social

Lisbeth Riisager Henriksen: Socialministeren svigter borgere i nød

i Liv & Mennesker/Debat af
SOCIALPOLITIK // KOMMENTAR – “S-regeringen fører med sin nye økonomiaftale med kommunerne for 2022 gøgeungepolitik og svigter fortsat bevidst en stor gruppe mennesker med handicap og deres pårørende. Det er ikke til at bære,” skriver Lisbeth Riisager Henriksen, der mener, at man spiller svagt stillede grupper ud imod hinanden. For der bliver ikke nok til alle med brug for hjælp.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tirsdag 8. juni indgik S-regeringen og KL en økonomiaftale for 2022. Den er en hån imod mennesker med handicap og deres pårørende. Eller for at bruge et, for formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen, meget usædvanligt kraftudtryk, så er den “en fuckfinger” til disse mennesker.

Endnu engang har regeringen ikke villet løfte økonomien på det specialiserede socialområde, selvom behovet for øget økonomi skriger til himlen, og der har været rejst kritik af uacceptable forhold for målgruppen siden kommunalreformen i 2007.

Borgerforslag har sat retssikkerhedsdagsorden

Selv efter et helt forår i 2021, hvor bevægelsen #enmillionstemmer, ved blandt andre forgangspersonerne Monica Lylloff og Margit Jonsson, har kæmpet stærkt for at sætte den manglende retssikkerhed på det specialiserede socialområde i kommunerne på dagsordenen – blandt andet med borgerforslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne” – er socialminister Astrid Krag helt indifferent over for de mange uretfærdige skæbner, som har lidt under hendes og tidligere socialministres nedprioriteringer af handicapområdet.

Borgerforslaget, som nåede helt op i Folketinget som beslutningsforslag, blev førstebehandlet 4. maj og afvist ved andenbehandlingen 3. juni 2021 med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Inger Støjberg – altså de store regerings- og borgmesterpartier.

Der var bred politisk anerkendelse af, at området mangler retssikkerhed, og at det er et faktum, at kommuners økonomiske hensyn ofte trumfer hensynet til borgerens behov og lovhjemlede ret

Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne og folketingsmedlemmer uden for gruppe havde derimod stemt for forslaget.

I forårets mange debatter i Folketinget og i samråd om manglende retssikkerhed på socialområdet henviste socialministeren igen og igen til, at hun og det øvrige Folketing skal vente på en stor evaluering af socialområdet, og så vil hun gerne være med til at forbedre retssikkerheden. Og selvom beslutningsforslaget ikke blev vedtaget, og ventetid er Fandens værk, var der bred politisk anerkendelse af, at området mangler retssikkerhed, og at det er et faktum, at kommuners økonomiske hensyn ofte trumfer hensynet til borgerens behov og lovhjemlede ret.

Der er momentum for, at vi nu må forvente politisk handling til gavn for borgere.

I det lys fremstår det desto mere groft, at socialministeren – eller hendes kollega, finansminister Nikolai Wammen, for det er vel ham, der bestemmer mest – alligevel afviser at give den økonomiske forbedring af kommunernes økonomi, som er nødvendig, og som kunne afhjælpe noget af retsusikkerheden på området.

Socialministerens udsagn er blændværk

Nu har socialministeren så afsløret det, vi andre har frygtet i lang tid: At det hele var blændværk, og at hun slet ikke er indstillet på at hjælpe de handicappede.

Den graverende mangel på retssikkerhed på området fortsætter med at skrige til himlen om umenneskelige svigt af mennesker, som er dybt afhængige af hjælp og af den ret, som lovgivningen giver dem, men som de ofte ikke får, med mindre de tager kampen op imod kommunerne via klagesystemet og efter nogle år igennem Ankestyrelsen faktisk får en retfærdig behandling.

Aftale om svigt af handicapområdet står sort på hvidt

Hele beslutningen om et fortsat svigt af mennesker på det specialiserede socialområde står sort på hvidt i blandt andet disse linjer i aftalen (afsnit om det specialiserede socialområde):

“Kommunerne oplever i disse år et udgiftspres på det specialiserede socialområde, som regeringen anerkender også fremadrettet vil forudsætte vanskelige prioriteringer i forhold til de øvrige velfærdsområder i kommunerne. Regeringen og KL er derfor enige om, at kommunerne skal arbejde for, at den fortsatte udvikling af området sker inden for den afsatte ramme.

Det nødvendiggør, at kommunerne fortsat har fokus på at styre og prioritere udgiftsudviklingen i samspil med høj socialfaglighed, så kommunerne har mulighed for at prioritere både til gavn for sårbare borgere og den øvrige borgernære velfærd.

Den enkelte kommunalbestyrelse har således inden for lovgivningens rammer ansvar for at sikre en målrettet styring og prioritering af området.”

Det er også det, man kalder “gøgeunge-politik” – man spiller svagt stillede grupper ud imod hinanden. Der bliver ikke nok til alle med brug for hjælp

Her klandrer regeringen og kommunerne for det første det specialiserede socialområde for “udgiftspres” og viderefører i en mere camoufleret form den dehumanisering af området, som vi har set i stigende grad, siden daværende borgmester Erik Fabrin (V) i 2009 betegnede området som en “gøgeunge” i den kommunale økonomi.

Og her aftaler regeringen og kommunerne for det andet, at kommunerne med regeringens fulde vidende og accept skal prioritere mellem de forskellige velfærdsområder og de enkelte borgere med behov for hjælp. Kommunerne skal altså vælge nogle borgere og velfærdsområder ud, som skal have mindre end det, de har brug for og ret til ifølge lovgivningen, så andre kan få det, de har brug for. Nogen skal altså bevidst lide nød. Og det fremgår ret tydeligt, at det er handicapområdet, der (atter) skal bløde.

Aftaleteksten forsøger så at dække kommunerne og regeringen selv juridisk ind ved at påstå, at den pålagte prioritering af kommunaludgifter skal ske “inden for lovgivningens rammer”. Men i praksis ved vi jo godt, at retssikkerheden ikke ligefrem bliver forbedret af, at der bliver relativt færre midler per person at gøre godt med. Så det er bare tomme ord.

Det er også det, man kalder “gøgeunge-politik” – man spiller svagt stillede grupper ud imod hinanden. Der bliver ikke nok til alle med brug for hjælp.

social
Socialminister Astrid Krag. “Ordet “minister” betyder jo egentlig “tjener”, men Astrid Krag tjener kun den finansministerielle økonomisme og regeringsmagtens fokus på andre vælgersegmenter end #enmillionstemmer – eller sin taburet i regeringsmagten,” mener Lisbeth Riisager Henriksen. Fra Ft.dk

Konkluderer på evaluering, som ikke er klar endnu

Parterne er desuden for det tredje “enige om, at rammerne for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det specialiserede socialområde forankres bedst i kommunerne.”

Det fremstår som en noget hurtig konklusion fra ministeren, al den stund den af hende så omtalte evaluering af området jo netop slet ikke er kommet endnu. Er det ikke at foregribe et resultat, som – må man tro – ministeren slet ikke kender endnu og hele tiden har henvist det øvrige Folketing at vente på?

Det fremstår ikke som en demokratisk måde at bedrive politik på. Skulle Folketingets partier ikke netop først til at forhandle om retssikkerheden og placeringen af området fremover i løbet af efteråret 2021?

Aftalen indeholder også et par af de sædvanlige floskler: “Styrket retssikkerhed: Regeringen og KL er enige om, at det er afgørende, at dialogen mellem borgeren og det offentlige er karakteriseret af tillid og inddragelse.”

Kun en kynisk regering laver sådan en aftale og fremlægger den oven i købet som noget, der “styrker velfærden”

Det er en kopi af aftalen om styrket dialog mellem KL, regeringen og Danske Handicaporganisationer på det specialiserede socialområde fra foråret 2021. Tomme ord, som ikke er det elektroniske papir værd, som de er skrevet på.

For selv om retssikkerhed ikke kan undvære en portion tillid og god kommunikation mellem kommune og borger, så skal der også økonomi, relevante fagligheder og professionelle medarbejdere til både i den kommunale visitation og i selve driften af hjælpen. Og der skal respekt fra kommunerne til borgerne og den ret, de har ifølge lovgivningen.

Den respekt har kommunerne svært ved at levere, når regeringen styrer kommunernes økonomi så stramt, som det er sket i den seneste række år.

Kun en kynisk minister afviser med vilje at sikre borgere i nød

Hvad skal man mene om en minister, der end ikke vil forsøge at sikre borgerne i nød under sit ressortområde den ret, som lovgivningen i forvejen giver dem, eller som lader sin finansminister bestemme?

Jeg synes, det er en sølle socialminister. Ordet “minister” betyder jo egentlig “tjener”, men Astrid Krag tjener kun den finansministerielle økonomisme og regeringsmagtens fokus på andre vælgersegmenter end #enmillionstemmer – eller sin taburet i regeringsmagten.

Kun en minister, der er både blind og døv over for virkeligheden, siger ja til sådan en aftale.

Kun en minister, der har et stenhjerte, vil se passivt til, at titusindvis af sårbart stillede borgere, ja, op til en halv million borgere og deres lige så mange pårørende, fortsat skal svigtes stort.

Og om maks. to år kommer et nyt folketingsvalg. Socialministeren skal ikke tro sig sikker på, at Socialdemokratiet kan opnå fornyet regeringsopbakning til sin kyniske socialpolitik

Kun en kynisk minister uden interesse i en million borgere med handicap og deres pårørendes ve og vel kan finde på aktivt og med sit fulde vidende at svigte disse borgere så massivt, som endog har lovgivningen, retten og Handicapkonventionen på deres side.

Kun en kynisk regering laver sådan en aftale og fremlægger den oven i købet som noget, der “styrker velfærden”.

Og KL? De er blevet kanøflet fuldstændigt af S-regeringen, men bliver med deres underskrift på økonomiaftalen medansvarlige for fremtidens bevidste retssikkerhedssvigt af målgruppen.

Regeringens og kommunernes ansvar at sikre borgerne deres ret

Det ansvar er vi fortsat mange, der vil holde regeringen og kommunerne op på!

Så selvom regeringen endnu engang med sin bølleadfærd kanøfler kommunerne og borgerne med handicap, så er det sidste ord ikke sagt i denne sag.

Med ord og argumenter vil vi i handicapbevægelsen fortsætte med at forpligte ministeren og de kommunale beslutningstagere, så mennesker med handicap og deres pårørende ikke “i al evighed” fortsat skal blive behandlet så uretfærdigt og så uværdigt af myndighederne.

Med ord og argumenter vil vi appellere til socialministerens og regeringens samvittighed og moralske ansvar for de svagest stillede grupper i vort land.

Til efteråret kommer et kommunalvalg, der med en million stemmer fra handicapområdet nok kan ryste det kommunale danmarkskort, hvis vælgerne ikke har tillid til de nuværende borgmesterpartier og sammensætningen af kommunalbestyrelserne.

Og om maks. to år kommer et nyt folketingsvalg. Socialministeren skal ikke tro sig sikker på, at Socialdemokratiet kan opnå fornyet regeringsopbakning til sin kyniske socialpolitik fra hverken vælgerne eller de støttepartier, som hidtil har vist alt for stor tålmodighed med regeringen på dette område.

Nu skal der leveres retssikkerhed på socialområdet. Det er sidste udkald.


LÆS MERE AF LISBETH RIISAGER HENRIKSEN HER


Topbillede: Astrid Krag på valgplakat til valget 2015. Af Johan Wessman/Flikr

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker