt små amerikanske flag og blev budt velkommen som flygtninge af embedsmænd fra State Department og Homeland Security, få timer efter at præsident Trump for åben TV-skærm havde anklaget Sydafrika for at have begået ”folkedrab” – et ord, han ikke normalt tager i sin mund og slet ikke om den igangværende krig i Gaza på trods af den undersøgelse af netop dette, som den internationale domstol i Haag har indledt.
Hvid forfatter fra Sydafrika: Vi er ikke ofre – hvilken absurditet at påstå
De tilrejsende sydafrikanere er efterkommere af europæiske, især hollandske, bosættere i Sydafrika fra det 17. århundrede, og Trump har været meget ihærdig med at finde frem til dem – fx har regeringen udsendt et særligt diplomatisk team, der skulle oplyse de hvide afrikaanere om tilbuddet fra USA om hjælp.
Det er ikke for meget at sige, at menneskerettighedsgrupper – også i den ”hvide del” af Sydafrika – har været forfærdede. Sidste måned irettesatte Max du Preez, der er grundlægger og redaktør af Vrye Weekblad, et ugeblad på afrikaans, Trump og hans sydafrikanskfødte ”first buddy”, Elon Musk, i en debatartikel i den britiske avis The Guardian med overskriften, ”As a white Afrikaner, I can now claim asylum in Trump’s America. What an absurdity”:
”Vi er ikke ofre, der er intet folkedrab,” skrev han. Afrikaanere er ”generelt bedre stillet i dag”, end da de afgav magten for tre årtier siden, da apartheid sluttede. Hvide mennesker udgør syv procent af landets befolkning på 64 millioner, bemærkede han, men dominerer stadig økonomien og ejer mere end halvdelen af landets landbrugsjord.
Senator Jeanne Shaheen fra New Hampshire påpeger, at FN i 2024 ikke fandt et eneste menneske i Sydafrika – uanset hudfarve – der levede op til de internationalt anerkendte kriterier for at opnå flygtningestatus
I januar 2025 underskrev Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, en lov, der tillader ekspropriation af jord uden kompensation, når det er ”retfærdigt og rimeligt og i offentlighedens interesse”. Trump beskyldte på den baggrund Sydafrika for ”forfærdelige ting, forfærdelige ting”. Sydafrikas regering svarede og sammenlignede den tilsvarende lov i USA, der regulerer amerikansk politik om ekspropriation.
De to landes forhold er iskoldt, dels grundet Trumps påstande og anklager mod Sydafrika om folkemord og racisme, dels på grund af hans indefrysning af al økonomisk hjælp fra USA til landet som en reaktion på nye sydafrikanske love om ekspropriering af land.
I marts udviste den amerikanske regering endvidere Sydafrikas ambassadør i USA, Ebrahim Rasool, grundet udtalelser om Gaza, hvor den nu tidligere ambassadør sagde, at palæstinenserne i området oplever ”apartheid på stereoider”. ”Ebrahim Rasool hader Trump,” sagde udenrigsminister Marco Rubio dengang på det sociale medie X (tidligere Twitter), ”vi har intet at tale med ham om.”
Den episkopale kirke: Regeringen overskrider en moralsk grænse
Beslutningen om at prioritere hvide sydafrikanere og tilbyde dem ophold og flygtningestatus i USA – samtidig med, at der er indført et stop for at modtage tusindvis af andre nødstedte bl.a. fra Afghanistan og andre krigsområder, som har ventet i årevis – udløste samtidig et farvel til samarbejdet med regeringen fra den amerikanske episkopale kirke, der ellers har spillet en historisk rolle i USA’s flygtningeindsats bl.a. ved at stå for genhusning af flygtninge. I 2024 var den episkopale kirke således ansvarlig for omkring 5.400 af de cirka 100.000 flygtninge, der blev genbosat gennem den føderale regering sidste år.
Beslutningen om at modtage de hvide sydafrikanere kommer samtidig med, at en større gruppe afghanske tolke, der bistod USA under landets krig i Afghanistan, og som er i akut risiko for forfølgelse i deres hjemland, står til hjemsendelse
Præsiderende biskop Sean Rowe annoncerede kirkens beslutning i et brev til sine medlemmer og understregede den moralske konflikt, administrationens handlinger medfører:
”I lyset af vores kirkes urokkelige engagement i raceretfærdighed og forsoning samt vores historiske bånd til den anglikanske kirke i det sydlige Afrika er vi ikke i stand til at tage dette skridt,” udtalte Rowe.

Til NPR kritiserede han yderligere den ”præferentielle behandling”, som afrikaanerne har modtaget i forhold til andre flygtninge, der i årevis har opholdt sig under farlige forhold. Biskop Rowe udtrykte dyb bekymring over denne forskelsbehandling og udtalte: ”Det har været smertefuldt at se en gruppe flygtninge, udvalgt på en højst usædvanlig måde, modtage præferentiel behandling over mange andre, der har ventet i flygtningelejre eller farlige forhold i årevis.”
Et andet faktum, som har ført til en bred kritik, også i republikanske kredse, er, at beslutningen om at modtage de hvide sydafrikanere kommer samtidig med, at en større gruppe afghanske tolke, der bistod USA under landets krig i Afghanistan, og som er i akut risiko for forfølgelse i deres hjemland, står til hjemsendelse, efter at de amerikanske myndigheder har vurderet, at de ikke længere er i fare i Afghanistan.
Den episkopale kirke har ikke lagt fingrene imellem og kalder beslutningen for ”selektiv og racistisk motiveret asylpolitik”, hvilket viser, hvor dybt den aktuelle flygtningepolitik splitter USA. Kirkens beslutning understreger selvsagt også de etiske dilemmaer, som trosbaserede organisationer står over for i det nuværende politiske klima i USA.
Konflikten har også en historisk dimension, da den episkopale kirke i USA arbejdede tæt sammen med Johannesburgs (sorte) ærkebiskop Desmond Tutu fra den anglikanske kirke i Sydafrika, der var instrumentel i opgøret med apartheid. Tutu modtog Nobels Fredspris for sit arbejde i 1984.
Hvide privilegier forklædt som nødhjælp
Senator Jeanne Shaheen fra New Hampshire, der er det højest placerede medlem af The Senate Foreign Relations Committee kaldte i denne uge Trumps indsats for de hvide afrikanerflygtninge for uforståelig og politisk motiveret og opfordrede regeringen til øjeblikkelig at løfte det generelle stop for at modtage flygtninge.

Hun påpeger også, at FN i 2024 ikke fandt et eneste menneske i Sydafrika – uanset hudfarve – der levede op til de internationalt anerkendte kriterier for at opnå flygtningestatus. Den sydafrikanske koalitionsregering består bl.a. af partiet Democratic Alliance, som er ledet af hvide.
Det har imidlertid ikke gjort indtryk på Trump. Mandag annoncerede udenrigsministeriet, at det vil byde flere hvide sydafrikanere velkommen snart med det mål at ”protect victims of racial discrimination”.
Hvis du som POV-læser er interesseret i de ret komplekse dynamikker mellem kirke, stat og immigrationspolitik i USA og gerne vil læse mere, har jeg udvalgt tre velrenommerede engelsksprogede kilder, som tilbyder yderligere perspektiver og et dybere indblik:
- NPR: Episcopal leader on ending federal partnership, Afrikaner refugees
En grundig gennemgang af kirkesamfundets beslutning om at afslutte sit samarbejde med den føderale regering, med fokus på de etiske og teologiske overvejelser bag beslutningen: https://www.npr.org/2025/05/13/nx-s1-5395887/afrikaners-refugees-trump-episcopal-church
- The Guardian: First white South Africans arrive in US after Trump grants them refugee status
En artikel, som fortæller om ankomsten af de første hvide sydafrikanske flygtninge til USA, med analyser af de politiske implikationer og internationale reaktioner.
https://www.theguardian.com/us-news/2025/may/12/white-south-africans-trump - The Atlantic: America Is the Land of Opportunity — For White South Africans
En kritisk analyse af Trumps beslutning om at give hvide sydafrikanere flygtningestatus, og hvordan den afspejler bredere tendenser i amerikansk immigrationspolitik. https://www.theatlantic.com/politics/archive/2025/05/south-african-migrants-trump/682790/
Læs mere i POV om USA og Trumps politik her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.