INTERNATIONAL BØRNEDAG & DOKUMENTARFILM // INTERVIEW – I anledning af FN’s Internationale Børnedag mandag d. 20. november får dokumentarfilmprojektet Børnene på Silkevejen premiere på DR. Signe Barvild Stæhr har talt med en af de deltagende danske instruktører, prisbelønnede Simon Lereng Wilmont, om filmen Pige væk hjemmefra, optaget i Ukraine.
Børnene på Silkevejen er et dokumentarfilmprojekt bestående af nu ialt 15 korte dokumentarfilm om børn i alderen 11-13 år, som er bosat i et af de 15 lande langs den gamle silkevej.
Bag filmene findes et instruktørhold bestående af de danske instruktører Simon Lereng Wilmont, Camilla Magid, Kaspar Astrup Schröder, Marianne Hougen-Moraga og Jens Pedersen (som desværre gik bort i 2022) samt udenlandske instruktører som fx ukrainske Alisa Kovalenko.
En af projektets film, Girl Away From Home – Pige væk hjemmefra – har netop haft premiere på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam, i konkurrencen for ungdomsfilm.
Se selv filmene
Der er premiere på DRTV og Ultra mandag den 20. november – FN’s Internationale Børnedag, også kaldet Børnerettighedsdagen.
Samme dag er der gallapremiere i Empire Bio kl. 16.00 i samarbejde med UNICEF Danmark, som også har støttet op om undervisningsmaterialer.
På drtv.dk kan 10 film fra projektet, herunder Pige væk hjemmefra, ses med danske undertekster og voice-overs.
Pige væk hjemmefra
I filmen møder vi Nastia på 13 år, som sammen med fire andre piger er en del af et elitegymnastikhold i Kiev. Pigerne er tætte veninder, og de træner intenst sammen til det kommende ukrainske mesterskab, som de vinder.
Kort efter bryder krigen ud i Ukraine, og Nastia må flygte med sin bedstemor til Tyskland. Hun efterlader derfor sine forældre og holdkammerater i Ukraine og forsøger at skabe sig en ny tilværelse i det nye land.
Nastia ved ikke, om hun nogensinde vil kunne vende tilbage til Kiev, sine forældre og holdkammerater, men da hun starter på et tysk gymnastikhold, begynder tingene at lysne.
Jeg har talt med filmens instruktør, Simon Lereng Wilmont, som tidligere har instrueret Olegs krig – en barndom i krigens skyggen og den Oscar-nominerede Et hus af splinter, om filmens tilblivelse, som er præget af uforudsigelighed og omskiftelighed på grund af krigen.
Når livet bryder ind
”Pige væk hjemmefra startede, da Maria (Stevnbak Westergren, som er producer på projektet, red.) spurgte, om jeg ville lave en film fra Ukraine, og det ville jeg gerne, da jeg jo tidligere har lavet film der. Jeg kender Alisa, som er medinstruktør på filmen, fra tidligere arbejde, og jeg synes, at hun er en af de rigtig dygtige ukrainske dokumentarfilminstruktører, så jeg spurgte, om hun ville være en del af projektet”, fortæller Simon Lereng Wilmont. Han fortsætter:
”Der findes en streng gymnastikskole i Ukraine, som vi fik adgang til, og der fandt vi Nastia og hendes hold. Til at starte med havde vi en ide om, at filmen skulle handle om dette hold, hvor pigerne er så tætte og hinandens bedste veninder. Når pigerne bliver lidt ældre, er de ikke længere et hold, men skal kæmpe mod hinanden om, hvem, der hver for sig skal på det olympiske hold og den slags, så der var meget på spil. Det, synes vi, var en ret fin historie, og det var den, som vi arbejdede på, da jeg var dernede for at filme i første omgang”.
Børn har generelt et stort mod, er gode til at reflektere over deres tilværelser og finder ved hjælp af indre styrke deres vej frem i livet
Simon Lereng Wilmont fortæller, at han tog hjem ”to dage før krigen brød ud – og det var så der, at livet brød ind og ændrede alting på et øjeblik. Alisa tog ud til frontlinjen for at kæmpe, og jeg tænkte, at filmen var færdig. Jeg anede jo ikke, hvad der skulle ske. Så mødtes Alisa og jeg et år senere på IDFA (international dokumentarfilmfestival i Amsterdam, red.), hvor vi kiggede lidt på hinanden, og så tænkte vi, at det kunne være interessant at finde ud af, hvad der var sket med Nastia.”
”Vi kontaktede derfor hendes mor, som fortalte, at de havde sendt hende til Europa alene for at holde hende i sikkerhed. Vi blev ret hurtigt enige om, at hvis vi måtte få lov at følge den historie, ville vi gerne det. For den film, syntes vi, var vild og vigtig at lave”, siger Simon Lereng Wilmont.
”Da vi havde klippet denne film færdig, ringede Alisa og fortalte, at Nastias mor ville hente Nastia hjem til Ukraine, og vi ville selvfølgelig gerne have denne gode og lykkelige slutning med.”
Form og fleksibilitet
Simon Lereng Wilmont fortæller, at hele filmens form ændrede sig med krigen:
”Der var ikke nogle optagelser fra tiden, hvor krigen brød ud, så for at undgå at bruge tid på at etablere nogle scener, som alligevel bare var pligtstof, der leverer oplysninger, besluttede vi os for at afprøve en voice-over. Vi lavede et langt interview med Nastia for at se, hvor følsomt hun selv kunne udtrykke sin rejse, og det blev virkelig godt. Det blev senere genindspillet, men langt de fleste ord er hendes egne.”
I filmen ser vi billeder, som illustrerer Nastias rejse ud af Ukraine via en motorvej med politibiler og blinklys om natten. Da instruktørholdet ikke var sammen med Nastia i situationen, spørger jeg ind til billedernes oprindelse.
Simon Lereng Wilmont forklarer:
”Optagelserne stammer fra, da Alisa flygtede fra Ukraine, og de giver i sig selv ikke forståelse for situationens voldsomhed. Det er jo bare en motorvej med politibiler og blinklys. Vi besluttede derfor i klipperummet – efter diskussioner om, hvad man kan og bør vise, og hvad børn kan klare – at bruge arkivbilleder fra krigen”.
”Det endte med at blive et billede af en eksplosion uden ild eller blod samt et billede af en tank som symbol på krigen. Billederne var også nødvendige for at skabe forståelse for den efterfølgende scene, hvor Nastia befinder sig i en metro i Tyskland med sin bedstemor og ser meget trist ud.”
Genforening og gymnastik i en krigstid
I filmens slutning ser vi tre piger fra gymnastikholdet, som er forenet i deres træningslokale og krammer hinanden, og jeg spørger derfor til de resterende piger fra holdet.
”To af pigerne mangler i billedet, da de ligesom Nastia var sendt væk”, begynder Simon Lereng Wilmont. ”Den ene er fortsat i et andet land, hvor hun nu er bosat, og den anden bor i en vestlig del af Ukraine. Nastia og hendes familie flyttede væk fra Kiev, da det boligbyggeri, som de boede i, lå ret tæt på noget kritisk infrastruktur, så der var risiko for at blive ramt af missiler”.
Pga. flytningen er det ”blevet vildt svært for Nastia at gå til gymnastik. Men hun gør det stadig, selvom det tager timevis at komme frem og tilbage. De tre piger, som vi ser til slut, har netop vundet Kievs mesterskab for grupper”, fortæller Simon Lereng Wilmont med et smil.
Spejling på tværs af kontinenter
”Jeg håber, at filmene gør indtryk”, siger Simon Lereng Wilmont. Han håber, at ”børn kan se og opdage, at selvom vi ikke ligner hinanden i vores dagligdag, er meget ens indeni, og at der er nogle universelle historier, som foregår alle steder, og som vi kan spejle os selv og hinanden i.
Ligesom Pige væk hjemmefra kredser de resterende film i Børnene på Silkevejen om genkendelige temaer såsom at miste et dyr, at realisere sine drømme, at finde sig selv eller uenigheder med forældre.
Børn har generelt et stort mod, er gode til at reflektere over deres tilværelser og finder ved hjælp af indre styrke deres vej frem i livet. Filmene er værd at se for både større børn og voksne, som er nysgerrige på, hvordan børn i fjernere dele af verden håndterer livets små og store udfordringer.
Læs om kulturen i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
