DEPP V. HEARD // REPORTAGE – “Alle kunne se Heards ansigtsudtryk. Hun stivnede. “Jeg kan ikke huske rækkefølgen. Det har jeg aldrig sagt”. Problemet var, at Heard ganske bestemt havde sagt det – og kun en uge før. Hendes svar gik ikke upåagtet hen hos juryen – for hvordan kunne Depp holde hende nede med den ene hånd og voldtage hende med den anden med en flaske, hvis hans finger lige var blevet skåret af?” POV’s Lisbeth Liv Carlsen har været i køen med de mange fans og i retslokalet under krydsforhøret af Amber Heard i verdens mest celebre retssag i Fairfax, Virginia, hvor skuespiller Johnny Depp har sagsøgt sin ex-hustru Amber Heard for æreskrænkelse.
VIRGINIA, USA – Klokken o1.30 søndag nat sidder jeg i en Uber på vej mod byen Fairfax i Virginia. Mandag morgen, 16. maj, skal Amber Heard fortsætte sin vidneforklaring efter en uges pause i sagen, hvor hendes ex-mand Johnny Depp har sagsøgt hende for ærekrænkelse – defamation – i en injuriesag. Han kræver mindst 50 millioner dollars i erstatning.
Omtalen af sagen her i USA er vokset til enorme højder de sidste uger og bliver nu kaldt årtiets retssag.
Vi vil formentlig aldrig finde ud af, hvad der er hele sandheden
Jeg vil være i god tid, da retslokalet er lille med plads til kun 70 tilhørere. Der har været rapporter om, at nogle fans står i kø fra kl. 4 om morgenen. Da jeg ankommer til retsbygningen kl. 1.50, kan jeg med det samme se, at jeg har forregnet mig.
Det er natten før dagen, hvor krydsforhøret af Heard forventes at begynde, og det står allerede et par hundrede mennesker i køen. Eller rettere: de sidder i havestole eller ligger på den bare, kolde cement.
Jeg går ind i mængden af ventende mennesker. Der er overraskende mange mænd, og en hilser på mig med det samme. Det er en advokat fra Kentucky, der har kørt i ti timer for at overvære retsmødet og det længe ventede krydsforhør. Han live-streamer samtidig med, at vi snakker, så jeg ender uforvarende på en juridisk YouTube-kanal, jeg aldrig har hørt om.
Det viser sig, at der er en hel del advokater i køen. De er ikke fans af Depp eller Heard, men er her fordi sagen er unik i forhold til bevisførelse og højprofilering, siger de.
Stemningen foran den mørke retsbygning er venlig, nærmest lidt festivalagtig, men en halv time før min ankomst var der slåskamp, hvor politiet måtte tilkaldes, fordi nogen med vold forsøgte at springe midt ind i køen, der fungerer via en streng selvkontrol.
I centrum er bevisførelse, overdrevent misbrug af stoffer og alkohol og især, hvad der sker med mennesker, der har været udsat for kraftig mishandling, fysisk eller psykisk, i barndommen
Sierra er i fyrrerne og har kørt seks en halv time i bil fra Ohio. Hun kom tyve minutter efter, køen nåede nummer 70, men håber imod alle odds på at komme ind.
“Jeg har støttet Amber Heard i seks år, siden hun skrev kronikken i Washington Post”, siger Sierra, der har stor respekt for Heards karriere.
“Men efter at have set sagen minut for minut, kan jeg bare sige: Hun har brug for hjælp”, siger hun og tilføjer: “Vi vil formentlig aldrig finde ud af, hvad der er hele sandheden”.
Der er ikke lavet meningsmålinger af amerikanernes holdning til sagen, men det virker, som om den overvældende del af befolkningen på dette tidspunkt, hvor Heard stadig ikke har ført sine vidner, er overvældende for Johnny Depp.
En del udgøres af hans “die hard” fans, der også er kraftigt repræsenteret i køen.
Men træder man ud af det stærkt partiske og ikke særlig dybsindige SoMe/Tik-Tok univers, mener de fleste eksperter, at sagen er mere kompleks.
I centrum er bevisførelse, overdrevent misbrug af stoffer og alkohol og især, hvad der sker med mennesker, der har været udsat for kraftig mishandling, fysisk eller psykisk, i barndommen. Samt hvad der måske er det væsentligste: At sandheden ofte ligger uden for offentlighedens rækkevidde, ligegyldig hvad.
“Sagen er blevet et vidnesbyrd om vores “narrativ-plagede” nutid, hvor alt kan spinnes og tilrettes til det, den enkelte gerne vil høre og se”, siger en af advokaterne, der er sikker på en plads på tilhørerrækkerne.
I 2020 tabte Depp en lignende injuriesag til den engelske tabloidavis, The Sun, efter at avisen havde kaldt ham en ‘hustrumishandler’ – a wife beater – også om Amber Heard
Både Depp og Heard har som børn været udsat for voldsom mishandling af forskellig art, og det faktum ligger som et slags bagtæppe til hele sagen.
Sagen, der streames på live-tv, er dermed primært blevet et ubehageligt skue for, hvad ubehandlet børnemishandling kan føre til. Depps mor slog ofte både ham og hans far: Moren var alkoholiker og fik ham, efter hans eget udsagn, til at gemme sig for at undgå slag med telefoner, højhælede sko eller askebægre.
Depps mange millioner, hans private ø i det caribiske hav, hans stjernestatus og udseende, der i nullerne fik ham udråbt til “universets mest sexede mand”, har ikke reddet ham fra et temmelig sørgeligt liv.
Han har livet igennem været plaget af indre dæmoner, som han oftest har tabt kampen imod. Der er blevet selvmedicineret med et hav af stoffer og sprut, hvilket han intet har gjort for at skjule.
Amber Heard har været mere stille om sin baggrund, men har antydet, at alt ikke var helt godt i hjemmet i Texas, og at hendes far bankede hende. Men hun har ingen interesse i at udstille sig selv som hverken svag eller som en kvinde med en broget baggrund, fordi hun risikerer, at det bliver brugt imod hende i retssagen.
I 2020 tabte Depp en lignende injuriesag til den engelske tabloidavis, The Sun, efter at avisen havde kaldt ham en ‘hustrumishandler’ – a wife beater – også om Amber Heard.
Her har vi to top-skuespillere, der er trænede i at virke overbevisende i en rolle. Så på en måde kan man vel sige, de er trænede i at lyve
Men nu føres Depps injuriesag ikke imod en avis, men mod Heard selv. Og det har givet nogle problemer for den kendte skuespiller, fordi hun nu – beviseligt – har løjet adskillige gange om ting, der har fået mange iagttagere til at hæve øjenbrynene.
En mors dag-gave
Jeg bevæger mig rundt i køen i den stille nat, hvor klokken nærmer sig 3 om morgenen. Der er mennesker mange steder fra: Californien, Georgia, Michigan, New York State, Ohio, Nebraska, Kentucky, Florida og sågar Canada.
På et par af stolene – for langt tilbage i køen til at komme i betragtning til et af de eftertragtede adgangs-armbånd, der udleveres præcis kl. 7 om morgenen af betjente fra Sheriff’s Office – sidder tre kvinder, to søstre og deres mor. De to yngre kvinder har givet turen til moren som en “mors dag-gave”. Ærgerligt at komme for sent, for de har kørt femten timer i streg. Også de håber på et mirakel.
Jeg møder kun en eneste “lokal” fra Virginia: advokaten Robert.
Han ligger fladt på jorden og forsøger at sove, men bliver nysgerrig, da han hører, jeg er journalist. På mit efterhånden ofte gentagne spørgsmål om, hvorfor han er her, svarer han:
“Jeg ville give alt i verden for selv at krydsforhøre Amber Heard. Her har vi to top-skuespillere, der er trænede i at virke overbevisende i en rolle. Så på en måde kan man vel sige, de er trænede i at lyve.”
“At krydsforhøre dem er som et mentalt fire-dimensionelt skakspil. Så at kunne bryde igennem det, kræver de ypperste evner”.
Han stopper og smiler skævt af sin egen dagdrøm.
“Det er enhver advokats drømmescenario. Og ingen af de to er nogen helgen”.
Robert har selv ført sager foran dommeren i den celebre sag og vil ikke give nogen vurdering af Judge Azcarate, der generelt er populær for sin no nonsense attitude. “Jeg kan jo møde hende igen i en af mine egne sager”, griner han.
Ingen, jeg møder i køen, har noget at udsætte på #metoo-bevægelsen; tværtimod. Sagen har ganske enkelt intet med #metoo at gøre for dem
Han har imidlertid flere grunde til at ligge og fryse i 14 timer inden dagen i retssalen, der ventes at vare otte en halv time: “Jeg må indrømme, at det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på hændelsen i trailer-parken i Hicksville“, siger han med en henvisning til en voldelig episode, der har været beskrevet af Heard under retssagen.
Tanken om at være i et lukket rum med en, der senere anklager dig for de værste overgreb, de værste gloser, og man har ikke skyggen af chance for at modbevise noget, er meget skræmmende”.
Ikke et angreb på #metoo
Ingen, jeg møder i køen, har noget at udsætte på #metoo-bevægelsen; tværtimod. Sagen har ganske enkelt intet med #metoo at gøre for dem.
Amerikanske mainstream medier skriver ligeledes sjældent om sagen i det lys, men typisk mere som en celeber retssag, hvor det fyger med forfærdelige beskyldninger.
Men en del kommentatorer er bange for at gentage tidligere tiders mistro overfor kvinder og stemple voldsofre som løgnere eller – en anden risiko – som Karens (et skældsord, der bruges om hvide kvinder, der føler sig bedre end andre – entitled, som det hedder på engelsk) eller det, der er værre.
De eneste, der bliver opfattet som “Karens” i denne forsamling, der bliver større og større, som timerne går, er de kvinder (og mænd), der maser sig ind på en plads i køen, hvor indehaveren af pladsen er gået på toilettet eller har forladt sin havestol for få noget at spise. Og som derefter nægter at forlade stedet på trods af alverdens bønner fra de ulykkelige trængende, når de vender tilbage.
Uenighederne fører til, at hashtagget #Justicefortheline (retfærdighed for køen) trender tidligt mandag morgen på Twitter, hvilket straks gentages på YouTube.
Udover slåskampen, som jeg missede, er køen et yderst fredeligt sted, og ingen vil slås. Men flere siger til mig, at to kvinder, der står med god plads på begge sider og ser både kampklare og stærkt utilpasse ud, er “brudt ind”.
Vold mod mænd
Nathan fra upstate New York er i tyverne. Han er en af de først ankomne, og han har flere bevæggrunde til at møde op næsten 24 timer før, retsmødet begynder.
“For mig er det vigtigt, at der bliver sat fokus på vold mod mænd i parforhold. Det er et kæmpe tabu. Og den stereotype opfattelse er, at mænd ikke kan blive udsat for vold af kvinder. Men det passer jo ikke og har aldrig gjort det”, siger han.
Alle tager forbehold for, at Johnny Depp muligvis blot er virkelig god til at lyve
“Jeg håber, dette kan give voldsramte mænd mod til at tale”.
Jeg spørger ham, hvordan han har det med #metoo-bevægelsen.
“Amber Heard har simpelthen hijacked #metoo, og nej, det her får ikke mig til at se anderledes på kvinder, der er blevet udsat for partnervold. Eller stole mindre på dem. Amber Heard er helt udenfor nummer”, siger Nathan.
Sagen Depp v. Heard kan ses fra mange forskellige sider – og det bliver den. De fleste eksperter: Advokater, anklagere, psykologiprofessorer, professionelle interrogators fra både politi og FBI samt mange terapeuter har indtil videre anset Johnny Depp som rimelig troværdig i sit vidnesbyrd.
Men alle tager forbehold for, at han muligvis blot er virkelig god til at lyve.
I et vidnesbyrd fra onsdag beskrives Johnny Depps adfærd over for Heard som kontrollerende og nedladende.
To vidt forskellige versioner af et voldeligt forhold
Langt mere broget står det til for Amber Heard. Hun er blevet grebet i et hav af selvmodsigelser: Lige fra hvorvidt hun har slået Depp eller ej, til brug af kokain, til hendes uheldige løgne om, at hun havde doneret syv millioner til velgørenhed, der i retssalen er blevet affærdiget af de organisationer, hun påstod at have støttet.
Fra tusindvis af voldsramte og seksuelt misbrugte kvinder på sociale medier, lyder det imidlertid, at de finder Amber Heard stærkt utroværdig
Heard-teamets retsmedicinske psykolog, Dr. Dawn Hughes, har fundet, at Heard lider af PTSD. Depps advokater har hyret Dr. Shannon Curry, en anden retsmedicinsk psykolog, der mener, at Heard bl.a. lider af borderline personlighedsforstyrrelse, der indikerer en volatil og manipulerende personlighed. Begge psykologer er indkaldt som vidner og forventes at blive udspurgt om deres diagnosticering af Heard.
Hvad end sandheden er, demonstrerer de to meget forskellige vidnesbyrd i det mindste i høj grad noget om, at psykologi ikke er en eksakt videnskab, og at diagnoser er en flydende størrelse.
Depp er omvendt ikke blevet testet af psykologer, fordi det ifølge amerikansk lov ikke er nødvendigt, når det er ham, der har anlagt sagen. Men ingen, heller ikke Depp selv, benægter, at han gennem hele sit voksne liv har haft mange problemer med en alenlang række af rusmidler, og at han ikke bryder sig om at være “clean”.
Depp er også blevet anklaget for at have sendt en SMS til en ven, hvor han skriver, at han ville slå Heard ihjel og derefter have sex med hendes brændte lig for at være sikker på, hun er død. Om sms’en var alvorligt ment, eller om det var en af hans bizarre “humoristiske” indfald, som han er kendt for, ved ingen med sikkerhed.
Fra tusindvis af voldsramte og seksuelt misbrugte kvinder på sociale medier, lyder det imidlertid, at de finder Amber Heard stærkt utroværdig.
“Sådan reagerer man slet ikke som voldsoffer”, lyder det flere steder. En kvinde bryder fuldstændig sammen i et interview på YouTube. Hun er selv tidligere partner-voldsoffer og mener, at Heards optræden er en hån og latterliggørelse af #metoo:
Jeg har min kærlighed til Johnny
Mandag aften, efter nogle få timers søvn hjemme, ankommer jeg til retsbygningen igen klokken 20.
Jeg er nu endnu mere fascineret end før af folks bevæggrunde for at stå i kø nat efter nat, og min egen nysgerrighed efter at se resten af krydsforhøret af Amber Heard, der begyndte mandag morgen, får mig til at gøre, hvad jeg ville have forsvoret en uge tidligere: at stå i kø to nætter i træk.
Yvonne er ikke gift og har ikke børn. “Jeg har min kærlighed til Johnny, og det er nok”, siger hun
Jeg er udmattet, men formentlig langt mindre end de mennesker, der har sovet i en stol i en uge. Allerede ved 5-tiden tirsdag morgen, retssagens dag nr. 17, har de fleste skiftet til pænt tøj, og alle er mere eller mindre rødøjede af træthed.
Men tirsdag lykkes det: Jeg får mit armbånd, der giver adgang, af de uniformerede betjente, og stiller mig i næste kø til retslokale 5J.
I køen møder jeg Yvonne, en midaldrende kvinde, der troligt har siddet på første række siden sagens start. Hun siger, hun kender Johnny, selvom hun ikke har set ham i tre år.
Hun nægter at sige hvordan og hvorfor, men noget siger mig, at faktisk taler sandt. Da jeg senere ser Depp vinke til hende flere gange under retsmødet, bliver jeg lidt mere overbevist.
Yvonne er ikke gift og har ikke børn. “Jeg har min kærlighed til Johnny, og det er nok”, siger hun.
Her er kæden ved at hoppe af for mig, men hvad ved jeg om Yvonne og Depp. Hun bærer to tasker med billeder af sig selv i omfavnelse med Johnny. Billedet kan jo være photoshopped, men hvis hun spiller komedie, er hun god til det.
Det kan man så muligvis sige om en hel del mennesker i denne sag.
Denne tirsdag føles det, som om den indtil nu uprøvede og ukendte Vasquez har mobiliseret næsten overnaturlige kræfter
Jeg får sagt hej til et par af Johnnys advokater, og det er tydeligt, at de føler sig godt tilpas blandt hans fans. Da Heards’ advokater ankommer, går de hurtigt forbi med blikket stift rettet lige ud i luften. Den nylige negative omtale er øjensynligt ikke gået hen over hovedet på dem.
Klokken 8.50 er det magiske tidspunkt, hvor vi alle bliver lukket ind i retslokale 5J og forsøger at finde den bedste plads.
“All Rise”
Endelig starter sagen. Jury og dommer er kommet på plads, og Camille Vasquez, den unge, smukke advokat, der skal forhøre Amber Heard, starter, hvor hun slap dagen forinden.
Denne tirsdag føles det, som om den indtil nu uprøvede og ukendte Vasquez har mobiliseret næsten overnaturlige kræfter. Hendes krydsforhør, der varer tre en halv time denne tirsdag efter en enkelt time mandag, bliver senere bedømt af de tilstedeværende jurister som værende textbook material.
“Den var fuldstændigt fejlfrit og burde være en del af enhver jura-uddannelse”, siger en af tilskuer-advokaterne senere.
Vasquez var grundig og metodisk, og det kan muligvis være med til at overbevise juryen.
Et effektivt krydsforhør
Alt kan ikke gengives, men stemningen i lokalet var klart bagefter, at det var ikke Amber Heards dag.
Flere gange benægtede hun ting, hun havde sagt kun dage forinden, og havde derudover et væld af hukommelsessvigt om ting, hun klart kunne huske, da hendes egne advokater udspurgte hende om Depps – ifølge hende – mange angreb og overgreb.
Hvis man ikke bryder sig om Amber Heard eller ikke tror hende, var dette et gyldent øjeblik
For eksempel havde hun tidligere fortalt om episoden, hvor Depp fik skåret det yderste af sin ene finger af. I første forklaring fra den britiske retssag i 2020 beskrev hun, hvordan Depp mistede sin fingerspids efter gentagne gange – i fuldskab og på piller – havde smadret en gammeldags telefon mod et bord.
Vasquez lagde ud med at få fastslået, at dette var Heards vidneudsagn.
That is correct, sagde Heard med fast stemme.
Derefter blev Heard præsenteret for et andet af sine vidnesbyrd, denne gang fra den nuværende retssag. Her lød det, at Depp efter at have smadret telefonen, havde holdt hende fast om nakken og mast en flaske op i hendes underliv.
Alle kunne se Heards ansigtsudtryk. Hun stivnede.
“Jeg kan ikke huske rækkefølgen. Det har jeg aldrig sagt”.
Problemet var, at Heard ganske bestemt havde sagt det – og kun en uge før.
Den korte pause mellem Vasquez’ spørgsmål og Heards svar gik ikke upåagtet hen hos juryen – i hvert fald hvis man skulle bedømme dem på deres ansigtsudtryk. For hvordan kunne Depp holde hende nede med den ene hånd og voldtage hende med den anden med en flaske, hvis hans finger lige var blevet skåret af?
Selv hvis sagen ender med, at Depp taber, eller at hverken Depp eller Heard får ret, har sagen produceret en vinder: Den 37-årige advokat Camille Vasquez
Hvis man ikke bryder sig om Amber Heard eller ikke tror hende, var dette et gyldent øjeblik.
Om episoden har Depp i øvrigt på et tidligere tidspunkt sagt, at han mistede fingerspidsen, efter at Amber kastede en flaske vodka efter ham, og den ramte hans hånd og splintredes.
Vasquez’ krydsforhør fortsatte i tre en halv time. Til sidst havde Heard oftere og oftere hukommelsestab om udsagn, hun lige havde sagt, eller hun nægtede at have sagt ting, der var nedskrevet og båndet kun en dag forinden.
Efter forhøret så Amber Heards advokater slukørede ud, mens Vasquez omfavnede hele det fem mand store advokathold for Depp og Depp selv. Og så kom der et så stort lettelsens suk fra hende, at det næsten kunne høres på de bagerste rækker.
Selv hvis sagen ender med, at Depp taber, eller at hverken Depp eller Heard får ret, har sagen produceret en vinder: Den 37-årige advokat Camille Vasquez.
Juryens beslutning
Ligegyldig hvad, er det juryen, der bestemmer, og sagen slutter med de afsluttende bemærkninger 27. maj. Herefter afsiges der dom.
Da jeg ikke kan se et par af jurymedlemmerne på grund af en videoskærm, tjekker jeg bagefter med en journalist fra Florida, der har fulgt sagen fra dag ét.
“Mindst tre af dem kan ikke lide Amber Heard”, mener James, der arbejder for den lokale NBC-station i Jacksonville, men er rejst til Virginia for egen regning.
Han har noter på alle jurymedlemmer, og efter hans observationer tyder det ikke godt for Amber Heard. Især to af mændene tjekker helt ud og vil ikke se på hende, når hun giver vidnesbyrd, siger han.
På vej ud af retslokalet får jeg øjenkontakt med en af Amber Heards advokater, Elaine Bredehoft. Hun giver mig et venligt, men trist smil. Jeg smiler tilbage
De kommende dage vil vise mere om, hvorvidt sagen kan vendes. Men den største overraskelse er, at meget få med blot minimal juridisk viden troede, at Johnny Depp havde en kinamands chance for at vinde retssagen, da sagen startede.
For bevisbyrden i en defamation case er næsten umulig at løfte. Bagvaskelse skal være foregået i ond tro, og det er nok, at Amber Heard opfattede det skete som overgreb, hvad enten det for andre ser sådan ud eller ej.
Men ingen havde forudset en meget overbevisende Depp og en Amber Heard, der selv for de mest positivt indstillede kan være svær at tro på.
Det diskuteres flittigt i både de klassiske medier og på de sociale, om Heard kan lide af en personlighedsforstyrrelse, eller om hun er dybt traumatiseret. Begge dele ville i princippet kunne forklare i hvert fald nogle af de mange selvmodsigelser. Flere professionelle psykologer er direkte bekymrede for Heard, og mange har ondt af hende – ingen af dem tror, hun nyder det eller har det godt.
Men under alle omstændigheder har Johnny Depp indtil videre vundet sagen i offentligheden.
På vej ud af retslokalet får jeg øjenkontakt med en af Amber Heards advokater, Elaine Bredehoft. Hun giver mig et venligt, men trist smil. Jeg smiler tilbage. Så går jeg ud i Virginias varme sommerluft.
Krydsforhøret af Amber Heard, del 1 og 2
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her