FOSPA // REPORTAGE – I generationer har Kichwa-samfundet fisket, badet og hentet vand fra Puyo-floden, som ifølge Ecuadors grundlov skal beskyttes. Men i dag udledes der både spildevand og affald i floden. I Ecuador er naturen juridisk anerkendt som et subjekt med egne rettigheder. Spørgsmålet er, hvad de rettigheder betyder, når en flod er truet på livet.
PUYO, ECUADOR – Ved udspringet begynder det vand, som forsyner provinsen Pastaza. Langs floden ligger landbrug, sukkerrør og kvægbrug, og samtidig er området udlagt til bevarelse. På papiret skal flodens vand beskyttes, så det kan bruges til drikkevand og rekreative formål.
Men de mennesker, der har rejst en juridisk sag for Puyo-floden, mener ikke, at man kan nøjes med at se på vandets overflade.
Ecuador blev i 2008 det første land i verden til at skrive naturens rettigheder ind i sin grundlov under den daværende venstreorienterede præsident Rafael Correa. Her blev naturen – Pachamama, Moder Jord – ikke længere kun betragtet som en ressource, der skulle forvaltes til menneskers fordel. Naturen blev anerkendt som et subjekt med egne rettigheder.
De mennesker, der har rejst en juridisk sag for Puyo-floden, mener ikke, at man kan nøjes med at se på vandets overflade.
Det betyder blandt andet, at naturen har ret til at eksistere og til at opretholde og regenerere sine livscyklusser. Den har også ret til at blive genoprettet, hvis den er blevet beskadiget.
Enhver person, ethvert samfund eller enhver nationalitet kan kræve, at myndighederne sikrer disse rettigheder. Og staten skal ifølge grundloven handle efter et forsigtighedsprincip, hvis der er risiko for udryddelse af arter eller permanent ødelæggelse af økosystemer.
For kichwa-advokaten Erika Escorza Camacho hænger det tæt sammen med en verdensforståelse, hvor mennesket ikke står uden for naturen. I begrebet Kawsak Sacha, den levende skov, er mennesker, dyr, planter, floder og åndelige væsener forbundet i ét levende system.
Det betyder, at sagen om Puyo-floden ikke kun handler om, hvorvidt mennesker kan bade i vandet. Den handler om flodens egen ret til at fortsætte med at være en levende flod.
Hun understreger, at den forfatningsmæssige anerkendelse er et stort fremskridt, men at rettigheder på papiret ikke er nok: ”Som med alle menneskerettigheder og kollektive rettigheder er det ikke nok, at de står skrevet. Vi skal forstå dem, tage dem til os og give dem liv,” siger Erika Escorza Camacho.
Vandet lugter som rådne æg
På sin vej gennem Amazon-byen Puyo forandrer floden sig. Ét af de belastede steder er et mindre vandløb, som løber sammen med Puyo-floden. Der har været udledninger fra blandt andet værksteder, bilvask og andre virksomheder. Ifølge vandprøver har vandet haft et iltindhold helt ned på omkring én procent. Lokale fortæller, hvordan lugten nogle gange minder om rådne æg. Alligevel fortsætter vandet gennem områder, hvor mennesker stadig bader og fisker.
Dermed bliver forureningen også et spørgsmål om retten til sundhed og retten til information for lokalbefolkningen. Erika Escorza Camacho og de andre bag sagen mener, at befolkningen ikke får tilstrækkelig information om flodens tilstand. Ved byens rekreative områder er der for eksempel ikke advarsler om vandkvaliteten.
Forureningen kan heller ikke afgrænses til ét sted. I retssagen ser man på hele flodbassinet – fra udspringet til de områder, hvor floden løber videre. Det handler også om at se floden i hele dens væsen, i dens helhed.
Ved Camilo Gallegos i Mera, hvor Puyo-floden begynder, har lokale fortalt om problemer med spildevand og overløb fra et renseanlæg, særligt når det regner kraftigt. Længere nede fortæller andre om madrasser, hospitalsaffald og kanyler i vandløbet.
Der findes flere end 200 direkte udledningsrør til flodsystemet. Myndighederne forklarer, at økonomi og administrativ kapacitet begrænser mulighederne for at håndtere dem alle. Men ifølge advokaten kan budgetproblemer ikke i sig selv retfærdiggøre fortsatte krænkelser af naturens og menneskers rettigheder. Hun mener, at hele flodbassinet bør erklæres i en nødsituation, så der kan prioriteres offentlige ressourcer til vand og sanitet.
Puyo-floden er iøjeblikket en del af en verserende retssag, hvor målet er at få den formelt anerkendt som rettighedshaver. Der er endnu ikke afsat dom i sagen.
At gemme et vandløb i en kiste
Nogle steder er løsningen blevet at føre floden gennem vandløb i rør. Det gælder blandt andet Talanga-vandløbet, hvor arbejdere er igang med netop det. At lægge brede rørledninger, som kan gemme det forurenede flodvand væk fra åsynet.
På overfladen kan det ligne en praktisk løsning. Det forurenede vand forsvinder fra bybilledet, og lugten bliver mindre synlig. Men problemet forsvinder jo ikke af den grund”Det er som at gemme vores vandløb i en kiste i stedet for at restaurere det,” siger Erika Escorza Camacho.
Når et vandløb rørlægges, ændres det naturlige forløb, og levesteder for planter og dyr forsvinder. Ved kraftige regnskyl kommer vandet stadig, og oversvømmelserne forsvinder ikke af den grund. De bliver snarere værre.
En flod er ikke bare vand
Længere nede i flodsystemet, i området Union Base, fortæller en ung, lokal beboer, Hugo Guatatoca, om et forhold til floden, der går langt ud over forsyning. For hans samfund har floden altid været et sted at fiske og bade og en kilde til mad og vand. Men floden har ændret sig. ”Selv dens farve har også ændret sig,” fortæller han.
Mennesker fortsætter med at fiske og bade, men Hugo Guatatoca fortæller om, hvordan lokalbefolkningen oplever hudproblemer og svamp på grund af den dårlige vandkvalitet. I dag får samfundet vand fra et rørsystem, der henter det omkring 40 kilometer væk, og de skal betale for vandet.
De lever ned til floden, men det vand, der kommer fra ens eget territorium, er blevet så forurenet, at det ikke er sikkert af bruge det: ”Vi forsvarer jo bare det, som er en del af os,” siger Hugo Guatatoca.
For de kichwa-samfund, som lever langs floden, kan tabet heller ikke kun måles i kemiske analyser. Når fiskene forsvinder, og mennesker ikke længere kan bruge floden som før, ændres også forholdet til territoriet. Det påvirker de oprindelige folks levevis på alle plan:
Erika Escorza Camacho fortæller, at kichwa-unge ikke længere fisker og udfører traditionelle ritualer omkring floden på samme måde som tidligere. Hun fortæller også om Yacumama, den store boa, hvis tilstedeværelse forbindes med et levende territorium. Men når floden er forurenet rykker boaerne længere væk. Når de hellige væsener forsvinder, er det et tegn på, at noget er galt. Forureningen bliver dermed også et kulturelt og spirituelt tab.
Fra Ecuador til resten af verden
Puyo-floden er et lokalt eksempel på en langt større international udvikling. I dag har mere end 30 lande og oprindelige territorier forskellige former for juridisk anerkendelse af naturens rettigheder – gennem blandt andet grundlove, lovgivning eller domstolsafgørelser. Blandt andet i lande som Bolivia, Colombia, Mexico, New Zealand, Uganda og USA.
Det er et forsøg på at ændre selve udgangspunktet for miljøretten: Naturen skal ikke alene beskyttes, fordi mennesker har brug for den. Den skal beskyttes, fordi den selv har en ret til at eksistere og regenerere.
Hos FOSPA i Puyo blev denne tankegang koblet til en fælles kamp på tværs af Amazonas’ landegrænser. Det Internationale Tribunal for Naturens Rettigheder afholdt under FOSPA sin tredje regionale samling om Amazonas. Seks sager fra forskellige dele af Amazonas blev behandlet – blandt andet om olieudvinding i Bolivia, Brasilien, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela. Det føltes lidt som at være på en anden planet eller et godt stykke ude i fremtiden. I en fremtid, jeg gerne vil leve i vel og mærke. Respekterede repræsentanter for oprindelige folk, der var en del af det etiske dommer-kollektiv. En advokat, som repræsenterer jorden. Og vidner, der fortæller, hvordan de oplever påvirkningerne af udvindings-aktiviteter på Naturen.
Tribunalet er ikke en almindelig domstol, og dets afgørelser er ikke juridisk bindende. Men det er et internationalt forum, hvor mennesker kan tale på naturens vegne og dokumentere ødelæggelser og krænkelser. Ved samlingen i Puyo erklærede tribunalet Amazonas som et samlet rettighedssubjekt og opfordrede samtidig til, at regionen bliver en zone fri for fossil brændstofudvinding.
Dermed bliver Puyo-floden en del af en større juridisk og politisk kamp. Den handler ikke kun om én flod i Ecuador, men om et forsøg på at ændre den måde, loven ser på naturen.
En rettighed er ikke automatisk en beskyttelse
Mario Melo, en ecuadoriansk advokat og ”anklager for jorden” ved Tribunalet for Naturens Rettigheder, peger på, at oprindelige folk nogle steder er blevet fordrevet fra deres territorier, mens de andre steder er blevet boende, men må leve med forurening og tab af kontrol over territoriet. For ham er en afgørende udfordring derfor at styrke oprindelige folks selvstyre, så de kan kræve de rettigheder, som allerede er anerkendt i nationale forfatninger og internationale instrumenter, respekteret.
Det er også her, Puyo-sagen bliver interessant. For Naturens Rettigheder handler ikke kun om at give naturen en juridisk status. Det handler også om, hvem der skal tale på naturens vegne, hvem der kan rejse en sag, og hvem der har magt til at kræve genopretning.
Ecuador har givet naturen rettigheder. Men en juridisk rettighed beskytter ikke en flod af sig selv. Det kræver mennesker, der gør rettigheden gældende, og myndigheder, der accepterer, at beskyttelsen af naturen ikke kun er et spørgsmål om, hvad der er muligt inden for et eksisterende budget.
Staten skal ifølge grundloven handle efter et forsigtighedsprincip, hvis der er risiko for udryddelse af arter eller permanent ødelæggelse af økosystemer
Tilbage ved Puyo-floden er kontrasten slående. Oppe ved udspringet ser vandet krystal-rent ud. Nede gennem byen bliver det påvirket af udledninger, i bund og grund af konsekvenser ved den menneskelige eksistens. Længere nede fortsætter det ind i et territorium, hvor mennesker stadig er afhængige af floden.
Det er derfor, Puyo-floden bliver mere end en sag om forurenet vand. Den bliver en prøve på, om Naturens Rettigheder kan omsættes fra ord i en grundlov til beskyttelse af et levende økosystem. Og på, om en flod, der har fået juridiske rettigheder, også reelt kan få retten til at leve.
Efter vores dagsrejse rundt fra Puyo-flodens udspring rundt i dens forskellige udgreninger, skal vi køre over den kendte Boa-bro på vores vej tilbage mod Puyo by. Lige inden vi når den karakteristiske bro stopper bussen. Der ligger noget på vejen. Både os passagerer fra bussen og lokale strømmer til for at se, hvad det kan være.
En stor boa var ved at krydse vejen. Boaen når at bide en af mændene inden en anden lokal, får fat på den med et fast greb. Vi får ikke at se, hvad der sker med denne skellede lokale indbygger, hvis forfædre har været her mange generationer før indbyggere , olieudvinding og økonomisk udvikling rykkede ind i Puyo. Er det et tegn på naturen, der bider igen, når vi mennesker invaderer dens territorium og ikke respekterer dens rettigheder? Eller måske et lille håb om, at Yacumama stadig er her, så er der fortsat en lille smule liv i Puyo-floden?
Læs videre
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.