AKTION MOD IMAM ALI MOSKÉEN // ANALYSE (lang) – Efter Generation Identitærs aktion på Imam Ali Moskéens tag strides talsmænd, medier og politikere om, hvorvidt der var tale om terror, hadtale eller civil ulydighed. Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, gennemgår juraen – fra § 264 (ulovlig indtrængen) til § 139 (usømmelig behandling af kirkelige genstande) – og sætter den politisk-moralske ramme.
Under aktionen fredag d. 18. juli klatrede Generation Identitær-aktivister iklædt skriggrønne refleksveste op på det kuppelformede tag på moskéen, der er tæt forbundet med det iranske præstestyre. På toppen af moskéen tændte mændene romerlys og hang et stort rødt banner op med ordet ”Remigration”, skrevet med store hvide bogstaver. Hele aktionen blev filmet og lagt på nettet.
Spørgsmålet er, hvordan vi bør klassificere aktionen – i første omgang juridisk, men også politisk og moralsk? Der er en udbredt intuition om, at Generation Identitær (GI) hermed har begået en ulovlighed. Så langt er bevægelsen faktisk også selv med. Via deres talsmand Daniel Nordentoft omtaler GI selv deres handling som civil ulydighed, hvilket ifølge den almindelige definition som minimum indebærer begåelsen af en ulovlighed. Men hvilken ulovlighed, mere præcist? Det er så spørgsmålet. Og hvordan skal vi forstå aktionen politisk og moralsk, hvis vi tager bevægelsens egen påstand om civil ulydighed alvorligt?
Terror?
Starter vi i den juridiske ende, var de mest skingre hurtigt ude og kalde den fredelige aktion, hvor ingen kom til skade, for terror. Det gælder fx den tidligere talsmand for Imam Ali Moskéen og Ashura-optoget i København, Murtada Alshawi, der i den forbindelse påtalte Københavns Politis langsomme reaktionstid. Men det samme gjorde politikere som Alternativets Troels Christian Jakobsen og Frie Grønnes formand Sikandar Siddique[JH1] , der citerede analysen fra Rasmus Malver, jurist med ”speciale i forfatnings- og menneskeret” ifølge hans egen LinkedIn-præsentation.
Samme Malver er i øvrigt tidligere bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab, hvor han gjorde sig bemærket med et indædt forsvar for særbeskyttelse af islam gennem Koranloven. Men her mente han altså at kunne konstatere, at der er tale om terrorangreb begået af nynazister, hvilket fik ham til at harcelere over politiets langsomme reaktionstid og mediernes ligegyldighed (”i historiebøgerne kan ingen journalist påstå, at de ikke var medskyldige” – sic).
Det er næsten komisk forkert. Terror forudsætter ifølge Straffelovens § 114, at man ”med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad […] eller at destabilisere eller ødelægge et lands […] grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” begår fx manddrab, grov vold, frihedsberøvelse, groft hærværk på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare, etc.
Kort sagt: intet der har med GI’s faktiske aktion at gøre.
Indbrud, hærværk eller ulovlig indtrængen?
Ligeledes fejlagtigt var det, når Murtada Alshawi og flere andre omtalte aktionen som et ”indbrud” i moskéen. Faktuelt fordi aktivisterne ikke var ”inde i” moskéen, men tillige juridisk dels fordi termen strafferetligt ikke findes, men kun ”indbrudstyveri” (jf. Straffeloven § 276 a), og dels fordi intet tyder på, at aktivisterne har borttaget noget af moskéens ejendom.
Marginalt mere afdæmpet har Imam Ali Moskéen da også efter et par dages overvejelse nøjedes med at melde GI for hærværk, ulovlig indtrængen og krænkelse af en religiøs minoritet. Men det gør ikke nødvendigvis alle tre anklagepunkter korrekte.
For at tage det fra en ende af er anklagen om hærværk ret beset lige så grundløs som terror- og indbrudsanklagerne. Efter det oplyste er der intet, der peger på, at GI under aktionen har ”ødelagt, beskadiget eller bortskaffet ting, der tilhører en anden”, som det kræves i Straffelovens § 291. Skulle det vise sig, at aktivisterne ved bestigningen af moskéens kuppel ved grov uagtsomhed har ødelagt dele af taget, kan paragraffen komme i brug. Men det er der indtil videre heller ingen oplysninger om, og GI’s talsmand afviser, at de har ødelagt noget.
Det kræver imidlertid en uplausibelt inklusiv kontekstuel læsning at udlægge GI’s banner med teksten ”Remigration” som værende truende, forhånende eller nedværdigende
Men dermed bevæger vi os langsomt hen til det juridisk mere gangbare. For anklagen om ulovlig indtrængen synes til gengæld at ligge på den flade hånd. Straffelovens § 264 kriminaliserer, at man ”uberettiget skaffer sig adgang til et fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted”. Og selvom aktivisterne som nævnt ikke har været inde i selve moskéen, så vil betingelsen formentlig være opfyldt også ved at kravle op på taget.
Krænkelse af religiøs minoritet
Den afsluttende anklage om ”krænkelse af religiøs minoritet” er juridisk ukvalificeret. Det er (endnu) ikke forbudt i den danske straffelov at krænke religiøse minoriteter. Det nærmeste, vi kommer, er § 266 b (”racismeparagraffen”), der forbyder at ”true, forhåne eller nedværdige” en gruppe pga. (i dette tilfælde) tro.
Beslægtet hermed er anklagen mod aktionen for ”hadtale”, som fx tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain har fremsat i et opslag, der er liket og delt af stort set alle muslimske debattører og talsmænd. Hadtale er ikke selvstændigt kriminaliseret i dansk ret, men bruges ofte som betegnelse for overtrædelser af racismeparagraffen, så vi kan sige, der er tale om samme anklage imod GI.
Det kræver imidlertid en uplausibelt inklusiv kontekstuel læsning at udlægge GI’s banner med teksten ”Remigration” som værende truende, forhånende eller nedværdigende. Med banneret og den efterfølgende udlægning fra foreningens talsmand udtrykker foreningen sin tilslutning til en re-migrationspolitik. Det er utvivlsomt en temmelig radikal og kontroversiel holdning, men det er ikke ulovligt at tilslutte sig den politisk. Tværtimod er der tale om et politisk synspunkt, der med samme begreb har fundet tilslutning ikke bare fra Rasmus Paludan, men også fra Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti og Mikkel Bjørn fra DF.
Hadforbrydelse?
Det er med andre ord efter min bedste overbevisning helt usandsynligt, at anklagemyndigheden skulle kunne finde på at rejse tiltale efter racismeparagraffen. En anden og måske mere nærliggende mulighed kunne imidlertid være at se aktionen som en hadforbrydelse. Hadforbrydelser er ikke selvstændigt kriminaliseret i den danske straffelov, men forudsætter, at der er begået en forbrydelse efter øvrige lovbestemmelser.
I så fald indtræder hadforbrydelseselementet i forbindelse med strafudmålingen, idet det skal anses som en skærpende omstændighed, hvis ”gerningen helt eller delvis har baggrund i andres etniske […] tro” [eller andre beskyttede identitetsmarkører], jf. Straffelovens § 81, 6). Og GI’s aktion har jo tydeligvis baggrund i den muslimske tro.
Som blasfemiparagraffens upåagtede lillesøster er § 139, stk. 2 i alt væsentligt gået under radaren, men den blev ”opdaget” af Straffelovrådet i deres undersøgelse af konsekvenserne (2014) af en ophævelse af den ”rigtige” blasfemiparagraf
Men man skal være opmærksom på, hvad der nærmere ligger i at ”have baggrund i”. Hvis jeg gerne vil stjæle en kørestol, vil det være ret oplagt at stjæle den fra en person med et handikap. I den forstand vil forbrydelsen ”have baggrund i andres handicap”, som også er beskyttet ifølge § 81, 6. Men der vil ikke være tale om en hadforbrydelse, for jeg ønsker ikke med gerningen at udtrykke en særlig foragt; et særligt juridisk illegalt had over for forurettede som medlem af denne gruppe.
I tilfældet med GI’s aktion er Imam Ali Moskéen selvfølgelig udvalgt som offer pga. den religiøse gruppering, der bruger moskeen, idet GI ønsker at komme med en politisk meningstilkendegivelse om netop denne gruppe. Men hvis selve denne meningstilkendegivelse ikke i sig selv er strafbar som hadtale efter § 266 b og i øvrigt er veletableret i den politiske debat (om end på yderfløjen), så er det svært at se, hvordan den skulle kunne blive til en form for hadforbrydelse, blot fordi ytringen delvis finder sit udtryk gennem en anden straffelovsovertrædelse (ulovlig indtrængen, jf. Straffelovens § 264).
Kirkesex 2.0?
Men måske rummer Straffeloven en helt anden og indtil videre upåagtet mulighed for at rumme og juridisk anerkende særligt de mange danske muslimske debattørers oplevelse af en distinkt krænkelse i tilgift til den i deres øjne tilsyneladende alt for vege og bagatelliserende ”ulovlig indtrængen”.
Og dermed er vi tilbage ved det spørgsmål, der siden fatwaen imod Rushdie har fyldt så meget i kultursammenstødet mellem Vesten og islam, nemlig spørgsmålet om blasfemien og om den juridiske særbeskyttelse af den religiøse følelse. For ud over den tidligere blasfemiparagraf (Straffelovens daværende § 140) og dens nuværende udgave som Koranloven (§ 110 e, stk. 2), så indeholder Straffeloven faktisk yderligere en særbeskyttelse af religiøse følelser. Og det drejer sig om den stort set oversete § 139, stk. 2, der forbyder ”usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug”.
Som blasfemiparagraffens upåagtede lillesøster er § 139, stk. 2 i alt væsentligt gået under radaren, men den blev ”opdaget” af Straffelovrådet i deres undersøgelse af konsekvenserne (2014) af en ophævelse af den ”rigtige” blasfemiparagraf (altså af § 140). Der kan siges at være tale om en blasfemiparagraf, al den stund loven indeholder en beskyttelse af ejendom, der rækker ud over den almindelige beskyttelse, der i øvrigt gives sådanne effekter i Straffeloven, og denne særbeskyttelse er knyttet til den uhåndgribelige religiøse eller rituelle værdi, disse måtte have for medlemmerne af en given kirke.
Forholdet mellem de to bestemmelser udlagde Straffelovrådet på følgende vis:
”Efter Straffelovrådets opfattelse må det antages, at formålet med Straffelovens § 139, stk. 2 er at beskytte mod krænkelse af religiøse følelser knyttet til ting, der hører til en kirke og benyttes til kirkeligt brug, på samme måde som formålet med Straffelovens § 140 er at beskytte mod krænkelse af religiøse følelser, der er knyttet til troslærdomme og gudsdyrkelse.” (udtalelsen s. 23)
Straffelovrådet havde dengang ingen selvstændig holdning til, om § 139, stk. 2 skulle ophæves, men de anbefalede, at den burde lide samme skæbne som § 140. Så enten burde politikerne ophæve både selve blasfemiparagraffen og dens lillesøster, fordi tiden for særbeskyttelse af religiøse følelser var forbi, eller også skulle de beslutte sig for, at disse følelser stadig var særligt beskyttelsesværdige, og bevare begge bestemmelser (udtalelsen, s. 23).
(Med vanlig inkonsistens besluttede politikerne imidlertid at ignorere anbefalingen, idet man nøjedes med i 2017 at ophæve ”blasfemiparagraffen” (§ 140), mens man bevarede § 139, stk. 2. Men på paradoksal vis er der jo så i mellemtiden kommet balance i lovgivningen igen, idet man i 2023 besluttede sig for at genindføre en ny variant af blasfemiloven – nu som Koranloven, § 110 e, stk. 2, men med de facto stort set samme rækkevidde.)
Der er selvfølgelig et stykke vej fra to satanister, der har altersex inde i en kirke, til GI’s kraftfulde, men fuldt påklædte aktion på Imam Ali Moskéens tag. Men det er ikke helt usandsynligt, at muslimer ville kunne udtrykke en lignende oplevelse af besudling
Da Straffelovrådet kom med deres redegørelse i 2014, var bestemmelsens nærmere rækkevidde og i det hele taget juridiske status tvivlsom. I juraen taler man om ”desuetudo” som betegnelse for det forhold, at en lovregel kan ophøre med at være gældende ret, hvis den ikke har været brugt igennem længere tid. Og ifølge Straffelovrådet var loven ikke tidligere anvendt i praksis, hvilket gjorde ikke bare fortolkningen af den, men altså også dens nutidige gyldighed tvivlsom.
Men det ændrede sig ikke længe efter. I den såkaldte kirkesex-sag fra 2015 blev en mand og en kvinde, begge satanister (sic), nemlig dømt for overtrædelse af § 139, stk. 2, fordi de populært sagt havde knaldet sig igennem en snes sjællandske landsbykirker, mens de havde udført satanistiske ritualer på døbefont og alter, etc.
Sagens akter inkluderede bl.a. såkaldte døde-muffins: muffins med indbagte fluer. Derudover var et centralt bevisspørgsmål om den bibel, som manden ifølge en video, fundet under en ransagning hjemme hos kvinden, onanerede på i en af kirkerne, var mandens egen konfirmationsbibel, eller om det var en ”ting, der hører til en kirke”, jf. paragraffens formulering.
Dermed blev bestemmelsens aktuelle status som gældende ret bekræftet af domstolene. Men vi fik også indblik i karakteren af den religiøse følelse, der bliver krænket ved en sådan begivenhed – og på en måde, der kan være relevant for både den juridiske vurdering af GI’s aktion og vores moralske fortolkning af den opstandelse, den har vakt.
For et års tid efter kirkesex-sagen opsøgte Kristeligt Dagblad sognepræst Kim Gilling Hansen fra Ubby Kirke, som var en af de berørte kirker. Netop i Ubby Kirke havde retssagen åbenbaret, at det satanistiske par havde haft sex på alteret. Og præsten kunne til avisen berette, hvordan det – mere end det udførte hærværk på kirkens effekter – først og fremmest var visheden om denne ukristelige adfærd, der havde haft langtidsskadende virkning:
”Når sådan noget sker, føles det bare som en besudling. I de første uger, efter det var sket, havde jeg det virkelig mærkeligt ved at stå ved alteret. […] Sådan en sag er virkelig med til at skabe en ubehagelig følelse i kirken. Kirkerummet skal være smukt, helligt og et frirum, hvor man kan glemme den frygt, som der ved Gud er nok af i dagligdagen.”
Der er selvfølgelig et stykke vej fra to satanister, der har altersex inde i en kirke, til GI’s kraftfulde, men fuldt påklædte aktion på Imam Ali Moskéens tag. Men det er ikke helt usandsynligt, at muslimer ville kunne udtrykke en lignende oplevelse af besudling i forbindelse med aktionen, og at en domstol på den baggrund ville kunne nå frem til, at der dermed var tale om brud på § 139, stk. 2.
Kritik udefra – og indefra
Måske kan pointen yderligere sandsynliggøres med henvisning til Pussy Riots blasfemiske aktion i domkirken i Moskva. Her fremførte den russiske punk-aktivistgruppe med punk-nummeret Punk Prayer et aggressivt angreb på den russisk-ortodokse kirkes og især patriark Kyrills teologiske støtte til Putins regime. Her blev der heller ikke begået nogen form for vold eller hærværk, men hele punk-formen var klart egnet til at virke blasfemisk (hvilket da også kom til udtryk i dommen for ”hooliganisme motiveret af religiøst had”).
Tilsvarende er GI’s video af aktionen stramt klippet i takt til et hårdtpumpende techno-soundtrack, der som musikgenre formodentlig kan opleves nogenlunde lige så anstødelig på religiøse sensibiliteter som Pussy Riots musik.
I modsætning til GI gik Pussy Riot imidlertid ind i selve det religiøse rum i domkirken i Moskva, og teksten til Punk Prayer gik også ind i teologien og udfordrede med en bøn direkte til Jomfru Maria, patriarkens fortolkningsmonopol på den rette lære – her et uddrag i engelsk oversættelse:
“Patriarch Gundy [Kyrills borgerlige navn] believes in Putin.
Better believe in God, you vermin!
Fight for rights, forget the rite –
Join our protest, Holy Virgin
Virgin Mary, Mother of God, banish Putin, banish Putin
Virgin Mary, Mother of God, we pray thee, banish him!”
Til sammenligning forblev GI’s aktivister eksterne både i konkret fysisk forstand ved ikke at gå ind i moskéen og med et budskab, der i modsætning til Pussy Riots ikke var internt teologisk, men eksternt politisk og helt prosaisk: remigration.
Men aktionen kan måske alligevel siges at rumme en form for interaktion med den islamiske teologi. Islam betyder som bekendt underkastelse. Og ved at kravle op på taget og for én aktivists vedkommende bestige kuplen og med den ene fod stående på toppen så at sige træde hele moskéen under fode, mens han trodsigt knyttede næven i takt til musikken, er det svært ikke at se aktionen som en – ganske effektfuld – afvisning af det islamiske kernebudskab gennem en radikal omvending af underkaster/underkastet-relationen.
§ 139 kun for kristendommen?
En sidste overvejelse om brugen af § 139, stk. 2 på GI’s aktion vedrører det faktum, at bestemmelsen efter sin ordlyd alene beskytter ”ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug”. Straffelovrådet kommer ikke selv ind på, om loven også beskytter ting, der hører til andre religioners bedehuse, og der er mig bekendt ikke retspraksis på området.
Men der er ikke meget, der taler for en snæver ordlydsfortolkning. Især når man husker, at den betragtning, Straffelovrådet lagde til grund for evt. at bevare en juridisk særbeskyttelse af religiøse følelser, var, at det kunne udgøre en sikkerhedstrussel at fjerne den. Dvs. en henvisning til voldsmandens veto. Et ræsonnement, der ydermere blev gentaget (i udvidet form) med Koranlovens indførelse, hvor det som bekendt ikke ligefrem var sikkerhedstrusler fra kristendommen, man havde i tankerne her.
Af disse grunde forekommer det mig derfor ikke usandsynligt, at en dansk domstol vil kunne ende med at konkludere, at GI’s aktivister ikke alene har gjort sig skyldige i ulovlig indtrængen efter Straffelovens § 264, men også i ”usømmelig omgang med ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug” efter den ukendte blasfemiparagraf (§ 139, stk. 2).
Det er derfor svært ikke at tænke, at reaktionerne er forbundet snævert til aktionsformen mere end til det politiske budskab som sådan. Og det kan der for så vidt også være gode grunde til
For en god ordens skyld skal jeg understrege, at ovenstående selvfølgelig er en juridisk forudsætningsanalyse. Det er et bud på, hvordan GI’s aktion objektivt bør klassificeres under antagelse af nugældende dansk ret. Som sådan implicerer den i særdeleshed ikke nogen form for tilslutning til tanken om, at religiøse følelser bør nyde den aktuelle juridiske særbeskyttelse, som § 139, stk. 2 giver dem.
Tværtimod er det undertegnedes vurdering, at det generelt er en ret dårlig idé at tildele religioner en sådan særbeskyttelse. For det første harmonerer positiv særbehandling af religiøse værdier ret dårligt med det, der i hvert fald hævder at være et moderne sekulært demokrati. Det er således ikke svært at forestille sig, at fx et par, der skal vies borgerligt i den smukke sal på Københavns Rådhus, vil kunne opleve en følelse af krænkelse og devaluering af den forestående ceremoni, hvis det viser sig, at en pornofilm er blevet optaget netop på det sted aftenen før.
Og hvorfor skal den ene følelse nyde godt af lovens beskyttelse, men ikke den anden? Et problem, der yderligere forstærkes, når man betænker, at erfaringen med wokeness og identitetsteori over de seneste tiår har vist, at der ingen grænse er for, hvad folk kan opleve som krænkende.
Dertil kommer, at de krænkede følelser har det med at blive instrumentaliseret til politisk afpresning af magthavere tilknyttet forskellige identitetsudpegede grupperinger. Af den grund har lektien – i hvert fald for det besindige flertal – af krænkelsesparathedens stigende udbredelse været den modsatte. Nemlig at man ikke skal bruge loven til at beskytte imod oplevelsen af krænkelse, og at vejen frem i stedet går via opdragelse til demokratisk dannelse, herunder gennem kritisk eksponering, hvor man lærer at stå i sit ubehag.
Civil ulydighed – kun legitimt for venstrefløjen?
Og apropos at stå i sit ubehag, kommer her afslutningsvis et par overvejelser om den politiske og moralske vurdering af hele miseren. For som allerede nævnt har GI selv været ude og udlægge aktionen på taget af Imam Ali Moskéen som en form for civil ulydighed. Og her springer det i øjnene, hvordan reaktionerne har demonstreret en påfaldende form for asymmetri eller dobbelte standarder i forhold til normalen – for så vidt fra begge sider af det politiske spektrum, men måske særligt fra venstre side.
Almindeligvis udgør civil ulydighed en politisk aktionsform, der først og fremmest bruges af aktivistiske organisationer på den yderste del af venstrefløjen, og som traditionelt set møder ret udbredt forståelse og sympati fra denne side af det politiske spektrum. Omvendt er både forståelse og sympati betydeligt mindre fra højrefløjen.
Klassiske eksempler tæller 80’ernes BZ-bevægelse over klimaaktivisme til diverse Gaza-protester, der rituelt er blevet fejret på venstrefløjen og lige så rituelt fordømt kraftigt på højrefløjen. Og går man uden om Danmark, er protestformen forbundet med alt, hvad der er blødt og rundt og godt på venstrefløjen, inkl. Gandhis saltmarch imod den britiske kolonialisme og Martin Luther Kings brud på Jim Crow lovene. Men med GI’s aktion ser vi et helt andet reaktionsmønster.
Det afspejles først og fremmest i ovenstående juridiske overbudsfordømmelse startende med ubeføjede beskyldninger om ikke bare indbrud og hærværk, men endda terror. Men man ser det også i den forfærdelse og stærke moralske fordømmelse, der er tilflydt GI fra venstrefløjen.
Information underkastede i bladets leder aktionen en variant af jødetesten ved at sammenligne det omgivende samfunds reaktioner med, hvordan det ville have lydt, hvis der havde været tale om en antisemitisk aktion på en synagoge. En pointe, partileder for Frie Grønne Sikandar Siddique, istemte.
På den måde minder holdningerne til civil ulydighed om holdningerne til ytringsfriheden. Det er nemt at forsvare ytringsfriheden, så længe den bruges til at udtrykke et synspunkt, man sympatiserer med
Og filosoffen og forfatteren Peter Tudvad forlængede tangenten i et FB-opslag, hvor han bandt aktionen sammen med 30-året for folkedrabet på bosniske muslimer i Srebrenica: GI’s aktion udgør første skridt på glidebanen imod tilsvarende forbrydelser imod Danmarks muslimske mindretal, må man forstå, og vi gør derfor klogt i at overveje, om vi er klar til moralske følgeskader svarende til dem, der i eftertiden er blevet fundet hos de hollandske FN-soldater, der passivt så til i Srebrenica.
Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Men det er alligevel påfaldende, at reaktionerne går til disse yderligheder. Om ikke andet så fordi der – som fremhævet af Liberal Alliances Steffen Larsen – ikke eksisterer den samme terrortrussel imod danske muslimer som imod medlemmerne af Mosaisk Trossamfund. Men måske særligt fordi der for så vidt angår selve det politiske budskab – remigration – som nævnt er tale om et budskab, der allerede har fortalere i det etablerede politiske system. Ganske vist er både DF og Borgernes Parti placeret på den yderste højrefløj, men reaktionerne på deres tilslutning til tanken om remigration har ikke været i nærheden af dem, der nu møder GI.
Det er derfor svært ikke at tænke, at reaktionerne er forbundet snævert til aktionsformen mere end til det politiske budskab som sådan. Og det kan der for så vidt også være gode grunde til. Det er radikalt at vælge at stille sig uden for loven i den politiske kamp. Og civil ulydighed har derfor også altid været en meget kontroversiel politisk aktionsform. Men netop derfor er det også en aktionsform, der indeholder en meget stærk begrænsningens doktrin.
Fortalere har siden konceptets undfangelse af Henry David Thoreau i 1849 understreget en række regler netop for at afgrænse civil ulydighed fra andre ulovlige modstandsformer som terrorisme, partisankamp eller åben revolution, som protestformens modstandere rutinemæssigt forsøger at slå den i hartkorn med. For at der er tale om civil ulydighed, skal følgende betingelser derfor være opfyldt:
- For det første skal der være tale om en bevidst og åben ulovlighed. Man handler ikke i skjul, men vedkender sig sin handling og melder sig parat til at tage ansvar og acceptere konsekvenserne – også retligt.
- For det andet skal der være tale om ikkevoldelige aktioner.
- For det tredje skal aktionerne udspringe af personlig samvittighed og anfægtelse over en given lov eller politiks opfattede uretfærdighed.
- For det fjerde skal formålet være at skabe forandring. Lovbruddet vælges for at skabe opmærksomhed og provokere til debat og ændre politik.
- For det femte skal der være tale om en sidste udvej. Protestformen er demokratisk legitim, men det må være undtagelsen og ikke reglen. Den må kun vælges, hvis andre demokratiske midler er udtømt eller har vist sig ineffektive.
Det interessante ved GI’s aktion er, at den næsten forbilledligt rent holder sig inden for denne doktrin på alle punkter. Bevægelsen har selv været ude og med klare præciseringer af deres handlinger indigneret angribe de mest inflatoriske påstande om deres aktion. På den ene side har de klart nægtet at have begået alvorlige ulovligheder herunder hærværk, indbrud og vold, og på den anden side har de – i hvert fald for talsmandens vedkommende – stillet sig frem med eget navn og ansigt og erklæret sig villige til at lade retten vurdere deres handlinger.
Herved placerer GI sig ikke alene rent inden for doktrinen om civil ulydighed, men de demonstrerer også den principielle forskel fra ulovlige aktionsformer som dem, der fx blev brugt af Blekingegadebanden, og som jf. Frihedsbrevets nylige afsløring forsøges givet videre til en ny tids Palæstina-aktivister af bandens ledende medlem, Torkil Lauesen.
”Milton’s Curse” genbesøgt
Ligesom med gennemgangen af den relevante lovgivning tager ovenstående, som det fremgår, ikke stilling hverken til, om civil ulydighed i den klassiske forstand er forsvarlig som politisk protestform eller til det politiske budskab i GI’s konkrete aktion. Det er en analyse af aktionen i forhold til doktrinen, som den almindeligvis udlægges, og en konstatering af aktionens nær-ideale konformitet med doktrinen samt af den påfaldende forskel i reaktionsmønsteret.
Det er en forskel, jeg her kun har påpeget, for så vidt angår venstrefløjens reaktioner på aktionen, men som ret beset er lige så påfaldende for højrefløjen, blot med omvendt fortegn. Mens højrefløjen plejer at reagere meget kritisk over for aktionsformen, når civil ulydighed anvendes til støtte for venstrefløjens mærkesager (tænk bare på vreden imod Greta Thunberg), så har der været påfaldende tavshed over for GI.
På den måde minder holdningerne til civil ulydighed om holdningerne til ytringsfriheden. Det er nemt at forsvare ytringsfriheden, så længe den bruges til at udtrykke et synspunkt, man sympatiserer med. Men den virkelige test er, om man også kan forsvare den, når den bruges til at udtrykke synspunkter, man er dybt uenig med eller finder uhyrlige. Jacob Mchangama betegner fænomenet som ”Milton’s Curse”. Begrebet er opkaldt efter den engelske poet John Milton, der skrev smukt og opbyggeligt om ytringsfrihedens ukrænkelighed, men som ikke desto mindre viste sin principløshed ved at gå ind for en lang række begrænsninger imod anderledes tænkende.
Om ikke andet har GI med deres kuppelbestigende moskéaktion opnået at bevise, at Miltons Curse også gælder tilslutningen til doktrinen om civil ulydighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og