Migration: Det politiske centrum og venstrefløjen halter bagefter i at adressere den folkelige vrede

Det europæiske grænseagentur Frontex er under opbygning og om få år er de oppe på 10.000 medarbejdere. Foto: Frontex.

Hans Bülow 15.12.2025

STÅR EUROPA ALENE? #30 // TEMA – Når EU’s nye asyl- og migrationspagt træder i kraft i juni næste år, så forventes det, at langt flere asylansøgere kommer i en hurtig behandlingsproces med afslag som resultat. De vil gennemgående fremover blive fastholdt i lejre og lukkede grænseområder, skriver Hans Bülow. Men i dag er det sådan, at hele 80 % af de afviste asylansøgere ikke forlader unionen. På grund af manglende hjemsendelsesaftaler, eller fordi de formår at forsvinde et andet sted hen i unionen.

Den europæiske asyl- og migrationspolitik er under et væsentligt pres i disse år. For den mere radikale europæiske højrefløj er det en vindersag, der bare bliver ved med at give. I deres politiske verden er migranter og asylansøgere lette, veldefinerbare målskiver i en bredere politisk kamp, der reflekterer en folkeligt funderet vrede over en cocktail af svære leveomkostninger, porøse grænser, svært integrerbare migrantgrupper og meget andet.

Det politiske centrum og venstrefløjen i Den Europæiske Union, i Storbritannien og andre lande halter tydeligt bagefter i at adressere denne folkelige vrede. EU har vedtaget en ny asyl- og migrationspagt, der skal træde i kraft i juni 2026. Det er en omfattende lovgivning, der afgørende strammer reglerne for behandling af asylansøgere. Det bliver sværere at komme ind og lettere at smide folk ud igen hurtigt, men spørgsmålet er, om disse stramninger er nok.

For partierne på den europæiske højrefløj er immigrationspolitikken blevet en politisk vindersag, selv om der er så stort et behov for migranter på det europæiske arbejdsmarked

Det er, som om det politiske centrum og venstrefløjen halser bagefter i et forsøg på at nå frem til et politisk målfelt, hvor slutpælene bare bliver flyttet måned for måned. Nu er det ikke længere nok med stramninger, nu går højrefløjen efter en samlet løsning, hvor al asylbehandling lægges definitivt uden for EU, langt væk i tredjelande.

Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Anders Vistesen lægger over for mediet Europatimen.dk op til, at EU bør følge den australske model, hvor al asylbehandling foregår på øer uden for Australien: ”Det er det, der virker,” siger han. ”Hvis du forsøger at komme ind ulovligt, så kommer du aldrig ind. Så bliver du med det samme flyttet til et tredjeland, hvor sagsbehandlingen så foregår.”

Borgere i Melbourne protesterer mod den australske politik at placere asylansøgere på fjerne øer som Nauru og Manus Island. Foto: Takver via Wikimedia Commons

Anders Vistesen er chefindpisker hos Patrioter For Europa – den tredjestørste gruppe i EU-Parlamentet. Han tegner derfor en politik, der også dækker Rassemblement National i Frankrig, regeringspartiet Fidesz i Ungarn, regeringspartiet Lega i Italien og mange andre partier.

For ham repræsenterer EU’s nye asyl- og migrationspagt blot ”kosmetiske stramninger”.

Med vinden i ryggen

EU-Kommissionen er udmærket klar over, at vinden bærer i den retning. Derfor har Ursula von der Leyen også forsøgt at omfavne eksempelvis Italiens eksperimenter med at lave udrejsecentre i tredjelande.

I et brev til medlemslandene har hun opfordret til, at EU ”overvejer” lovgivning om udrejsecentre i tredjelande. Imens kan EU ”lære af de praktiske erfaringer” fra Italiens forsøgscentre i Albanien. Samtidig tager hun en lang række forbehold, der viser, hvor vanskelig denne øvelse er, for i en balancegang skal man også ”respektere EU’s principper og værdier, forpligtelser under international lov samt beskyttelsen af fundamentale rettigheder, mens man sikrer bæredygtige og rimelige løsninger for immigranterne”.

Giorgia Melonis højrefløjsregering er realpolitisk set spændt ud mellem et folkeligt krav om at begrænse den ukontrollerede migration og at lukke hullerne i det italienske arbejdsmarked

Alle disse forpligtelser virker det ikke, som om den mere radikale europæiske højrefløj er væsentligt tynget af. De rider videre på bølgen med opbakning til mere grundlæggende forandringer i asyl- og migrationspolitikken. Det gælder for partier som AfD i Tyskland og Rassemblement National i Frankrig. Tilsvarende gælder det også for Reform UK i Storbritannien, selv om de står uden for unionen.

Man kan også se det i den nye amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, hvor Trump-administrationen prioriterer at blande sig i europæiske forhold med det eksplicitte formål at støtte de højreorienterede, nationalistiske partier – ikke mindst dem inden for Patrioter For Europa. USA’s officielle udenrigspolitiske holdninger går nu ud på, at den nuværende europæiske migrationspolitik ”transformerer kontinentet” med risiko for, at det europæiske kontinent ”ikke vil være til at kende igen om tyve år eller mindre”.

Remigration er blevet en del af folkestemningen mange steder i Europa. Her en demonstration i den franske by Calais. Foto: Jérémy-Günther-Heinz Janick via Wikimedia Commons

For partierne på den europæiske højrefløj er immigrationspolitikken blevet en politisk vindersag, selv om der er så stort et behov for migranter på det europæiske arbejdsmarked.

Tag et land som Italien. I en tredjedel af landets provinser bor der nu flere pensionister end borgere i arbejdsstyrken. Italien er et af de europæiske lande, hvor der fødes færrest børn pr. indbygger. Sådan har det været i snart fyrre år. Så uden immigranter står Italiens befolkning til en væsentlig reduktion i velfærd og arbejdskraft.

Den folkelige vrede handler i høj grad om, at de oplever, at grænserne er pivåbne. At fremmede bare kan komme ind, som det passer dem

På den måde skulle man forestille sig, at den italienske befolkning tager imod de fremmede med kyshånd, men sådan er det bare ikke. Ifølge en international undersøgelse synes 54 % af italienerne, at immigranter er en byrde for samfundet. Og kun 12 % ser dem som et aktiv, der styrker landet. Derfor ønsker mange italienere, at antallet af immigranter bliver bragt ned.

Giorgia Melonis højrefløjsregering har været ved magten siden 2022 og er realpolitisk set spændt ud mellem på den ene side et folkeligt krav om at begrænse den ukontrollerede migration og på den anden side at lukke hullerne i det italienske arbejdsmarked. Derfor tildeler regeringen i 2026 ikke mindre end 165.000 visa til lavtuddannede arbejdere. Et tal, der for fem år siden lå på bare 30.000. Men her er der tale om kontrolleret og tidsbegrænset migration. På samme måde som den praktiseres i lande som Australien og Canada.

Den folkelige vrede handler i høj grad om, at de oplever, at grænserne er pivåbne. At fremmede bare kan komme ind, som det passer dem. Som om den italienske stat – og i sidste ende hele Den Europæiske Union – har tabt muligheden for at styre egne grænser. Et tab af noget så vigtigt som følelsen af national selvkontrol.

Altid på bagkant

EU-Kommissionen kæmper en kamp for at holde sig på omgangshøjde med folkestemningen, og det har de gjort i snart mange år på dette spørgsmål. De har faktisk fået gennemført en del ændringer inden for asyl- og migrationsområdet siden flygtningekrisen i 2015. Det har været de mere lavthængende frugter – der hvor EU og medlemslandene selv har kunnet agere uden at komme i konflikt med internationale konventioner.

Det europæiske grænseagentur Frontex er under opbygning, og om få år er de oppe på 10.000 medarbejdere. Der er opsat mange hundrede kilometer grænsehegn ved unionens ydre grænser lige fra Finland og ned til Grækenland. Der er indgået økonomiske samarbejdsaftaler med lande som Tyrkiet, Libyen og Tunesien, hvor Den Europæiske Union rundhåndet betaler for, at de tre lande holder migranter og asylanter væk fra EU.

Grænsehegnet mellem Litauen og Belarus er blandt de mange hundrede kilometer trådhegn, der er opsat omkring EU. Foto: Aidas U. via Wikimedia Commons

Dette er bare tre eksempler på de væsentlige ændringer. Alle disse tiltag har – sammen med coronapausen i 2020-21 – været med til at lægge et vist låg på problemerne. Så flygtningestrømmene har været på vej ned, men nedgangen har ikke været markant de sidste år.

Fra juni 2026 træder der så en ny asyl- og migrationspagt i kraft. Den medfører en del ændringer.

Først og fremmest kommer den til at medføre, at asylansøgere med ringe chancer for at opnå asyl fremover vil komme i en langt hurtigere sagsbehandling. Det bliver en procedure, der nogenlunde kommer til at svare til den ”åbenbart grundløse” procedure, vi anvender i dag i Danmark. Derudover lægger pagten også op til, at op til 30.000 asylansøgere hvert år kan blive fordelt til andre end de hårdt belastede frontlinje-lande. I dag er det bare fem ud af 27 medlemslande, der modtager 82 % af alle asylansøgningerne.

Måske er dette en kamp, som EU-Kommissionen ikke kan vinde, medmindre der tages endnu mere voldsomme midler i brug. Og det er her, Italiens forsøg på udrejsecentre i tredjelande kommer i spil

Det er imidlertid et åbent spørgsmål om, hvor stor en effekt ændringerne vil have. Hvis man tager udgangspunkt i, at der til stadighed er et væsentligt flygtningepres – det globale antal flygtninge er klart stigende – så skal der måske mere til.

I et land som Libyen venter der ifølge FN 800.000 mennesker i transit. De lokale menneskesmuglere har ikke problemer med at få bådene fyldt op. De bliver sendt ud om natten, i tåge og om vinteren på tidspunkter, hvor den libyske kystvagt ikke er så aktiv. På en app som Marinetracker følger menneskesmuglerne med i, hvor de internationale NGO-redningsfartøjer er placeret – og så sendes de overfyldte gummibåde med frysende flygtninge ud på det store åbne hav, ud i retning af dem.

Måske er dette en kamp, som EU-Kommissionen ikke kan vinde, medmindre der tages endnu mere voldsomme midler i brug. Og det er her, Italiens forsøg på udrejsecentre i tredjelande kommer i spil.

De manglende hjemsendelser

Hele diskussionen om EU’s asyl- og migrationspolitik er et godt spejlbillede på, hvor vanskeligt det er at udvikle og forandre Den Europæiske Union. Det har taget otte års forhandlinger at få den nye asyl- og migrationspagt på plads. Det har været svært for medlemslandene at afgive suverænitet på dette område.

Særligt spørgsmålet om hjemsendelse af afviste asylansøgere har været afgørende. Der er et stort behov blandt medlemslandene for at få gang i disse hjemsendelser, men det har vist sig at være uhyre vanskeligt.

I realiteten er der tale om en dyb interessekonflikt. Modtagerlandene er sjældent interesserede i at få deres egne borgere tilbage

Siden 1999 har EU – på vegne af medlemslandene – haft mandat til at lave hjemsendelsesaftaler med flygtningenes og migranternes hjemlande. Men det har bare ikke fungeret særlig godt i praksis. Der er blevet lavet alt for få aftaler med de vigtige modtagerlande.

I realiteten er der tale om en dyb interessekonflikt. Modtagerlandene er sjældent interesserede i at få deres egne borgere tilbage. For det første er det sandsynligvis utilfredse borgere – de er jo flygtet en gang – og for det andet repræsenterer de en mulig indtægtskilde for landet, så længe de opholder sig i udlandet.

Derfor kæmper mange modtagerlande med næb og klør imod at få deres egne borgere tilbage. De er derfor gået over til mere at forhandle med de enkelte EU-medlemslande. De kræver ydelser til gengæld og sørger for, at aftalerne ikke bliver alt for juridisk bindende. Det øjeblik modtagerlandene ubetinget lover at tage imod deres egne statsborgere, så har de ikke flere kort at forhandle med. På dette område ser man tydeligt, at USA har en større pressionsmulighed for over for modtagerlandene.

80 % tager ikke hjem

Når den nye pagt træder i kraft i juni næste år, så forventes det, at langt flere asylansøgere kommer i en hurtig behandlingsproces med afslag som resultat. De vil gennemgående fremover blive fastholdt i lejre og lukkede grænseområder. Hvis der ikke kommer hurtige løsninger på det spørgsmål, så vil en ophobning af afviste asylansøgere kunne blive et absolut sprængfarligt emne.

I dag er det sådan, at hele 80 % af de afviste asylansøgere ikke forlader unionen. På grund af manglende hjemsendelsesaftaler, eller fordi de formår at forsvinde et andet sted hen i unionen. Denne manglende styring af hjemsendelsen er et emne, som den mere radikale højrefløj ivrigt benytter som argument. Som Anders Vistisen formulerer det over for mediet Europatimen.dk:

”Selv af dem, der kommer til Europa og får afslag på asyl, der er det op mod 80 %, der får lov til at blive. Og det er jo en rigtig god case, hvis man er menneskesmugler. Hvis man kan sælge et produkt, hvor man siger til folk, du skal bare sætte din fod på europæisk jord eller et europæisk flådefartøj, hvis du flygter over Middelhavet, bede om ret til asyl, og selv hvis du så får afslag på din asylansøgning, så er der 80 % chance for, at du bliver.”

I en situation, hvor det er så svært at indgå hjemsendelsesaftaler, så kan det være, at netop dette spørgsmål får hele asyl- og migrationspagten til at bryde sammen. EU har i disse måneder mange andre vanskelige udfordringer på tallerkenen og skal i stigende grad navigere alene i den store verden. Derfor er hjemsendelsescentre og asylbehandling i tredjelande så attraktivt for de europæiske regeringer. Det kortslutter nemlig alle de besværlige forhandlinger med modtagerlandene.

Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.

Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?

I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?

Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.