FILMKLUMME – ‘Kinok’ er et udtryk af den russiske instruktør Dziga Vertov, der kommer fra ‘kino’ ‘oko’ og ‘-ok’, og betyder ‘mand der ser film’. Det er ment som et løfte til dig, kære læser og forhåbentlig med-kinok, om at se film, koncentrere sig om de ting i filmen, som virkelig er filmiske i stedet for for eksempel blot at skildre plot.
Men det løfte bryder jeg dobbelt i dag. For det første er filmen jo ikke blot en kunstart for sig selv, det er tværtom et blandingsprodukt. Tarkovskij tager en science-fiction novelle, garnerer den med musik af Johan Sebastian Bach og billeder af Tokyos motorveje. Noget af det mest fascinerende ved filmen er den måde, den indarbejder alt andet i en mirakuløs biksemad. Så det vil jeg skrive lidt om i denne uge. Hvordan litteratur bliver brugt på to forskellige måder. I to forskellige tv-serier. Ja, det var så det andet løftebrud…
Game of Thrones
Forholdet mellem bog og adaption ved Game of Thrones er efterhånden blevet ganske unikt. Da serien begyndte i 2011, var der godt nok kun udkommet fire af de lovede syv bøger i George R. R. Martins serie A Song of Ice and Fire, men de fleste regnede med, at han ville nå at skrive de resterende bind færdige, inden serien overhalede ham. Bind fem udkom trods alt samme år. Men så kom der ikke flere. Og da serien omkring sæson fire begyndte at skære hele del-plot fra bøgerne fra, skulle der tydeligvis skrives gevaldigt meget hurtigere. Bran Stark ankom for eksempel i slutningen af fjerde sæson til samme lokalitet, han nåede til i slutningen af bog fem – så da han skulle ses igen, måtte manus-forfatterne selv finde på noget.
De brugte to sæsoner, sæson fem og seks, på at komme igennem bog fire og fem, samt i slutningen af sæson seks på at afslutte de fleste af de plot-tråde, som George R. R. Martin ikke havde fået stoppet. For eksempel blev intrigerne mellem familierne Lannister og Tyrell i King’s Landing og kampen for at få fjernet Ramsay Bolton fra Stark-familiens hovedsæde Winterfell endegyldigt løst først i serie-regi. Spørgsmålet var så, hvad serien ville gøre herefter. Der var ikke længere nogle bøger at holde sig til, ja, ikke en gang længere plot-tråde fra bøgerne at bygge videre på. Nu måtte serien stå på helt egne ben.
Det har været fascinerende at se. Plottet har generelt set været nonsens, og reaktionen har hos mange seere først og fremmest været undren. Da sæsonen startede, forberedte Lannister-slægten sig på en ulige kamp mod Daenerys Targaryen og hendes allierede hos slægterne Martell, Tyrell og Greyjoy, plus hendes Dothraki-ryttere, hendes hær af eunuk-slaver og naturligvis hendes tre drager. Men alt blev vendt på hovedet, da onde Euron Greyjoy (vor egen Pilou Asbæk) dukkede op med en nybygget flåde og lynhurtigt fik gjort indhug blandt den umage samling af allierede. Det var et twist, som ingen havde set komme, især fordi det virkede komplet umuligt at bygge så stor en flåde på så kort tid. Og hvordan vidste Euron, hvor han skulle finde den fjendtlige flåde, og…
Det stod ret hurtigt klart, at man ikke skulle tænke for meget over logistikken i noget som helst. Hære bevægede sig tværs over kontinentet så let som ingenting, og det meste syntes motiveret af at få fortællingen ført derhen, hvor de afsluttende pointer kunne afvikles. Det var især morsomt set i forhold til bøgerne, der kunne bruge spalte op og spalte ned på at diskutere problemer med at få ført et kompagni soldater fra a til b, for så alligevel at se dem blive fanget i et snevejr hundrede sider senere. Hen imod slutningen af sæson syv vandrede syv mand ind i vildnisset for at fange en såkaldt white walker, og af de syv mand var tre døde i bøgerne (ok, de to af dem bliver måske vakt til live igen), mens to nærmest ingen rolle spiller. Det var på det tidspunkt, det endegyldigt gik op for mig: Intet af det her kommer til at ske i bøgerne. Ikke engang noget, der minder om det.
Og så kom det, billedet, af jord med drageild, og i slow-motion en hestehær springende gennem flammerne. Det billede fortalte alt
Men så var der et par øjeblikke. Game of Thrones har altid haft sin styrke som udstyrsstykke snarere end som narrativ. Man kan sidde og tænke i timevis over ting som arkitekturen og kostumerne, og hvad de siger om samfundet i Westeros, men hvis man tænker mere end et par minutter over de ting, der er ændret fra bøgerne, så giver det meste af det meget lidt mening. Og stadigvæk var der i sæson syv spektakulære øjeblikke, som forklarede så meget mere om universet end nok så mange dybsindige samtaler.
Mest af alt i et øjeblik vi havde ventet på i årevis. Efter at have tabt slag på slag valgte Daenerys at bruge både Dothraki-ryttere og en drage i et angreb på en Lannister-kolonne. Den skrækslagne hær stillede sig op i bedste forsvarsformation, men et enkelt drageflammepust skabte et stort hul i muren af skjolde og sværd. Og så kom det, billedet, af jord med drageild, og i slow-motion en hestehær springende gennem flammerne. Det billede fortalte alt. Det fortalte helt grundlæggende, hvad alle fem bøger og syv sæsoner har handlet om: Om et gammelt feudalt samfund ude af stand til at håndtere nye problemer: Opfindelsen af den første nye militærteknologi – ild plus hest – i hvad der må være tusindvis af år.
Klimaforandringer er måske den mest nærliggende tolkning… men med Donald Trump mangler vi ikke ligefrem eksempler på, hvad der sker, når et politisk system ikke kan håndtere egne problemer
Det er en ret kendt fortolkning af serien, at den grundlæggende handler om klimaforandringer. Hæren af is-zombier fra den nordligste del af kontinentet symboliserer den kommende klimaapokalypse, som de internt kæmpende adelsslægter er ude af stand til at håndtere. Men det er mere grundlæggende end det. Konstant konfronteres det feudale samfund med ting, det ganske enkelt ikke er indrettet til at håndtere, fra tvivl om arvefølgen efter Robert Baratheon dør i sæson 1, og til de mange utænkelige brud på lov og skik som Lannister- og Frey-slægterne begår under den store krig mellem fem konger.
Klimaforandringer er måske den mest nærliggende tolkning, eftersom det er det største nuværende eksempel på et problem, som vores kapitalistiske system simpelthen er ude af stand til at håndtere, men med Donald Trump mangler vi ikke ligefrem eksempler på, hvad der sker, når et politisk system ikke kan håndtere egne problemer.
Game of Thrones er et særtilfælde, eftersom George R. R. Martin proppede sine bøger fulde af mysterier, visioner, drømme. I snart tyve år har læserne siddet og gættet sig frem til, hvor det alt sammen skulle føre hen, så tv-forfatterne har visse øjeblikke, som de skal ramme. Vejen derhen har de tydeligvis ikke styr på.
Det er virkelig sært at sidde og se en serie, hvor plottet er blevet komplet uforståeligt, men hvor billederne stadig kommunikerer højt og tydeligt.
The Trip to Spain
The Trip to Spain er faktisk både en tv-serie og film, hvoraf den tredje udgave netop har haft dansk premiere. Og den er endda skabt af en auteur-instruktør, så der burde være fin plads til nørderi.
Som ganske mange engelske instruktører – Peter Greenaway, Sally Potter (hvis The Party snart kommer til landet) – er Michael Winterbottom optaget af at blande andre genrer ind i sine film.
Musik: Han stod bag både 24 Hour Party People om pladeselskabet Factory Records, og 9 Songs hvor mand og kvinde så 9 koncerter og havde sex. Og litteratur: Han har filmatiseret sin yndlingsforfatter Thomas Hardy hele tre gange og stod i 2006 bag A Cock and Bull Story baseret på den meget lidt filmiske 1700-tals proto-roman Tristram Shandy. Den svære opgave blev løst ganske postmoderne: Ligesom romanen aldrig rigtig kommer i gang, fordi fortælleren bliver ved med at kommentere om alt, på samme måde begyndte filmen at gå i stå, fordi fortælleren bliver ved med at kommentere på filmens egen tilblivelse.
Tristram Shandy blev spillet af Steve Coogan, mens hans onkel Toby blev spillet af Rob Brydon. De to spillede samtidig mere eller mindre fiktive udgaver af sig selv, som to komikere besat af idéen om at blive taget seriøst. Det var en postmoderne leg med grænsen mellem virkelighed og fiktion; som Steve Coogan siger i filmen: It was a post-modern classic before there was any modernism to be post about. Som de tre mænd, Brydon, Coogan og Winterbottom, så besluttede at tage længere ud, i tv-serien The Trip fra 2010. Seks afsnit hvor de to komikere rejste til Nordengland for at spise på seks restauranter, mens de snakkede om alt mellem himmel og jord. I 2014 tog de to mænd på The Trip to Italy og nu går turen altså til Spanien.
Der er et underliggende litterært spor i de tre sæsoner. Brydon og Coogan bliver hyret af et magasin for at skrive rejse- og madberetninger, og deres ture bliver planlagt i sporene på litterære helte. I første sæson var det de engelske digtere Wordsworth og Coleridge, der skrev om det nordengelske landskab. I sæson to fulgte de de romantiske helte Shelley og Byron i deres eksil i Italien. Denne gang er det Don Quijote, Ernest Hemmingway og Laurie Lee.
De to mænd er charmerende, som de spiser og snakker, men samtidig er der noget tragikomisk over sammenstillingen af de fjollede komikere og de gigantiske kunstnere, de beundrer. I en af seriens bedste scener deklamerede Rob Brydon Wordsworths smukke digt Bolton Abbey ved den kirke, der havde inspireret digtet, men som om det var Ian McKellen, der talte. Han tør ikke fremsige poesi i sin egen stemme, erfarer vi. I denne omgang henter de begge opmuntring i det faktum, at Cervantes var ældre end dem, da han skrev Don Quijote – for så har de selv tid til at lave et lignende værk.
Engang imellem forstår de, at de ikke er Cervantes. De er Don Quijote og Sancho Panza. De er ikke kunstnere, men klovne
Det har hele tiden været en del af humoren, at Steve Coogans karriere ikke gik helt, som han håbede. Men siden sidst har han haft hovedrollen i den Oscar-nominerede Philomena, så han er lidt mere hoven end sædvanlig. Omvendt er der også en snert af selvindsigt over de to mænd. Engang imellem forstår de, at de ikke er Cervantes. De er Don Quijote og Sancho Panza. De er ikke kunstnere, men klovne. Hvilket man skulle tro var godt nok. Men det er omvendt, netop fordi de ikke forstår det skel, at deres klovnerier er så genkendeligt menneskelige.
Game of Thrones
Kan ses på HBO Nordic
Copyright Fotos: HBO
The Trip to Spain
Premiere: 31.08.2017
Copyright Fotos: Miracle Film
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
