Da jeg mødte Prince Charming og begyndte at forstå en lille smule om racisme i USA

i Minoriteter/USA af
ESSAY // RACISME I AMERIKA – “De begyndte at hive i Daniel og hans ven, de var sikre på, at jeg var ved at blive kidnappet og voldtaget, for hvad lavede de to sorte drenge med en fin hvid kvinde? Jeg forstod ikke situationens alvor og blev ved med at kæfte op, indtil Daniel bad mig tie stille. Han forklarede de aggressive mænd, at vi gik på skole sammen, og at de bare ville følge mig hjem. Så fik vi besked på, at vi skulle skride lige nu, inden de slog drengene. It made them sick at se mig sammen med dem, sagde de. Da vi kom hjem, sagde Daniel stille til mig: You almost had me killed tonight. Men Daniel havde ikke gjort noget. Han var bare sort.” Dorte Rasmussen forstod intet om sorte eller racisme, da hun som ung dansker studerede i Californien. Det kom hun til.

USA er i oprør, efter George Floyds død, der synes, at blot være ”endnu en i rækken”. Floyds død blev for mange, den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

I lang tid sad jeg blot med min macaroni and cheese og tænkte over, hvordan alle mine stereotyper blev bekræftet. Fyrene havde baggy pants på og stod altid med let swag i knæene og lænede sig tilbage. De var meget comfortable i deres sneakers og store t-shirts

Der er dem, der gentagne gange tager politiet i forsvar, fordi George Floyd og en anden dræbt sort mand Rayshard Brooks ‘jo var kriminelle’.

Garrett Rolfe forsøger at anholde Rayshard Brooks. Minuttet efter var han død, skudt i ryggen, da han stak af med politibetjentens ‘taser’. Foto: Wikimedia.

Det er bare ikke kernen. Der er mange andre historier om ubevæbnede og forsvarsløse sorte amerikanere, der er blev dræbt af politiet. Breonna Taylor, der blev dræbt i sit soveværelse, da politiet trængte ind i hendes hjem og skød og dræbte hende, mens hun lå i sin seng.

Eller hvad med Akai Gurley – en 28-årig sort, og ubevæbnet mand, der i 2014 blev skudt af en betjent i New York City. Han blev hverken advaret eller råbt an af politiet. Hans forbrydelse? At tage trappen i stedet for elevatoren.

Historien er som lyder: Torsdag formiddag den 20. november 2014, venter Akai Gurley sammen med sin kæreste, Melissa Butler, forgæves på elevatoren i en boligblok i Brooklyn, New York. Frustrerede over ventetiden tager de et skæbnesvangert valg, de tager trappen.

14 trappetrin længere oppe åbner betjent Peter Liang døren ind til trappeopsatsen. Liang, der er en grønskolling af en betjent, som lige er startet i tjenesten, skyder, og dræber, Akai Gurley.

Hvorfor, tænker man nok som dansker. Har Gurley truet de to betjente? Er han i færd med at sælge stoffer, overfalde en pige eller er han på flugt fra politiet? Nej. Gurley havde lige været ved frisøren og fået flettet sine mørke lokker, som han delte efterfølgende på de sociale medier.

Gurley blev dræbt grundet en fejl. Betjenten havde trukket sit våben og valgt at åbne døren med samme hånd som den, der bar pistolen. New Yorks politi har officielt kaldt episoden for ”uheldig” og anerkendt, at Gurley blev myrdet, selvom han var ubevæbnet og uden skyld i nogen form for forbrydelse. Han var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Demonstrationer i New York. Foto: PxHere.

Det tror jeg også, jeg var en lun februarnat tilbage i 2008. Det var den dag, jeg sådan rigtigt forstod first hand, hvordan racisme i USA ser ud.

Men lad mig først fortælle om mit forhold til sorte amerikanere. Det var ikke-eksisterende da jeg som USA-jomfru satte fødderne på californisk jord som studerende seks måneder før februarnatten.

Jeg turde faktisk ikke snakke med dem. Jeg var ikke bange for dem, jeg var bare sikker på, at de ikke ville bryde sig om mig

Jeg syntes ikke rigtigt noget om sorte – hverken for eller i mod. I The Commons – som kantinen på CSUB (California State University, Bakersfield) hedder, sad de sorte nemlig lidt for sig selv.

Forfatteren med sin veninde. Foto: Privat.

Eller måske var det mig, og min hollandske veninde, Danielle, der sad for os selv? I hvert fald snakkede jeg ikke med dem. I lang tid sad jeg blot med min macaroni and cheese og tænkte over, hvordan alle mine stereotyper blev bekræftet.

Fyrene havde baggy pants på og stod altid med let swag i knæene og lænede sig tilbage. De var meget comfortable. Sneakers og store t-shirts. Kasketten sad omvendt på, og så havde de alle de fantastiske slangudtryk, som jeg ikke kendte.

De var på mange måder alt det, jeg ikke kendte til. Og så sad jeg der og legede ”os” og ”dem”, selvom jeg ikke ville. Jeg turde faktisk ikke snakke med dem. Jeg var ikke bange for dem, jeg var bare sikker på, at de ikke ville bryde sig om mig.

De sorte piger beundrede jeg. De var så smukke og selvsikre. Men de ville i hvert fald heller ikke bryde sig om en blegfed dansker, ræsonnerede jeg. Så, jeg lod det egentlig være ved dét. Jeg betragtede fascinerende de sorte på afstand, og bidrog til min egen lille selvopfundne Jim Crow verden.

JR var med sin kam og tossede hår både flot og anderledes, og pludselig begyndte de sorte studerende at snakke med os. De nærmest flokkedes om os, når vi sad og drak vores kaffe ude i solen på campus, og jeg løsnede hurtigt op

Men min værelseskammerat, den førnævnte Danielle sværmede for flere af de sorte, smarte cool medstuderende, og da vi en dag kom tilbage til campus efter en tur i biografen, mødte vi den unge sorte JR. JR var fra England, men for mig var han amerikaner. Hans hår stod lige op i luften og var altid beredt med kam til at ”toppe” det lidt.

JR var med sin kam og sit tossede hår både flot og anderledes, og pludselig begyndte de sorte studerende at at snakke med os. De nærmest flokkedes om os, når vi sad og drak vores kaffe ude i solen på campus, og jeg løsnede hurtigt op.

Dorte Rasmussen fik sorte venner, mens hun læste i USA. Racismen forstod hun først hen ad vejen. Foto: Privat.

Jeg kaldte dem blacks, og jokede meget direkte. Jeg pakkede ikke tingene ind, nogen ville måske ikke have syntes om min stil, men mit bedste bud er, at de syntes, at det var lidt dejligt med sådan en som mig, for jeg fik en masse sorte venner.

Der var Dre, den fede kok i ”The Commons”, der kørte en skriggrøn slæde og boede i the bad neighborhood; Daniel, den sødeste dreng jeg nogensinde har mødt og som altid skjulte sin veltrænede krop i et CSUB-joggingsæt; Darnell, der lignede Eddie Murphy og som vist havde et crush på Danielle; Stephen ”Kenya”, der, som kælenavnet indikerer, var fra Kenya.; Rayleen, den smukke pige, der boede på værelset ved siden af mig og Danielle.

Rayleen var stilfuld, sød og havde en mystik omkring sig. Og så var der Ray-Ray, der altid råbte: ”awww you guys are so cool and crazy” og Chris, der lugtede af chokoladeparfume og var lun på mig.

Og. Så. Var. Der. Prince.

Prince Charming, som jeg hurtig kaldte ham. Jeg mødte Prince en kedelig torsdag aften på Qué Pasa, en mexikansk restaurant på markedspladsen i Bakersfield, der hver torsdag afholdt karaokeaften.

Det tog lidt overtalelse at score Prinsen. 30 min før han kom, havde en af hans venner nemlig erklæret sin betagelse af mig, og så var det ’bros’ before ’hos’. Jeg fyldte en Adios Motherfucker-drink i hovedet, og før jeg vidste af det, stod jeg, i bedste Beverly Hills 90210-stil, sammen med Prince og krammede ved en udkigspost.

Vi kunne se hele Bakersfield og han lukkede mig ind under sin jakke for at varme mig.

At twerke en mands underliv til live, var ikke lige min spidskompetence, og Danielle og jeg følte os ret malplacerede. Vores Halloween-kostumer ramte ikke stilen –  de var stramme og slutty. Giv mig et K som i kikset

The Prince and Me-historien blev en kort fornøjelse, men jeg faldt pladask for den flotte unge mand, der kørte i en Mustang og blandt pigerne gik for at være skolens flotteste accessory på mandesiden. Han havde sit eget firma, hvor han arrangerede fester i busser, der var ombygget til diskoteker, og han stod også for årets Halloweenfest.

Danielle og jeg kørte fra campus sammen med Daniel (der havde skiftet joggingsættet ud med skjorte og rigtige bukser) hen til Princes fest. Vi var de eneste hvide til festen.

Det føltes absurd og uvirkeligt. Jeg kunne ikke danse ligeså lækkert som dem. Pigerne stod med deres runde booties og shakede alt, de havde. At twerke en mands underliv til live, var ikke lige min spidskompetence, og Danielle og jeg følte os ret malplacerede. Vores Halloween-kostumer ramte ikke stilen –  de var stramme og slutty. Giv mig et K som i kikset.

“Vores Halloween-kostumer ramte ikke stilen –  de var stramme og slutty. Giv mig et K som i kikset.” Foto. Privat.

Da Daniel kom løbende ind med skræk i øjnene under festen, vidste jeg med det samme, at der var noget galt.

”Vi skal væk herfra, nu. Der er skyderi”, hviskede han til mig, før alle gik i panik. Vi løb ud til bilen og afsted. Ingen lod til at bemærke det, men jeg så godt den politihelikopter, der allerede kredsede omkring bygningen.

Det var første gang, Daniel og jeg havnede i en beklemt situation. Den dag var det Daniel, der reddede mig, og på februarnatten måtte han igen komme mig til undsætning.

Det var nogle måneder senere, og jeg var i byen på min stambar, The Alley Cat, en kilometer fra det hjem jeg var flyttet ind i, efter jeg afsluttede CSUB. Daniel var der.

Han turde ikke gøre noget ved det, for jeg var jo hvid og europæer. Jeg var med andre ord lidt dangerous. Hvorfor forstod jeg ikke på det tidspunkt, men det indså jeg 10 min senere, da Daniel og en af hans venner, ville følge mig hjem

Søde Daniel, der inderst inde var vanvittig forelsket i mig, men som ikke turde gøre noget ved det, for jeg var jo hvid og europæer. Jeg var med andre ord lidt dangerous.

Hvorfor forstod jeg ikke på det tidspunkt, men det indså jeg 10 min senere, da Daniel og en af hans venner ville følge mig hjem. De insisterede på, at ”this is not Denmark, and you should not walk home alone”. Sødeste Daniel.

Da vi spadserede ud af gyden, gik der ikke længe, inden jeg hørte tre store pick-up trucks hvine og bremse hårdt.

Vi stoppede op, og jeg undrede mig over, hvorfor de ni mænd, der stiger ud af bilerne, går hen imod os. En af mændene, en kronraget og stor fætter, trådte helt ind i min intimsfære, pegede på mig og siger hårdt: You’re with the wrong race, honey.

Jeg var mundlam og uden forsvar. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der skete, og så kom jeg vist til at nævne, at jeg da ikke er sammen med den forkerte race, men nærmere i det forkerte land.

Og det gør man ikke til en flok amerikanere. De begyndte at hive i Daniel og hans ven, de var sikre på, at jeg var ved at blive kidnappet og voldtaget, for hvad lavede de to sorte drenge med en fin hvid kvinde?

Ude af stand til at forstå situationens alvor, blev jeg ved med at kæfte op, indtil Daniel bad mig tie stille. Han forklarede de aggressive mænd, at vi gik på skole sammen, og at de bare ville følge mig hjem.

Vi fik besked på, at vi skulle skride lige nu, inden de slog drengene. It made them sick at se mig sammen med dem, sagde de.

Hvorfor snakke om forskelle og racisme hele tiden? Hvad du fokuserer på, får du mere af, ikke sandt? Men jeg er ikke sikker på det længere. Det er umuligt for en dansker at forstå den splittelse, det amerikanske folk på mange måder stadig befinder sig i

Da vi kom hjem, sagde Daniel stille til mig: You almost had me killed tonight.

Men Daniel havde ikke gjort noget. Han var bare sort.

Jeg har altid selv følt, at den bedste måde at komme racisme til livs i min egen tilværelse og der hvor jeg kom, var ved at tie den ihjel. For hvorfor snakke om forskelle og racisme hele tiden? Hvad du fokuserer på, får du mere af, ikke sandt?

Men jeg er ikke sikker på det længere. Det er umuligt for en dansker at forstå den splittelse, det amerikanske folk på mange måder stadig befinder sig i. Det er endnu ikke lykkedes mig at forstå, men jeg fortsætter med at gøre et forsøg.

For min kærlighed til sorte amerikanere blev født den dag på udkigsposten sammen med min Prins.

Fire år senere i 2008, året hvor Obama blev valgt, var jeg i St. Louis, Missouri. St. Louis ligger små 12 km fra Ferguson, byen, der efter drabet på den unge, sorte mand, Michael Brown i 2014, senere blev et spændingsfelt af dimensioner og genstand for mange mediers bevågenhed.

I St. Louis møder jeg Carlin, der ikke tør holde hånd med mig, da vi går gennem storbyens gader, men ham har jeg stadig kontakt med og mit venskab med ham har til stadig fået min kærlighed til sorte amerikanere til at vokse.

De danske betjente rullede vinduet ned, og så gjorde de dét, der fik Carlin til at ville flytte til Danmark, fortalte han mig. De smilte til ham, og sagde hej. Og kørte videre ud i det Københavnske natteliv

I 2017 var han med sin kone i København, og med stor forundring i stemmen fortalte han mig om en oplevelse, han havde haft med det danske politi. Han gik en aften på Strøget i sit stiveste puds, da politiet pludselig kom kørende langsomt ved siden af ham.

Klog af skade – eller rettere, fyldt med dårlige erfaringer – blev Carlin straks utryg, selvom han hverken var beruset eller larmende. Han gik bare for sig selv og nød den danske hovedstad.

De danske betjente rullede vinduet ned, og så gjorde de dét, der fik Carlin til at ville flytte til Danmark, fortalte han mig. De smilte til ham, og sagde hej. Og kørte videre ud i det Københavnske natteliv.

LÆS ANDRE TEKSTER AF DORTE RASMUSSEN HER


Topbillede: Prince Charming og Dorte Rasmussen. Foto: Privat.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorte Rasmussen uddannet cand. mag. i amerikanske studier fra SDU, med et års udveksling på California State University, Bakersfield. Hun har arbejdet som gymnasielærer i spansk, engelsk og samfundsfag, og var et år udsendt redaktionsmedarbejder for Infomedia I USA. Hun driver egen blog, hvor hun primært blogger om amerikansk politik og aktuelle samfundsforhold. Hun har stor passion for amerikansk football og følger med lilla hjerte Minnesota Vikings, roadtrips og den amerikanske valgprocess – især negativ kampagneføring. Dorte bor i Odense.

Seneste artikler om Minoriteter