Tale ved Krystalnatten: Det er svært at se hinanden

Garbi Schmidt 10.11.2025

KRYSTALNATTEN 2025 // TALE – Kan jeg forestille mig at være i dit sted, spurgte Garbi Schmidt ved sin tale til Krystalnatten på Kultorvet i København i aftes. ”Hvad ville jeg gøre? Og kan jeg, givet at jeg er placeret et helt andet sted i tid og historie, forhindre, at det sker igen? I mine små, daglige og måske tilsyneladende insignifikante handlinger og ytringer? Og – ikke at forglemme – sammen med andre.”

Kære medmennesker. Først og fremmest: Tak, fordi I er her.

Jeg begynder med en lille historie. Med barnets – og nu den voksnes – opmærksomhed.

Da jeg var 11-12 år, begyndte jeg at skrive dagbog til en pige, der hed Anne. Kort inden jeg begyndte, havde jeg lært navnet Anne Frank at kende. Jeg havde hørt om hendes dagbog, hendes liv i baghuset og hendes skæbne. Jeg slugte bogen fra ende til anden. Var dybt berørt.

At Anne var den, jeg skrev til, var nærliggende. Det var nok også i stor udstrækning hendes fortjeneste, at jeg overhovedet begyndte at skrive dagbog. Hun var til stede i mit sind, også selvom årtier, livsverdener og død skilte os ad. Hun havde skrevet til Kitty – jeg skrev til Anne. For hvem kunne være en mere inspirerende teenager for en spirende teenager som mig? Det var i hvert fald sådan, det blev.

Mens jeg skriver dette, satser jeg på, at her er roligt og trygt. At jeg ser ud på mennesker med fakler i hånden og alvorlige ansigter, samlet i bevidstheden om, hvad der engang var, og hvad der ikke må ske igen

Vi står her på Kultorvet en mørk og kølig novemberaften og mindes en begivenhed, der fandt sted for 87 år siden. Mens jeg skriver dette, satser jeg på, at her er roligt og trygt. At jeg ser ud på mennesker med fakler i hånden og alvorlige ansigter, samlet i bevidstheden om, hvad der engang var, og hvad der ikke må ske igen.

Jeg ser ansigter og kroppe. Jeg ser unge og gamle. Jeg ser dem, der har smertende erfaring med forfølgelse. Jeg ser dem, der ikke har sådanne erfaringer, men som ikke vil, at sådanne erfaringer skal opstå. Jeg kan ikke se, hvem der er hvem. Men jeg kan se ansigterne, kroppene. Jeg kan se os som et hele. En åndende, levende helhed. Jeg ser individer, og jeg ser og mærker os.

At se mennesket i den anden kan være både let og umådelig svært. De mennesker, der slog og brændte og ødelagde dengang for 87 år siden – hvad så de i de mennesker, de begik deres dåd imod? Hvordan kan man slå og slå ihjel – om det er et enkelt menneske eller tusinder – uden at sætte spørgsmålstegn ved, om den eller de andre, man bevidst maltrakterer, ødelægger og lader forsvinde, i virkeligheden er et menneske, der akkurat som en selv er blevet født, tænker, føler, elsker? Hvordan er det, og hvorfor er det, at nogle derude – nogle, der sandsynligvis havde børn og i hvert fald selv havde været det – kunne lade et barn som Anne Frank bukke under? Og ikke bare hende, men så mange andre? Både før, samtidig og siden.

Mennesket er et væsen, der lader leve og lader dø, og igennem årtusinder har forfinet disse to færdigheder til noget, der rækker ud i alle afkroge af eksistensen.

Vi er faktisk der – og det er jo et vanvittigt faktum – at vi som art står i et historisk nu, hvor vi kan vælge at lade kloden leve eller dø. Om vi som art vil lade os selv overleve eller dø.

Disse voldsomme kontraster i det menneskelige er helt sikkert noget, vi alle, på hver vores måde og med vores bagage af erfaringer og holdninger, er bevidste om. Og det er let, på en aften som denne, at overgive sig til en forståelse af, at mennesket, med sin veldokumenterede evne til destruktion, var en virkelig dårlig evolutionær idé.

Men jeg vil holde fast i – og jeg er sikker på, og jeg håber, I alle kan mærke det – ingen, som står her, var en dårlig idé. Vi har alle elsket og elsker. Vi har alle passet og plejet. Vi har alle fået noget til at vokse og gro med vores små liv.

Anne Frank skrev en dagbog, som var en fortælling af og til hende selv – som udgangspunkt. Men som, fordi hun og dagbogen fik den skæbne, de fik, blev en fortælling, der forandrede noget for millioner. Som på tværs af snart et århundrede skabte og fortsat skaber medmenneskelig genkendelse. Ingen af dem, der i dag læser Anne Franks dagbog for første gang, kendte hende personligt. Når de lukker bogen, kender de hende alle.

Lad os holde fast i genkendelsen. I det, vi læser, i dem, vi ser. Du – lige du, ven eller fremmed – er et menneske. Som jeg. Du, som gik i skæret fra flammerne fra brændte synagoger og mærkede og kunne høre lyden af det knuste glas under dine fødder. Du var menneske. Som jeg.

Kan jeg forestille mig at være i dit sted? Hvad ville jeg gøre? Og kan jeg, givet at jeg er placeret et helt andet sted i tid og historie, forhindre, at det sker igen? I mine små, daglige og måske tilsyneladende insignifikante handlinger og ytringer? Og – ikke at forglemme – sammen med andre.

For dén frygt, der ledsager enhver form for modstand mod det magtfulde, uretfærdige og brutale, kan oftest kun tales til nogen ro, når vi er flere, der handler sammen.

Det er svært at se hinanden i mørket – om dette mørke er skabt af natten, internettet eller de kategorier, vi sprogligt klæber på hinanden. Men de fakler, som mange af jer bærer i hænderne, viser, at vi kan noget andet. Vi kan se. Vi kan se hinanden.

Tak for muligheden for at tale.

Aldrig mere en Krystalnat.

Garbi Schmidt er professor i Kulturmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. I marts 2025 udkom hendes bog om Bulotti, morderen med de mange navne. Hun har også skrevet bogen Den første ghetto i bogserien 100 Danmarkshistorier (Aarhus Universitetsforlag).Når hun ikke skriver, forsker og underviser - eller er på Roskildefestival - løber hun gerne København og Sydsjælland tyndt..