KONCERT // ANMELDELSE – Den tysk-engelske baryton Benjamin Appl optrådte beundringsværdigt i et krævende lied-program på en dårlig egnet lokation. Men der er “betydeligt mere blod og livskraft hos både Schubert, Schumann og Grieg, end vi fik på denne konsekvent valgte og gennemførte kunstneriske tilgang til et elsket og velkendt liedrepertoire”, skriver Knud Arne Jürgensen.
At gå til lied-aften i Tivoli-revyernes højborg, Glassalen, kan hurtigt blive en udfordring – og det blev det – især når programmet er sammensat af så højdramatiske kompositioner fra fortidens og nutidens komponister, som det var tilfældet ved den 41-årige tysk-engelske baryton Benjamin Appls koncertaften.
Selv har han for længst markeret sig internationalt, ikke blot som en af den legendariske Dietrich Fischer-Dieskaus sidste elever, men også fordi han tør fremstå som en kunstner, der ganske uforfærdet går ombord i også nutidens komponister og deres sanglige ofte vildt grænseoverskridende værker.
Begge dele fik vi prøver på forleden aften, og resultatet var ikke entydigt efter mine begreber. Appl foretager markante vokale og stilmæssige valg, der både udfordrer ham selv og salen især på en aften, hvor liedkunsten bliver spærret inde i en akustisk totalt uegnet sal, hvor omgivelsernes heavy-rock baggrundslyd dunkede gennem ruderne, så vi hele koncerten igennem ikke var i tvivl om, hvad der foregik udenfor i haven … og anderswo.
Beundringsværdigt var det derfor, at solisten og pianisten begge kunne bevare fatningen og koncentrationen hele programmet igennem, men for Tivolis vedkommende er det en decideret ommer. Man må klart drage den lære, at lied-aftener ikke bør formidles i Glassalen.
Særegent kunstnerisk valg i udtryk
Programmet indledtes med Schuberts krævende og gribende Erlkönig, om faderen, der med sin synske søn i favnen, på et natligt ridt desperat søger at undslippe Elverkongens trolddom, hvilken kun drengen kan se og mærke. Dette lykkedes, men prisen bliver den lille søns liv. Det er en lied, man simpelthen ikke kan synge sig ind på, men hvis intensitet skal være fuldt til stede fra allerførste sekund.
Som liedsanger vælger Appl her og i alle koncertens øvrige numre tilsyneladende den tilgang, at han langsomt fører sig selv og os som publikum ind i værkets univers og ligesom synger sig selv op. Derved tabes koncentrationen for mit vedkommende, og man forføres i stedet til at deltage i en udviklingshistorie, der egentlig ligger lige for, og rettelig ikke behøver stærkere formidlingsgreb for at kunne forstås og modtages.
Det samme var tilfældet i Appls tilgang til de to følgende Schubert-lieder (Der Wanderer og Nachtstück), som heller ikke kræver nogen større sanglig indførsel, men med deres naturel alene i sig selv formidler de indre budskaber.
Appl er blevet særligt udvalgt af komponisten selv til at udføre og endegyldigt udforme disse sange gennem et tæt og flerårigt samarbejde
Mest udtalt kom Appls særegne kunstneriske valg til udtryk i aftenens centrale hovedværk, Schumanns 16 lieder under fællestitlen Dichterliebe. Dem findes der bevaret utallige og vidt forskellige fortolkninger af, inklusive Fischer-Dieskaus. Som hans elev har Appl her en helt anden tilgang til værket, der i mine ører forvansker dets grundlæggende naturel på helt afgørende punkter. Appl smager simpelthen for meget på såvel ord og troner i disse varmblodede stemningsbilleder, hvilket blokerer for en ærlig tilgang til deres oprigtige åndfuldhed.
Når Appl samtidig holder hele cyklussen i et gennemgående sotto-voce leje, går alt for meget tabt, og sangene får et for udpræget recitativisk præg i stedet for at være de varme kærlighedsudbrud, de alle vitterlig er. Endvidere er Appls og Martineaus valgte tempi gennemgående betydeligt langsommere, end selv Schumann foreskriver.
Alt dette er naturligvis legitime kunstneriske valg, men de formidler på sæt og vis ikke just sangcyklussens lidenskabelige budskaber på nogen særlig overbevisende måde, ej heller efterlades man med nogen større oplevelse af nødvendigheden af disse sange. Man får derfor snarere indtrykket af en mere privat eksperimenteren i, hvor langt ude fortolkningsgrænserne kan anlægges, ligesom også Appls beherskelse af sin egen stemmes tekniske muligheder skinner godt igennem.
Beundringsværdig
En helt anden boldgade, som vitterlig aftvinger respekt, var derimod Appls udførelse af György Kurtágs Hölderlin-Gesänge, der blev komponeret i midt-1990’erne. Med kun ganske enkelte klavertoner som ledsagelse, er stort set alle sangene rene vokalnumre. Vi fik her læst og påskrevet, hvad man kan udsætte en nutidig sangsolist for af vokal-ekvilibrisme. Appl er blevet særligt udvalgt af komponisten selv til at udføre og endegyldigt udforme disse sange gennem et tæt og flerårigt samarbejde, hvilket han også selv fortalte om fra scenen.
Nogle gange fryder forandring ens tilgang til kendte værker, andre gange forkludrer de hele oplevelsen. Undertegnede gik derfra med det sidste indtryk
Resultatet er respektindgydende, men måske ikke noget man ligefrem sukker efter at genhøre. Fra hviskende ekstremer til ræben og hyl gik vi med vor egen nutidige verdens baggrundslyde en hel del igennem, hvilket egentlig kun fik mig til at tænke på al den baggrundsstøj, vi i den alt for mangelfulde lydisolering af Glassalen på en og samme tid blev udsat for udefra, og som var den en reminder på netop dette værks egne udfordringer.
Som punktum på koncerten fik vi Griegs Sechs Lieder, hvor komponisten anlægger et mærkeligt svævende musikalsk spor et sted midt imellem centraleuropæisk liedkunst og norsk folketone. Sangene blev her igen afleveret med en gennemgående lidt for smagende – jeg fristes næsten til at sige snagende – tilgang til deres tekstlige indhold, og hvor en nærmest hviskende tonedannelse var det gennemgående træk, parret med lidt for kokette fraseringer.
Der er betydeligt mere blod og livskraft hos både Schubert, Schumann og Grieg, end vi fik på denne konsekvent valgte og gennemførte kunstneriske tilgang til et elsket og velkendt liedrepertoire.
Nogle gange fryder forandring ens tilgang til kendte værker, andre gange forkludrer de hele oplevelsen. Undertegnede gik derfra med det sidste indtryk. Matthis Hammers indledende pædagogiske oplæg forud for de enkelte programpunkter forekom samtidig mere velvillige end egentlig nødvendige.
Læs også Knud Arne Jürgensens anmeldelse af Lise Davidsens koncert i Tivolis koncertsal her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
