
DOKUMENTARFILM // ANMELDELSES-ESSAY – I Smoke Sauna Sisterhood møder vi en række midaldrende kvinder, som mødes i en skov, hvor de bader, går i sauna og folder sig ud i naturen. Filmen er overraskende udfordrende at se, skriver Signe Barvild Stæhr i dette essay. Hun håber, at kvindernes mod vil sprede sig som ringe i vandet – til andre kvinder (og mænd).
I 1525 skrev maleren Albrecht Dürer det teoretiske værk, Unterweisung der Messung (Undervisning i opmåling – eng. titel: The Painter’s Manual), hvorfra nedenstående billede, Artist Drawing a Nude with Perspective Device, stammer. Billedet er indenfor kunsthistorien et godt eksempel på, hvordan vores måde at organisere os visuelt kan være mere eller mindre ubevidste måder at udøve kontrol på – eksempelvis over kvindekroppen.
Smoke Sauna Sisterhood er et filmisk alternativ, som har til hensigt at lade kvindekroppen udtrykke sig udenom vores officielle filmsprog. Men inden vi går nærmere ind i filmen, vil jeg kort introducere mig selv, da filmen som meningsfuldt dokumentarisk projekt afhænger af øjnene, som ser. Du vil som læser måske have glæde af at vide, at jeg er kvinde, 40 år gammel, mor til en lille pige og uddannet i kunsthistorie samt instruktør på et par dokumentarfilm.

Æstetik og fravalg
I Smoke Sauna Sisterhood møder vi en række midaldrende kvinder, som mødes i en skov, hvor de bader, går i sauna og folder sig ud i naturen. Vi hører ikke, om kvinderne er på et længere ophold, eller om de mødes jævnligt i skoven. Det er heller ikke relevant for filmen.
Ligeledes får vi ikke kendskab til kvindernes navn, alder eller nogen information om deres liv ved siden af fællesskabet i skoven. Filmens fokus er alene på kvindernes historier, deres omsorg og rummelighed overfor hinanden samt en række traditionelle renselsesritualer, som kvinderne udfører i fællesskab.
Saunaen bliver et slags terapeutisk rum, der giver plads til smerte og traumer, som kvinderne og deres kroppe bærer både hver for sig og sammen. Nogle temaer er gennemgående. For flere kvinder er det for eksempel det ikke at føle sig smuk (nok), mens andre temaer såsom en abort, begær udenfor det normative og en voldtægt er individuelle fortællinger. Flere af historierne er brutale, men kvindernes omsorg, lattermildhed og empati overfor hinanden bløder dem op.
Det er meget sjældent, at vi ser sådanne billeder, selvom det er ret almindelige situationer i et gennemsnitligt kvindeliv
Flere af kvinderne i filmen er anonyme, således at vi ikke ser deres ansigter men derimod deres kroppe i nærbilleder, som saunaens begrænsede rum sandsynligvis har determineret. Under filmen tænkte jeg på, om instruktøren – estiske Anna Hints – mon selv var afklædt under optagelserne. Det tror jeg, at hun har været, da både hun og kameraet lader til at være en fuldstændig integreret del af gruppen. Med Annas kamera som vores øjne er vi både en del af det intime rum og distanceret fra kvinderne som individer, da vi aldrig får et fuldt overblik over, hvem de egentlig er udenfor saunaen.
Anna Hints har truffet en række ‘omvendte’ valg i sin måde at forme det dokumentariske materiale. Som allerede nævnt har hun valgt ikke at individualisere kvinderne, hvilket gør filmen til en fortælling om kvindekroppen frem for de enkelte kvinder. Derfor oplevede jeg det som udfordrende at blive hevet ind i fortællingen, fordi jeg – selvom jeg følte stor empati med alle kvinderne – savnede en karakter, som var mere end en krop, at identificere mig med. Men filmen er som antydet et eksperiment, og pointen er at komme væk fra de samfundsskabte, ’patriarkalske’ skabeloner og tilbage til (kvinde-) kroppen.

Filmen modstår ligeledes at gøre brug af traditionel fremdrift, da filmen eksempelvis indleder med et billede af en halv kvindekrop, som ammer en baby, og slutter med en gravid mave. Flere af scenerne – eksempelvis det ammende bryst og en kvinde med menstruation, som tager et bad med blod løbende ned af benene – står løsrevet og udenfor nogen narrativ i filmen, hvilket gør scenerne ekstra stærke.
Det går som seer op for en, at det er meget sjældent – faktisk kan jeg ikke huske, at jeg har set det før – at vi ser sådanne billeder, selvom det er ret almindelige situationer i et gennemsnitligt kvindeliv.
Den groteske krop
Den russiske litteraturkritiker Mikhail Bakhtin introducerer i sit værk, Rabelais and His World fra 1968, begrebet den groteske krop. Den groteske krop er en krop, som er åben i modsætning til den lukkede krop. Den lukkede krop tilpasser sig samfundet gennem underkastelse af den ideologi, de skabeloner og de begreber, som vi som kultur har adgang til.
Et eksempel på den lukkede krop kunne være de ‘formfuldendte’ kroppe, som vi ser på reklamer for kosmetiske operationer på byens busser. Den åbne og groteske krop er derimod den blødende krop på operationsbordet, som muligvis er vejen til det på reklamerne fremviste resultat, men som vi ikke tildeles visuel adgang til, og som heller ikke rigtig eksisterer i vores bevidsthed.
Ligesom kvindernes kroppe i filmen, som fremstår som et mønster fremfor enkeltstående og individualiserede kroppe, har den groteske krop ingen lukkede grænser og kan derfor ikke indfanges af ideologiske skabeloner, begreber eller hierarkier. Derimod skaber kroppene nye mønstre og udvider vores repertoire af fortællinger.
Hvad jeg ville have fortalt i saunaen
Under visningen af filmen følte jeg mig som en del af kvindernes rum. På den ene side følte jeg næsten væmmelse over de bramfri kvinder, den store intimitet og de mange nærbilleder, som kun af og til blev afløst af totalbilleder af naturen, hvori saunaen var placeret. På den anden side oplevede jeg, at kvindernes sauna, placeret i naturen og isoleret fra samfundets dømmende øjne, åbnede sig mod mig, så jeg måtte spørge mig selv om, hvad jeg ville have fortalt, hvis jeg havde siddet som kvinde i saunaen.
Jeg havde nok fortalt om, da jeg blev førstegangsmor to måneder inden coronaen brød ud og – på grund af nogle komplicerede omstændigheder – sad alene og isoleret i en lejlighed med en baby med uopdaget væske i ørerne, som vågnede utallige gange hver nat i månedsvis.
Det er mit håb, at filmens kvinders mod vil sprede sig som ringe i vandet
Da jeg bad min sundhedsplejerske om støtte, skrev hun en underretning, hvor jeg kunne læse, at jeg havde svært ved at finde min rolle som mor, da jeg selv havde mistet min mor som barn. Sagen var og er stadig skamfuld for mig på trods af, at den heldigvis landede på en vuggestueleders skrivebord et par måneder senere. Hun stoppede sagen og mødte mig med den empati, som filmen omfavner, og min datter blev sendt til tjek hos ørelægen.
Herudover ville jeg fortælle om samtaler, som jeg har haft med veninder omkring amning, hvor flere har ønsket at amme deres babyer, indtil børnenes interesse stoppede af sig selv, frem for at foretage det ‘almindelige’ indgreb (det såkaldte ‘ammestop’), hvor børnene nægtes adgang til brystet med stor gråd til følge.

Hvorfor er Smoke Sauna Sisterhood vigtig?
Smoke Sauna Sisterhood udfordrer os som seere. Filmen bryder med vores kulturelt vedtagne måde at strukturere filmisk materiale, da der hverken er hovedkarakter eller kronologisk fremdrift. Til gengæld præsenteres vi for nogle kroppe, som er hævet over vores officielle og velkendte filmsprog.
Det er mit håb, at kvindernes mod vil sprede sig som ringe i vandet, så vi alle (både mænd og kvinder) kan blive bedre til at være sammen uden filter og at lytte til hinanden i modsætning til at udskamme hinanden.
Smoke Sauna Sisterhood har desuden fået mig til at reflektere over, at vi accepterer og knap nok ænser de mange reklamer på busserne for kosmetiske reklamer, når en film med lattermilde, omsorgsfulde og nøgne midaldrende kvinder kan være udfordrende at se – selv for en kvinde som mig.
Jeg skrev, at jeg er mor til en lille pige. Mit håb for hende er, at hun vil have det godt i sin krop, som den er. En film som Smoke Sauna Sisterhood giver mig håb, og jeg er selv blevet inspireret af at have set filmen.
Se flere POV-artikler om film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.