Slow travel i det langsomme tempos tjeneste

i Liv & Mennesker/Rejse af

REJSEBREV – “Jeg lod mig teste for nylig. Resultatet var, som frygtet, positivt: Den 26. juli faldt min personlige Earth Overshoot Day, hvor jeg havde brugt min andel af klodens resurser for resten af 2018.” Rasmus Bay Arnbjerg har testet sig selv, sin tålmodighed og sin pengepung ved at vælge togrejsen. At køre i tog gennem Europa koster og tager tid. Så giver det overhovedet mening?  

København H, tirsdag kl. 11.30:

IC3-toget ankommer til spor 5 på Københavns Hovedbanegård. Jeg optager en kort video af det ankommende tog, som det ruller hen langs perronen. Med en planlagt togrejse på ret præcist 24 timer kan jeg meget passende dække hele turen fra Købehavn til Torino i én samlet ’Min historie’ på Instagram. Dén tanke er fin, synes jeg, og øger eventyrlysten. Fem minutter senere ruller vi rettidigt sydpå, og jeg er på vej.

Nogle måneder tidligere sidder jeg og stirrer vantro på Momondos udregning: 288 kroner for en rå returbillet med fly fra København til Milano. Dén pris er temmelig svær at ignorere, og skulle jeg vælge ikke at gå efter allerlaveste fællesnævner, er prisen med et andet selskab stadig blot omkring 500 kroner for en returbillet. Jeg minder mig selv om, at transporttid og –omkostninger fra Milano til Torino skal lægges oveni. Men alligevel …

Jeg lod mig klimateste for nylig. Resultatet var, som frygtet, positivt: Testen viste, at den 26. juli faldt min personlige Earth Overshoot Day, hvor jeg havde brugt min andel af klodens resurser for resten af 2018

Til sammenligning er min togtur planlagt til at vare 24 timer – hver vej – og inkluderer tre togskift (fire på vej hjem) til en pris på 3600 kroner retur. Altså en negativ prisforskel på mere end 1200 procent i forhold til at flyve billigst muligt. Hvorfor overhovedet overveje toget?

Testet positiv

Jeg skal til Slow Food-begivenheden Terra Madre, som hvert andet år bringer tusinder af landmænd, fødevareproducenter og sådan nogle som mig sammen for at inspireres, debattere, gentænke og udvikle måden vores mad produceres og distribueres på. Togrejsen er et eksperiment – er det et egentligt alternativ til fly? Jeg indrømmer, at jeg gerne vil holde af det. Jeg vil gerne have, at det skal være meningsfyldt at rejse med tog. For det første er der jo det med klimaet.

Togrejsen tager sin begyndelse. Masnedsundbroen.

Jeg lod mig klimateste for nylig. Resultatet var, som frygtet, positivt: Testen viste, at den 26. juli faldt min personlige Earth Overshoot Day, hvor jeg havde brugt min andel af klodens resurser for resten af 2018. Testen fortalte også, at hvis alle på kloden levede som mig, skulle vi bruge 80 procent mere klode.

Det gør faktisk indtryk. Kan det virkelig passe, at jeg – en miljøbevidst og tilbageholden forbruger; i en by med systematisk affaldssortering og supercykelstier; i et land med vindmøller alle vegne; og i en del af verden, hvor ’grønne løsninger’ synes at være på alles læber – er så stor en belastning for vores klode?

Flyrejser er en af de tunge poster i klimaaftrykket. En begrænsning af flyrejser er derfor et tema i hastig vækst i debatter og artikler om klimabelastning.

Og det er sprængfarligt debatstof. For hvor ondt gør det ikke lige, og hvor uoverskueligt er det ikke lige bare at overveje at ændre på det, der vel har størst indflydelse på rammerne om mine rejser, nemlig flyvningen.

Flytransporten er dén enkeltstående ting, der er suverænt mest afgørende for hvor ofte, hvor langt, hvor længe og hvornår jeg rejser. Pris og tid trumfer alt.

Modne mænd og fadøl

Hamburg Hbf, tirsdag kl. 18.45:

Første togskifte. Der er fodbold på skærmen på banegårdens Beer Bar. Jeg skal slå cirka 3,5 time ihjel her i Hamborg og har først slentret lidt rundt i det lune efterårsvejr. Det er noget ganske andet, og en anden fornemmelse, end ventetid i en lufthavn. Selvom jeg blot skal skifte tog, er jeg i et land, der findes, ikke i transit i ingenmandsland bag glasruder med en udsigt til parkerede fly, der kunne være hvor som helst i verden.

Den sidste lille times tid prøver jeg at falde ind i rytmen her i Beer Bar. Vi drikker tysk fadøl af høje, slanke glas til første halvleg af Dresden-Hamborg. Mænd med lidt for store maver og rødmossede kinder kommenterer højlydt, når der næsten scores. Konverserer med hinanden, vinker til de sidst ankomne.

De fleste har ikke en kuffert eller taske ved deres side. Det går op for mig, at jeg sidder blandt stamgæster, og jeg konverserer på mit støvede tysk med en moden herre, som har sat sig på en barstol ved mit lille runde bord.

Han præsenterer sig som Helmuth, og lidt senere skubber han diskret sit visitkort hen over bordet og siger, mens han kigger op på fodboldkampen, »Næste gang du er i Hamborg, og ikke ved, hvad du skal lave …«. Jeg takker for samtalen og går ned på perronen i god tid. Vi ruller sydpå 19.56, ti minutter forsinket.

Egentlig synes jeg ikke, at 3600 kroner er dyrt. I lyset af, at standardprisen for en returbillet fra København til Aarhus med tog er 836 kroner, er det i hvert fald ikke. Men i umiddelbar sammenligning med transporttid og priser med fly, virker det mildest talt dumt og mærkværdigt at vælge denne rejseform. Eller gør det?

Tanken med togrejsen er som sagt at komme hårdere ind i ’klimakampen’ og afprøve toget som transportmiddel. Men det virker samtidig også meningsfuldt at få enderne til at hænge sammen ved at rejse i et tempo og i et tankesæt, der matcher den internationale begivenhed og Slow Food-bevægelsen, der venter mig i Torino.

Det strømlinede, hvide tog med den røde stribe er indbydende nok. Storrumskupeen har en behagelig belysning, sæderne er komfortable og brede, og benpladsen rigelig. Og livsnerve har vi også – strømstik og wi-fi fungerer næsten upåklageligt. Jeg har madpakke og vand i tasken. Smil på læben. Næste skift er Basel i morgen tidlig.

Sådan set var jeg forberedt på, at toget ville være dyrere end flyet. Kun én gang siden 1998, hvor jeg rejste på Interrailbillet København-Berlin-Paris-Pyrenæerne-Languedoc, har jeg kørt i tog syd for landets grænser. Det var på en tur til Berlin i 2003 med min daværende kone og vores første og fire måneder gamle barn.

Det var vældig trygt og bekvemt at kunne benytte barnevognen undervejs og finde adspredelse og albuerum i toget. Vi talte senere om, hvor rart det i øvrigt var sådan at sidde dér og se verden glide forbi og at kunne rejse sig, når man havde behov.

Med dét i baghovedet begyndte ferieplanlægningen herefter flere gange med et »Hey, lad os dog tage toget og gøre det til en del af oplevelsen!«. Men hver gang endte vi med at stirre vantro fra prisen for toget over til prisen for flyet og tilbage til toget igen. Overvejelserne kom ligesom aldrig videre derfra.

Tid versus tempo

Banhof Basel, onsdag kl. 8.15:

Note to self: Erkend din kropslige alder og anskaf dig en oppustelig nakkepude!

En sove- eller liggevogn præsenterede sig ikke som en valgmulighed, da jeg bookede den samlede tur hos Deutsche Bahn. Eller også overså jeg den. I alle tilfælde har jeg siden ladet mig fortælle, at der er skåret voldsomt i antallet af sovetog, i hvert fald i Tyskland. Det er vel et økonomisk rationale. Men det er tankevækkende. Og dumt, synes jeg.

Med søvnige øjne og knas i nakken vågner jeg langsomt og kan konstatere, at Basel har et blomstrende og kreativt graffitimiljø. Det slår mig, at ankomsten til en storby med tog har sin egen poesi. En stemning, der, trods enorme forskelle fra Bangalore til Basel, går igen, når man skærer sig gennem storbyens kvarterer fra forstæderne og helt ind i hjertet af det hele. Byers bagsider, rå og beskidte. Og så er der noget med tempoet.

Graffiti i Basel

En meget vigtig dimension, er den oplevede rejsehastighed. Tid og tempo er beslægtede men ikke synonymer. Og det er her, det bliver langhåret. Ja, næsten tabubelagt at vælge roen og langsommeligheden og ligefrem betale for den. Men jeg føler, at det er her, toget for alvor vinder. Den oplevelse, jeg havde for 15 år siden til Berlin, var ikke specifik for dén tur, ser jeg tydeligt nu. Det var rejseformen, der gjorde det. For mig er det en afgørende faktor, mærker jeg.

Alpeklichéen

I rejseplanen er afsat blot 20 minutter til togskifte i Basel, men toget ankommer over halvanden time senere end planlagt. I billetsalget på stationen kan den schweiziske servicemedarbejder fortælle, at en sådan forbindelse aldrig giver mening, da nattogene fra Tyskland notorisk ankommer med store forsinkelser. Således også mit tog. Men hjælpen og forståelsen er maksimal og professionel, og videre kommer jeg. Uden ekstra beregning, men inklusiv et ekstra togskift i alpebyen Arth-Goldau.

Alpeland. I togets mellemgang er piktogrammer, der viser, hvor man kan stille sin kuffert – og sine ski. Turen fra Basel til Milano er vidunderlig og al besværet værd.

Tværs gennem alperne i et smukt, smukt scenarie, kun løbende afbrudt af buldermørke, når vi skærer os igennem bjergmassiverne i kilometerlange tunneler. Bjergenes silhuetter står knivskarpt mod en knitrende blå septemberhimmel, og landskabet er så kulisseagtigt tro mod alpeklichéen, at det næsten er for meget af det gode: Skinnende grønne bjergsider med græssende køer, treetageshuse med svalegange i udskåret træ og altankasser bugnende af pelargonier.

På stykket fra Arth-Goldau til Milano har jeg tilfældigvis plads ved siden af to amerikanere, der, som jeg, er på vej til Terra Madre som delegerede. Godt nok er mange tusinde mennesker på vej til Torino disse dage, men det er alligevel et pudsigt og udbytterigt sammentræf.

Valuta for pengene

Egentlig synes jeg ikke, at 3600 kroner er dyrt. I lyset af, at standardprisen for en returbillet fra København til Aarhus med tog er 836 kroner, er det i hvert fald ikke. Men i umiddelbar sammenligning med transporttid og priser med fly, virker det mildest talt dumt og mærkværdigt at vælge denne rejseform. Eller gør det?

Når tog og fly er prismæssigt så langt fra hinanden, skal der være noget andet at konkurrere på. Tempo versus tid er én ting.

Men når jeg nu kører i tog til Norditalien, er det også efter en stigende bevidsthed om, at jeg med den rå flybilletpris som eneste reelle parameter simpelthen ignorerer afgørende mellemregninger. For hvordan er det nu lige med flyrejser og kvalitet, komfort, ventetider og konstante afbrydelser? Med uforudsete hændelser som kø, overbooking og forsinkelser?

Kunne jeg – med fly – have været fremme længe før og til langt billigere penge? Ja. Mere udhvilet? Jeg tvivler. Med lige så mange oplevelser i baggagen? Stensikkert ikke

Manglende mellemregninger gør det samtidig vanskeligt at lande på det korrekte facit. For hvordan er det nu lige med den totale rejsetid inklusive turene til og fra lufthavne? Med den totale pris, når først man har booket et sæde, betalt for baggage og har fragtet sig til og fra lufthavne? For ikke at tale om de betragtelige summer, der altid på næsten mystisk vis forlader ens lommer, mens man venter på at flyve?

For mig er det helt oplagt, at toget også komfortmæssigt er flyet overlegent. Min togrejse indeholder uforudset besvær, forsinkelse og en stiv nakke. Men her er det netop, at jeg skal huske, at flyrejser notorisk gør det samme. Desuden er dele af mine udfordringer simpelthen resultatet af begynderfejl, der formodentlig kunne være undgået, hvis jeg havde vidst, hvad man bør være opmærksom på i bookingfasen.

Træt, men ikke udmattet

Milano Centrale, onsdag 11.25:

Fremme i Milano skal jeg gennem endnu en udredende samtale om ændring af billet på grund af forsinkelse. Men også her er hjælpen dog behagelig og forståelsen intakt. Et stempel og en håndskrevet meddelelse direkte på den ubrugte billet er nok til, at jeg kan anvende den i toget videre mod Torino.

Kaffe ved ankomsten til Torino

Med fire og en halv times forsinkelse i forhold til min oprindelige rejseplan ankommer jeg til Porta Nuova i Torino. Mine planlagte 24 timer endte med at være mere end 28. Ved min ankomst til Torino kan man derfor ikke længere se min video fra perronen i København, og min instagramhistorie begynder et sted nede i Tyskland.

Jeg er mere træt, end jeg havde regnet med at ville være. Men klart mere beriget end udmattet. Jeg bliver taget vel imod ved indskrivningen og høster anerkendelse ved beretningen om at have taget toget. Buffeten for de tidligt ankommende delegerede gør godt, ligesom kaffe, wi-fi, vand, og ikke mindst den barnlige glæde ved at være fremme – og ventet.

Konklusion: Kunne jeg have været fremme længe før og til langt billigere penge med et fly? Ja. Mere udhvilet? Jeg tvivler. Med lige så mange oplevelser i baggagen? Stensikkert ikke. Med samme mentale overskud og følelse af at have ladet op undervejs til de kommende fem dage? Nix.

Alle fotos skribenten

Rasmus Bay Arnbjerg, født 1974, kulinarisk historiefortæller og madkommunikatør.


Når jeg selv vælger, spiser jeg dér, hvor ambitionerne om at skabe god mad starter med værdibaserede råvarevalg. Som privatperson såvel som professionel er jeg drevet af lysten til at være med dér, hvor råvareproduktion, madkultur og måltider trækkes i nye retninger.

Det er mit klare mål at bidrage til at hæve informationsniveauet i mad-Danmark. Jeg tror på, at vi alle har brug for den inspiration, vi får fra empatisk og relevant storytelling og lødig kommunikation om mad- og måltidsproduktion.

Jeg kommenterer i stigende grad på politiske fødevaredagsordener både som ’bevidst spiser’ og på baggrund af 10 års tæt parløb med nogle af branchens største forandringsagenter.

Min største madrelaterede kæphest er det enorme potentiale, der ligger i at hæve skolefaget madkundskab op fra et feel-good-nivau til et samfundsanliggende.






MA i sydasienstudier fra Lund Universitet


Efter 12 års ivrige rejser til og 6 års studier af det indiske subkontinent, et år som underviser på Københavns Universitet og 1,5 år som sælger af skræddersyede rejser til Indien, gav jeg efter for min anden store passion: mad og råvarer med noget på hjerte.

Først som grossist hos Aarstiderne, hvor jeg blev forelsket i grøntsager og fik skudt økologien direkte i årene.

Dernæst som lobbyist på Axelborgs sildebensparket i danske økologiske landmænds tjeneste gennem øko-dialog med professionelle køkkenfolk og erhvervsskolerne.

Siden har jeg prøvet kræfter med storytellingens balanceagt fra et progressivt og kulinarisk anerkendt hjørne af restaurantscenen i København.

I dag driver jeg selvstændig tekst- og formidlingsvirksomhed, hvor ambitionen er altid at lave kommunikation i råvarehøjde.

Seneste artikler om Liv & Mennesker