Det er ikke nemt at diskutere globale udfordringer i disse iscenesatte tider. Lægger man sig f.eks. ud med eliten ved i al stilfærdighed at påpege dens manglende lydhørhed overfor konstruktiv feedback, når det gælder de privilegeredes manglende indsats eller ligfrem skadelige medvirken til rigets tilstand, bliver man udråbt som ”elitehader” eller udkantstosse. Det skriver Thomas Milsted, der udpeger had, grådighed og konkurrence som de nye dødssynder.
Dette selvom man sådan set bare har et ydmygt ønske om at efterlade en bedre verden til dem, der kommer efter. Man bliver udskammet og hånet på det midtersøgende parnas, som retrohippie, pladderhumanist eller venstreorienteret fantast. Og endnu værre, man får hele tiden at vide, at man går venstre- og højre populisternes ærinde.
Nuvel. Skal vi ikke lige slå en ting helt fast, før eliten og dens velskrivende cheerleaders går til i selvmedlidenhed:
Populisme er ikke en sygdom i sig selv, men et symptom på de til enhver tid siddende økonomiske og politiske eliters manglende evne til at repræsentere og tilgodese hele befolkningen og ikke kun sig selv. Ingen kan seriøst påstå, at dem på øverste etage, den meget omtale “ene procent” er i nød. Hvis man kun kan føle motivationens sødme med udgangspunkt i himmelråbende lønninger, er det ikke ens skatteforhold, der skal ændres, men ens mentale indstilling.
Lad mig også slå fast, at hverken højre- eller venstrepopulisme og ej heller nationalisme er medfødt. Disse “ismer” opstår og nyder opbakning, når organisationer gives frihed fra demokratisk regulering, så velfærden og arbejdsforholdene frit kan undergraves. At arbejde for mere demokratisk råderum og rimelige livsvilkår er ikke populistisk i sig selv, men tværtimod naturligt for mange af os, der har fået demokratiet ind med modermælken.
Populisme kommer med andre ord ikke af, at man skriver om problemerne, men udspringer af det faktum, at nogen skaber problemerne, og åbenbart ikke har den fjerneste ide om, at de har gjort det. Det er påfaldende, hvor lidt eliten evner at reflektere over eget medansvar
Hvad betyder skattelettelser i toppen, når det er dem i bunden, der trænger? Hvem har brug for billigere biler, når verden er ved at gå til i forurening og smog? Og hvem fanden går op i hvem, der vinder den store bagedyst, når medarbejdere og miljøet er ved at bukke under af stress, fordi en lille gruppe mennesker ikke kan få nok.
Populismen gror der, hvor lønmodtagere sættes op mod hinanden i en kamp om hvem, der kan sælge sig selv billigst og med færrest rettigheder. Populisme gror frem der, hvor arbejdsgiverne importerer underbetalt og uorganiseret arbejdskraft. Dermed presses den hjemlige arbejdskraft til at acceptere stadig mere uanstændige vilkår. Populismen vokser frem der, hvor minoritetsgrupper bliver gemt væk i ghettoer og overladt til naturens uorden og undertrykkende regelsæt.
Populisme vokser der, hvor demokratiet ikke favner alle, men kun gavner de få. Hvor eliten har mistet realitetssansen og tilpasningsevnen over for de ulmende og udefinerbare protester, der kommer fra dem, de så nedladende kalder “folket.” Det er dét, vi lyseslukkere påpeger, og det er dét, I så nødigt vil høre.
Alle må tage ansvar for samfundets udvikling – også eliten
I stedet for dialog eller lydhørhed toner rækker af stålblå jakkesæt frem på fladskærmene og bræger om de bedste tider, vi mennesker nogensinde har oplevet, og at vi burde udvise taknemmelighed i stedet for at bekymre os – alt imens verdens problemer antager stadig mærkeligere former og større proportioner.
Nuvel, vi ser kæmpe og imponerende fremskridt inden for videnskab og teknologi, men parallelt oplever vi også stadigt tilbagevendende politiske og økonomiske kriser. Nationale, religiøse og etnicitetsmæssige stridigheder og uroligheder hærger, fordi en lille håndfuld beslutningstagere har mere travlt med at spille befolkningsgrupper og kulturer ud mod hinanden frem for at bygge bro.
Populisme er ikke en sygdom i sig selv, men et symptom på de til enhver tid siddende økonomiske og politiske eliters manglende evne til at repræsentere og tilgodese hele befolkningen og ikke kun sig selv.
Måske skulle dem med de blå bånd bare til at komme op af børnebassinet og sammen med de andre politikere i Folketinget forstå, at verden faktisk er af lave; og at vores udfordringer trodser enhver beskrivelse. Vi snakker ikke kun om problemer for den lille mand og hans søvnløse nætter over bilafgifter og boligskatter, eller om han kan få staten til at medfinansiere en ekstra carport. Vi snakker om globale udfordringer, der vedrører hele menneskeheden.
Hvad betyder skattelettelser i toppen, når det er dem i bunden, der trænger? Hvem har brug for billigere biler, når verden er ved at gå til i forurening og smog? Og hvem fanden går op i hvem, der vinder den store bagedyst, når medarbejdere og miljøet er ved at bukke under af stress, fordi en lille gruppe mennesker ikke kan få nok.
Noget må ændres
Det, verden har brug for, er ikke “en ny orden” eller “et nyt system”. Vi har heller ikke brug for et nyt samfund eller en ny religion for den sags skyld. Vi har brug for, at menneskeheden tager sig gevaldigt sammen. At den enkelte gør op med sig selv, om vedkommende vil være med til at nedbryde den verden, vi lever i, eller være med til at genoprette og udvikle den.
Enhver, høj som lav, må gøre op med sit had, grådighed eller ideen om hele tiden at skulle være bedre, rigere eller større end de andre. Konkurrence hører til på en sportsplads, og kampen for overlevelse hører til ude i naturen og ikke i et samfund, hvor alle skal kunne føle sig trygge og sikre. Ingen skal gå sultne i seng, alle skal have tag over hovedet og en seng at sove i. Og er der velfærd, skal den ikke kun være forbeholdt de få.
Grådighed er noget af det mest forblindende, når det gælder de erkendelser, der skal til for at undgå, at vi nedbryder vores natur og miljø. Grådighed er ligeledes, at vi ikke ser, at jo mere man selv vil have, jo mindre er der til andre. Og vil jeg have det hele, er der nogen, der slet intet kan få.
Enhver, høj som lav, må gøre op med sit had, grådighed eller ideen om hele tiden at skulle være bedre, rigere eller større end de andre. Konkurrence hører til på en sportsplads, og kampen for overlevelse hører til ude i naturen og ikke i et samfund, hvor alle skal kunne føle sig trygge og sikre.
Kære læsere, det er ikke venstre- eller højreorienteret tågesnak, men tanker der bør udgå fra ethvert liberalt, humant eller demokratisk tænkende væsen. Det er tanker, der bør udgå fra enhver, der har et seriøst ønske om fred, tryghed og en bedre verden.
Vi kan ikke blive ved med at ekskludere dele af samfundet, uden det får konsekvenser i form af social uro og ballade. Og vi må ikke være så ubegavede, at vi tror, at bilafbrændinger, stenkast fra broer, tiggeri og kriminalitet kun er et udtryk for manglende opdragelse. Disse kriminelle handlinger er symptomer på en dybere råddenskab – det er et gult kort på grænsen til et rødt, et sikkert tegn på, at samfundet er ved at koge over. Det er langt mere og dybere, end enkeltindivider på afveje.
Had, grådighed og konkurrence er de nye dødssynder, vi skal have bugt med. Drop ideologier og “ismer”, drop hånen mod anderledes tænkende. Lad os udvikle et alternativ, hvor alle føler sig inkluderet og mødt, og hvor indholdet af honningkrukken bliver ligelig fordelt trods vores forskellige indsats.
Foto: Pixabay
Hvis du kan lide min artikel kan du sende penge via MobilePay. Jeg har valgt ikke at modtage pengene selv, men at donere dem til Kirkens Korshærs arbejde Deres MobilePay på tlf. 40 16 87 88
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
