Myanmar kup

Militærkuppet i Myanmar kommer oven i en myriade af andre problemer

i Politik & Samfund/Asien af
FLYGTNINGE OG COVID-19 // MYANMAR – Verden ser med forundring på, hvordan der i disse dage udspiller sig et militærkup i Myanmar. Rygterne om et kup har svirret i luften i Yangon i noget tid, men få havde ventet, at kuppet ville blive så massivt. Selvom militæret har taget magten, kan de ikke rulle situationen tilbage til tiden før demokratiet. Befolkningen har udviklet sig – de er blevet vant til friheder og rettigheder, som de ikke har i sinde bare at opgive. Hvordan de vil reagere, vil vi se i den kommende tid, skriver Christer Lænkholm, som er humanitær rådgiver i en dansk humanitær organisation.

På nuværende tidspunkt har flere humanitære organisationer besluttet at stoppe deres operationer i Myanmar, mens de vurderer situationen. Specielt hvilke konsekvenser, kuppet kan have på den humanitære adgang til udsatte personer, står hen i det uvisse.

Folk i Myanmar fortsætter med at opleve både langvarige og kortvarige fordrivelser pga. konflikt og usikkerhed primært i Rakhine, Shan, Kayin, Kachin og Chin provinserne. Over 1 million mennesker har behov for humanitær hjælp – specielt i Rakhine, hvor 470.000 ikke-fordrevne Rohingyaer har store behov.

Det er fortsat uklart, hvilke konsekvenser kuppet har for sikkerhedssituationen og de humanitære behov i landet. Men bedre bliver situationen nok ikke.

Aung San Suu Kyi er i vesten blevet fremstillet som et demokrati-ikon og er blevet tildelt en række priser. Heriblandt Nobels fredspris for sit mangeårige engagement i at fremme Myanmar som en demokratisk stat.

Der er udpræget mangel på sammenhængskraft i landet og langvarige konflikter mellem Myanmars hær, også kaldet Tatmadaw, og en lang række etnisk funderede oprørsgrupper, som alle bruger væbnet kamp til at opnå deres mål

Hun har stået i spidsen for 8 års demokratisk og økonomisk fremgang for en stor del af befolkningen, men langt fra alle har nydt godt af fremgangen. Myanmar er med sine 135 folkeslag og minoriteter et splittet land præget af mange interne konflikter mellem militæret, deres militser og forskellige bevæbnede befrielsesgrupper, og Aung San Suu Kyi har langt fra været den samlende figur, mange havde håbet på, da hun blev leder af regeringen.

Aung San Suu Kyi kommer fra en privilegeret baggrund og tilhører den største gruppe af etniske burmesere i landet. Hun har ikke formået at samle alle de etniske befolkningsgrupper og sørge for, at de blev inkluderet og behandlet på lige fod med de etniske burmesere.

Den humanitære situation i Myanmar er drevet af et mix af konflikt, fordrivelser, landminer, lokale spændinger, statsløshed, fødevareusikkerhed, naturkatastrofer, kronisk fattigdom, covid-19 og underudvikling. Og nu også et militærkup, som sætter udviklingen i stå og skaber endnu mere usikkerhed.

Der er udpræget mangel på sammenhængskraft i landet og langvarige konflikter mellem Myanmars hær, også kaldet Tatmadaw, og en lang række etnisk funderede oprørsgrupper, som alle bruger væbnet kamp til at opnå deres mål om en eller anden form for selvstændighed.

Flygtninge i øst og vest

I Myanmar er der primært to konflikter, som har ført til, at mellem en og to millioner mennesker har set sig nødsaget til at flygte ud af landet, men som også har medført store interne fordrivelser. Den mest kendte og omfangsrige er massefordrivelserne i 2017 af over 1 million mennesker fra Rohingya-minoriteten. De boede i den vestlige Rakhine provins, som grænser op mod Bangladesh.

Rohingyaerne betragtes som fremmedarbejdere fra Bangladesh, og fordrivelserne går egentlig helt tilbage til 1978 og er så sket med jævne mellemrum – dog ikke i helt så stor skala som i 2017. Da sagen blev taget op af FN’s øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), benægtede Aung San Suu Kyi i sit vidnesbyrd, at der var tale om fordrivelser og folkemord. Noget som i den grad skuffede det international samfund og som førte til, at hun fik frataget adskillige menneskerettighedspriser og ærestitler.

Corona-situationen har kun gjort adgangen endnu mere begrænset og er blevet anvendt som undskyldning for endnu hårdere at kunne begrænse bevægelsesfriheden

Rohingyaerne blev angrebet af militæret og civile, og fik deres landsbyer brændt ned; voldtægt, drab og tortur blev systematisk brugt for at presse folk til at flygte til nabolandet Bangladesh. Dem, som blev tilbage, lever i dag i isolerede og bevogtede landsbyer eller er interneret i store centre. Basale behov for mad og sundhed har de ikke selv mulighed for at dække, og internationale organisationer og FN har kun meget begrænset adgang.

Corona-situationen har kun gjort adgangen endnu mere begrænset og er blevet anvendt som undskyldning for endnu hårdere at kunne begrænse bevægelsesfriheden.

Flygtningene lever i dag i det, der bliver betegnet som verdens største flygtningelejr uden for Cox Bazar i Bangladesh. Det er et bakket område, hvor de små dalsænkninger bliver oversvømmet i regntiden, og de områder, som ikke står under vand, er én stor mudderpøl. Det er ikke tilladt at bygge såkaldt permanente strukturer, som er lavet af beton, og muligheder for at skabe sig en tilværelse er yderst begrænset.

De må ikke forlade lejrområdet eller tage jobs eller eje for eksempel et bengalsk mobilnummer eller internetadgang. Deres behov forsøges dækket af international nødhjælp, men som dog kommer med store restriktioner fra de bengalske myndigheder. Bangladesh er et af verdens tættest befolkede lande og har vitterligt meget lidt plads til rådighed, så det er ikke nogen nem situation af stå i.

Senest har myndighederne fundet på at bygge en kæmpe lejr på en meget flad og øde sand-ø 40 km ud fra kysten i den bengalske bugt – et område, der hvert år bliver ramt af flere cykloner og oversvømmelser. At huse så mange folk på en øde sand-ø er selv sagt en meget risikabel affære for dem, som kommer til at bo der.

De første ”frivillige” er allerede blevet bosat, det er dog så som så med frivilligheden – der er rapporteret om, at flygtningene bliver presset og lokket derud.

Den anden store konflikt, som har presset mange flygtninge ud af landet, er i mange år foregået i den østlige del af landet, som grænser op mod Thailand. Her har militæret ført en lav-intensiv krig mod Karen-folket siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1949.

Der findes ingen internationale konventioner, som specifikt sikrer rettigheder for internt fordrevne personer, altså for folk, som ikke har krydset en landegrænse, men er flygtning i sit eget land

I perioden fra 1985 til 2005 har op til 150.000 mennesker søgt tilflugt i en lang række lejre langs grænsen til Thailand og langt flere har være internt fordrevne i provinsen. Lige nu sidder der fortsat op mod 90.000 i lejrene, som er næsten 100% afhængige af hjælp ude fra, da de ikke kan forlade lejrene for at arbejde eller dyrke jorden.

Restriktionerne er blevet ekstra stramme pga. covid19-pandemien, og man er blevet nødt til at øge madrationerne, for at folk kan få deres kaloriebehov dækket.

Der har de seneste år været en række fredsaftaler mellem hæren og Karen National Liberation Army (KNLA). Senest National Ceasefire Agreement fra oktober 2015, som nu ser ud til at være brudt sammen. Hver gang, der er brud på våbenhvilen, fører det til nye kampe og nye fordrivelser af den hårdt prøvede befolkning.

Internt fordrevne

Der findes ingen internationale konventioner, som specifikt sikrer rettigheder for internt fordrevne personer, altså  folk, som ikke har krydset en landegrænse, men er flygtning i sit eget land.

Og da folk i Myanmar ofte bliver fordrevet af hæren og myndighederne, som egentlig er dem, som skal beskytte dem, er de efterladt i en slags rettighedsmæssigt tomrum. Det sker dagligt for mennesker i Shan, Kayin, Kachin og Chin provinserne i det østlige Myanmar, som har grænse mod primært Kina og Thailand, hvor der er myriader af væbnede grupper.

Mange af grupperne kæmper for uafhængighed og selvstyre pga. undertrykkelse. Andre grupper er lokale militser, som er bevæbnet af hæren med henblik på at bekæmpe netop de grupper, som ønsker uafhængighed og selvstyre.

de ved ikke, hvad de vender hjem til. Er der stadig afgrøder på deres marker, er deres husdyr slagtet, deres huse brændt ned, og ligger der landminer i området?

Mange af grupperne finansieres gennem lokal opkrævning af skatter og handel med illegale varer såsom narkotika og ædel-træ. Det østlige Myanmar er således asiatisk centrum for fremstilling af syntetisk narkotika. Kombinationen af områder uden for myndighedernes kontrol, narkotikaproduktion og væbnede grupper udgør en giftig selvopretholdende symbiose, som er utrolig svær at bryde.

Fordrivelser er både langvarige, hvor folk i årevis sidder i lejre typisk omkring en lidt større by, eller kortvarige, hvor folk tager hjem igen efter 14 dage. Men de ved ikke, hvad de vender hjem til. Er der stadig afgrøder på deres marker, er deres husdyr slagtet, deres huse brændt ned, og ligger der landminer i området?

De får aldrig muligheden for over en længere stabil periode at forbedre deres livsgrundlag. De skal være konstant på vagt for nye angreb. Når man ved, at man kan blive fordrevet i morgen, investerer man nødigt i ting eller ressourcer, som ikke kan tages med eller graves ned. Mange frygter, at når militæret fuldstændig har magten uden et parlamentarisk filter, vil de fokusere endnu mere på at nedkæmpe oprørsgrupperne og deployere endnu flere tropper til områderne. Som utvivlsomt vil føre til endnu flere fordrivelser.

Covid-19

Covid19-pandemien har gjort den humanitære situation endnu mere kritisk. Til trods for Myanmars nærhed til pandemiens oprindelsesland Kina, var der i starten af pandemien rimelig godt styr på smitteudbredelsen, men hen imod slutningen af 2020 skete der en markant stigning med Yangon og Rakhine som epicentre for smitte.

I Rakhine indførte myndighederne en hård nedlukning, som resulterede i et stop for mange humanitære aktiviteter såsom levering af nødhjælp til lejre og landsbyer. Det var klart fra begyndelsen af pandemien, at Myanmars humanitære situation ville blive kraftigt påvirket. Et stort antal internt fordrevne i overfyldte lejre i Chin, Kachin, Shan and Kayin, og statsløse rohingyaer i Rakhine med næsten ingen adgang til basale sundhedsydelser, vand og toiletter.

Demokratiånden blandt Myanmars befolkning er sluppet ud af flasken, og det bliver meget svært for militæret at få den tilbage igen

I Rakhine blev situationen yderligere forværret af regeringens nedlukning af det mobile internet, som afskar folk for at finde information om, hvordan man skal forholde sig til covid19, og hvordan man undgår at blive smittet. Strenge karantæneregler og nedlukninger, kombineret med usikkerhed om både sygdommen og fremtiden, har ført til mistrivsel og vold i hjemmene.

Og af frygt for covid19 har nogle internt fordrevne set sig nødsaget til at forlade lejrene og vende hjem til trods for, at de risikerer at støde ind i landminer, og at der stadig udkæmpes kampe nær deres hjem.

Covid19 har også ført til hjemsendelsen af titusindvis af migrantarbejdere, primært fra Kina og Thailand. Det har skabt kaotiske situationer ved grænseovergangene, hvor folk måtte vente i flere dage på øde steder uden mad og drikke på at få lov til at komme tilbage til Myanmar. Når folk så kom hjem til deres landsbyer, satte det de i forvejen fattige familier under yderligere pres.

Herudover har lukningen af grænsen mellem Kina og Myanmar i de områder i det østlige Myanmar, som ikke er kontrolleret af regeringen, gjort fødevaresituationen kritisk, da man var afhængig af import af fødevarer fra Kina.

Demokratiånden er sluppet ud af flasken

Myanmars myriade af problemer ser kun ud til at blive forstærket af militærkuppet. Befolkningen og civilsamfundsorganisationer frygter, at den humanitære adgang bliver indskrænket yderligere, og at vesten vil indføre flere sanktioner mod landet, som vil gå ud over civilbefolkningen.

Yangons internationale lufthavn har suspenderet alle internationale fly indtil maj, hvilket unægtelig vil medføre, at international hjælp vil blive besværliggjort, og der vil blive færre, som kan rapportere om udviklingen.

Demokratiånden blandt Myanmars befolkning er sluppet ud af flasken, og det bliver meget svært for militæret at få den tilbage igen. Modstanden og organiseringen af grupper, som er imod militærjuntaen, er et helt andet sted end for 10 år siden, så udfaldet af kampen for demokratiet er langt fra givet.


LÆS FLERE ARTIKLER AF CHRISTER LÆNKHOLM
LÆS MERE OM KUPPET I MYANMAR


Foto: Militæret blokerer regeringskontorer i Mandalay-provinsen under militærkuppet i Myanmar, 1. februar, 2021. Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christer Lænkholm har sit virke som humanitær rådgiver i en stor dansk humanitær organisation, hvor han bl.a. arbejder med at analysere og planlægge humanitære indsatser i skrøbelige stater i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Christer har i næsten 20 år arbejdet med at forstå og afhjælpe sårbare personers behov efter naturkatastrofer og konflikter herunder internt fordrevne og flygtninge.

De seneste 5 år har han arbejdet med, hvordan humanitær hjælp kan effektiviseres ved hjælp af ny teknologi i kombination med uddeling af penge, og hvordan den humanitære sektor kan udvikle sig til at adressere fremtidens behov.

Han er Danmarks førende ekspert indenfor uddeling af penge som nødhjælp med en plads i Cash Learning Partnerships (CaLP) tekniske arbejdsgruppe som rådgiver UNHCR, WFP UNICEF, regeringer, Røde Kors og internationale NGO’er i brugen af penge som nødhjælp. Han er desuden med i et udvalg, som skal analysere og rådgive omkring, hvordan finansiel nødhjælp ser ud i 2030.

Privat og gennem arbejdet har Christer besøgt mere end 75 lande og prøver altid at forstå dybden af den politiske situation i det land, han besøger.