KRISTENDOM // ESSAY – “I fortællingen om Jesus solidariserer vi os med det udsatte menneske, der lider en smertefuld død på korset pga. magthavernes angst for at tabe ansigt og behov for at udpege en syndebuk, der kan holdes ansvarlig for den sociale og religiøse uro”, skriver Steen Beck om Jesu korsfæstelse med afsæt i den franske kulturantropolog og religionshistoriker René Girard. “Jesu lidelseshistorie er i Girards udlægning historien om den uskyldigt dømte, som bliver offer for en sakral vold, hvor magthavere for at bevare deres magt, som er smeltet helt sammen med Guds vilje, må udrydde den, der taler riget midt imod”.
Det er påske, og endnu en kristen højtid er over os. Om ikke andet kan dagene, hvor vi mindes om Jesu sidste dage på jorden være en anledning til at overveje, hvad kristendom er i en tid, hvor sekulariseringsprocessen i lang tid har sat dagsordenen og efterladt mange af os med en vis skepsis grænsende til afvisning i forhold til alt det, påske og kristendom handler om.
Når vi endelig hører om kristendom, er det på verdensplan, ikke mindst i USA, en højreradikal kristendom, der har vind i sejlene. Der er brug for et modsvar, både i forhold til dem, der har sagt farvel og tak til en religiøs tilværelsestydning og dem, der bruger religion til at så had og uforsonlighed, og i tre essays tager jeg bolden op og giver et bud på, hvad kristendom er for mig.
Nærværende essay handler om, hvad det egentlig var, Jesus forsøgte at sige til folk og fæ i Jerusalem og omegn. Jeg inddrager filosoffer og historikere som René Girard og Gianni Vattimo, som betoner opgøret med syndebuksmentalitet og eksklusionsmekanismer i religionen.
Men først lidt om kristendom og kristenhed, som altid har levet i et spændingsfuldt forhold til hinanden og også gør det i denne forfatters sind.
Mellem kristendom og kristenhed
Hen imod afslutningen af sit liv skelnede Søren Kierkegaard kategorisk, ja nærmest demonstrativt uforsonligt, mellem kristendom og kristenhed. Kierkegaard var edderspændt rasende over, at præster, som levede et sikkert og trygt liv som embedsmænd med fuld pension udtalte sig om hinanden som ’sandhedsvidner’. Al den lune præstegårdshygge og bedsteborgerlige aura inden for præstestanden havde for ham at se ikke noget at gøre med kristendommen, der handler om Jesu liv og død.
Kierkegaards kompromisløse skelnen mellem kristendom og kristenhed er for mig at se både problematisk og tankevækkende. Det er problematisk at søge et punkt uden for det liv, vi lige nu lever med hinanden, hvor individet kan forholde sig rent til Gud.
Selvom det måske lyder forjættende, så kan vi med en for inderlig tilgang til troen nemt havne i den største fælde af dem alle, nemlig en selvoptaget individualismes forveksling af selvoppustning og tro.
Ifølge Georg Brandes, som beundrede Kierkegaard men selv var ateist, var det med den store eksistenstænker som med Columbus, der fejlagtigt troede, at han havde fundet en ny vej til Indien, ligesom Kierkegaard mente, at han havde fundet en ny vej til den kristne tro: Men begge tog de fejl, for ingen af dem opdagede noget allerede kendt, men noget helt nyt: Columbus havnede i Amerika, og Kierkegaard opdagede selvet, individualiteten.
Kierkegaard drog ud på en erkendelsesrejse, som havde retning mod Gud, men på store strækninger fandt han ikke andet end det moderne refleksionsivrige menneske og dermed i højere grad sine egne længsler end det, han egentlig havde sat sig for at finde. Jeg er med på, at dette kan være en fare – og jeg må indrømme, at jeg selv har en rem af huden.
I fortællingen om Jesus solidariserer Gud sig i radikal forstand med det udsatte menneske, ja han giver afkald på enhver form for almagt for at få mennesker i tale – og det gør han for at demonstrere en helt afgørende pointe, nemlig at den eneste kraft, der i religiøs forstand kan hjælpe menneskeheden, er kærlighed
Kierkegaard har imidlertid også en pointe, når han skelner mellem kristenhed og kristendom. Kristendommen tager udgangspunkt i evangeliernes fortællinger om Jesu liv og forkyndelse, og spørgsmålet om, hvad denne historie fortæller os, har været til diskussion i over 2000 år – hvilket ikke er uvæsentligt i og med at vores fortolkning af evangelierne er forbundet med vores ide om, hvordan vi skal leve vores liv.
Dette led kan man ikke bare springe over, hvis man vil kalde sig kristen. Kristenheden omfatter kristendommens institutionelle og teologiske historie med dens kirkelige retninger og diverse systematiske forsøg på at definere troens og kirkens rolle og placering i verden. Kristendommen handler om tro og sjælens frelse fra det onde, mens kristenheden på store strækninger handler om magt og strid.
Kristendommen beder mig om at forstå mig selv i direkte konfrontation med evangeliernes tale om Jesus, mens kristenheden skyder et filter ind af jordiske autoriteter og institutioner, som vil belære mig om, hvad og hvordan jeg skal tro.
Så hvad er kristendom, hvis vi for en stund sætter parentes om kirkehistorien og alle de måder, kristendommen er blevet brugt og misbrugt på?
Hvad var det lige, Jesus forsøgte at sige?
Med Jesu liv og forkyndelse bliver alverdens lovreligioner og teokratier nulstillet og delegitimeret. Jesus taler ikke til dem, der er optaget af at opbygge riger her på jorden og bruge Guds navn som legitimering af magt, krig og erobring.
Kristologisk formuleret åbenbarer Gud sig i skikkelse af sin søn som et eksemplarisk godt menneske, der kerer sig om den måde, vi opfører os overfor hinanden på, og som kerer sig om fællesskabet, der ikke er for de allerede veletablerede, men i høj grad for de udstødte, synderne, de syge – ja endda dem, der slet ikke hører til inden for den lokale religion som fx samaritaneren, der udmærket kan være et godt menneske uden at tilhøre det udvalgte folk. Jesus taler magten midt imod uden at være en egentlig politisk skikkelse.
Det mimetiske begær og syndebukken
Den franske kulturantropolog og religionshistoriker René Girard har leveret en afgørende brik til forståelsen af, hvorfor evangeliernes fortællinger om Jesu liv og død er så revolutionerende. Girards udgangspunkt er den enkle men konsekvensrige antagelse, at det menneskelige begær er mimetisk. Samfund består af individer, som begærer det samme, men ikke alle har samme position.
Nogle, de få, er forbilleder og idoler, som andre, de mange, beundrer og efterligner. Altså et stykke tid, for relationen mellem de mange beundrede og de få beundrede kompliceres af det forhold, at forbilledet ikke bare er den, der beundres, men også den, som foragt og had lynhurtigt kan vende sig imod, fordi han eller hun befinder sig på den plads, efterligneren gerne vil indtage. Ved at bringe idolet til fald, ved at gøre ham til syndebuk, kan efterlignerne gøre den plads tom, hvor idolet før var.
Religion kan, når den er allermest skummel og forviklet med magtbegær, skabe retoriske tilsløringsmekanismer, som tildækker de mindre acceptable for ikke at sige ondskabsfulde sider hos os mennesker, der indimellem har svært ved at definere, hvor kærligheden slutter og hadet begynder. Hungersnøden, den dårlige jagt, manglen på vand, sygdommene i kvægfolden forklares som et resultat af gudens vrede, som forklares via forestillingen om mennesket, der har begået det, grækerne kaldte hybris, og så skal der findes syndebukke og mennesker, som opfører sig forkert.
Ifølge Girard er der tendenser i Det Gamle Testamente, fx i Jobs Bog, der peger i retning af en erkendelse af sammenhængen mellem religion og syndebuksmekanisme, men det er for alvor med evangeliernes tale om Jesu liv og død, at der foretages et radikalt opgør med lovreligionens og det religiøse teokratis magtbrynde og institutionaliserede forestilling om Gud som den almægtige skikkelse, i hvis navn denne verdens herskere regerer.
I fortællingen om Jesus solidariserer vi os med det udsatte menneske, der lider en smertefuld død på korset pga. magthavernes angst for at tabe ansigt og behov for at udpege en syndebuk, der kan holdes ansvarlig for den sociale og religiøse uro. Idolet Jesus ankommer Palmesøndag i triumf til Jerusalem, elsket og tilbedt af masserne, men så forandrer folkestemningen sig. Han bliver pga. af politiske intriger og forskellige religiøse fraktioners behov for at bevare det religiøse fortolkningsmonopol forrådt og bagtalt, ikke mindst af dem, der tidligere så op til ham.
Jesu lidelseshistorie er i Girards udlægning historien om den uskyldigt dømte, som bliver offer for en sakral vold, hvor magthavere for at bevare deres magt, som er smeltet helt sammen med Guds vilje, må udrydde den, der taler riget midt imod.
Den svage Gud
Den italienske filosof Gianni Vattimo har i bogen Jeg tror, at jeg tror formuleret en forståelse af kristendommen, som i høj grad trækker på Girards pointer. Vattimo er ligesom Girard katolik og optaget af det, han kalder en svag tænkning, som holder sig tilbage i forhold til at konstruere forestillinger om menneske og samfund ud fra omfattende metafysiske forestillinger om altings sammenhæng.
Vattimo er optaget af det græske begreb kenosis, der betyder “tømning”, som i kristen teologi refererer til Jesu afkald på sin guddommelige herlighed. I stedet tog han ”en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Paulus’ brev til Filipperne 2,7). Jesu ’selvtømning’ indebærer, at han frivilligt begrænsede brugen af sine guddommelige egenskaber for at leve som tjener, opleve menneskelige begrænsninger og dø på korset uden at ophøre med i en eller anden forstand at være Gud.
Tanken om kenosis – om en Gud, der i bund og grund solidariserer sig med os i al vores udsathed, og som samtidig stiller sig midt i verdens tumult med et inkluderende budskab om solidaritet på kryds og tværs af det, der ellers skiller mennesker, er for mig at se kristendommens inderste kerne.
Gennem fortællingen om Jesus, der ikke gjorde andet end at tale om den rette livsførelse i solidaritet med næsten (og her mener jeg en hvilken som helst næste hinsides etnisk og nationalistisk fnidder), beder Gud os om at forholde os til hinanden. Det er mennesker, der slår ihjel, og det er mennesker, der udviser mod og hjælper hinanden, det er kort sagt mennesker der ejer evnen til at elske eller hade.
Gud redder os ikke fra død og ulykke, men han holder os så at sige i hånden i nødens stund og giver os et sprog, som måske kan lindre, når vi er oppe mod ondskab og nederdrægtighed, hvad enten den kommer fra vores eget sind eller fra andre.
Gud bragte ikke, som det ellers er gængs kristen fortolkning hos både Paulus og Luther, et sonoffer, hvor han i en vis forstand ofrede sig selv for at vi skulle kunne leve videre. Som Vattimo bemærker, kan soningstanken i en vis forstand ses som en reminiscens af troen på, at der absolut skal findes en syndebuk (og så må det jo være Gud selv, der ’er’ den).
Men en så mystisk og rent ud sagt spekulativ forståelse behøves slet ikke: Jesus døde pga. andre menneskers magtbrynde og dumhed, og hvis hans historie er et lærestykke, handler det om, at sammenkædningen af religion og vold må demonteres og erstattes af en radikalt anderledes forståelse, som retter kritikken mod volden selv og gør det muligt at tale om etik og kærlighed på en både dyb og nuanceret måde.
Vel vidende, at vi mennesker på lange baner er nogle umuliusser, som har brug for at blive mindet om, at vi ikke har styr på vores begær, der derfor står i fare for at reducere den anden til projektionsskive for dunkle ønsker og motiver, som vi efterfølgende legitimeres med store tanker om det hellige.
Men størst af alt er kærligheden
I fortællingen om Jesus solidariserer Gud sig i radikal forstand med det udsatte menneske, ja han giver afkald på enhver form for almagt for at få mennesker i tale – og det gør han for at demonstrere en helt afgørende pointe, nemlig at den eneste kraft, der i religiøs forstand kan hjælpe menneskeheden, er kærlighed. Denne kærlighed, der både angår Guds forhold til mennesket og menneskers forhold til hinanden, overgår ifølge Paulus alt andet, og om den handler det sidste essay om mig og kristendommen.
Dette essay er det andet af tre essays om Steen Becks forhold til kristendommen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og