KORANLOV // KOMMENTAR – Den foreslåede lovtekst til koranloven kan ikke skelne mellem kunst og virkelighed, skriver kunstner og kunstteoretiker Christian Tangø. Det er problematisk, for i modsætning til diktaturstater, så har det provokerende og tabuoverskridende længe har haft en speciel plads i Vestens demokratiske og kunstneriske historie. Tangø har skabt en række værker, der er fuldt lovlige i dag, men ikke vil være det i fremtiden.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten raser som bekendt om regeringens fremsatte lov, den såkaldte koranlov. “Utilbørlige handlinger” imod trossystemers religiøse relikvier skal forbydes. Men det er, som om at regeringens jurister har fået noget helt galt i halsen.
For det første skal dét, der for nogle er et rendyrket knæfald over for islamiske stater nu også udvides til at omfatte andre religioners relikvier. Selv religionen Spaghettimonsterets relikvie “dørslaget” må ikke længere krænkes.
Det gør næppe “koranloven” mere spiselig, men det kamouflerer naturligvis, hvad sagen egentlig drejer sig om.
Men noget andet og mere interessant rent kunstnerisk dukker nu op i debatten. En slags wake-up-call fra Mellemøsten, kunne man sige. Det drejer sig om vores syn på kunsten i Vesten, hvor det provokerende og tabuoverskridende længe har haft en speciel plads i kunstens nyere historie.
Kunst har en demokratisk, magtkritisk funktion i Vesten
Historien går egentlig helt tilbage til reformationen, men i nyere tid bliver diskussionen aktuel i 1863 i Paris. Og så igen i 60’erne, med visse former for provokunst.
Det hele handler om, at kunsten helst skal være fræk, provokere borgerskabet eller udfordre bestående systemer – som fx et religiøst, dogmatisk system.
Sammenblandingen af kunst og aktionisme er imidlertid en lidt giftig cocktail. Bliver kunsten for kunstnerisk, ingen aktionisme. Kunsten bliver for tam, hedder det. Og bliver den for aktionistisk, bliver den til propaganda. Og er således ikke længere kunst, men politisk kamp.
Skuespilleren er ikke sin rolle. Replikken “fuck dronningen” betyder ikke det samme i dette rum som i virkeligheden
Grænsen er naturligvis uklar. Men på sin vis er det rimeligt klart, at hvis man står og river en koran på et rivejern foran en ambassade, så er der ikke ret meget spontan genkendelse af kunsten tilbage. Man skal så at sige vide, hvad det er, der foregår; man skal nærmest have undertekster på for at forstå, at der er tale om et kunstværk.
Jeg ved godt her, at man kan sige, at “hvis man kender sin kunsthistorie, så kender man også til stedsspecifikke værker, til provokationskunst, til politiske kunstværker, dadaisme, aktionisme osv.”
Men måske man her må forstå, at der findes andre samfund i verden, hvor denne kunstforståelse ikke er så udbredt. Og at en sådan kunstforståelse, som vi i Vesten er stolte af, hviler på en lang demokratisk og frigjort kunsttradition, der ligger langt fra visse diktaturstaters opfattelse af kunsten.
Nogle steder kan kunsten knap nok afbilde virkeligheden uden at være blasfemisk.
Den kunstneriske kontekst
Nu har afbrændinger, som de har været foretaget af Rasmus Paludan aldrig været et kunstnerisk problem af den simple grund, at Paludan stort set aldrig har talt om, at afbrændingerne var andet end en politisk manifestation.
Anderledes forholder det sig med kunstneren Firoozeh Bazrafkan, der kalder sin demonstrative afrivning af Koranen foran Irans ambassade for et kunstværk.
Jeg forstår udmærket påstanden om det kunstneriske, og en del kunstinteresserede gør det samme. Men det kommunikerer ikke særligt godt politisk “som netop kunst”, hverken her i landet, og specielt ikke i visse andre lande. Her ses dobbeltheden eller det muligvis morsomme eller absurde i Firoozehs performance ikke som andet end et kulturelt angreb på et kulturelt ikon.
Firoozeh har imidlertid tidligere i en anden kontekst arbejdet med Koranen, ligesom en kunstner som Uwe Max Jensen har arbejdet med både Koranen, Bibelen og forskellige andre symboler på provokerende og tabuoverskridende vis.
Typisk er konteksten her galleriet, eller kunstinstitutionen, som ved Jensens udstilling af en oversavet koran og samtidig en oversavet bibel på Randers Kunstmuseum for nogle år siden.
Det er klart, at i den kunstneriske kontekst – i et bestemt rum, i en bestemt indpakning, på en scene – fungerer sådanne udsagn som en makuleret koran eller en oversavet bibel helt anderledes end i det normale rum.
Igennem en lang tradition – i al fald i Vesten – er vi blevet vænnet til, at tingene ikke nødvendigvis er, hvad de er, i kunstens specielle rum. Her skal alt ses i et muligt paradoksalt, selvmodsigende eller flertydigt lys. Ingen kan regne med, at “udsagn” i kunstens rum er “normale”, eller har “normal betydning”.
Skuespilleren er ikke sin rolle. Replikken “fuck dronningen” betyder ikke det samme i dette rum som i virkeligheden.
Man kan ganske enkelt ikke automatisk tillægge handlinger eller objekter samme værdi, hvis de sker i et kunstnerisk rum
Når man nu som lovgiver – oven på en tidligere Muhammed-krise og med en række terrortrusler over hovedet – skal retfærdiggøre sin fortsatte fetaeksport, så kan det knibe med det avancerede kunstbegreb.
Og derfor ryger fx Firoozehs koran-afrivning automatisk med i lovgivningsteksten: Man er nu nødt til at pointere, at du ikke må brænde eller rive (eller i øvrigt besudle) fx de religiøse genstande.
Og betænkningen benævner så helt specifikt problemet omkring kunsten:
“Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i fx kunstnerisk eller politisk øjemed.”
Der er grund til at tro, at justitsministeren decideret har siddet og nærstuderet Bazrafkans virke som kunstner, men åbenbart er noget gået helt galt i ministeriets juridiske afdeling. Man kan ganske enkelt ikke automatisk tillægge handlinger eller objekter samme værdi, hvis de sker i et kunstnerisk rum.
Natuligvis må man ikke myrde på museet, og naturligvis må man heller ikke tegne på malerierne. Men når man udstiller forskellige genstande på museer eller gallerier, så har disse ikke længere den betydning, som de normalt ville have. Smæk en dåse med lort op på et podie på et galleri, og enhver tåbe må lige studse et øjeblik og spørge, hvad meningen egentlig er.
På sin vis kan man se det som en tiltrængt revision af kunstverdenen: Stop nu med at kalde alting for kunst, stop nu med at kalde alle destruktive handlinger for kunst, bare fordi de provokerer eller overskrider nogle tabuer.
Tag jer dog lidt sammen, kære kunstnere, og prøv i kreativ forstand at skabe noget.
Oven på et Ibi-pippi-hærværk og en sænkning af en buste kan der være grund til et sådant lidt konservativt opråb. Tilbage til hammer og mejsel, tilbage til oliemaleriet.
Kunst og virkelighed
Problemet er imidlertid, at netop kunstforståelsen generelt er problematisk. Forståelsen af, at kunsten kun fungerer som kunst under specielle betingelser, selv i vores oplyste samfund, er et problematisk budskab.
Men når regeringen ikke kan finde ud af lovgive sådan, at det bliver klart, at et kunstnerisk rum er et specielt rum, så bombes vores forståelse af kunsten tilbage til stenalderen.
At man ikke kan indse, at man ikke kan begynde at lovgive for, hvad der er en kunstnerisk rekvisit, og hvad der en religiøs genstand, er for dumt
Man må forstå, at der forskel på fx teater og virkelighed. Selv de gamle grækere kunne se denne forskel.
Man må forstå, at et pornobillede malet på et lærred på en kunstudstilling ikke er et pornobillede, og en alterbog med en penis ikke er en alterbog, når stedet er et galleri. Et kors i toilettet er ikke et kors i toilettet, hvis toilettet er en kunstinstallation på et galleri.
Det er naturligvis sympatisk, at justitsministeren vil have større genkendelighed i kunsten og mere håndværk indført. Det går jeg også ind for. Men at man ikke kan indse, at man ikke kan begynde at lovgive for, hvad der er en kunstnerisk rekvisit, og hvad der en religiøs genstand, er for dumt.
Lav loven om
Det simple greb havde været at indskrive i loven, at “undtaget for bestemmelsen er kunstneriske handlinger, hvor det åbenlyst fremgår, at konteksten er kunst, såsom galleriet, museet, teateret eller tilsvarende”.
Naturligvis kan man diskutere en sådan afgrænsning til evighed. Naturligvis ville visse koranafbrændere finde vej ind til visse gallerier og lave mærkelige besudlinger der. Og naturligvis ville man heller ikke kunne forklare det særligt klart til omverdenen, dvs. visse diktaturstater syd for Alperne.
Men det er alligevel for sølle at tro, at man selv i de mest indskrænkede ambassader ikke kan se forskellen på at rive eller brænde en koran direkte foran ambassaden og så på et galleri som en performance.
Lav nu den lovtekst om.
En ting er, at der måske er et flertal for at stoppe koranafbrændinger og tilsvarende provokationer direkte foran ambassader eller i et ikke dedikeret offentligt rum. Men at inddrage de specielle dedikerede kunstneriske rum i denne begrænsning er simpelthen for åndssvagt til, at nogen kan tro på regeringens sunde, normale dømmekraft.
Christian Tangø har netop opsat en protestudstilling i Næstved. Samtidig inviterer han til deltagelse med flere værker, der kan kommentere situationen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
