Når danske værdier skal reddes af en kusse-gramser

Bjarke Larsen 19.02.2017

Kan Donald Trump sikre den nationalkonservative bevægelse i Danmark en solid platform for de kommende års kampe mod kulturradikalisme og åndeligt forfald, eller er han en afstumpet, hadefuld lystløgner? Det borgerlige debat-Danmark er på vej ud i et større opgør, der ifølge Bjarke Larsen giver mindelser om de dybe kløfter, der engang prægede venstrefløjen.

Donald Trump er manden, der kan sikre kristendommen en rolle i storpolitikken og opfylde behovet for at have en åndelig dimension. Og det er i sidste øjeblik, for Danmark er ramt af en ”åndelig forrådnelse”, hvor kulturradikalismen ”bliver ved med at vinde frem, hvis vi ikke besinder os” – og kulturradikalismen er ”dødsønsket på vores livsforms vegne”.

Sådan ser verden ud, hvis man er nationalkonservativ, kristen værdikriger. Det fremgik af et større interview i Jyllands-Posten, hvor tre af denne fløjs førende debattører, Eva Agnete Selsing, Marie Høgh og Iben Thranholm, blæste flittigt i dommedagsbasunerne og fremhævede Donald Trump som manden, der kan give den nationalkonservative bevægelse i Europa – herunder Danmark – så meget fremdrift, at den kan blive solidt forankret og for alvor begynde at vinde sejre. For ingen af delene er sket endnu, mener de tre.

For de kulturkonservative værdikrigere er truslen fra den muslimske indvandring og sekulariseringen af samfundet så alvorlig, at man er parat til at se gennem fingre med alt andet.

Det kan hurtigt virke parodisk og ubegribeligt naivt, når man læser, hvordan de tre hylder Trump som et kristent og moralsk kompas og fremmaner et billede af et Danmark, der befinder sig tæt på et åndeligt og moralsk kollaps, hvor ”fædrelandet er ved at blive udvisket”, og hvor de frygter, at den nationalkonservative modbevægelse ikke har ”substans nok til at klare den militante sekularisme og jihadisme på én gang”.

Der er kommet tilsvarende debatindlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund (Trump-modstanden er alle sammensværgelsers moder), og Saxo Bank-milliardær og skattely-ekvilibrist Lars Seier Christensen (Saxo Bank-milliardær roser Trump: Han er forfriskende og udviser stort lederskab).

Men nu er en af de mest markante, liberale stemmer gået til modangreb: direktøren for den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup, tog i den grad bladet fra munden onsdag i den forgangne uge i en kronik i Berlingske, hvor han kaldte Trump for ”en afstumpet, hadefuld lystløgner”.

Det sidste fik den ofte hidsige Lars Seier Christensen til i en debat på Facebook at sige ”Farvel og tak til Cepos fra mig”. Senere konstaterede Martin Ågerup lakonisk på sin Facebookside, at ”det er efterhånden en årrække siden, at Seier sagde farvel og tak til CEPOS som sponsor.”

Den borgerlige kløft

Jo, de hygger sig i den borgerlige lejr. Men det er en debat, begge fløje ser på med stor alvor, fordi den vil være med til at definere den samme lejr i mange år fremover. Og det er ikke den eneste værdikamp, der skiller: Også synet på Rusland trækker dybe spor.

Det er imidlertid ikke første gang i nyere tid, det borgerlige debat-Danmark er oppe at toppes.

Debatten mellem liberale og (kultur)konservative har kørt i flere omgange siden Sovjet-kommunismens sammenbrud i 1989 endegyldigt flyttede debatten fra at handle om socialisme contra kapitalisme til at handle om, hvilken form for kapitalisme, vi skal have. Det blev ikke til ”historiens afslutning”, som Francis Fukuyama forudsagde, for radikal islamisme og fattigdomsflygtninge har sammen med klimaforandringerne sat rammerne for nogle nye, men lige så forbitrede ideologiske kampe.

Når man som Trump sætter spørgsmål ved modstandernes legalitet (Clinton), ved valgets legalitet og ved domstolenes autonomi (og ved verifikationer af facts), er vi havnet i en politisk nihilisme.

De borgerlige skillelinjer har samtidig flyttet sig.

Hvor Liberal Alliance i begyndelsen havde et slogan om ”åbne grænser og lukkede kasser” og et positivt syn på EU, er man i dag ret EU-skeptisk og ønsker en stram regulering af indvandringen, åbne kasser eller ej.

Og hvor det eneste populistiske parti på den fløj tidligere var Dansk Folkeparti med en benhård, kulturkonservativ indvandringspolitik og en socialdemokratisk velfærdspolitik, har man nu fået Nye Borgerlige, der kombinerer den hårde indvandringspolitik og kulturkonservatismen med en liberal økonomisk politik.

Derfor vil ingen vist længere blive forbavset, hvis Asger Aamund og Lars Seier Christensen inden længe erklærer deres støtte til Nye Borgerlige, som flere andre af de fremtrædende, kulturkonservative debattører har udtryk sympati for. I dag er det de færreste kulturkonservative debattører, der ser sig selv som konservative i partipolitisk sammenhæng. De klassiske, ”pæne” kulturkonservative er med få undtagelser blevet trængt i baggrunden af de aggressive værdikrigere.

Parodien om den kristne Trump

Det kan være svært at forstå, når de tre førnævnte, kvindelige debattører ser Donald ”grab ’em by the pussy”-Trump som lederen, der skal sikre de kristne værdier og bremse det moralske forfald. Ikke meget tyder på, at Donald Trump er mere kristen end flertallet, snarere tværtimod: I valgkampen nægtede han i første omgang at fortælle om sin yndlingspassage i Bibelen, men da en radiovært senere fik held med at aftvinge ham et svar, nævnte Trump princippet om et ’øje for et øje’.

Desværre for Trump viste det sig, at han havde misforstået meningen bag princippet, beretter Information i en artikel om forholdet mellem Trump og det kristne højre. De to parter har kunnet bruge hinanden til at komme i en position, hvor de afgørende kan ændre spillets regler – men de spiller ikke det samme spil.

Alligevel kan f.eks. Marie Høgh glæde sig over, at ”der er én mand, der tør tale om kristendommen, og det er Trump. Tag f.eks. hans indsættelsestale, hvor kristendommen flere gange blev nævnt. Det afgørende er, at han forstår, at kristendom er sammenhængskraften i det store land, ligesom det er i vores små nationalstater”.

Men er det kristne værdier, der har kendetegnet Trump hidtil med hans åbenlyse foragt for kvinder, handicappede, sorte og jøder, hans konstante løgne, hans forretningskarriere som konkursrytter og hans store forbrug af underbetalte, illegale indvandrere på sine mange byggeprojekter? For de kulturkonservative værdikrigere er truslen fra den muslimske indvandring og sekulariseringen af samfundet så alvorlig, at man er parat til at se gennem fingre med alt andet.

Trump bevarer ikke – han ødelægger og river ned

Mere alvorligt er det, at det i hele taget er det svært se Trump som en præsident, der vil bevare det liberale samfund og demokratiets grundlæggende værdier. Som den liberale debattør og højskoleforstander Thue Damgaard Kjærhus skrev i en debat på Facebook:

”Problemet med Trump er mere grundlæggende, nemlig at han nedbryder de politiske institutioners kultur … Hvis troen på institutionerne eroderes, bryder samfundet sammen. Så destabiliseres samfundet. Og som de klassiske konservative sociologer påpeger, er jeg bange for, at Trumps kultur vil skabe et demokratisk kollaps og et nedbrud af den sociale orden. Vores samfund er sårbar. Civilisationen er udfordret.

Den yderste venstrefløj hos Enhedslisten deler mange af de kulturkonservatives tanker: foragten for eliten og drømmen om det rene folk, der vågner og gør oprør mod det kapitalistiske pseudo-demokrati, modstanden mod EU og frihandel og identitetspolitikken, der sætter individet i anden række.

Når man som Trump sætter spørgsmål ved modstandernes legalitet (Clinton), ved valgets legalitet og ved domstolenes autonomi (og ved verifikationer af fakta), er vi havnet i en politisk nihilisme. Så er man ude på et skråplan, hvor alt tilsyneladende er tilladt for at komme til magten.

Det er den samme frygt for et demokratisk og civilisatorisk kollaps under vægten af Trump, Brexit og den nationalistiske bølge i Europa, der præger mange andre af de mere klassisk liberale debattører, der nu er begyndt at vågne op.

Skel som før Murens fald

Som journalist og radioværten Anne Sofie Allarp, der i dag er partiløs, men har en fortid i Socialdemorkratiet skriver i et debatindlæg i Politiken, så ”hader de nationalkonservative den vestlige kultur”. Journalist Uffe Gardel citerer i samme boldgade en ven for denne kommentar i anledning af Allaps debatindlæg:

”Jeg er i lighed med denne artikels forfatter bekymret, måske nærmest lidt rystet, over den ideologiske kløft, der (igen) splitter det danske samfund. Vi, der husker tiden før Sovjets sammenbrud, hvor spørgsmålet om venstreorienterethed eller ej på mange måder var livsdimensionerende – valg af omgangskreds, valg af uddannelse, karrierevalg, sågar valg af livsledsagerske, ved, hvor dyb en adskillelse, den indebar. …
Vi er tilbage ved en samfundskløft så dyb som tiden før 1990.
Og hvis vi ikke gør noget for at bremse det, risikerer vi at ende i 30’erne. De nationalkonservatives samfundssyn er ikke bare “lidt mere til højre og gammeldags”. Det er fundamentalt anderledes.”

Og apropos er netop synet på Rusland ved at trække dybe spor på den borgerlige fløj på samme måde, som synet på Sovjet-kommunismen delte venstrefløjen. Er Putins Rusland en aggressiv stormagt, der udgør en trussel mod ikke bare de tre små, baltiske lande men også Danmark, eller har vi helt misforstået Putins hensigter og presset ham hen i den position, han indtager, ved en aggressiv politik fra EU’s og NATOs side?

De nationalkonservative mener det sidste, men igen står man tilbage med en tydelig fornemmelse af, at der er tale om mere ønsketænkning end analyse. For Iben Thranholm, DF-folketingsmedlemmet Marie Krarup og andre af de fremmeste debattører på den fløj er det, som om de ser Putin som en allieret, der forsvarer kristne værdier og bekæmper islamismen – og så må alt andet komme i anden række.

Ifølge de tre værdikrigere fra Jyllands-Posten, er den kulturkonservative bevægelse dog meget svagt funderet, både organisatorisk og ideologisk. Om det sidste siger Iben Thranholm: ”På mange måder kan højredrejningen kun definere, hvad den er imod. Den er negativt opbyggelig, og det underskud er et kæmpe problem. Det er højrebevægelserne nødt til at forholde sig til, hvis ikke de skal brænde ud eller blive ekstreme”.

Det kan være fristende at håbe, at bevægelsen brænder ud af sig selv, men set udefra virker den nu bekymrende stærk og dominerende. Der er brug for et mere aktivt modsvar – fra det liberale, borgerlige Danmark og fra den socialdemokratiske og SF’ske venstrefløj. Den yderste venstrefløj hos Enhedslisten kan man næppe regne med: Den deler mange af de kulturkonservatives tanker: foragten for eliten og drømmen om det rene folk, der vågner og gør oprør mod det kapitalistiske pseudo-demokrati, modstanden mod EU og frihandel og identitetspolitikken, der sætter individet i anden række.

Topfoto: Donald Trump med Biblen i hånden ved et møde under efterårets valgkamp. Wikimedia Commons.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.