Thomas Johannes Erichsen: Op

af i Essays/Kultur

NOVELLE – Hamida tænker på bjerge. Jeepen knaser i gruset og pigerne griner. De hænger ud af bilen og slynger latteren ud i landskabet. Det har regnet og bjergene er dybgrønne. De kører højt oppe, vejen vrider sig på bjergkanten og olivendale åbner sig under dem. Solen passerer toppen af sin bane og brænder ind i hjertet. Lillesøster, storesøster, med deres lange, flagrende hår. Deres lyse, levende stemmer og vindfyldte kjoler. Lillesøster har en blomst i håret og storesøster peger på en svævende rovfugl. Træernes duft, af æbler og abrikoser. En isklædt bjergtinde langt borte. Lyden af dækkene mod gruset. De levende grin. Hendes søstre.

En eksplosion buldrer og det drysser fra celleloftet. Nogle gange går lyset. De sidder i gule gummidragter op ad hver deres væg. Hænderne er snøret bag ryggen og hovederne hænger ned på brystet.

Hamida er den eneste kvinde. Foran hende stirrer en bredskuldret mand med buskede bryn frem for sig. Til venstre sidder en lyshåret fyr med hovedet i hænderne. Til højre ligger en mand med knæene trukket op under maven. Sveden perler på hans pande og han klemmer øjnene sammen.

Halvtomme cementsække flyder i rummet. Der står en feltseng uden madras. Et stort insekt cirkler i loftet og lugten er ram og muret. Hamidas sorte hår hænger ned over øjnene i fugtige spidser. Under dragten har hun stadig sine egne bukser på. Bæltet har de fjernet, ur og smykker.

Der er religiøs graffiti på flere af væggene. En bøn, et vredesudbrud. Korancitater eller en sidste hilsen.

Låsen bliver skubbet fra med en skærende lyd og metaldøren går op. Det er den samme mand som sidst. Klædt i sort, med blyfarvede øjne og stormriffel. Han mønstrer cellen, væggene, de fire personer i gult.

Den bredskuldrede fyr skal følge med. Med hænderne bag ryggen møver han sig op ad muren. Endnu en eksplosion buldrer og lyset sitrer. Fangen bliver ført ud af cellen, døren bliver smækket og låsen trukket for igen.

Hamida kigger på de andre i rummet. Fyren i fosterstilling aner næppe, hvad der foregår. Den lyshårede sidder igen med hovedet begravet i hænderne. Han mumler for sig selv, måske på amerikansk. I loftet kredser insektet videre. Man kan høre vingerne, kroppen der dunker mod lysrøret.

Døren åbner kort efter igen. Fyren vifter med riflen og Hamida skal rejse sig. Han vifter igen og tråder nærmere. De andre i rummet kigger ned i stengulvet. Hun adlyder og følger med.

På den anden side strækker sig en lang gang med vådt gulv. Væggene buer som i et rør og ender ved en sort dør. Hamida går langsommere og mærker riffelløbet mellem skulderbladene. Hun spørger om han vil sætte hendes hår op. Han brummer forundret, men løsner så et djævelsk smil og samler det store, sorte hår i en pisk. Hendes fyldige læber springer frem, den velformede næse, de smaragdklare øjne. Hun siger tak. For enden af gangen slår han to gange på døren og åbner.

***

Et kontor, tilsyneladende. Bag et massivt træbord sidder en mand med ansigtet indrammet af sort hætte og tykt skæg. Der står en computer på bordet og mandens hænder hviler tungt på bordet. I et hjørne er en panterunge krøbet sammen i et gyldent bur.

Hun fæstner blikket på ham. Han rejser sig og løfter hendes hage med fingeren. Yazidi, siger han med dyb, veltilfreds stemme. Han åbner langsomt hånden under hagen og beordrer den anden mand ud af lokalet.

Yazidi, gentager han og lugter fordærvret fra næse og mund. Panteren vrider sig bag tremmerne og lægger sig igen. Han siger at hun har slået hans brødre ihjel. Hendes slags har ingen plads på jorden.

Han skærer hendes dragt og bukser op i én bevægelse. Han sætter hende på bordet og spreder hendes lår. Det let behårede køn træder frem som en mørk blomst og han kigger med store øjne. Så maser han sig op i hende. Hun gør ingen modstand.

Bordet rykker sig for hver gang han støder. Et askebæger ryger ud over kanten og smadrer. Han støder hårdere og bordbenene skraber mod gulvet. Så hengiver han sig helt og fuldt med halvt lukkede øjne.

Hendes pande flækker hans næse og slynger ham bagover. Han glider ud af hende og rammer gulvet med hovedet først. Som et dyr lander hun overskrævs på ham. Hans kniv vipper hun op i hånden, skærer sig fri og placerer den på det nederste af hans strubehoved.

Han prøver at sige noget. Øjnene ruller rundt i hovedet på ham. Noget hun ikke må gøre. Han stønner at hun ikke må slå ham ihjel. Ikke hende. Hun kigger på ham med sine slangegrønne øjne. Du lukker portene til paradis, kvinde.

Han vrikker med støvlerne da knivsbladet åbner hans hals. Luft – og spiserør bliver skåret over som bløde gummislanger. Det varme blod springer op på hendes hænder og breder sig i en tyk sø omkring hans hoved. Så fryser hans blik, hun spytter ham i ansigtet, tørrer kniven af i skægget og rejser sig op.

***

Hun lytter og ser sig omkring. Hjertet stempler i brystet. Hun trækker resten af den gule dragt af og lukker de revnede bukser.

Bag bordet åbner en dør til et stort, lyst lokale. Der er striber i trægulvet og ribber langs væggen. For enden står en vareelevator åben, og i midten af salen hænger et tykt reb.

Gulvet knager da hun krydser rummet. En ny eksplosion får rebet til at svaje. Hun bliver stående et øjeblik. Over elevatoren krydser to irrede sabler hinanden.

Hun sætter den i gang. Den giver et ryk, inden dørene lukker. Med en slæbende lyd bevæger den sig opad. Det er som at være inde i en container. Hun strammer sin hårpisk og gør klar til at dørene åbner. Der er en svag lugt af olie. Måske benzin.

Elevatoren stopper. Den stopper bare. Hun trykker på metalpanellet, tøvende, så med begge hænder. Hun trykker og presser tænderne sammen. Hun banker på panellet og tankerne lyner gennem hende. Hun afsøger vægge og gulv. Hun trykker igen. Så sætter hun sig ned. Langsomt. Ned.

En svag, snurrende lyd. Hun kan høre den, men ved ikke hvad det er. Eller hvor den kommer fra. Måske en motor.

Der lyder et hult knæk og elevatoren kører ned igen.


Illustration: Creative Commons.

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han er foredragsholder og underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole.

Seneste artikler om Essays

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er