KULTURLISTEN – En ny udstilling på Copenhagen Contemporary inviterer til refleksion over, hvordan børn leger her og andre steder på kloden. Pudsige og måske genkendelige familiedynamikker stilles til skue på Folketeatret, og Den Jyske Operas Kor synger Dracula ind på Aarhus Teater. Poesien i Sunis nye album såvel som i Mia-Nelle Drøschlers nye digtsamling minder os om det smukke i livet som almindelig dødelig, mens hovedpersonen i Melissa Broders I fiskens tegn træffer de mest bizarre valg.
Billeder af børns leg
Børns leg er intens og gennemgående på tværs af tid og sted. Belgieren Francis Alÿs har filmet mere end tredive lege hen over 23 år – og legene foregår både i krigsområder, og med spændvidde fra fattige til rige lande, fra Afghanistan og Congo til Schweiz. Der er noget utrætteligt og højt opløftende over en god leg. Fornøjelsen vil ingen ende tage. Det er igen og igen og igen – også selv om legen har ændret sig. Før foregik den på gaderne i by- og boligområder, i dag er den ofte rykket indenfor og foregår foran en skærm i fx Danmark.
Udstillingens tekst giver en fornemmelse af legens betingelser og også forandringer. Legen er en hverdagssituation, og Alÿs har valgt at stille skarpt på legen i sig selv, hvor børnene alene bestemmer reglerne, og hvor de er igangsættere og kan finde på at gøre ting på egen hånd, når et dæk skal rulles og holdes i balance.
Men de sjoveste lege at se på for museumsgæsten er dem, hvor noget vokser ud af situationen, når børn er sammen i sneen. En fælles koordinering og fælles beslutsomhed krystalliserer sig. Her er noget lattermildt over legen. Noget befriende og frisættende, som tages med ind i det voksne liv.
Hvis man følger bare lidt med i debatten om unges mistrivsel, er det et kritikpunkt, at uddannelserne netop har mistet sansen for det legende og eksperimenterende, se fx Amalie Andrea Lundbergs gode kommentar i POV d. 13. februar. Resultatet kommer før processen, selv om det er processen, eleverne især lærer af.
The Humans: Mennesker i New York
Vi kender det godt: Familiehøjtiden, hvor alkoholen kommer på bordet, og skeletterne rasler ud af skabet. The Humans fokuserer på en moderne (irsk-) amerikansk familie til Thanksgiving, hvor mundhuggeriet og det godmodige drilleri mest minder om en sitcom, som vi kender dem fra tv. Men nedenunder er der en dyster hemmelighed.
”Nedenunder” illustreres vittigt i The Humans ved, at den foregår i en lejlighed, der består af en dyster stueetage og en spisestue i kælderetagen. Der er kun toilet i stueetagen, så nogle gange deles familien, og kan ikke høre – eller overhører, uden at de andre ved det – samtalen på den anden etage.
Man holder den pæne facade. Man fastholder traditionerne. Men traditionerne står for fald. Mor og far er traditionsbundne katolikker. Den ene datter er lesbisk (og i kærestesorg). Den anden nærmest ateist og nu flyttet sammen med en noget ældre mand.
Selv om konflikten er meget amerikansk – også med skygger af 9/11 – så kender vi denne verden ud og ind fra populærkulturen. Konflikterne mellem tryg forstad/landlighed mod storbyens modernisme. Mellem generationerne. Mellem tro, overtro og psykologisering.
Traditioner er gode til at opretholde facaden. Men sandheden skjuler sig under facaden.
The Humans er vanvittigt (og vittigt) underholdende. Måske værd at have i tankerne til næste familiefest.
Blodfattig Dracula på Aarhus Teater
Aarhus Teater har de seneste år nærmest gjort sig til uofficiel Danmarksmester i at fortolke klassiske værker på måder, der sætter dem ind i en nutidig kontekst. Eksempler kunne være ”Lyden af de skuldre vi står på”, der fortolkede den danske sangskat, eller Christians Lollikes kvælertag, der gjorde Holbergs Erasmus Montanus til dramatik i det 21. århundrede.
Dracula begynder storslået. I bedste Store Scene-stil står der operasangere fra Den Jyske Opera i hver en døråbning, fra gulv til balkon i den smukke teatersal. Magisk og energi-fyldt. Scenografen David Gehrt har lavet en flot kisteagtig, zoom-ind-og-ud-lys-tæppe scenografi, der napper opmærksomhed, hver gang teknologien sætte ind.
Skuespillerne kæmper i perioder om lydbilledet mod sangene fra Den Jyske Opera, der forestillingen igennem synger korværker og dødsmesser. Det hele drukner lidt, så hverken teksten eller sangen får plads som fortjent.
Jeg er forpustet efter at have set Martin Lyngbos dramatisering og iscenesættelse af Bram Stokers vampyrroman fra 1897. Forpustet fordi teaterhåndværket er i orden. Men jeg er også uforløst, fordi der er så meget (ligegyldig) underholdning, så hvis mål og budskab fortaber sig, så står man tilbage med ren entertainment. I min optik bliver Dracula for vitamin- og blodfattig.
Sengeafsnit 2 – et album, ingen vil udskrives fra
“Den kan du ikke anmelde.”
Det tænkte jeg med det samme, da jeg hørte Sunis nye album Sengeafsnit 2. Så her er jeg! Og måske er det en fejl, for jeg ved ikke, hvordan manden gør det. Jeg er ikke ekspert i komposition, og da albummet er så kompakt og helstøbt en musikoplevelse, fortjener det ekspertise.
Her smelter alt sammen. Der er ingen løftede øjenbryn, når den akustiske guitar kaster sig ud og ind ad både metallisk synth, strygere, autotune, tung bas. Men altid med teksterne i centrum.
Teksterne kan både være lyriske og tunge som på kærlighedssangen ”Soon To Be Wife”, hvor sangerinden Andrea Washuus Bundgaard smukt stemmer i:
”Nu skifter vi ansigt igen/ Og blegner til vores natur/ Vi lukker øjnene så vi bedre kan høre”
Eller konkret-realistiske som i sangen ”Malerier”:
”Jeg googler mine symptomer/Netdoktor på computer/Siger kontakt din egen læge/Hvis det bliver ved i flere dage”
Suni synger ikke, han fortæller med et CV. Jørgensen’sk rim-talent og et billedsprog, der minder om alt fra Harald Voetmanns Amduat – en iltmaskine til en ung Bjørn Rasmussen.
Droppene blipblopper i baggrunden, og bedøvelsen virker. Hør det, og lad dig indlægge!
Det bedste og det værste ved at være menneskefødt
Værket Elsk Elsk Elsk af Mia-Nelle Drøschler er en samling af digte og illustrationer – noget af det bedste, jeg ved. Jeg bruger lang tid på at undersøge omslaget, der er i gråtoner med titlen påtrykt i pink lak på en voksagtig baggrund. Selvom jeg ikke er vild med titlen, så tilgiver jeg den.
Illustrationen af en kvinde, der brøler som et spædbarn, lader én forsvinde ned i et genkendeligt dyb, der hvor man selv bare er et hjælpeløst tomrum af længsel efter at blive holdt om, trøstet og ja, elsket.
Når Mia-Nelle Drøschler er bedst, bliver man som læser ramt af, hvor modbydeligt, ubehageligt og afskyeligt følsomt det er at være menneske. Det er, når hun peger på vores sanselige forbundethed til andre, til luften, til naturen, til verden – og til kunsten. Undervejs sker der her noget smukt og originalt.
Der er også dele af digtsamlingen, der virker ufærdige. Rå skitser af sjælesmerte, angst og skrøbelighed, men desværre ikke på den kunstnerisk betydningsbærende måde, og man mindes om, at det at have det skidt og skrive om det, ikke i sig selv er kunst – det er bare et rigtigt svært sted at være. Hugz!
Feministens Fifty Shades of Scales
Er du vokset op med disneyprinsesser ligesom mig, har du ikke brug for Judith Butler til at brække de patriarkalske strukturer ned. Du har brug for: 1. Donuts, 2. Sappho, 3. Et spejl.
De ingredienser kan du få i Melissa Broders roman I Fiskens tegn. Her møder vi Lucy, mens hun skriver afhandling på 9. år og føler, at livet indhenter hende. Efter kærestesorg, lidt for meget hash og alt for mange donuts, tilbyder søsteren hende et villaeksil på Venice Beach. Naturligvis mod krav om at Lucy går i gruppeterapi og passer søsterens hund. Efter et par fejlslagne dates og opdatering af lingeri går Lucy på nattevandring og møder en mand ved badebroen. Herfra gør Lucy alt forkert på en så magisk måde, jeg ikke har været vidne til, siden Flaubert lod Frédéric fucke rundt i Følelsernes opdragelse.
Emma Holtens oversættelse af Lucys tvivlstunge monolog er skrevet med autentisk talesprog og giver plads til Lucys karakter. En karakter, der er ironisk, højdramatisk, lidende, tykfobisk, pleasende og dybt selvoptaget – og alle siderne værd. Som læser er jeg splittet mellem at råbe “stop”, hver gang Lucy tager en ny beslutning, og samtidig idiotisk indstillet på at nyde den klassiske romcomfortælling med lufthavnsscenen ”Og de levede lykkeligt” som svaret på alle problemer. Et godt anslag til at diskutere vores idé om høvisk ridderromantik og kærligheden i det hele taget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
