Hvordan vi end vender og drejer det: Michael Jackson var genial

af i Kultur/Liv & Mennesker/Musik

DAGENS POV // KULTUR – Det var alvorlige anklager, der blev rettet mod Michael Jackson i dokumentaren ‘Leaving Neverland’, som Danmarks Radio sendte i aftes. Spørgsmålet er hvor meget af det, som vi betragter som stor kunst kunne overleve en nærmere granskning af kunstnerens privatliv, skriver journalist Susanne Bernth.

Det var alvorlige anklager, der blev rettet mod Michael Jackson i dokumentaren ‘Leaving Neverland’, som Danmarks Radio sendte i aftes. To nu voksne mænd stod frem og anklagede ham for at have forgrebet sig på dem og truet dem til tavshed, da de var børn.

Anklagerne er ikke nye, hvilket selvsagt ikke gør dem mindre alvorlige. Allerede inden Jacksons død for ti år siden florerede de, og nogle af dem er blevet lagt ned ved forlig, mens andre fik lov at hænge i luften. Indtil nu. Som konsekvens af vidnesbyrdene i ”Leaving Neverland” har statsradiofonierne i blandt andet Storbritannien og Norge indført et midlertidigt stop for hans musik, mens Danmarks Radio overvejer.

Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om den både dygtige og professionelle Birthe Kjær, der lever et dadelfrit liv, men lidt større variation kan kun være i alles interesse

Michael Jackson var aldrig som alle andre. På pladeselskabet Motown, hvor The Jackson Five blev til, var han kendt som et vildt barn; han var over det hele, skulle hele tiden have opmærksomhed og fik det. Og han leverede. Han blev en af popkulturens største, og i sang og bevægelse var han næsten overjordisk i sin præcision og stilsikkerhed. Tricket med de hvide sokker var dog et helt lavpraktisk råd han fik af Gene Kelly: “Så kan man bedre følge fodens bevægelser.”

Historiens dom og kunstens levekraft

Jackson er ikke den første kunstner, der har vist sig at være mindre mønsterværdig i sit privatliv. Der findes talrige eksempler på, at de største kunstnere i bedste fald er som mennesker er flest, middelmådige, smålige, irriterende, og i mange tilfælde direkte ubehagelige, men på et område skiller de sig ud, nemlig deres talent.

Efter Anden Verdenskrig var der en del opgør med kunstnere, der havde været betaget af nazisterne. Knut Hamsun var en af de mest prominente, ligesom dirigenten Herbert von Karajan også i høj grad havde et forklaringsproblem, eftersom han havde været registreret medlem af nazistpartiet. Hamsun støttede den tyske besættelse af Norge og blev efter krigen dømt for landsforræderi, og Karajan fik i 1946 forbud mod at spille, men allerede året efter blev forbuddet ophævet og han fortsatte sin karriere.

Spørgsmålet er hvor meget af det, som vi betragter som stor kunst kunne overleve en nærmere granskning af kunstnerens privatliv

Her i landet blev forfatteren Harald Bergsted – det var ham med “Jeg ved en lærkerede” – idømt to års fængsel for landsskadeligt virke, fordi han som medlem af det danske nazistparti havde skrevet artikler som priste besættelsesmagten, og han blev desuden ekskluderet af Dansk Forfatterforening.

Det var uden de store afsavn, at Danmarks Radio først i 1963 ophævede forbuddet mod at spille hans sange, og i dag er der næppe mange der husker, at det overhovedet var der.

Men Karajan fortsatte med at dirigere og Hamsuns bøger står fortsat på bibliotekerne – hans talent har selv ikke hans herostratisk berømte hyldest-nekrolog over Hitler i maj 1945 kunne rokke ved, på trods af at han med åbne øjne og i en voksen alder støttede et politisk regime, der tegnede sig for de største forbrydelser mod menneskeheden.

Kan kunsten dømmes?

Spørgsmålet er hvor meget af det, som vi betragter som stor kunst kunne overleve en nærmere granskning af kunstnerens privatliv. Pablo Picasso var næppe nået gennem hverken sin blå eller lyserøde periode, og slet ikke frem til Guernica uden nogle gedigne hug, hvis #MeToo-bevægelsen havde været på banen i hans levetid.

Hverken kunstnere eller nogle som helst andre er hævet over loven. Begår de noget ulovligt, skal de retsforfølges og dømmes efter straffeloven, men lad det være op til publikum om de fortsat vil se på, læse eller lytte til deres kunst.

Det står enhver interesseret frit for at gå værkerne efter i sømmene for at finde spor af sammenhæng mellem deres forbrydelser eller etiske overskridelser.

Knut Hamsun.

Det skete i Hamsuns tilfælde og ingen har bestridt, at hans verdenssyn var dybt reaktionært og antidemokratisk, men jeg er bange for, at museer, biblioteker, teatret og koncertsale ville blive en bleg afglans af, hvad de er i dag, hvis kunstnernes, både de udøvendes og de fortolkendes moralske levned, skulle vejes i hvert enkelt tilfælde.

Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om den både dygtige og professionelle Birthe Kjær, der lever et dadelfrit liv, men lidt større variation kan kun være i alles interesse.

Og hvordan vi end vender og drejer det: Michael Jackson var genial.


Topfoto: WikiMedia Commons

Susanne Bernth
Fra Nykøbing Falster
Cand.mag i fransk og dansk fra RUC
Studietiden blev delt mellem København og Paris, hvorfra jeg free lancede til DR, mest om kultur, især om teater.
1990-1996: Featurekorrespondent i USA/ Berlingske
1996-1999: Korrespondent Tyskland/ Berlingske
1999-2008: Berlingske - Kultur- og søndagsredaktionen. Fra 2002 Berlingske Business
Tiden efter Berlingske er delt mellem oversættelser og biografiskrivning, og i de sidste otte år har udskiftet skærmen med mennesker og undervist voksne udlændinge i dansk.
Min søn er 31 og robotingeniør, bor i London og skriver phd på King’s College. Han skal giftes til september.

Seneste artikler om Kultur