Jakob Brønnum: Margrethe II. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Jakob Brønnum: Margrethe II – regent gennem tidløshed og nærvær

i Historie/Politik & Samfund af
MARGRETHE II // ESSAY – “Jeg er kommet i hjem og havne i hele Riget, hvor man fortæller om dronningens besøg, om det interesserede, vidende og venlige menneske med den særlige aura af nærvær, ophøjethed og skønhed. Jeg ved, hvad de mener og mærker det samme,” skriver Jakob Brønnum i dette essay om Margrethe II’s metaforiske og fysiske tilstedeværelse, hendes tidløshed og mystik.

Det var en januardag i 1972, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde været på fugletur i Kongelunden sammen med en kammerat, hjemme fra ejendommen yderst på Vesterbrogade. Vi var 12-13 år. Vi kom ind med bussen sidst på morgenen og skulle skifte ved Christiansborg til 6’eren.

Men vi kunne ikke komme til at skifte, ikke lige med det samme i hvert fald. Gaden var afspærret og der var et optog, et begravelsestog. Vi havde været på fugletur, fordi vi havde fri fra skole den dag. Vi havde fri fra skole, fordi kongen var død.

Mange spørger, om jeg ikke med min politiske overbevisning (jeg er glødende socialliberal) har en afstandtagende holdning til monarkiet, og jeg må svare nej. Der er flere begrundelser

Det, jeg aldrig glemmer, er det øjeblik, da optoget passerer, langsomt, sørgeligt, med kongens døtre i sort, ansigterne dækket af et tyndt slør, gående bag en hestevogn med kisten.

Bag sløret kunne man se den ældste datter, Margrethes, sorgtyngede ansigt, men også ane hendes fattede blik. Jeg husker, hvordan jeg fulgte det, mens optoget defilerede forbi, ganske tæt ved os.

Nu var det øjeblik kommet, hvor hun var trådt ind i det embede, hun, så længe hun kunne huske, havde været rettet mod. Embedet som landets regent, Danmarks dronning.

Fremadrettetheden, forpligtelsen

Gennem tiden er synet af Dronning Margrethes ansigt blevet stående, måske endda trådt nærmere. Det var første gang jeg som bevidst menneske havde set et andet menneske på den måde, i en situation, hvor døden havde gjort indhug i hendes liv.

Øjeblikket viste mig noget om døden. Og noget om livet. Fremadrettetheden, forpligtelsen, ansvaret, stoltheden, sorgen, modet, fattetheden.

Senere på dagen fulgte vi begravelsen i tv. Nogle dage inden havde statsminister Jens Otto Krag (S) udråbt tronskiftet, rituelt og alvorsfuldt.

Siden da havde jeg fri på min fødselsdag resten af mine skoletid. Jeg har nemlig, ligesom Charlie Chaplin, kardinal Ratzinger – den tidligere pave, som er den første i nyere tid, der har videregivet embedet i levende live – og Hendes Majestæt, fødselsdag den 16. april.

Et tidløst symbolfelt

Mange spørger, om jeg ikke med min politiske overbevisning (jeg er glødende social liberal) har en afstandtagende holdning til monarkiet, og jeg må svare nej. Der er flere begrundelser.

Den første er, at jeg ikke mener, demokratiet for tiden er i en stand, hvor det vil være gavnligt, hvis politikerne ikke havde et tidløst symbolfelt at rejse sig op til i ydmyghed og tilbageholdenhed.

Et uantasteligt centrum for samfundsfællesskabet, som viser dem, hvad de egentlig tjener – hvis det nu et øjeblik skulle ske, at de kom til at forveksle mennesker med tal og holdninger med meningsmålinger.

Et konstitutionelt sikret, fredhelligt område, hvorfra det mellemmenneskelige aldrig kan forsvinde og det, folkeligheden er gjort af, aldrig glemmes. En forankring, som ikke kan besudles med ideologi og populisme under valgkampagner.

Demokratiet er for tiden i en stand, hvor det ikke ville være gavnligt, hvis politikerne ikke havde et tidløst symbolfelt at rejse sig op til i ydmyghed og tilbageholdenhed. Et uantasteligt centrum for samfundsfællesskabet, som viser dem, hvad de egentlig tjener

Der er noget ordløst ved det, noget som gavner og styrker det gennemregulerede demokratiske samfund og sætter det fri, hvor det vel i det store og hele havde den modsatte effekt på det før-demokratiske samfund.

Normalt er det demokratiske, naturvidenskabeligt funderede samfund karakteriseret ved, at der netop ikke er noget ordløst ved det – alt er beskrevet eller kan beskrives, ikke mindst af hensyn til den enkeltes retssikkerhed. Alting, bortset fra lige netop denne essens.

Ind imellem kan man høre kritikere fremhæve et pengebeløb, Kongehuset koster samfundet, som kritik af noget, man forstår som særlige privilegier, sammen med en sagligt set korrekt problematisering af begrebet arvefølge i det demokratiske samfund.

Her misforstår man helt, hvad der er på færde, idet det netop ikke kan gøres op i materielle enheder. Det er det, der er hele omdrejningspunktet. Man ved ikke, hvad det er, hvis man begynder regne på det og måle det med materialistiske normer. Det er noget, der står udenfor dem.

En del af tilværelsens væsen og essens

Dronningens metaforiske og fysiske tilstedeværelse har fulgt sporene, jeg har trådt livet igennem.

Som uuddannet, journalistisk medarbejder på Frederiksberg Bladet i begyndelsen af 1980’erne, dækkede jeg flere gange begivenheder, hvor Hendes Majestæt blev vist rundt i et ganske lille lokale, som f. eks. Møstings Hus, og jeg fik lov at være i den særlige højstemthed, der følger hendes tilstedeværelse.

Få år senere sad jeg ved flere tilfælde enkelte pladser fra dronningen på rækken bagved, da jeg som musikanmelder på Aarhus Stiftstidende dækkede festugekoncerter i Musikhuset. Som teologistuderende i Århus gik vi til alters i Domkirken, og om sommeren opdagede man jævnligt, at dér stod Hendes Majestæt i al sit nærvær og dog helt upåfaldende, to-tre kirkegængere fra én.

Jeg er kommet i hjem og havne i hele Riget, hvor man fortæller om dronningens besøg, om det interesserede, vidende og venlige menneske med den særlige aura af nærvær, ophøjethed og skønhed

Samtidig har hun beriget omverden ved en livskraftig billedkunst, som er blevet udfoldet i en mangfoldighed af genrer og med udtryk som altid har “sagt mig noget.” Et kreativt menneske er trådt frem og har udfoldet sig gennem den helt ufravigelige værdighed og imponerende klarhed, hun har bestridt sit historiske embede med.

Mange mennesker kan fortælle lignende historier. Jeg er kommet i hjem og havne i hele Riget, hvor man fortæller om dronningens besøg, om det interesserede, vidende og venlige menneske med den særlige aura af nærvær, ophøjethed og skønhed. Jeg ved, hvad de mener og mærker det samme.

Det er en form for mystik, der omgærder dronningen, som er en del af tilværelsens væsen og essens. Det er noget, vi i almindelighed omgås med med alt for stor lemfældighed. Et medmenneske indtager en plads i tilværelsen, der er uden begrundelse og som ikke skal begrundes.

Den mystik er en del af sammenhængskraften i en europæisk kultursammenhæng, hvor den har haft en kristent udtryk og (teologisk fortolket) peger ind mod fællesskabet, modsat f. eks mystikken i en buddhistisk-religiøs sammenhæng, der søger afsondretheden.

Den mystik bør opsøges og indoptages som et balancerende alternativ til den rettighedstænkning og det naturvidenskabelige menneskesyn, jeg absolut ikke ville være foruden, men som netop har en tendens til at blive alt for materialistisk målende og vejende i sit udgangspunkt og i sine udtryk.

I modsætning til kardinal Ratzinger vil dronning Margrethe aldrig give embedet videre, før tiden er inde og tidløsheden antager et nyt ansigt. Men at det en dag vil ske, og at det er en del af hendes identitet og selvforståelse, viser de billeder taget af Per Morten Abrahamsen, som kongehuset har offentliggjort i dagene inden fødselsdagen.

Hendes Majestæt står med det mest af hundrede års, dansk fremtid omkring sig – med kronprinsen ved sin ene side og prins Christian, den kommende tronarving, på den anden. På et af de tre motiver i denne konstellation (se artiklens topfoto) hviler Hendes Majestæts hænder yndefyldt på drengenes skuldre:

Hun støtter sig til dem, og hun støtter dem gengivet i én stilfuldt fuldendt bevægelse.

Et kompositorisk mesterværk

På et andet, i et rødt lokale – på Fredensborg antager jeg – sidder Hendes Majestæt i centrum for de to tronarvinger i et dybt symbolladet billede, et kompositorisk mesterværk.

Hun har givet sit liv til folket, og gør folkets vilkår til sit, i fuld overensstemmelse med den gave. En mindre altruistisk regent havde sagtens kunnet ræsonnere, at folket havde brug for festlighederne

Den unge prins Christian står bag sin farmor, han ser henover hende på sin far, kronprinsen, der fortrøstningsfuldt betragter fotografen. Motivet dubleres af et mindst 400 år gammelt maleri på væggen bag prins Christian, hvor Jomfru Maria sidder med Kristusbarnet og Johannes Døberen (de var halvfætre ifølge Det ny Testamente).

Motivet er klassisk i kunsthistorien og findes i mange variationer. De slægtsforhold, der skildres i maleriet, er ligesom figurernes på fotografiet hævet over de herskende normer.

Både Jesu og Johannes fødsel er ifølge overleveringen sket efter en mystisk indgriben af det guddommelige, på samme måde som kongehuset ikke skal redegøre for sin symbolske magtposition med de juridisk funderede normer, det omgivende samfund anvender.

Jakob Brønnum: Margrethe II. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Hendes Majestæt Dronningen, Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og prins Christian. Foto: Per Morten Abrahamsen.

På den anden side ses to kvindeportrætter, formentlig adelsfrøkener, selvom den nederste med sin hat og påklædning skulle kunne være en kunstnermuse.

De hænger over en bronzebuste af kong Frederik IX. Kronprins Frederik står mellem kong Frederik IX og dronning Margrethe, som en sammenknytning af hans særlige forhold til sin morfar, som han vil efterfølge som mandlig regent.

Den afsondring af det mandlige i motivet giver plads til det kvindelige i kompositionens spektakulære centrum: I midten sidder dronningen foran to upåfaldende, men meget stærkt ladede symboler, der understreger nogle af de samme pointer, jeg har forsøgt at give udtryk for her. Dronningen sidder foran den tændte pejs.

Det ville i sig selv blot udgøre et moment af hygge, der symbolsk skaber en behagelig ramme om familielivet, som man kunne tænke sig, man gerne ville vise offentligheden i en moderne tid, hvor familiebegrebet har en ny og mere diffus betydning, en hygge, som også er en del af danskernes billede af dronningen.

Men ovenfor pejsen er et spejl, der spejler en del af rummet, man ikke ser, som befinder sig foran dronningens blik.

Ilden i pejsen er således meget, meget mere end en hyggelig pejseild. Den er tidløs ild. Den er den ild, al kraft er smedet af, mytisk ild, på samme måde som spejlet spejler tiden i sin grundform, det der var, det der er og det der kommer

Her udnytter kompositionen det private ved kongehusets bolig. Vi ved ikke, hvad det er og kan ikke gå hen og se det, selvom det i en vis forstand tilhører os alle sammen.

Men netop fordi det kongelige i en demokratisk sammenhæng er et element af det mystiske, er det private, der indgår i det, ikke privat i juridisk forstand, men hemmeligt som tiden selv: Man kan ikke vide, hvad den rummer og ikke gå hen og se.

Samtidig ved vi, at det er noget, der varer ved, hinsides de konkrete, fysiske personer, der er på billedet. Spejlet spejler derfor ikke rummet som sådan. Spejlet spejler fortiden, der rækker henover nutiden og ind i fremtiden.

Ilden i pejsen er således meget, meget mere end en hyggelig pejseild. Den er tidløs ild. Den er den ild, al kraft er smedet af, mytisk ild, på samme måde som spejlet spejler tiden i sin grundform, det der var, det der er og det der kommer.

En triptych

Billedet bliver derved forbundet af tallet tre. Det bliver som en triptych, som vi kender fra f. eks. altertavler i de store kirker:

En trefløjet tavle, med en venstre side, et centrum og en højre side, med tre overordnede symbolikker. Til venstre det mandliges ansvar og handlekraft, i midten de symbolske elementer: Det moderlige, der i sig forener tid (spejlet) og rum (ilden). I filosofisk betydning er det det, livet består af og ikke noget som helst andet: Tid og rum.

Og til højre, hvor Prins Christian står, det egentligt hellige, nemlig selve livets oprindelse, som er en del af symbolindholdet af maleriet, livet selv som forudsætningen for det moderlige. Johannes Døberens mors graviditet kaldes i katolsk tradition ‘den ubesmittede undfangelse’ (og Jesu fødsel som bekendt jomfruelig).

Prins Christian er den ubesmittede. Han står i et beskyttet rum i livet, en tidslomme, men samtidig umiskendeligt som den, der vil komme, foran maleriet, der viser det samme: Livet, som det der altid kommer og altid vil være der.

Dronningen kan ikke alene symbolisere det moderlige, af åbenlyse samfundsmæssige grunde, hun må også symbolisere det mandlige, men sammen med sine arvinger og i denne opstilling kan hun.

Fotografen har naturligvis ikke “udtænkt” denne triptych og de tolkningselementer, jeg fremhæver, men han har helt sikkert fornemmet den.

Den violette farve

Tag ikke fejl af farven på Dronningens klæder på de to billeder (og et tredje med en lidt mindre symbolladet komposition). Hendes violette kjole symboliserer nøjagtig den tidløshed og mystik, artiklen her forsøger at indkredse.

At vise styrke i ydmyghed overfor sit ansvar er Hendes Majestæts helt særlige bidrag til Danmarkshistorien

Farven er blevet brugt i kirkens historie tilbage i middelalderen på netop denne måde.

Og i kirkeårets farver – de farver der veksler med kirkeåret i visse af præsternes klædedragter, den såkaldte messehagel, som Dronningen som tekstilkunstner har fremstillet adskillige af – er violet udtryk for ydmyghed og tilbageholdenhed i en bønnens og meditationens tid.

At vise styrke i ydmyghed overfor sit ansvar er Hendes Majestæts helt særlige bidrag til Danmarkshistorien i en regeringstid, der har været omskiftelig på en mindre katastrofepræget men meget mere grundlæggende, materiel måde, end tidligere regenter har oplevet det.

Det er stort af Hendes Majestæt uden videre at indstille enhver festlighed i anledning af hendes 80-års dag i en krisetid, som hun har gjort, selvom dele ville kunne gennemføres. Hun gør det i dyb solidaritet med befolkningen på en måde, en præsident aldrig kunne.

Hun har givet sit liv til folket, og gør folkets vilkår til sit, i fuld overensstemmelse med den gave. En mindre altruistisk regent havde sagtens kunnet ræsonnere, at folket havde brug for festlighederne.

Vi forstår det og tager imod det. Og dronning Margrethe II af Danmark vil alligevel blive fejret på behørig vis.


Foto: Fotograf Per Morten Abrahamsen


LÆS MERE AF JAKOB BRØNNUM HER.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Historie