Afghanistans film

Karen Hammer Anmelder og eventyrerske 28.04.2017

Hvor godt kender vi Afghanistans diversitet og kulturhistorie, når vi skræller den endnu ikke afsluttede krig med Taliban bort? Og hvor er Afghanistan på vej hen, nu hvor det står uden et stabilt flow af beskyttende FN-tropper? Cinemateket stillede spørgsmålene Afghansk Filmfestival, som en begejstret og betaget Karen Hammer rapporterer fra: “Jeg var der næsten hver eneste aften, for dette var selv for mig, der har været medlem af Filmmuseet i 58 år og har rejst i 100 af verdens lande, noget helt nyt”.

Cinemateket i København har med Afghansk Filmfestival 12.-21. april gjort en gevaldig indsats for at oplyse os taknemmelige abonnenter om kulturen i et af verdens mest ukendte lande. Et land hærget af krige mod Sovjetunionen, mod Taliban og USA; selv nu da FN-tropperne er ved at trække sig ud, bliver det nok ikke nemmere for den hårdt prøvede befolkning at komme videre i tilværelsen, at finde tilbage til den forholdsvis velfungerende verden, der herskede i Kabul før Sovjet-invasionen i 1979, for Taliban er endnu ikke helt ude af billedet.

Cinematekets underetage ved ASTA-biografen var tryllet om til en afghansk café med fotografier og tæpper på væggene, gratis kaffe og te og mange vidt forskellige slags lækkerier fra Afghanistans verden til fri nydelse. Mange herboende unge afghanere serverede, hyggede og stillede op til debat, mens afghanske filminstruktører og kultureksperter præsenterede de udvalgte film. Seriekurator Asef Soltanzadeh fortalte om Afghanistans filmhistorie og var til stede ved hver eneste forestilling for at svare på spørgsmål. Jeg var der næsten hver eneste aften, for dette var selv for mig, der har været medlem af Filmmuseet i 58 år og har rejst i 100 af verdens lande, noget helt nyt.

Afghansk film i det 20. århundrede

Afghanistans filmhistorie startede meget sent, i 1946 med Love and Friendship, en sort/hvid stumfilm. Før 1928, hvor Kabuls første biograf Cinema Kabul åbnede, havde kun overklassen og kongefamilien kunnet nyde denne nye kunstform ved Emir Habibullah Khans private fremvisninger af indiske og amerikanske film. Denne avancerede konge levede 1901 til 1919. Det afghanske filminstitut Afghan Film blev startet i 1968 og producerede i de første år udelukkende dokumentarfilm og nyhedsprogrammer, der blev vist før de udenlandske (oftest indiske) spillefilm. Private producenter lavde sort/hvide spillefilm i de første år; Asef Soltanzadeh nævnte i sit foredrag adskillige titler som Like Eagles med stjernen Zahir Waida, og Village Tunes.

Det anslås, at der fra 1946 til 2001, kun blev lavet 40 film i Afghanistan.

I slutningen af 60’erne producerede Afghan Film adskillige spillefilm i sort/hvid, og de første farvefilm Faraar (Run Away), der blev en stor succes, Love Epic, Saboor Soldier, Ash, Last Wishes og Migrating Birds. Alle film indspillet for lokalbefolkningen på de lokale sprog, for alle ønskede at deltage og se deres daglige tilværelse afbilledet; selv landbefolkningen fartede ind til byerne for at gå i biografen. Der var kun mænd og børn i biograferne; kvinderne fandt det usikkert at sidde sammen med ukendte mænd. Derfor kørte Cinema Behzad i Kabul én forestilling om ugen kun for kvinder; senere oprettede Kvindeinstitutet sin egen biograf, Zaynab Theatre, med daglige forestillinger kun for kvinder.

Da der ikke var nogen filmskole i Afghanistan, drog mange unge filmentusiaster til Iran og Pakistan for at lære og evt. lave film for NGO’erne der. Det anslås, at der fra 1946 til 2001, kun blev lavet 40 film i Afghanistan.

Censur, propaganda, destruktion og ny begyndelse

Da Sovjetunionen rykkede ind i 1979, blev der indført filmcensur og stort set kun lavet propagandafilm. Det var et hårdt slag for de private producenter som Nazir Films, Adriana Films og Shafaq Films, der med succes havde vist deres film ved sovjetiske og østeuropæiske filmfestivaler. Men langt værre blev situationen da Taliban i 1996 kom til. Alle ikke-islamiske film blev straks destrueret, og Taliban brugte hele to uger på metodisk at destruere samtlige film- og musikarkiver, og gik derefter i gang med at smadre biograferne. Mange filminstruktører flygtede ud af landet, især til Iran der imidlertid havde egne problemer og ikke længere så frit som tidligere kunne producere spillefilm.

Efter Taliban gik man straks i gang med at lave dokumentarfilm: 16 dage i Afghanistan af Mithaq Kazimi, Postcards from Bora Bora af Wazhmah Osman og The Boy Who Plays on the Buddhas of Bamiyan af britiske Phil Grabsky. Modsat tidligere gik det nye afghanske styre ind for at støtte filmkunsten og give de afghanske filminstruktører en større frihed. Osama af Siddiq Barmak kom i 2002 og blev den første spillefilm i den nye æra. Den fortæller om kvindernes vanskelige situation under Taliban, hvor de ikke måtte vise sig uden for hjemmet uden mandlig ledsager. Filmen, der kom til Cannes og modtog en Golden Globe, blev af Øst for Paradis købt til biografdistribution i Danmark.

https://www.youtube.com/watch?v=mpFJJd3ZNPo&list=PLU0z1f91bcbg1UoXajITNUjwseMBA-Zsy&index=2

Hovedpersonen er en 13-årig pige, der for at forsørge sin mor og mormor, må tage arbejde forklædt som dreng. Da der efter Taliban var sket en mentalitetsændring i Afghansistan, var det meget svært at finde kvindelige skuespillere, så pigen spilles fremragende af den 14-årige Marina Golbahari fra Tadjikistan. Få år senere var hun blevet professionel, havde vundet en større filmpris i Seoul, og havde derved skaffet sin familie et nyt hus og en bedre tilværelse. Barmak havde fundet hende tiggende på gaden i Kabul; hun anede intet om film, og havde kun set én film i hele sit liv, Titanic på TV. Det var en stor oplevelse at gense hendes stærke spil. Filmen fik stor støtte fra sponsorer fra Irland, Japan og Iran; uden deres hjælp ville Barmak aldrig have kunnet lave den.

Regeringen har lovet større frihed, men nu, hvor biografkulturen fra 60’erne er forsvundet, er situationen en anden og ikke værd at få uvenner for. Folk sidder jo alligevel hjemme og ser kabel-TV, og kun fem af de oprindeligt 23 biografer er blevet restaureret.

I samme periode blev Shekastm, en Bollywood love story lavet i co-produktion med Indien. Siddiq Barmak fik i 2011 store problemer med sin næste film Neighbour, der beretter om en massakre på 600 afghanske immigranter i et fængsel i Iran i 1990’erne. Den iranske ambassade blandede sig, og Neighbour kunne pludselig ikke komme i distribution og blev betegnet som u-islamisk. En lignede censur ramte i 2013 Asad Sikandars flm Madrassar, der fortæller om en otteårig afghansk skolepige, der bliver fjernet fra skolen af myndighederne, fordi hun ønsker en dag at blive læge; anti-immigrantloven tillod ikke så kostbare uddannelser. Det franske kulturinstitut i Kabul fik af regeringen besked på ikke at køre filmen efter henstilling fra Den iranske Ambassade. Barmak mener, at netop fordi en større del af befolkningen er analfabeter og brænder for via film at kunne få information og uddannelse, må regeringen tage sig sammen og støtte de filminstruktører, der ønsker at fortælle sandheden, hvor bitter den så end måtte være.

Regeringen har lovet større frihed, men nu, hvor biografkulturen fra 60’erne er forsvundet, er situationen en anden og ikke værd at få uvenner for. Folk sidder jo alligevel hjemme og ser kabel-TV, og kun fem af de oprindeligt 23 biografer er blevet restaureret.

En mesterlig skildring

Allerede i 2004 kom forfatteren Atiq Rahimis’ over to timer lange film Earth and Ashes. Det er en mesterlig skildring af den gamle mand Dastaguir og hans barnebarn Yassins rejse mellem sønderbombede landsbyer i Afghanistans bjerge. Seksårige Yassin er en meget livlig og højtråbende dreng; han har mistet hørelsen under et bombardement og kan ikke forstå, hvem der har stjålet stemmerne og lydene. Han udforsker alt med stor ihærdighed og er skyld i, at de går glip af mange kørelejligheder med lastbil. Dastaguir forsøger at komme frem til sin søn – Yassins far – for at fortælle ham, at hans kone og alle andre familiemedlemmer er døde, men at lille Yassin er hos ham. Han er imidlertid meget bekymret over at skulle berette om drengens høreskade; måske ville det være bedre, om han var død? Undervejs i Atiq Rahimis roman møder parret andre ulykkelige rejsende, der kan fortælle grufulde historier om deres forsvundne slægtninge. Den meget spinkle handling bæres fornemt af de to hovedskuespilleres evne til konstant at være naturligt troværdige. Synd, at de danske distributører ikke har turdet at tage en så stille og særpræget film hjem til Danmark.

I samme periode indspillede den afhansk bosatte iranske filminstruktør Mohsen Makhmalbaf Kandahar. Han ønskede at gøre Vesten opmærksom på det næsten glemte Afghanistan, og ved at bringe filmen til Cannes filmfestivalen lykkedes dette til fulde: Osama vandt adskillige priser i Cannes 2003. Atiq Rahimi filmatiserede i 2012 endnu en af sine romaner, den prisvindende The Patience Stone, der herhjemme er udgivet på Tiderne Skifters forlag. Det er blevet en fascinerende film, der fortæller om en kvinde, der i Taliban-perioden forsøger at overleve i den smadrede landsby, hvor hun lever med sine to små døtre og en lammet, krigsinvalideret mand. Der er næsten ingen penge til at skaffe mad, og der er konstante overfald med brand, røveri og mord fra de regeringssoldater, der søger efter politiske modstandere. Ifølge afghansk overtro vil ens trængsler og smerte blive absorberet, hvis man fortæller dem til en magisk sten, lige til den er fyldt op og sprænges af trykket.

Tak til Cinemateket for denne stærke film med en fremragende præstation af dejlige Golstifteh Farahani.

Af sikkerhedsgrunde må hun anbringe sin lammede mand i et skab og sine to døtre hos en tante, hvor de kan få mad hver dag. Hun sidder dagligt i timevis ved sin mands madras og læsser alle sine 10 års følelser og bekymringer af på ham, der ser ud til intet at opfatte. Hun fortæller ham, hvordan hun for ikke at blive forstødt af sin emsige svigermor, skjulte hans sterilitet ved at skaffe sig graviditeter fra anden side. Hun fortæller om, hvorfor hun på trods af hans ligegyldighed og grusomhed overfor hende blev ved med at kæmpe for at bevare ægteskabet og ikke risikere at blive smidt på gaden uden hverken børn eller rettigheder. Hun bruger ham som en magisk sten. Instruktør/forfatteren strammer næsten umærkeligt spændingen ved at fokusere mere og mere på hans forstenede ansigt, der pludseligt ændrer sig, liver op, vækker ham og gør det muligt for ham at kaste sig over hende i et forsøg på at kvæle hende. Tak til Cinemateket for denne stærke film med en fremragende præstation af dejlige Golstifteh Farahani.

Internationale gennembrud

I 2010’erne optog mange fremmede lande film i Afghanistan, mest kendt er vel Hollywoodproduktionen The Kite Runner og den Oscarnominerede Fire Dancer af Jawed Wassel. Iranske Mohsen Makhmalbaf oprettede i 2003 Afghan Children Education Movement i Kabul for at fremme litteratur, kunst og kultur og ansatte Siddiq Barmak som leder. Institutionen underviste de kommende skuespillere og filminstruktører. Samme år optog Samia Mahkmalbaf spillefilmen Klokken fem om eftermiddagen i Kabul. Vi følger en ung kvinde, der insisterer på at gå i skole hver dag (for hun vil være præsident) på trods af sin stærkt religiøse fars modstand. Taliban-æraen er endnu ikke glemt, og kvinder skal ikke have en uddannelse, de skal bare lystre de klogere mænd. Familien flytter rundt i den smadrede by i et forsøg på at finde et roligt sted at bo, men der er tusindvis af flygtninge over alt, der følger med og fortrænger dem. På et tidspunkt bor de i det sønderbombede tidligere kongeslot, hvilket giver nogle arkitektonisk spændende og meget smukke billeder. Historien udvikler sig lettere surrealistisk, men er undertiden virkelig spøjs og morsom. Den ville godt have kunnet klare sig i et par uger i en af Københavns art cinemas.

Udover den dansk-afghanske filminstruktør Manyar Parvani var der flere iransk-afghanske instruktører til stede ved Cinematekets afghanske filmfestival. Hassan Nazer præsenterede sine tre spillefilm Utopia, der i 2016 var Afghanistans officielle Oscar-bidrag. Filmen blev et tilløbsstykke og blev derfor i modsætning til de andre (langt bedre film) kørt to gange.

Det er en kontroversiel fortælling om individuelle skæbner, der krydses på tværs af flere kontinenter. Den unge kvinde Janar har levet otte år sammen med sin lammede mand. For at skaffe ham en forsørger beslutter hun sig til med, accept fra en ældre onkel der priser hendes høje moral og støtter hende økonomisk, at blive kunstig insemineret i Skotland. I Indien præsenteres vi for en ældre enkemand Rahul, der efter sin kones død har mistet livslysten og tuller omkring fra bar til bar, hvor han roder sig ud i utallige slagsmål. Han får en fængselsdom på et par måneder, hvorefter hans veluddannede børn sender ham til afvænning og får ham i gang med at køre taxa. Den skotske medicinstuderende, der hjælper til på inseminationsklinikken, ønsker at ændre sin trælse daglige tilværelse ved at vise sig ansvarlig og få et barn. Fordi han intrigerer og snyder sig til at aflevere sin sædprøve i klinikkens anonyme udvalg, bliver han far til Janars kommende barn. Da hun er otte måneder hende, lokker han hende fra Kabul til Jaipur i Indien, hvor han stolt beretter om sin gerning. Hun bliver rædsesslagen og flygter i panik fra ham; hun føler sig voldtaget og ønsker ikke at føde sit abnorme barn. Hun kaster sig ind i Rahuls taxa og glemmer i farten sin taske med penge og pas. Hun kan nu ikke forlade Indien og komme hjem. Filmens slutning er meget dramatisk og kan tydes på flere måder. I den efterfølgende diskussion forklarede instruktøren, at han med vilje havde ladet filmen ende temmelig uklart. Tilskuerne kunne så selv finde den forklaring, som passede ind i vedkommendes baggrund og kultur.

Utopia var forståeligt nok ikke blevet Oscar-nomineret. Jeg fandt manuskriptet forvrøvlet og utroværdigt, især den del af historien der foregår i Skotland. Vi kan ikke umiddelbart acceptere, at det filosofisk anlagt fjog af en medicinstuderende, kan lykkes med sin plan. Inseminationsklinikker over den ganske verden burde råbe gevalt mod denne anklage for sjusk.

Andre filmperler i ugen

En treminutters sort/hvid kortfilm, No Woman af Yama Rauf, åbnede festivalen. Den har væltet sig i priser ved mange festivaler til stor glæde og overraskelse for den debuterende instruktør.

Et par udmærkede udenlandske dokumentarfilm om Afghanistan gav os supplerende oplysninger om situationen i landet: Hollandske Pieter-Jan de Pue fortæller dramadokumentarisk om en drengebande til hest oppe på højsletten ved Pamir og Hindu Kush. De otte teenagere arbejder som en slags pirater for at skaffe sig penge nok til ad åre at kunne gifte sig. De stopper alle karavanerne, der kommer ind med varer fra Tadjikistan og Pakistan. Undertiden bliver de nødt til at dræbe et par af de rejsende handelsmænd for at statuere et eksempel og få tilstrækkelig respekt. De tager en større del af varerne (oftest opium og lapis lazuli-malm) og sælger dem videre til oportunistiske velbetalende handelsmænd. Instruktøren havde fulgt drengene oppe mellem de smukke bjerge gennem seks år. En spændende og fascinerende film.

Efter et foredrag om Afghanistans kulturskatte af danske Nadia Haupt, der havde arbejdet i landet gennem flere år, så vi den prisvindende dokumentarfilm Saving Mes Aynak af tyske Brent E. Huffman. Verdens næststørste kobbermalmsmine ligger i Afghanistan. Her har man gennem 3000 år gravet kobber, og derfor ligger der omkring bjerget et væld af ældgamle buddhistiske helligdomme kaldet Mes Aynak. Kinesiske entreprenører har købt rettighederne til at udnytte minen af den afghanske regering, der har hårdt brug for de mange millioner, som Kina vil kunne betale. En international gruppe arkæologer kæmper energisk for at nå at udgrave områdets rige buddhiske verden, inden gravemaskiner tager over.

Da økonomien i redningsaktionen er særdeles usikker, forlader de udenlandske eksperter lidt efter lidt arbejdet. Den lokale arkæolog Qadir Temori kæmper mod uret for at nå at se og fotografere så meget som muligt. Kineserne tripper og har ryddet seks landsbyer bare for at kunne få plads til deres kinesiske mandskabsbarakker; nogle måneders udsættelse hjælper ikke meget, og UNESCO har ikke lyst til at blande sig, for der er adskillige andre store områder med buddhiste helligdomme i nabobjergene. Denne film burde købes af DR, så den kunne få en langt større udbredelse, og vi kunne spekulere lidt over, hvad der mon er vigtigst: Redning af uvurderlige kunst og kulturskatte eller et ludfattigt folks chancer for en bedre tilværelse.

Filmfestivalen præsenterede også adskillige kortfilm om kvinde- og flygtningeforhold. Den absolut mest interessante var Nima Latifis Qamar om en gift kvindes desperate og voldelige kamp mod sin fordrukne ægtemand, der har solgt deres teenagedatter til en ældre mand.

Køb den, send den til Odense Filmfestival, bare gør et eller andet, så vi kan opleve, hvor undertrykte kvinder ude i verden er, og kan glæde os over at nogen på trods af traditionerne er i stand til at sætte sig op mod autoriteterne.

Hovedfoto: Osama af Siddiq Barmak. Cinemateket.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.