ESTLAND // LONGREAD – Byen Narva i det østlige Estland synes at være et oplagt mål for et russisk angreb, men det er ikke noget, folk i byen har synderlig lyst til at snakke om. Det er politik, siger de i denne reportage fra Baltikum.
NARVA – Jeg sidder i toget på vej ud af Tallinn. Jeg har det allerede temmelig varmt. Esterne er ikke bange for at skrue op for varmen indendørs her midt i den bidende vinterkulde. Mine lange underbukser sidder tæt, og den lotion, jeg smurte min krop ind i, gør det svært for huden at ånde. Udenfor er det ellers et rigtig godt lille skjold mod den sibiriske kulde, der har ramt Baltikum her i begyndelsen af februar.
Tallinn er under konstant udvikling. Der bygges som aldrig før. Nye bydele skyder op. Ulemiste er på vej til at blive et enormt erhvervscenter. Rotterman-kvarteret i centrum byder på internationale kulinariske oplevelser, og området omkring havnen – Kalamaja – er blevet et paradis for hipstere.
Det baltiske vinterlandskab suser forbi. De nøgne træer er indhyllet i sne. Kun nåletræerne har bevaret noget, der minder om en grøn farve, men som i det blege vinterlys forekommer mere gråsorte end grønne. Det er som at køre igennem en kiste af bly. Det er ikke engang fifty shades of grey, men snarere to nuancer af denne livstrætte farve. En nedre og en øvre grå.
Jeg er på vej mod Natos østligste flanke. Hvis den tyske politolog Carlo Masala får ret i sit fremtidsscenarie beskrevet i bogen Hvis Rusland vinder, vil min destination være enden på den nordatlantiske alliance. Er jeg på vej mod porten til helvede eller blot endnu en grænse mod øst?
Jævnet med jorden
Masala beskriver i sin bestseller, Hvis Rusland Vinder (2025), hvordan Putin vil udfordre alliancen med et angreb på Narva under dække af at ville beskytte byens russiske befolkning mod den undertrykkelse, den estiske stat angiveligt skulle udøve over for disse. Narva er Estlands tredjestørste by, og ud af en befolkning på omtrent 57.000 er mere end 85 pct. af dem russere – eller i hvert fald russiske.
Det er en forholdsvis kompliceret sag. Mange russisk-sindede, etniske russere, fik efter Estlands selvstændighed i 1990 mulighed for at søge direkte statsborgerskab i landet. Vinduet var dog begrænset, og en del fik aldrig sendt deres ansøgning afsted. De lever nu som statsløse med et gråt pas.
Den væsentligste årsag til at Narva har så stor en russisk befolkning, skal findes i tiden efter Anden Verdenskrig. Byen blev næsten udslettet under krigen og det smukke gamle centrum jævnet med jorden. I tiden efter forestod Sovjetunionen en massiv relokering af befolkningen og tillod ikke byens oprindelige borgere at vende tilbage.
Den væsentligste årsag til at Narva har så stor en russisk befolkning, skal findes i tiden efter Anden Verdenskrig
Masalas scenarie udspiller sig den 27. marts 2028 – altså om lige godt to år fra nu. Byen invaderes fra nord og syd af russiske tropper. En sydlig russisk troppeopbygning har narret de britiske Nato-soldater til ikke at bevæge sig længere nordpå. Russerne har allerede forsynet lokalbefolkningen med våben.
#HjemkomstensDag oversvømmer de sociale medier. Det russiske flag vajer fra byens historiske rådhus. Estland er overrumplet og handlingslammet, og russerne møder nærmest ingen – eller kun begrænset – modstand. Omtrent samtidig går russerne ligeledes i land på Estlands næststørste ø Hiiumas for på den måde at få mulighed for at kontrollere ind- og udsejling i hele Østersø-området. Heller ikke her mødes man med nævneværdig modstand.
Da den unavngivne amerikanske præsident i Carlo Masalas Hvis Rusland Vinder bliver bekendt med situationen, erklærer han, at USA under ingen omstændigheder vil risikere en tredje verdenskrig for en lille estisk by på grænsen til Rusland. Kun adskilt af Narva-floden. Således ender scenariet som dyster læsning. Rusland og Belarus slår pjalterne sammen og kan påbegynde den egentlige annektering af Baltikum.
Scenariet baserer sig på War Gaming, som Masala enten selv har deltaget i eller observeret som analytiker. Lignende War Games er blevet populære foreteelser og møder både forståelse, frygt og kritik, da det jo netop er fiktive scenarier. For et par dage siden kunne vi læse om ”OPLAN DEU” (Operationsplan Deutschland), som bygger på et andet War Game. Mange af konklusionerne fra dette strategispil er nu en officiel del af den tyske forsvarsstrategi. Her vurderes det i lighed med Masalas scenarie, at Rusland vil være i stand til at angribe et europæisk (Nato-) land inden for få år. Også i dette scenarie vil Rusland have succes med sit angreb, fordi Tyskland og andre EU/Nato-lande tøver med at intervenere.
The German Wargaming Center har ligeledes offentliggjort et War Game, som i dette tilfælde bygger på det scenarie, at Rusland vil invadere Marijampole i Litauen. I dette strategispil er konklusionen den samme: Europa (EU) er ikke for alvor parat til at imødegå en russisk aggression.
Narva, februar 2026
Virkelighedens verden er naturligvis kompleks, også mere kompleks end de mange War Games kan indfange. Det vidner befolkningen i Narva om.
Her mange generationer senere er byen og området stadig præget af, at forskellige etniske grupper – herunder ukrainere, hviderussere, baltere, russere, kasakhere og andre har bosat sig for en periode, er flyttet videre og har bosat sig igen. Sovjetunionen var multietnisk, multikulturel og ”globaliseret” på sin egen absurde måde.
Jeg vil gerne vide, om folk i Narva har læst Carlo Masalas scenarie, og i det hele taget vide mere om, hvordan man betragter den store nabo på den anden side af Narva-floden.
Jeg tjekker ind på Narva Hotel & Spa, drikker en kop grøn te og begiver mig endnu en gang ud i den bidende kulde. Det sner. Gaderne er kolde, golde og hvide. Den sovjetiske stemning er umiskendelig. De vulgære boulevarder og brutale boligkomplekser præger stadig byen. Mit hotel ligger under 150 meter fra Rusland, hvilket i øvrigt bevirker, at YouSee antager, at jeg befinder mig i Rusland, og derfor har spærret for data og roaming. Den står derfor på det lokale WiFi (som ligeledes placerer mig i Ivangorod, Rusland).
Putin er lidt ligesom andre gamle politikere. Han virker lidt skør og måske endda også, som om han er dement. Det ville være godt med nogle andre folk. Nogle der ikke var så afkoblede fra befolkningen
Da jeg bevæger mig ned til den lokale afdeling af Tartu Universitet, møder jeg to kvinder, Olga og Julia Grishin. De sidder og spiser frokost i universitetets café.
Jeg henvender mig og spørger, om jeg må stjæle lidt af deres tid.
“Ja, helt ok,” siger de i munden på hinanden, mens de begge smiler forsigtigt.
De fortæller, at de er søstre, og at de bare er i Narva i forbindelse med et kort kursus på universitetet. Olga er danser og skuespiller, Julia er dramaturg. De vil gerne snakke, men siger pænt nej tak, da jeg spørger, om jeg må tage et par billeder af dem.
“Jeg har en kontrakt med mit teater, og de er ikke vilde med, at der florerer billeder af mig rundtomkring.“
Olga smiler undskyldende. Jeg forsikrer dem begge to om, at det er helt i orden, men at en reportage selvfølgelig altid fungerer bedst, når vi kan se, hvem der udtaler sig.
Jeg fortæller dem om Carlo Masalas scenarie, men det vækker ikke den store genklang.
”Har aldrig hørt om ham eller hans bog,” svarer Olga med et lidt undrende blik i øjnene.
”Vi er russere, men har boet hele vores liv i Tallinn. Helt generelt tænker vi ikke over politik. Det virker så afskåret fra virkeligheden. Vi er jo kunstnere og har slet ikke tid til at følge med i nyhederne. Og slet ikke tid til at forholde os til politikere.”
Taler I estisk?
”Ja, selvfølgelig. Vi er russiske estere. For bare et par år siden var livet noget lettere. Vi har en del kunstnervenner i Sankt Petersborg og Moskva. Dem havde vi en masse samarbejder med. Vi kunne tage frem og tilbage, lave shows sammen og sådan. Det kan vi ikke længere.”
Jeg spørger, om det ikke vækker bekymring hos dem at have så stor og aggressiv en nabo mod øst – og i dette moment – mindre end to minutter herfra?
”Egentlig ikke. Det er selvfølgelig noget, man tænker på en gang imellem, men ikke noget, vi taler om. Vores familierelationer er komplekse. Vores forældre kommer fra Rusland, bedsteforældre fra hhv. Belarus og Ukraine. Det er derfor lidt delikat. Nogle gange er vores forældre også lidt nostalgiske omkring Sovjet-tiden. Det er jeg ikke. Kan nærmest ikke huske det. Jeg gik i 1. klasse, da Estland blev selvstændigt.”
Ville der opstå en interessekonflikt i jer, hvis Rusland lige pludselig skulle finde på at angribe Estland?
”Hmm … måske. Det er lidt svært at forholde sig til og også lidt svært at tale om,” svarer Julia med et tænksomt blik i øjnene.
”I teaterverdenen har vi et motto, som lyder sådan her: You are here and now. Lidt ligesom i buddhismen.”
Olga smiler og tilføjer:
”Putin er lidt ligesom andre gamle politikere. Han virker lidt skør og måske endda også, som om han er dement. Det ville være godt med nogle andre folk. Nogle der ikke var så afkoblede fra befolkningen. Du må forstå, at der jo er forskel på et lands politik og dets befolkning.”
Jeg er helt med; siger tak for snakken og bevæger mig atter ud i kulden, der efter sigende er særlig streng i år.
Efter et par kuldepauser i to lokale storcentre snubler jeg nærmest ind i The Irish Embassy Pub.
Her møder jeg Stephan, 43. Han har lige bestilt en Hoegaarden og sidder og sludrer med sin gamle ven Igor, som netop er vendt hjem fra Kasakhstan, hvor han ”mødte kærligheden og blev, indtil den forsvandt”.
Jeg kan næsten ikke færdiggøre min beskrivelse af Masalas scenarie, før Stephan afbryder:
”Det giver ikke særlig meget mening. Jeg mener ikke, russerne ville gide at invadere Estland. De ville snarere gå efter Polen eller Litauen. Estland er ikke vigtigt for russerne,” bedyrer han selvsikkert.
Både Stephan og Igor taler russisk. Stephan er estisk statsborger. Igor er statsløs og bærer gråt pas. Han kan derfor ikke stemme ved valg og nyder ikke de samme rettigheder som estiske statsborgere.
Masala og andre analytikere foreslår tillige, at det kunne være en belejlig undskyldning for Putin for at gå ind i Narva. Beskyttelsen af den ”undertrykte” russiske befolkning i den østligst beliggende by i Estland lyder som noget, vi har hørt før – fra Krim til Donbas.
Disse forhold lader imidlertid ikke til at bekymre Igor synderligt. Han trækker på skuldrene, da jeg spørger, om han føler sig undertrykt af de estiske myndigheder.
”Der kan være en ny virkelighed i morgen. Måske åbnes grænsen til Rusland. Måske ender krigen i Ukraine. Man ved det aldrig.”
Hvad mener I om Putin? Frygter I ham?
”Nej, alternativerne er helt sikkert værre. Det hele ville være endnu mere kaotisk med en anden end Putin,” svarer Stephan og gestikulerer med begge hænder.
Han fortæller, at han for nylig har fået foretaget en dna-test som angiveligt har vist ham, at han er 0 % russer.
”Jeg er fire pct. finsk, tre pct. svensk, nogle procent ukrainsk og estisk for resten. Hvis russerne – mod forventning – skulle invadere Narva, så smutter jeg til Finland eller Sverige.”
Da han begynder at fortælle røverhistorier fra sit besøg i Legoland, går det op for mig, at det nok ikke var hans første Hoegaarden. Igor får et lidt distræt udtryk og begynder at rykke lidt på sig, inden han slynger halstørklædet om halsen og rejser sig.
”Jeg bliver nødt til at smutte. Det var hyggeligt at snakke med dig. Jeg frygter som sagt ikke noget og tænker heller ikke særlig meget over den politiske situation.”
Han smiler afmålt og trykker min hånd.
Helvedesgabet
Jeg drikker ud, betaler den unge russisktalende bartender og er atter ude i den østbaltiske kulde. Det er minus 12 grader, mørkt og mennesketomt. Folk på gaden går fra punkt a til b med foroverbøjede hoveder.
Varm hønsekødsuppe på hotellet, et skoldhedt bad, et par kapitler i Timothy Snyders On Freedom, ti minutters Euronews og så godnat.
Det er onsdag morgen. Stadig umanerlig koldt. Luften er stille og tør. Jeg går langs Narvafloden, hvor lokale lystfiskere forsøger at få en laks eller en ørred på krogen. De russiske lystfiskere på den anden side af bredden synes at have samme mål. Floden er ikke mere end 100 meter bred der, hvor jeg befinder mig.
Jeg går op ad trapperne til Narva Borgen, som også kaldes Hermann Slot. Herfra er udsigten ud over Ivangorod-fæstningen og hovedvejen til Sankt Petersborg på den russiske side rigtig god.
Det hele minder lidt om Ronja Røverdatter. Lynet kløvede den gamle Mattis-borg, røverkongen Borka flyttede ind. De er nu kun adskilt af Helvedesgabet. Ronja bor med sin far Mattis på den ene side. Birk med sin far Borka på den anden side. Foran det estiske slot, som i øvrigt er grundlagt af danskerne under disses besættelse af området, vajer tre flag: det estiske, EU-flaget og Nato-flaget. På den modsatte side vajer det russiske flag. Det synes ved første øjekast at være det eneste tegn på rivalisering imellem de to verdener.
Jeg går endnu en gang over mod universitetet. Jeg banker på døren ind til et kontor, hvor assistenten Liina sidder foran computeren. Jeg spørger, om jeg må interviewe hende. Hun smiler og siger:
”Jeg skal lige tjekke med universitetsdirektøren. Jeg vil nødig kompromittere nogen.”
Hun vender tilbage efter et par minutter og siger:
”Alt er ok.”
Liina er 32, russisk gift og har to børn. En dreng og en pige.
”Jeg tænker ikke så meget over politik. Taler heller ikke så meget om det. Jeg synes, det er kompliceret og næsten altid en kilde til mærkelig stemning. Vi har travlt her på universitetet.”
Jeg fortæller hende, at vi i Danmark har et meget anstrengt forhold til Rusland. At vi betragter landet som en fjende, og at de fleste danskere ser på Putin som vor tids Hitler.
”Jeg vil ikke sige noget om den sag – men jeg er enig med dig og de danskere, der deler denne opfattelse. Det er bare svært at tale om her. Alle har relationer på kryds og tværs. Nogle har en russisk far, en ukrainsk mor osv.”
Jeg tænker ikke så meget over politik. Taler heller ikke så meget om det. Jeg synes, det er kompliceret og næsten altid en kilde til mærkelig stemning
”I Tallinn taler folk lidt anderledes om det hele. De er mere på afstand. Tidligere opfattede folk fra Tallinn også Narva som et meget fjernt sted. De så det faktisk ikke som en mulighed overhovedet at komme her, fordi de fleste her i byen jo taler russisk. Det er dog begyndt at gå op for folk fra andre egne af Estland, at man sagtens kan begå sig på estisk her. Universitetet har ligget her længe, men det er først inden for de seneste par år, at professorer og lektorer er begyndt at søge hertil.”
Frygter du Rusland?
”Nej, jeg er helt sikker på, at både EU og Nato vil komme os til undsætning, hvis noget skulle ske.”
Jeg fortæller hende, at det netop er fraværet af hjælp fra både EU og Nato, der præger de fleste af de nylige ”War Games” – herunder Carlo Masalas.
”Det kan jeg ikke lide at tænke på, så det gør jeg ikke,” nærmest hvisker hun med et lille nervøst smil.
Jeg takker for snakken og går ned mod grænseovergangen. Det er muligt at gå over grænsen, hvilket temmelig mange benytter sig af.
Jeg møder flere, unge, ældre, kvinder og mænd, som er på vej til Ivangorod og Sankt Petersborg.
”Vi skal over at shoppe og spise. De har så lækker mad på den anden side,” siger en kvinde i 30’erne.
Hun suppleres af en høj, overvægtig ung mand med næsepiercing:
”Jeg elsker Sankt Petersborg. Den er så smuk. Jeg vil gerne bo der i 5-6 år. Men nu skal jeg bare på besøg, købe noget billig medicin og hygge lidt.”
De er alle estiske statsborgere og har erhvervet sig et online-visum.
Da jeg spørger om den politiske situation, Putin og krigen i Ukraine, bliver de fjerne i blikkene og svarer med hovedrysten:
”Det blander vi os ikke i. Det er politik.”
Døren til grænseindgangspartiet åbner sig, og folk stimler sammen og hiver deres pas op af lommerne.
Narva – en udkantshistorie
Narva er så langtfra kun en historie om et muligt russisk angreb, om Natos østligste flanke og om europæisk sikkerhed.
Det er lige så meget en historie om Estlands endelige farvel til den store sovjetiske kolos på lerfødder, om globaliseringens og effektiviseringens brutale forarmelse af fjernt beliggende områder, der for længst har mistet sin tiltrækningskraft.
Byen er også en historie om selvsamme USSR, der, til trods for sin totalitære brutalitet, bragte nogle forskellige etniske grupper så tæt på hinanden, at de den dag i dag, er uløseligt forbundet i mange generationer frem i tiden.
Trump, EU, Putin, krigen i Ukraine, globalisering og AI kan ikke fjerne komplekse familiebånd. Sankt Petersborg ligger – uanset hvad – tættere på Narva, end Tallinn gør.
Slægten, vaner, følelser, kulturelle forbindelser trumfer logikken i international politik og de dertilhørende alliancer og modsætningsforhold.
Receptionisten Anastasia på Narva Hotel gjorde det klart for mig:
”Hvis vi begynder at tale om politik i min familie, vil det udløse en krig. Min far er russer, min mor er ukrainer, jeg er estisk, og vi har venner og familie i Belarus. Vi taler ALDRIG om politik. Det ville være helt forfærdeligt.”
Senere taler jeg med Anastasias kollega, Julia. Hun siger, at livet i Estland er hårdt.
”Jeg betaler halvdelen af min løn i husleje. Jeg tjener ca. 800 euro om måneden (små 6.000 kr.). Priserne for el og varme er røget helt i vejret, og det skyldes blandt andet EU. Hvis vi kunne få energien fra vores egne selskaber, ville det ikke være så dyrt.”
Jeg spørger ind til de mange estere, som tager på shoppingtur til Rusland.
”Hmm… mange synes jo godt om Sankt Petersborg. Det er også en virkelig smuk by. Jeg var der for mange år siden.”
Er det ikke lidt underligt at tage til Rusland i disse tider? Jeg mener, krigen i Ukraine, Putin osv.?
”Ingen af os ved jo alt. Ved vi overhovedet noget som helst? Der er jo flere udlægninger af hele historien om krigen i Ukraine. Jeg vil bare gerne have den til at ende. Det er dyrt, og vi kan ikke blive ved med at betale for det.”
Men altså, hvad mener du om Putin?
”Det vil jeg slet ikke ind på. Tingene er ikke så simple. Jeg håber bare, at der kommer ro på snart.”
Er det egentlig muligt for russere at tage til Narva?
”Ja, nogle kommer her, fordi de har to pas. Hvis det er belejligt, kan de lige hive et finsk eller svensk pas frem. De har vel dobbelt statsborgerskab, vil jeg tro. Så ja, der kommer folk fra Rusland ind i Estland af og til.”
Vi siger farvel og på gensyn. Jeg har to timer tilbage, inden jeg skal med toget tilbage til Tallinn.
Jeg vil gerne lige nå at se den gamle tekstilfabrik Kreenholmi Manufaktuur, som i sin storhedstid var verdens største tekstilfabrik og beskæftigede mere end 12.000 mennesker. Kreenholmi blev grundlagt af den tyske bomuldshandler Ludwig Knoop. Fabrikken var længe på private hænder, men blev naturligvis nationaliseret efter Sovjetunionens besættelse af Estland i 1940. Efter USSR’s sammenbrud kom fabrikken og produktionen tilbage på private hænder. Det svenske selskab Borås Wäfveri AB overtog ejerskabet og driften og holdt stand indtil 2010, hvor man, efter mange trængsler, måtte erklære sig konkurs.
I dag ligger hele området øde hen og står som et kolossalt vidnesbyrd om en svunden tid – både den industrielle og den sovjetiske histories forfald. Narvas økonomi er aldrig blevet den samme siden Kreenholmis konkurs. Kulturelle institutioner, balletten og koncertsalen fra tiden under den sovjetiske besættelse ligger i ruiner. Det samme gør drømmen om storhed blandt øst-esterne.
Det er på mange måder ligesom historien om de døende provinsbyer og landdistrikter – en udvikling, vi kender alt for godt fra resten af verden.
Den russiske fare lader ikke til at bekymre folk i Narva – det gør derimod arbejdsløshed, stigende fødevare- og energipriser og udsigten til endnu mere centralisering – både den estiske og den europæiske.
Frygten for Rusland er stor blandt skandinaviske og tyske politikere og ligeledes – i hvert fald på det retoriske niveau – blandt de ledende politikere og analytikere i Tallinn.
Den del af verden, der ligger tættest på – ”Natos østligste flanke” – består af en befolkning, som har dybe rødder og familiære bånd i hele regionen. Som andre grænseregioner betragtes de af mange som politiske konstruktioner, der kan ændre sig, men som i praksis betyder kunstig adskillelse af befolkningsgrupper.
Den samme holdning møder man blandt amerikanere, hispanics og mexicanere i de sydlige grænsestater i USA. Her ser folk også helst, at man løser de problemer, der er forbundet med illegal immigration, på en pragmatisk måde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og