“Der er sket et enormt fald fra den Hal Koch’ske deltagertanke til det moderne markedsdemokrati”

af i Danmark/Politik & Samfund

LONGREAD // INTERVIEWSERIE – Demokratisk dannelse og medborgerskab er væsentlige elementer for vores samfunds sammenhængskraft. Men forestillingerne om, hvor meget borgerne skal engagere sig, og ikke mindst hvilke tankesæt de unge skal formes af på ungdomsuddannelserne, er vidt forskellige. Michael Böss, der er historiker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet og aktiv samfundsdebattør og foredragsholder, er næste led i en artikelserie om demokratisk dannelse, der startede med et interview med den netop afgåede undervisningsminister Merete Riisager. Böss har igennem længere tid og i flere publikationer, deriblandt Republikken Danmark og Det demente samfund, undersøgt den danske demokratiforståelse og de samfundsmæssige udviklinger, der truer demokratiet og medborgerskabet.

”I Det demente samfund hævder jeg, at vores folkestyre i Danmark vil forfalde, hvis vi glemmer den historie, der ligger bag dets udvikling. Danmark blev jo ikke et demokratisk samfund, da vi fik Grundloven i 1849. Det er noget, der først er blevet opnået hen ad vejen og altid i en kamp for det,” indleder Michael Böss, da vi går i gang med at diskutere den demokratiske dannelses vilkår i dag.

“Jeg ser folkestyret som noget, der er vokset op nedefra på grund af grupper, der har følt sig udelukket fra deltagelse, og som gennem tiden har tilkæmpet sig demokratiske rettigheder. I 1800-tallet var det bønderne, der kom i konfrontation med de konservative godsejere fra partiet Højre (som blev stiftet omkring 1881 og senere blev til en del af Det Konservative Folkeparti i 1915). Senere var det industriarbejderne, og senere igen var det kvinderne. Der var i hvert tilfælde tale om grupper, der havde været udelukket fra politisk deltagelse, men tilkæmpede sig til retten til det ved at organisere sig. På samme måde forholder det sig med demokratisk dannelse: Det er ikke noget, der kommer af sig selv, eller som vi er født med. Det er noget, som hver ny generation må tilegne sig påny, som Hal Koch understregede i sin bog Hvad er demokrati?,” forklarer Böss.

Han beskriver demokratisk dannelse som et begreb, der oprindelig blev skabt inden for den pædagogiske tænkning, men det har også forbindelse med den del af demokratisk teori, som handler om medborgerskab – eller ”citizenship” på engelsk. Ifølge Böss bør demokratisk dannelse forstås som det at forberede børn og unge til at deltage aktivt i de demokratiske processer i samfundet.

Hvis jeg skal sige noget kritisk om en international tendens, så er det, at skellet mellem den demokratiske demonstration og den form for demokratisk aktivitet, hvor spillereglerne ikke respekteres, er overskredet for mig”

”Den demokratiske deltagelse bør efter min mening ikke kun ske hvert fjerde år, når vi går til valg, men skal komme til udtryk i den måde, vi lever på, i de beslutningsprocesser, der foregår i samfundets institutioner, igennem deltagelse i den offentlige debat og i foreningslivet. Den demokratiske dannelse bliver noget meget bredere end inden for den procedurale demokratiopfattelse, som juristen Alf Ross stod for, og som vi stadig møder blandt mange liberale. Den bliver en del af ens medborgerskab.”

”Her er der en klar tråd til Hal Koch, som kaldte demokratiet for en livsmåde, de først og fremmest kommer til udtryk i samtalen og dialogen. Det var baggrunden for ham: Han levede under besættelsen og så, hvad der skete med demokratiet i Nazityskland, så hans udgivelse Hvad er demokrati? blev skrevet op imod den trussel, som han helt klart forudsagde ikke var overstået med bekæmpelsen af nazismen, men som hver ny generation må stå overfor. Hvis det ikke var nazismen, ville der hver gang være andre nye kontekster, der udfordrer demokratiet.

Demokratisk dannelse er ikke kun samtale

Demokratisk dannelse bliver i Böss’ optik dermed ikke blot til et spørgsmål om, at man skal kende noget til det politiske system og dets organisationer, selvom det naturligvis er vigtigt. Den demokratiske dannelse opbygges i skolesammenhæng først og fremmest ved, at man udvikler samtalens og dialogens kunst og ser den som et alternativ til voldens magt.

”Koch sagde dog ikke, at det hele bare skulle gå op i samtale,” fortsætter Böss. “Selvfølgelig skulle der på et tidspunkt tages en beslutning og gennemføres en afstemning. Men det var vigtigt, at det først skete efter en samtale, hvor deltagerne har forpligtet til at lytte til hinanden og levere argumenter for deres synspunkter. Den demokratiske dialog kunne kun finde sted, hvis man respekterede disse vilkår”.

Demokratisk dannelse kan ifølge Böss også foregå mange andre steder end i skolen, for eksempel i foreningslivet. For her lærer man også noget om demokratiets spilleregler, for eksempel ved at lære at gennemføre en generalforsamling. Der er også noget demokratisk dannende ved at engagere sig i en partiforening, en fagforening eller en bevægelse eller gruppe, som kæmper for en sag, for eksempel miljøspørgsmål eller bevarelse af kulturarv. For herved lærer man, at man som borger kan bruge sin foreningsfrihed eller ytringsfrihed til at påvirke samfundets udvikling og de beslutninger, som de valgte politikere skal træffe.

Det er også en del af det moderne demokrati at deltage i demonstrationer og protestaktioner, så længe man ikke tror, at man kan gennemtvinge sin vilje med disse metoder, fastslår Böss med slet skjult hentydning til undervisningsministerens besøg på Ørestad Gymnasium den 8. marts i år.

Eleverne brød demokratiets spilleregler med deres aktion. Det er helt legitimt at være utilfreds med toprocents-besparelser og andre nedskæringer. At man så bruger en forkert lejlighed til at demonstrere det og overskrider grænsen er uheldigt, når det nu er en minister, der rent faktisk interesserer sig for den demokratiske debat, der er på besøg”

I vores diskussion om det offentlige rum kommer vi her ind på Jürgen Habermas og hans idéer om magtfri kommunikation og dialog – og også hans forestilling om det offentlige rum som en grundlæggende anarkistisk sfære, der ikke skal tøjles med magt og skal have lov til at forblive organisk og ukontrolleret for at trives.

”Så vidt som anarkismen nu er tilladelig,” pointerer Böss. ”Hvis jeg skal sige noget kritisk om en international tendens, så er det, at skellet mellem den demokratiske demonstration og den form for demokratisk aktivitet, hvor spillereglerne ikke respekteres, er overskredet for mig.”

“Vi ser det i Frankrig med des gilets jaunes – de gule veste – hvor noget, der kunne have været en legitim måde at demonstrere for voksende ulighed på, bliver til gadeoptøjer, plyndringer osv. ledsaget af et krav om, at præsident Macron går af. Vi har også set fænomenet, hvor folk lægger pres med voldelige midler, i Ukraine og andre steder rundt omkring i verden – særligt i lande uden en stærk demokratisk tradition.”

”Da jeg selv gik ind i diskussionen om Ørestad Gymnasium på Facebook, skrev jeg, at det mindede påfaldende meget om tendensen på amerikanske colleges og universiteter til at ”disinvite speakers”.

“Altså at studenter presser ledelsen til at aflyse arrangementer med talere, hvis holdninger eller synspunkter, de er modstandere af. Der var en, der protesterede mod den sammenligning, men jeg synes egentlig, at parallellen er oplagt: Eleverne intimiderede uddannelsesministeren så meget, at hun valgte at forlade skolen. Jeg selv ville meget nødigt have siddet inde i det lokale med alle de folk udenfor op ad den gennemsigtige glasvæg  – det må have været skræmmende,” mener Böss.

”Eleverne brød demokratiets spilleregler med deres aktion. Det er helt legitimt at være utilfreds med toprocents-besparelser og andre nedskæringer. At man så bruger en forkert lejlighed til at demonstrere det og overskrider grænsen er uheldigt, når det nu er en minister, der rent faktisk interesserer sig for den demokratiske debat, der er på besøg.”

Hvad siger formålsparagraffen?

Michael Böss har en fortid som gymnasielektor og interesserer sig derfor også for gymnasieskolens ansvar for både almendannelse og dannelse til deltagelse i samfundslivet og demokratiet.

Tidligere på året talte han på et kursus afholdt af Danske Gymnasielevers Sammenslutning, og i forbindelse med sin forberedelse konstaterede han, at den nuværende formålsparagraf for gymnasierne rummer et tilfredsstillende fokus på demokratisk dannelse.

”Men det var tæt på at gå galt i 2016, da daværende børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby fremsatte et forslag om en reform af gymnasiets formålsparagraf. Her talte hun om ’et nyt dannelsesbegreb’, og mange blev selvfølgelig spændte på, hvad der mon lå i dét. Men det blev mødt med dyb skuffelse, raseri og forargelse. For det det eneste sted, hvor ordet dannelse forekom, var som ’digital dannelse’,” erindrer Böss.

”Forslaget kom i det store og hele til at lyde, som om gymnasiets formål var ruste eleverne til at tage en videregående uddannelse og få de kompetencer og færdigheder, der skal til for at klare sig på arbejdsmarkedet. Oplægget blev så voldsomt kritiseret, at ministeren blev nødt til at trække det tilbage.”

Vi har været stolte over, at vi ikke bare var den sorte skole, men i stedet havde skoler, der uddannede til livet. Men i dén rapport fra ’86 blev det antydet, at der er fag, vi måske bruger for meget tid på”

”Herefter opstod der en diskussion med indspil fra De Konservative, LA, DF og De Radikale, som havde kritiseret forslaget, og det endte faktisk med en rigtigt fin formålsparagraf.

I paragraf 1 stk. 3 står der for eksempel, at ’uddannelsesstederne skal have et dannelsesperspektiv med henblik på udvikling af elevernes personlige myndighed.’ Den demokratiske dannelse indebærer jo netop, at det enkelte individ får personlig myndighed og tager kritisk stilling til samfundsspørgsmål.”

”Derudover hedder det i samme paragraf, stk. 4: ’Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Derfor skal undervisningen og institutionens dagligliv bygge på åndsfrihed, ligeværd, demokrati, styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene, og eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det globale og europæiske perspektiv’.”

”Der er med andre ord ingen tvivl om, at gymnasiet har en fantastisk lovmæssigt grundlag for demokratisk dannelse, og det er faktisk det program, som jeg forestiller mig, at Riisager var indstillet på at styrke,” forklarer Böss.

Han er glad for, at det lykkedes at gennemføre justeringen af formålsparagraffen, før en eventuelt ny socialdemokratisk regering kommer til. Erfaringerne med Christine Antorini som undervisningsminister var nemlig skrækkelige, mener Böss.

”Hun var imidlertid ikke den eneste, der satte elevernes markedsduelighed højere end deres livsduelighed. Da Sofie Hæstorp Andersen var regionsrådsformand for Region Hovedstaden i 2014, udtalte hun, at ’tiden er inde til at ændre kurs i gymnasierne’. De skulle ikke længere være almendannende eller studieforberedende, men karriereforberedende, for ellers ville det gå helt galt: ’Vi har brug for et gymnasium, der har et langt større fokus på, hvad der bliver efterspurgt af omverdenen, frem for at fastholde et gymnasium, der hører fortiden til’.”

Kochs demokratitanke under angreb

Michael Böss ynder – ikke så overraskende for en historiker – at perspektivere frem og tilbage i tiden, og han fortæller om, hvordan den Hal Koch’ske demokratiske dannelse, der var idealet i 60’erne og 70’erne, kom under borgerligt angreb i 80’erne.

Det, mener han, hang sammen med den begyndende kritik af velfærdssamfundet, som efter nogles mening havde fået et alt for stort omfang med blandt andet alle rettighederne til sociale ydelser. Det indebar også direkte angreb på Hal Kochs demokratibegreb, der nærmest blev lagt for had af Søren Krarup, som talte om den ’demokratisme’, han mente havde bredt sig, og som han opfattede som en ideologi.

Hal Koch-modstanderne bekendte sig typisk også til førnævnte juraprofessor Alf Ross’ alternative demokratiopfattelse, forklarer Böss. Ross beskrev demokratiet som ren procedure, der sikrede, at der altid var et flertal i parlamentet for lovgivningen – og så var det ellers mere eller mindre slut med inddragelsen af borgerne. Det var en fuldstændig forkastelse af tanken om demokratiet som livsform. Den tanke fik nyt liv i løbet af halvfemserne på grund af blandt andet – og overraskende nok – Bertel Haarder, der også kritiserede Koch.

”Koch endte jo med at blive socialdemokrat, så de tog hans demokratibegreb til sig i partiet, og i den politiske kamp endte det med at gå ud over den generelle demokratiforståelse: Hvis man hørte til på venstrefløjen, ville man gerne have mere demokrati, men hvis man var borgerlig, så man i højere grad demokratiet som procedure,” vurderer Böss.

Så hvem er egentlig ansvarlige for den demokratiske dannelse i dag? Den findes naturligvis i foreningslivet, men vores demokrati er ved at forandre sig”

”Samtidig får vi hele globaliseringsspøgelset ind, hvor vi pludselig skal til at være konkurrencedygtige med udlandet. Så det er ikke svært at forstå, hvorfor den demokratiske dannelse bliver klemt i en periode – og det gør det kun mere interessant, at man senere vendte tilbage til den og atter begyndte at opfatte den som vigtig.”

”Der er der flere grunde til. Dels var der nogle, der var meget kritiske over for hele den instrumentalisering af både folkeskolen og gymnasiet, der fandt sted. ’Hvad er det, vi er ved at smide ud’?”

“Samtidig har det også noget at gøre med hele indvandrerdebatten, for her kommer der mennesker fra lande og miljøer, hvor man ikke er vant til at tænke demokratisk eller beskæftige sig med politik i det hele taget. Det giver os pludselig en meget stor dannelsesopgave, som har været medvirkende til, at der er kommet meget større forståelse for den demokratiske dannelse igen.”

”Og det er vel at mærke ikke kun i familier med anden etnisk baggrund, men også i danske familier, at dannelsen er gledet ud. Både folkeskolen og gymnasiet har glemt dannelsesopgaven. Og det er jo ikke det, man typisk diskuterer mest i familierne ud over måske i veluddannede hjem.”

”Så hvem er egentlig ansvarlige for den demokratiske dannelse i dag? Den findes naturligvis i foreningslivet, men vores demokrati er ved at forandre sig, og mange forsker i dag i årsagerne til det. Der er sket et enormt fald fra den Hal Koch’ske deltagertanke til det moderne markedsdemokrati, hvor borgerne bare er politiske forbrugere.”

Kompetencepædagogik er den store synder

Det er let at skyde skylden på politikerne, men Böss mener ikke, at de har været de største syndere. Han mener snarere, at det skyldes kompetencebegrebet og den moderne læringsideologi fra teoretikere på de pædagogiske uddannelser.

Han peger som eksempel på faget ”KLM” (ej at forveksle med et hollandsk flyselskab), som står for ”Kristendom, Livsanskuelse og Medborgerskab”. Böss beskriver det som et ”lovende” fag, der var obligatorisk på læreruddannelsen; det eksisterer stadig, men der opstod en politisk kamp med embedsmændene, der – uden om ministeren – ville skære ned på det og have nogle pædagogiske kompetencefag ind i stedet til at erstatte et fag, som fokuserede på idehistorie, kulturhistorie og demokratihistorie.

”Embedsmændene lytter også til tendenser, krav og behov i samfundet. Jeg skrev et bidrag til en af bøgerne om medborgerskab, hvor jeg går tilbage til en hvidbog fra Erhvervsministeriet fra 1986. Det var første første gang, at nogen gjorde opmærksom på, at vi uddanner de unge til noget forkert.”

Jeg mener, at vejen frem er en kombination af det repræsentative demokrati og borgerinddragelse. Netop borgerinddragelsen kan i form af for eksempel konsensusforsamlinger være med til at skabe den politiske dannelse, der forsvandt med partiforeningerne”

“Her satte man for første gang spørgsmålstegn ved den almendannelse, vi har været så stolte over i Danmark, som fører tilbage til Grundtvig, Koch og Løgstrup. Vi har været stolte over, at vi ikke bare var den sorte skole, men i stedet havde skoler, der uddannede til livet. Men i dén rapport fra ’86 blev det antydet, at der er fag, vi måske bruger for meget tid på, og den kom fra embedslagene. Det er en tankegang, der siden har spredt sig på blandt andet statskundskabsuddannelsen,” mener han.

”Der er jo seriøst folk, der mener, at vores demokrati i den globaliserede tidsalder med hård konkurrence har brug for stærke regeringer, der kan træffe effektive beslutninger, og at man derfor ikke skal ud i en større dannelsesproces.”

“Der er en diskussion i Danmark i dag om faldende tillid til politikere, og om den også vil slå ud i faldende tillid til demokratiet som helhed. Det er ikke til at sige. Men alle er klar over, at de vilkår, vi lever under i dag med globaliseringen og konkurrencesamfundet, sætter demokratiet under pres.”

”Andre synes så, at vejen må være at gå mod stærkere deltagelse og udvikle nye institutioner, som skal kompensere for den kendsgerning, at meget få mennesker er organiseret i politiske foreninger i dag. Dengang, omkring 30 pct. af befolkningen var politisk aktiv, var der utroligt mange og effektive måder at skabe demokratisk dannelse på. Men de væk. Hvad er der så tilbage? Ikke ret meget.”

”Jeg mener, at vejen frem er en kombination af det repræsentative demokrati og borgerinddragelse. Netop borgerinddragelsen kan i form af for eksempel konsensusforsamlinger være med til at skabe den politiske dannelse, der forsvandt med partiforeningerne.”

“Der skal simpelthen være noget i civilsamfundet, som forbereder folk til demokratiet. Omvendt er der så heller ikke nogen, der ønsker, at vi som borgere skal være med til at bestemme alt i vores samfund.”

“Det har man tidligere forsøgt sig med, og det har altid skuffet, fordi det altid ender med, at en lille gruppe kommer til at udøve al indflydelsen. Da man lavede nogle forsøg med det i København i begyndelsen af 2006, fandt man ud af, at borgerne gerne vil høres og gerne vil deltage i begrænset omfang i så og så mange weekender om året – men de vil ikke have ansvaret for alle beslutningerne.”

“For seks år siden udgav nogle yngre socialdemokrater med forbindelse til tænketanken CEVEA bogen DeltagerDanmark.”

Er det her ikke lidt 70’er-agtigt, hvad? Folk ønsker da ikke mere demokratisering. De ønsker effektive beslutninger – Henrik Sass Larsen

“Da folk begyndte at diskutere mistilliden til politikerne, og det virkelig begyndte at påvirke meningsmålingerne, fandt de det bydende nødvendigt at få genaktiveret deltagerdemokratiet. De pegede på de folkelige bevægelser i 1800-tallet, hvor deltagertraditionen kommer fra, og de nævner Hal Koch og henviser til lande som Canada, Tyskland, Irland og Island, hvor man ofte nedsætter borgerforsamlinger for at diskutere vigtige emner.”

“De gav efterfølgende bogen til Henrik Sass Larsen, som skulle kommentere den i deres netmagasin, og han sagde ’Er det her ikke lidt 70’er-agtigt, hvad? Folk ønsker da ikke mere demokratisering. De ønsker effektive beslutninger’.”

”Politikerne ved godt, at de står med et stort dilemma,” afslutter Böss:

”Hvilken vej skal de gå? Hvis de går ad den teknokratiske og elitedemokratiske vej, taber de borgerne og giver unge mennesker følelsen af, at det ikke nytter noget at deltage.”


Topfoto: Michael Böss.

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.

Seneste artikler om Danmark