FILM // ANMELDELSE – Den medrivende fransk-kreolsk-portugisisk-sprogede film, Min Gloria, handler om forholdet mellem en lille pige, hvis mor er død, og hendes barnepige. Filmens instruktør havde selv lignende oplevelser som barn, og det samme har POV’s Signe Barvild Stæhr. Hendes dokumentar, Barnepigerne, var bl.a. nomineret til en Robert-pris. Begge film beskriver de komplekse følelser mellem det lille barn og barnepigen – som præger især barnet resten af livet.
Min Gloria er historien om seksårige Cléo, som bor i Paris med sin far og sin barnepige, Gloria. Gloria er en varm, favnende og levende kvinde, som har en unik forbindelse til Cléo. Filmen omhandler Cléo og Glorias bånd, som – igennem hverdagssituationer såsom at gå i bad eller at købe Cléos første briller – skildres med stor omsorg og nærvær.
I løbet af filmen finder vi ud af, at Gloria har været Cléos primære omsorgsperson, siden moren gik bort kort efter Cléos fødsel. Vi finder også ud af, at Gloria har to børn i sit hjemland, Kap Verde, som hun har efterladt for at tjene penge som barnepige.
De animerede sekvenser er en stor del af filmens styrke
Filmen fokuserer meget elegant alene på Gloria og Cléos relation, som vi ofte oplever gennem nærbilleder af hænder, som fanger hinanden, eller af intime hverdagsritualer såsom at få redt hår eller at blive badet.
Karakterer som Cléos far eller Glorias børn kommer vi ikke tæt på, men de skildres dog komplekst og nuanceret, så vi som seere føler stor empati med hele filmens karaktergalleri.
For at belyse Gloria og Cléos relation gør filmens brug af animerede sekvenser, som er en stor del af filmens styrke. Slørede animerede billeder udført med brede penselstrøg giver os adgang til karakterernes indre liv. Gennem abstrakte, løsrevne sekvenser, hvor babygrin blander sig med lyden fra Glorias klirrende smykker, forstår vi, at Gloria er Cléos anker i verden, og at hendes minder er forbundet til Gloria.
Yderligere giver de animerede sekvenser os adgang til scener, som ligger uden for den tidsramme, som resten af filmen skildrer.
Komplekse karakterer
Filmens styrke består i skildringen af Cléo og Glorias forbindelse, som ændrer sig, da Cléo besøger Gloria i Kap Verde og møder hendes familie. Cléo er både familiens indtægtskilde og kilde til stor smerte, da Glorias fravær i familien har sat dybe spor.
Da Gloria forlader den parisiske familie, træder Cléos far i karakter og udfylder for en stund Glorias plads, og da Glorias datter føder en baby, antydes det tilpas subtilt, at hun har udfordringer ved at prioritere sit eget barn.
Altså sættes vi som seere i en situation, hvor vi både har sympati og forståelse med alle filmens karakterer, hvilket gør filmens dilemmaer meget komplekse.
Jeg blev mindet om den smertelige kendsgerning, at selvom der kan findes stor kærlighed mellem et barn og en barnepige, så er relationen en konstruktion, som først og fremmest beror på udvekslingen af penge
Enkelte steder udpensler filmen dog for mig at se karakterernes konflikter unødigt, for eksempel når Cléo siger til Glorias nyfødte barnebarn, at hun hader ham, eller når Cléo fortæller Gloria, at alle hendes minder er sammen med hende.
Hvor stopper barnepigerollen?
Jeg er tilfældigvis selv instruktøren bag en dokumentarfilm, som handler om en gruppe barnepiger, som passede mig efter min mors død i 1983. Filmen hedder Barnepigerne og har flere ligheder med Min Gloria.
Dog var jeg ældre end Cléo, da min mor døde, og mine allerførste minder er derfor ikke med mine barnepiger. Men jeg havde en, som gjorde særligt indtryk og var min ’Gloria’. Det var min første barnepige, og jeg er ikke sikker på, at man som anden eller tredje barnepige kan gøre det samme indtryk, for når man som barn først har forstået, at relationen til barnepigen ikke varer evigt, er magien ødelagt.
Da jeg som voksen kontaktede mine gamle barnepiger for at spørge, om de ville medvirke i min dokumentarfilm, var min ’Gloria’ – som hedder Jane og kommer fra Ringsted – særligt svær at lave en aftale med.
Hun arbejdede som social- og sundhedsassistent i et vikarbureau og havde fået fire børn og nogle børnebørn, som var økonomisk afhængige af hende, hvorfor hendes tid var sparsom. Jeg foreslog derfor – hvilket ellers ikke er almindelig procedure – at betale Jane som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis hun mødtes med mig og deltog i mit barnepige-filmprojekt.
Mødet gik godt, og filmen blev taget godt imod, og jeg har stor forståelse for Janes liv. Alligevel blev jeg selv som voksen skuffet over, at min ’Gloria’ (altså Jane) ikke stod til rådighed for mine behov, og jeg blev mindet om den smertelige kendsgerning, at selvom der kan findes stor kærlighed mellem et barn og en barnepige, så er relationen en konstruktion, som først og fremmest beror på udvekslingen af penge.
Modellerbare minder
Som beskrevet findes der i Min Gloria animerede sekvenser, som fungerer som en slags minder. I en sekvens, hvor Cléo er ved at drukne, svømmer en hvid fisk over ham som en slags hjælper, som viser ham vej. Ligesom fisken er Gloria en vejviser for Cléo.
Min film Barnepigerne handler om mine barnepigeminder mere end om de enkelte barnepiger, for det er det, som man kan tage med sig fra de midlertidige relationer, som barnepiger er.
En film som “Min Gloria” heler, da den giver forståelse for barnepigernes ofte komplekse livshistorier
I Min Gloria besøger Cléo Gloria i Kap Verde. Man kan indvende, at det måske er en smule urealistisk, at et seksårigt barn foretager denne rejse alene. Men mine barnepiger fra provinsen var lige så ‘eksotiske’ for mig, som Gloria er for Cléo, idet barnepigekarakteren i barnets øjne ikke har sit eget liv. De er dumpet ned i barnets hverdag som en himmelsk frelser eller et væsen fra en helt anden planet uden forhistorie og uden fremtidsplaner.
Man kan sige, at barnepigen som karakter er en form for kulisse eller en illusion, som for en stund skjuler det tomrum, som et dødsfald hos en forælder efterlader. Desværre lurer tomrummet lige om hjørnet og kommer til overfladen, når barnepigen skal tilbage til det liv, som altid venter på hende et sted. For mig er Cléos rejse til Cap Verde alene altså symbolsk.
Titlen Min Gloria foreslår, at Gloria (altså barnepigen som karakter) ikke eksisterer som et selvstændigt væsen i barnets verden. Derfor er rejsen til Kap Verde, hvor Cléo ser Gloria i sine autentiske omgivelser, ikke en ensidet vidunderlig rejse.
Min barnepigefilm slutter med, at jeg takker mine barnepiger for deres indsats. Egentlig kunne jeg lige så godt have afsluttet med at sige, at de var en flok pengegriske og hjerteløse væsener, som en dag forsvandt.
Men barnepiger kan sætte så dybe spor, at man må lade minderne stå som positive solskinshistorier, og en film som Min Gloria heler, da den giver forståelse for barnepigernes ofte komplekse livshistorier.
Læs mere af Signe Barvild Stæhr
“Børnene på Silkevejen: “Pige væk hjemmefra” – og andre stærke filmberetninger om børneliv”
og
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
