VREDE OG MINDREVÆRD // DEBAT – Vreden er kommet op til overfladen som “stinkende, ufortyndet bundslam fra et frygtindgydende hav af had”, og vi er ved at drukne. Ikke desto mindre fortsætter vi, som havde vi carte blanche til at øse vrede ud over hinanden. Men vrede er dødsensfarlig. Ikke bare ubrugelig eller besværlig, men dødsensfarlig. Se blot på den aktuelle situation i USA. Og i en Facebookgruppe opildner vrede danskere til lynchning af kvinder. Det er på tide, at vi indser, at vrede er og bliver vores eget ansvar. Det er ikke nogens skyld. Sådan skriver forfatter Britta Kristensen og opfordrer til, at vi hver især tager ansvaret på os og lærer os selv at tælle til ti eller stå på hænder, hvis vi ryger ned ad vredens blinde vej.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Et sjældent afslappet øjeblik mellem vores forældre, som min bror skriver. Ja, det må man sige. Hendes hånd kærligt på hans ankel, det var ikke hverdagskost hos os.
De morer sig, ser det ud til. De havde begge en fortræffelig humor, og den blev brugt. Ellers var deres indbyrdes problemer lige så uoverstigelige som bjerget i baggrunden.
Min mor var vred og frustreret. Til sidst forvildede hun sig ind i demensens tåger, det eneste sted, hvor hun kunne glemme sig selv og sine indre dæmoner. De skændtes aldrig mere efter det. Hun glemte at bebrejde ham alting og blev mild og kærlig. Prisen for freden var, at hun blev et forvildet barn, der ikke vidste, hvor hun var, og hvor hun skulle hen.
Et dugfriskt og godt eksempel på, hvor galt det kan gå, er en Facebookgruppe, hvor det er helt legalt at kræve kvinder lynchet. Hvor hadet driver ned af væggene imod de lede kællinger.
Jeg levede min barndom i stormens øje og lærte prisen på vrede at kende. Jeg fik lov at se, hvad der bliver tilbage, hvis man giver de sårede følelser og vreden ret og sætter den til at styre. Jeg fik lov at gå rundt i ruiner og murbrokker og se, hvordan kærligheden og glæden lå begravet i mindreværd, skyld og vrede.
Jeg tog det ikke let. Jeg forsøgte at slås med dem begge to for at få dem stoppet, og jeg rasede og græd i afmagt. Det var hårde tider for mig barndommen. Jeg pålagde mig selv et ansvar, som ikke var mit og aldrig kunne blive det. Det blødte i stride strømme fra sår, både de indre og det ydre.
Hvorfor vreden er dødsensfarlig og intet løser
Da jeg forlod dem, gjorde jeg som dem. Jeg gjorde det, jeg havde set og gik ind i samme ødelæggende krig for en gang til at mærke, hvor ødelæggende for krop og sjæl det er at føre krig. Jeg lærte det eftertrykkeligt.
Men denne gang lærte jeg noget nyt. Noget, som jeg godt vidste, at jeg vidste. Noget indlysende, som jeg bare aldrig havde tage konsekvensen af. Noget, som virkede næsten for enkelt til at være sandt, fordi jeg troede, at det skulle være indviklet. Det var ikke indviklet, men det var en gang imellem svært.
Kvinder og mænd er skabt som elskende. Det eneste, der står i vejen for at opleve kærligheden, er vores mindreværd, vores angst for ikke at kunne finde hinanden og vores trang til hævn, når vi bliver sårede. Vi kan ikke slås os ud af de følelser. Dem skal vi selv erkende, at vi har, og finde fred med. Der findes efter min bedste overbevisning ikke andre farbare veje.
Vi vil skræmme det onde væk med larmen fra vores vrede, men det er lige så nyttesløst som at banke potter og pander sammen. Tværtimod – uretfærdighederne har det med at vokse sig større og større, når vi går ned af den vej.
Jeg lærte, at hverken min forældre eller jeg løste noget med vores vrede. Vi kom heller ikke af med vreden, selvom vi fortalte os selv, at det var grunden til, at vi skældte ud. Vi gav bare os selv carte blanche til, med god samvittighed, at lade vreden regne ned over hinanden.
Jeg lærte, at den altid vil vende tilbage og ødelægge mig selv. Jeg lærte, at den aldrig var andres skyld, for den starter, bor og vokser i mig. Den er mit valg og mit ansvar. Punktum.
Jeg lærte, at vrede er ikke bare ubrugelig eller besværlig. Den er dødsensfarlig.
Vores tro på, at vi kan bruge den til noget godt, er fatal.
Vores forsøg på at bagatellisere den, vil være forgæves.
Dråber af vrede løber sammen til en tsunami
Vrede, når vi bringer den sammen med andres vrede, er den som små dråber, der samler sig til en tsunami, som river alt med sig i en ødelæggende flod.
Se hvordan vreden er ved at antænde USA. Der skal mange små dråber til, før en flod af mennesker går samme vej med horn i panden og politistrips og føler og mener, at de har lov til at smadre samfundet.
Når masser af mennesker bøjer sig og finder en sten, der ligger godt i hånden, og lader dem blive til flammende taler på Facebook, skaber man sammen et solidt fundament for had og selvhad
Det er helt sikkert, at magthavere opildner til vreden. Det er som regel for egen vindings skyld. Egne frustrationer, som skal dyrkes. Den kloge narrer den mindre kloge, sådan har det altid været. Det er de uerfarne, der hopper på den vogn.
De gamle kinesere, der bankede potter og pander sammen i et mægtigt rabalder, når et hus brændte, gjorde det for at skræmme ildens onde ånd væk. Det var nyttesløst, husene brændte ned alligevel.
Det er nogenlunde samme logik, vi bruger, når vi bruger vreden til at bekæmpe ulighed og uretfærdigheder. Vi vil skræmme det onde væk med larmen fra vores vrede, men det er lige så nyttesløst som at banke potter og pander sammen. Tværtimod – uretfærdighederne har det med at vokse sig større og større, når vi går af den vej.
Bundslam af vrede og had når overfladen
Der skal mange sten til at slå et menneske ihjel. Det ved de, der stener. De ved også, at vi kan bilde os selv ind, at vi ikke var medvirkende til døden, da vores lille sten aldrig vil kunne gøre nogen skade. Det er steningens indbyggede illusion om uskyldighed og ansvarsforflygtigelse.
Når masser af mennesker bøjer sig og finder en sten, der ligger godt i hånden, og lader dem blive til flammende taler på Facebook, skaber man sammen et solidt fundament for had og selvhad. Man gør plads til de mere hardcore, der gerne træder ind og kaster den afgørende sten.
Mit selvhad er mit. Det er håbløst at give andre skylden for det
Et dugfriskt og godt eksempel på, hvor galt det kan gå, er en Facebookgruppe, hvor det er helt legalt at kræve kvinder lynchet. Hvor hadet driver ned af væggene imod de lede kællinger.
Ikke noget med deep dark internet og kvindehad i det skjulte af sårede og forvildede mænd.
Nej, helt åbent – på dansk – og med fyrretusinde og stadig voksende medlemstal. Kvinderne selv er rigelig repræsenteret og holder sig ikke tilbage.
Gruppen indeholder stinkende, ufortyndet bundslam fra et frygtindgydende hav af vrede og had. Bundslam kommer kun til overfladen, når der bliver rørt i vandet. Og der er blevet rørt grundigt hen over efteråret og mange sten sendt afsted mod kvinderne. Man kan roligt sige, at de ramte plet.
Min vrede er mit ansvar
Kæreste far og mor. De bedste sider af jer er på det her billede. Jeg elsker jer betingelsesløst. Det, vi oplevede sammen dengang, er ikke forgæves eller spor synd for os. Det er blevet til en erfaring af, hvor ondt det gør at bruge vreden. Jeg havde nok aldrig troet på det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.
Nu må jeg ordne problemerne på en anden måde, for jeg er træt af at møde konsekvenserne af min vrede. Jeg er træt af at se på andelen af de ødelæggelser, jeg laver med den.
Vi skal lægge stenene og blive klogere på os selv. Blive bedre til at udtrykke det, vi har indeni, for på den måde bedre at kunne forstå hinanden
Min vrede er mit ansvar og må lægge sig, inden jeg udtaler mig. Det er dealen. Jeg må tælle til ti, se den anden vej, snakke med nogen om den, holde op med at lytte til dem, der opildner den. Jeg må læse kloge og beroligende ord. Jeg må alt muligt, bare ikke slås.
Mit selvhad er mit. Det er håbløst at give andre skylden for det. Jeg kan ikke leve på, at andre synes, at jeg er elskelig, for så skal de hele tiden bekræfte mig, og jeg bliver vred, når de ikke gør det. Jeg må elske mig selv.
Jeg vil gerne være med til at forandre verden til et fredeligt sted, men kan jo kun forandre min egen. Jeg skrev to bøger om mine erfaringer, om åbenhed og ligeværd, og I optræder i dem, men mest mig selv. Jeg er blevet forbavset over, at så mange er blevet inspireret til at tage ansvar for deres vrede ved at se på mit eksempel. Mange flere end jeg kunne have pisket til at forstå det.
Ansvarlighed og respekt – det begynder hos dig og mig
Jeg skrev om, at vores problemer skyldes vores naivitet, vores mindreværd og ikke mindst vores skyldfølelser. Vi skal lægge stenene og blive klogere på os selv. Blive bedre til at udtrykke det, vi har indeni, for på den måde bedre at kunne forstå hinanden. Vores ord og handlinger er vores ansvar og har konsekvenser, så vi må blive gode til at forvalte dem – ordene og handlingerne.
Vi kan ikke løse problemerne med det mindreværd, ligegyldighed, kulde, angst og den vrede, der skabte dem. Hvis problemerne skal løses, effektivt, en gang for alle og så de aldrig kommer igen, kan det kun gøres ved åbenhed, ligeværd og respekt for sig selv og hinanden.
Der er lang vej igen, men hvis hvert slag, vi tildeler hinanden, ender som en erfaring, der fortæller os, at vredens vej ender i en blind vold og ikke kan benyttes til problemløsning, så er intet forgæves.
LÆS MERE I POV OM VREDE OG HAD HER
Topillustration: Monsterkoi, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
