I Iran er de mesterlige filminstruktører bragt til næsten tavshed

i Kultur/Film af
LONGREAD // YTRINGSFRIHED – Iransk films mesterinstruktører har fejret mange internationale sejre over den hjemlige censur og beriget Verden med deres nuancerede fortællinger fra alle det persiske riges afkroge. Men krigstrommer og USA’s ”maksimale pres” har givet hardlinerne yderligere magt til at kvæle dem.

Det vakte opsigt, da den iranske efterretningsminister Mahmoud Alavi i et tv-interview i februar i forbindelse med Teherans årlige filmfestival, Fajr, bramfrit fortalte hvilke film hans ministerium havde finansieret.

Qassem Suleimani blev likvideret i Bagdad på ordre fra daværende præsident Donald Trump sidste år. Han regnes for arkitekten bag Irans væbnede edderkoppespind i hele regionen

Hidtil har efterretningsministeriets rolle i film- og tv-produktion været ret så diskret, og Alavis snakkesalighed bekræftede en voksende tendens, som var tydelig allerede ved sidste års festival.

Efter at USA har sat de hidtil mest ødelæggende sanktioner mod Iran i værk, er præstestyrets krav om kunst til mobilisering mod ”den store og den lille satan,” – USA og Israel – blevet intensiveret, og Irans forskellige efterretningstjenester har sat sig tungere på landets film- og tv-produktion end nogensinde før.

Den mest magtfulde efterretningstjeneste hører under Revolutionsgarden, og også chefen for Revolutionsgardens filmselskab, Owj, Ehsan Mohammad Hassani, brillerede ved dette års festival.

Han udbredte sig således vidt og bredt om, hvilke TV-serier og film, der var blevet begavet med kyndig vejledning af den tidligere kommandant over Revolutionsgardens internationale Qods-styrker, martyren Qassem Suleimani.

Qassem Suleimani blev likvideret i Bagdad på ordre fra daværende præsident Donald Trump sidste år. Han regnes for arkitekten bag Irans væbnede edderkoppespind i hele regionen, men var ifølge Ehsan Mohammad Hassani også en gudsbenådet ekspert i film og holdt flere møder med iranske filminstruktører.

Ligesom USA’s anti-Iran-høge har gjort deres yderste for at udbrede deres fantasi om, at al-Qaeda og Islamisk Stat i virkeligheden er skabt af Iran, udbreder deres iranske modstykker myten om, at det i virkeligheden er USA og Israel, der har skabt terrorismen

Han fik blandt andet en ellers hjemlig, populær tv-serie samt en spillefilm ændret til at foregå i Syrien for at fremme billedet af de iranske styrkers heltemod i kampen mod terroren – helt i tråd med iransk mainstream-film, der er som en spejlvendt kopi Hollywoods traditionelle God-Save-America-film:

En vestlig spion/terrorgruppe eller skurkagtige og forræderiske lakajer, hyret af den iranske opposition, forsøger at angribe/undergrave Den Islamiske Republik, men besejres af offervillige rettroende, som i retfærdighedens navn besejrer den amerikansk-israelsk-saudisk ondskabens akse.

Og lige som USA’s anti-Iran-høge har gjort deres yderste for at udbrede deres fantasi om, at al-Qaeda og Islamisk Stat i virkeligheden er skabt af Iran, udbreder deres iranske modstykker myten om, at det i virkeligheden er USA og Israel, der har skabt terrorismen.

De seriøse film

Blandt ofrene for denne sort/hvide virkelighedsfremstilling er de seriøse iranske film, og kravet om kæft, trit og retning har tilsyneladende gjort store indhug i dette fantastiske og mange-facetterede univers, som igennem fire årtier har givet iranske film verdensberømmelse.

”Den neorealistiske bølge” eller ”Arthouse,” som den seriøse iranske film ofte kaldes, spirede op i skyggen af den islamiske revolutions opgør med vestlig kommercialisme i løbet af firserne og har givet omverdenen et sjældent nært indblik i livskampen, poesien, humoren og hæsligheden i den iranske hverdag i såvel de fjerneste grænseegne som i storbyernes heksekedler.

Guldpalmevinderen Abbas Kiarostami. Creative Commons.

Samlet udgør genren og dens forskellige videreudviklinger næppe 10 procent af landets enorme filmproduktion, men den nød længe anerkendelse, også i Iran, måske fordi den iranske revolutions Godfather, ayatollah Ruhollah Khomeini, lige efter revolutionen i 1979 udtalte, at en forgænger for genren, ”Koen” fra 1969, som er en barsk og hjerteskærende fortælling om en mands sorg over at miste en ko – var den eneste iranske film, han brød sig om.

Internationalt blev vejen imidlertid banet af Guldpalmevinderen Abbas Kiarostami (død 2016), hvis enkle, dokumentariske fortællestil – ofte med børn i hovedrollerne – blev trend-skabende for et hav af kvindelige og mandlige talenter, som igennem årtier har kæmpet med og til tider sejret over ministeriet for kultur og islamisk vejlednings forsøg på at ”beskytte befolkningen mod uønskede impulser.”

Siden sommeren 2009, da et folkeligt oprør anført af ”den grønne bevægelse” mod et angiveligt fusket genvalg af den daværende ultra-konservative præsident Mahmoud Ahmedinejad blev slået ned med vold, er censurkomiteerne og retsvæsenet imidlertid blevet mere restriktive. Og domme er haglet ned over de filmmagere, som i stigende grad er tyet til at lave illegale film, ofte i samarbejde med udenlandske producenter.

Der findes intet ondt

En af Abbas Kiarostamis elever, filminstruktøren Mohammad Rasoulof, har for eksempel ikke fået godkendt én eneste film af ministeriet for kultur og islamisk retledning siden 2010.

Alligevel har han siden da instrueret fem film, hvoraf den seneste, ”Der findes intet ondt”, vandt Guldbjørnen i Berlin sidste år, mens de øvrige fire har høstet priser til store og små filmfestivaler i næsten hele den vestlige verden.

”Jeg har givet afkald på mange ting i livet, men jeg oplever glæde ved at yde modstand,” sagde Rasoulof i et on-lineinterview med den amerikanske AFI-filmfestival efter at have vundet prisen.

Han har udrejseforbud og en truende perlerække af ueksekverede domme hængende over sit hoved.

I kølvandet på den grønne bevægelses oprør, som han støttede, fik han således i 2010 seks års fængsel plus forbud mod at lave film og rejse ud af landet i 20 år.

Forbuddet mod at arbejde blev senere formelt ophævet, og fængselsdommen blev nedsat til to år, hvoraf han kun har afsonet et halvt. Formelt skylder han stadig systemet halvandet år, og i 2017 modtog han en ny dom på et års fængsel og to års arbejdsforbud, efter at han uden at opnå tilladelse havde instrueret Cannnes-prisvinderen ”En mand med integritet,” som handler om den florerende korruption.

En lang række samtidsfilm har igennem de seneste fyrre år taget alt fra kvindeundertrykkelse til social uretfærdighed, korruption, abort, prostitution, tvangsægteskaber, æresdrab, krigens galskab og religiøst hykleri op til behandling

Dén dom fik han stadfæstet per sms i 2019, da optagelserne til ”Der findes intet ondt” var næsten færdige. Men om han nogensinde skal afsone den, ved han ikke. Foreløbig har han fået udsættelse på grund af covid-19 i fængslerne. Og i øvrigt er arbejdsforbudet nu udløbet, hvilket dog ikke betyder, at han kan arbejde:

”Autoriteterne er blevet for perverse til at forbyde mig noget. De giver mig bare ikke lov,” sagde han i interviewet sidste år.

”Der findes intet ondt” blev produceret som fire kortfilm med fire forskellige instruktørassistenter som de officielle instruktører. Derpå blev den klippet sammen til én og sendt til udlandet. Temaet for alle fire episoder er dødsstraf og valget mellem at blive regimets bøddel eller gå til modstand. Det onde ligger i livsvilkårene, udstukket af et bagstræberisk system, som gør alle til ofre.

Som sådan slutter filmen sig til den lange række samtidsfilm, som igennem de seneste fyrre år har taget alt fra kvindeundertrykkelse til social uretfærdighed, korruption, abort, prostitution, tvangsægteskaber, æresdrab, krigens galskab og religiøst hykleri op til behandling. Og uanset om instruktørerne bag filmene lige som Rasoulof arbejder med fiktion og skuespillere, eller om de er usminkede dokumentarister, stræber de alle efter at opfange samtidsmennesker i samtidsproblemer.

Dette er ikke film

I takt med at instruktørernes stigende problem igennem de seneste ti år er blevet ytringsfrihed, er der imidlertid også kommet flere film om kunstens indespærring, måske mest humoristisk beskrevet af Abbas Kiarostamis mest berømte elev, Jafer Panahi, som i lighed med Rasoulof i 2010 fik seks års fængsel og 20 års forbud mod at lave film og give interviews i de internationale medier, men som i modsætning til Rasoulof aldrig har fået sin dom nedsat.

Alligevel har han ydet modstand og fortsat sit arbejde så godt, han formår.

Panahis film var siden hans gennembrud i 1995 blevet mere og mere politiske, og i 2009, da ”den grønne bevægelses” folkelige oprør mod valgfusk var blevet kvast, fik han til en filmfestival i Montreal hele dommerjuryen til at bære grønne halstørklæder i solidaritet med bevægelsens martyrer. Han tog dernæst hjem og påbegyndte illegale optagelser. Han blev arresteret og gik i sultestrejke. Og et halvt år senere, da han efter et enormt internationalt pres var ude igen, brød han forbuddet mod at give interviews og fortalte til den tyske TV-kanal Arte, at fangevogterne havde været så bange for hans film, at de havde kaldt ham til forhør, fordi de havde hørt rygter om, at han – åbenbart med usynlige ”apparater” – var ved at optage en film fra sin celle.

Rygtet var efter hans egen mening opstået, fordi han havde fortalt en af sine medfanger, at hans fangetilværelse fik ham til at føle sig som en medvirkende i en af sine egne film.

”Censur provokerer til tider filmmagerne til at finde kreative løsninger,” har han senere sagt, og siden løsladelsen har han lavet fire ulovlige film om ikke at måtte lave film, netop med sig selv som medvirkende. Den første, ”Dette er ikke en film”, sendte han ifølge eget udsagn til Cannes-festivalen i 2011 i et memory-stik, gemt i en fødselsdagskage. Den vandt han Guldpalmerne for, mens den næste, ”Lukkede gardiner”, i 2013 sikrede ham en Sølvbjørn i Berlin.

Taxi Teheran

Den tredje, ”Taxi Teheran”, vandt Guldbjørnen i 2015 med Panahi i en ny rolle som taxichauffør ude i det fri.

Det er en satirisk ikke-film, som er optaget med overvågningskameraer og passagerernes mobiltelefoner inde i Panahis taxi, og de tilsyneladende ufrivilligt medvirkende passagerer tæller både kendte og ukendte personligheder. Nogle af dem er dog udmærket klar over, at deres chauffør er en internationalt berømmet filminstruktør, blandt dem en småkriminel og lidt for smart DVD-sælger, som gennem årene har forsynet Panahi og hans kollegaer med ucensurerede piratkopier af udenlandske film.

Men ingen af de medvirkende krediteres med navn:

”Irans kulturministerium skal ifølge reglerne godkende kreditlisten over de medvirkende. Trods mit ønske af hjertet kan jeg ikke opfylde kravet. Men jeg står i gæld til alle som hjalp mig,” skriver han til sidst i filmen, som er et lærestykke i de absurditeter, der kommer ud af en kulturpolitik, som vil ”opildne til det gode og forbyde det onde.”

Efter nogle kontroverser mellem to passagerer om revolutionsdomstolenes øgede brug af dødsstraf for røveri, samler Panahi sin otte-niårige niece op efter skole. Klassen har fået til opgave at lave en film, og hun har skrevet de forskellige, officielle anvisninger ned, som man skal følge for at klare opgaven med bravour:

”Positive figurer bør ikke bære slips. De bør heller ikke have persiske, men islamiske navne og så bør de have kort skæg,” læser niecen op fra sit kladdehæfte. Men hun er lige faldet i svime i begejstring over en glatbarberet bekendt af Panahi, som bærer slips og det persiske navn Arash, og som har sat Panahi stævne med et problem: Han har genkendt to maskerede røvere, som overfaldt ham, men han kan ikke få sig selv til at anmelde røveriet, dels fordi røverne risikerer dødsstraf, og fordi han véd, at de stjæler af nød.

Spørgsmålet om, hvordan niecen vil fremstille Arash på film, løser hun dog let: ”Han kan jo stadig være positiv. Vi ændrer ham bare fra top til tå.”

Krav om, at kvinder skal undgå berøring med mænd, bære hijab eller den fodlange, mørke chador, når de viser sig offentligt – også når de optræder på film – har medført alment accepterede absurditeter i mainstream-film og TV-serier

Niecen har desuden fået at vide, at hun bør undgå politiske og økonomiske temaer, og at hun skal respektere det islamiske tørklæde, hijaben.  Men igen får den lille pige problemer, da hun falder i svime over en ny passager, denne gang en smilende kvinde med en stor buket roser røde roser i favnen. Hendes navn nævnes ikke, men det er menneskerettighedsadvokaten Nasrin Sotoudeh – også kaldet Irans Nelson Mandela – som fra 2009 til 2013 har siddet fængslet flere gange for blandt andet at ”føre propaganda mod Iran”. I 2015 stod hun anklaget i mindst syv sager. I 2018 gjorde hun sig specielt gældende i sit utrættelige forsvar for kvinder, der deltog i de såkaldte hijab-protester, hvor de tog tørklæderne af i det offentlige rum og uddelte roser. Flere af kvinderne blev idømt fem til syv års fængsel samt piskeslag.

Offside

I filmen er Nasrin Sotoudeh på vej til kvindefængslet Gharchak for at besøge den dengang 25-årige britisk-iranske aktivist Ghoncheh Ghavami, som har sultestrejket i snart to uger. Ghavami blev arresteret for tre og en halv måned siden, da hun sammen med en gruppe andre kvinder forsøgte at komme ind og se en volleyballkamp i trods mod præsteskabets forbud mod kvindelige tilskuere til sportskampe – et tema, som Panahi behandlede i sin måske mest berømte film “Offside” fra 2005, om en gruppe passionerede, unge kvindelige fodboldfans.

I ”Offside” prøver kvinderne at snige sig ind forklædt som mænd til en fodboldlandskamp. De bliver afsløret, men undslipper mirakuløst i sejrsrusen, da det iranske foldboldhold vinder over kongedømmet Bahrain. ”Offside” vandt en Sølvbjørn i Berlin, men i Iran blev den forbudt lige inden premieren. Til gengæld påstås den at høre til blandt de mest sete iranske film i hjemlandet – takket være DVD-sælgerne og deres piratkopier.

I ”Taxi Teheran” er der ingen lykkelig slutning, og den store buket røde roser, som Nasrin Sotoudeh har med til fængslet, er hendes afmægtige forsøg på at ”se hvad hun kan gøre.” Dagen forinden holdt Ghoncheh Ghavami nemlig også op med at indtage væske. Alle dem, hun blev arresteret sammen med, er løsladt for længst. Hun protesterer mod uvisheden.

”Først skaber de en politisk sag og anklager dig for at være spion for Mossad og CIA. Så topper de op med sager, hvor du har forbrudt dig mod den offentlige moral, så at livet bliver et fængsel – selv hvis man er løsladt”, siger Nasrin Sotoudeh i filmen.

”Til sidst bliver ens bedste ven ens fjende, og man ønsker sig tilbage til fængslet igen.”

I virkelighedens verden blev Ghonchen Ghavami idømt et års fængsel og fik udrejseforbud i tre år. Ikke på grund af volleyballkampen, men ”for at have deltaget i oppositionsarbejde i udlandet.”

Tre år senere – under tørklædeprotesterne i 2018 – blev Nasrin Sotoudeh idømt 38 års fængsel for spionage, og i dag sidder den nu 57-årige menneskerettighedsadvokat i kvindefængslet Qarchak, som Amnesty International beskriver som ”en nedlagt hønsefarm, med urinplettede gulve, manglende ventilation, utilstrækkelige og beskidte sanitære forhold og udbredt forekomst af smitsomme sygdomme.” Hun har brug for behandling for dårligt hjerte og er desuden blevet smittet med covid-19.

Tre ansigter

Krav om, at kvinder skal undgå berøring med mænd, bære hijab eller den fodlange, mørke chador, når de viser sig offentligt – også når de optræder på film – har medført alment accepterede absurditeter i mainstream-film og TV-serier, hvor kvinder kan ses gå fra soveværelset til børneværelset, iført hijab.

I de seriøse film, som prøver at forholde sig tro til virkeligheden, har det medført en lang række begrænsninger, som for eksempel at sørge for, at der er fremmede til stede i hjemmet, eller lade ægteskabelige skænderier foregå i biler, hvor man er både privat og offentlig på én gang.

Regeringen vælger sine slagmarker. Hver gang de store, internationale filmnavne må gå i fængsel, medfører det internationale protester, og jeg tror, de kalkulerer med, at prisen er for høj. Hvorimod de roligt kan blive ved med at dræbe aktivister i fængslerne

Det har skabt en masse road-movies, og blandt dem er Panahis seneste ikke-film fra 2018, ”Tre ansigter,” hvor det lykkes ham at tegne et portræt af tre skuespillerinder, selvom den tredje næsten kun ses som en skygge bag et gardin. Hun hørte engang til filmverdenens ypperste, indtil præstestyret forbød hende at optræde, og hun blev udstødt af sin landsby. Filmen er optaget i hans egen hjemegn, i de kurdiske grænseegne til Tyrkiet, hvor autoriteterne sjældent dukker op, og hvor al slags overtro florerer. I filmen møder man blandt andet en far, der forsøger at få sin søns afskårne forhud begravet i en rig mands have i Teheran, fordi han er overbevist om, at det vil gøre sønnen rig.

”Tre Ansigter” vandt førsteprisen for bedste drejebog i Cannes i 2018, og siden har Panahi forholdt sig næsten tavs, når man ser bort fra en trodsig video-meddelelse til støtte for Jasmin Sotoudeh på kvindernes kampdag den 8. marts.

Han mener, at Jasmin Sotoudeh besidder tankens frihed og er befriet for dét lukkede sind, som præger Irans nuværende lederskab, og at hun i stil med en Mahatma Ghandi og en Nelson Mandela er dén rollemodel, som kan transformere Iran til at blive et bedre sted.

”På grund af hendes karisma og respekt for andres synspunkter mener jeg, at den person, vi bør vælge til at guide os igennem denne tid og ind i fremtiden, er Nasrin,” siger Panahi – få måneder inden iranerne skal vælge ny præsident.

Målt i forhold til sine arabiske nabostater har Iran hidtil været opfattet som et knap så restriktivt samfund, og i sammenligning med de arabiske autokrater er det utroligt hvad det iranske præstestyre har tilladt instruktører som Panahi og Rasoulof at sige offentligt uden at gøre alvor af at fængsle dem.

Men det skal man ifølge den iransk-tyske journalist Maryam Mirza ikke overfortolke:

”Regeringen vælger sine slagmarker. Hver gang de store, internationale filmnavne må gå i fængsel, medfører det internationale protester, og jeg tror, de kalkulerer med, at prisen er for høj. Hvorimod de roligt kan blive ved med at dræbe aktivister i fængslerne,” siger hun til Globalnyt.

Unge talenter kvases

Maryam Mirza har på Globalnyts vegne sat en forespørgsel i gang blandt sine kontakter i det iranske filmmiljø, og resultatet er nedslående:

”Der er simpelthen grænser for, hvor længe man kan holde sig stående under presset, lyder meldingen, og meget tyder på, at den grænse nu er nået for de fleste.”

De unge talenter kvases, hvis de ikke vil spille med på Revolutionsgardens og efterretningstjenesternes præmisser.

Den dobbelte Oscarvinder, Ashgar Farhadi, som vandt sine gyldne statuetter for bedste udenlandske film med ”En Separation” i 2011 og ”Sælgeren” i 2018, har hidtil har fået sine film igennem censuren og altid forsøgt at udtale sig diplomatisk, når han fik spørgsmål om censur:

”Når man anbringer en forhindring som en sten for at standse vandet, finder vandet rundt om stenen. Det skal selvfølgelig ikke tages som en accept af censuren. Men én af de ting, censur bevirker – uden at ville det – er at den gør dig kreativ. På lang sigt har censur meget dårlige konsekvenser, og den kan dræbe kreativiteten. Men på kort sigt kan den gøre folk kreative,” sagde han til det amerikanske kulturmagasin Slant i 2017.

Farhadi taler selv som vandet, der søger rundt om stenen, og ifølge den iranske filmekspert ved Illinois’ Norhwestern University, Hamid Naficy, er det et typisk træk hos iranske kunstnere:

”I 2500 år har Iran i en eller anden form været et enevældigt kongedømme, så folk har lært sig at sige ting, uden at mene det, og gøre ting, uden at andre aner det. Det er et meget komplekst samfund, og resultatet er utrolig poesi, utrolig kunst [……] Det er en kultur fuld af snyd, men også meget artistisk og kompleks. At leve er en kunst, at lykkes er en kunst, – man taler meget sjældent direkte til hinanden, men altid i sinusbuer,” sagde han i forbindelse med et Panahi-seminar i 2019.

I år blev kun en enkelt iransk film nomineret til Berlinalen, ”Balladen om den hvide ko,” der handler om enken til en uskyldigt hængt og hendes kamp for at få en uforbeholden undskyldning af dommeren. Og for en gangs skyld vandt Iran ingen priser.

Til Cannes i maj forventes Oscar-vinderen Farhadi at komme med endnu en spillefilm. De to giganter, Rasoulof og Panahi, virker foreløbig bragt til tavshed, muligvis fordi sanktionerne har umuliggjort samproduktioner med udlandet, eller fordi de finder det for farligt at arbejde.


Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.


Foto: Mahtab Keramati ved Fajr Film Festival, Irans Filmmuseum.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Efter 30 år som sceneinstruktør og dramatiker, kastede Flemming Weiss Andersen sig over en ny metier som fotojournalist i 2005.

Han har siden da arbejdet freelance i store dele af Mellemøsten og Østafrika og har indtil i år haft base i Kairo.