Lykketoft og Ellemann-Jensen: Du store verden

i Danmark/Internationalt/Politik & Samfund af

NY BOG // UDDRAG – Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft har begge siddet med magt og ansvar i Danmark og har siden ungdommen været optaget af verden. På trods af, at de har rødder i hvert deres parti, og på trods af at Ellemann har en fortid ved Forsvarets Efterretningstjeneste og Lykketoft var militærnægter, er de fuldstændig enige om, at Danmark ikke kan strangulere sig selv ved Kruså. I en ny samtalebog fortalt til journalist og Kina-ekspert Mette Holm tager de to statsmænd bestik af verdens kurs med nye magtforskydninger, oprustning, konflikter og klimaforandringer, der sender mennesker på vandring i uset omfang.

Verden er under forandring, nogle ville endda sige i opbrud. Man formelig mærker verdenshistoriens tektoniske plader knage. Luften siver ud af den sidste supermagt, USA, der under præsident Donald Trump hverken viser evne eller vilje til at opretholde lederrollen. Tværtimod står Trumps USA for aftalebrud og indadvendt modvilje mod internationalt samkvem og ansvar, samarbejde, frihandel, ja, bare godt naboskab. Trump nægter at efterleve Klimaaftalen fra Paris og atombegrænsningsaftalen med Iran, begge aftaler indgået i 2015, to af internationalt samarbejdes største sejre de senere år, mens han prøver at lave en tilsvarende aftale med Nordkorea. Han trækker USA ud af vigtige FN-organer og svækker USA’s indflydelse i verden, samtidig med at han byder verdens diktatorer op til dans.

Kina er ikke sen til at springe til og fyre op under sit nye projekt om et magtfuldt og modent Kina i 2050 ved at folde sig ud globalt som ansvarlig; dels af egen kraft og egne initiativer, som det ambitiøse infrastrukturprojekt, 一路 (Yīdài yīlù), Bælt og Vej, der skal forbinde Kina med Afrika og Europa – senest også med Arktis – over havet og ad landjorden og drive kinesisk økonomi fremad; dels ved at udfylde hvert et stort eller lille internationalt tomrum, som Trump efterlader med sin afvisning af verden; dels gennem bekendelsen til store globale projekter som FN og kampen for klimaet.

Rusland spiller med musklerne, er aggressiv, har vældige ambitioner og tårnhøj selvagtelse, men intet tyder på, at Putin kommer til at gøre sig konkret gældende i den globale superliga i nogen nær fremtid. Han er henvist til at smede sine ødelæggende rænker, hvor han kan finde sprækker i internationalt sammenhold og aftaler, og sidder nu med nøglen til konflikter som den i Syrien.

Mellemøsten står i flammer, og her har Donald Trump valgt at puste til ilden med sin krigsdans med saudierne og flytningen af USA’s ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem – dels for at tilfredsstille de hjemlige kristne fundamentalister, dels for at glæde sin nye saudiarabiske ven, kronprins Salman, og støtte ham i opgøret med Iran. Ser man bort fra Israel, er Mellemøsten for en gangs skyld enig: Donald Trumps beslutning skriver USA ud af enhver meningsfuld indflydelse på fredsprocessen.

USA har stadig verdens største militærbudget på ca. 600 milliarder US-dollars, på andenpladsen ligger Kina, hvis militærbudget er mellem en fjerdedel og en tredjedel af USA’s, efterfulgt af Saudi- Arabien og Rusland. Ruslands økonomi er til gengæld kun ca. en tiendedel af Kinas, mens USA’s fortsat er verdens største, men også dér bliver rollerne byttet om, når Kina inden for overskuelig fremtid overhaler.

Dét Europa, vi kender, knager i fugerne. Briterne har meldt sig ud af EU, Ungarn og Polen ser stort på nogle af de menneskeretlige forpligtelser, der følger med medlemskabet. Konflikter og fattigdom skaber flygtninge og migranter, der lægger pres på grænserne; et pres, som et samlet EU tilsyneladende er ude af stand til at håndtere i fællesskab. Og vor tids migration er for intet at regne, hvis ikke vi får styr på årsagerne til, at den finder sted; gør vi ikke det, vil den svulme til uoverskuelige proportioner.

Oplever vi for tiden den gamle verdensordens sidste krampetrækninger, eller er vi allerede på tærsklen til en ny? Bliver de nationale grænser, vi kender, snart underordnet andre grænser, holdningsmæssige, økonomiske, religiøse, i cyberspace og – eller – i virkeligheden? Bliver dagsordenen sat af pengestærke enkeltindivider, popstjerner og forretningsfolk, og – eller – af udemokratiske ledere som USA’s Donald Trump, Nordkoreas Kim Jong-un, Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping?

Har Trumps sære udenrigspolitik skabt en ny form for sammenhold i resten af verden? Trumps klimafornægtelse synes at have bragt Klimaaftalens øvrige parter tættere sammen, ditto hans opsigelse af USA’s del af atomaftalen med Iran, og Iran opfordrer til dialog i regionen på afgrænsede områder. Syd- og Nordkorea optræder sammen ved Vinter-OL; og vi har set de to koreanske ledere i øm omfavnelse ved demarkationslinjen ved 38. breddegrad. Og sørme også en forbrødring mellem Kim Jong-un og Donald Trump, et umage par, de færreste havde forestillet sig.

Andre steder synes konflikter at tage til, ikke trappe ned og fase ud. Hvad er der sket med diplomatiet, bestræbelserne på at komme krig og konflikt i forkøbet gennem samtale, aftaler, tilnærmelser, gensidig respekt for forskelligheder? Hvor er verden på vej hen?

Optageren er tændt, ordet er Uffe Ellemann-Jensens og Mogens Lykketofts på en sydsvensk vinterdag i februar med lav, bleg sol, puddersne over landskabet uden for de småsprossede vinduer i den lune stue, vi har kaffe på kanden og en stor skål frugt – vi har god tid i gode omgivelser …

Uffe Ellemann-Jensens, Mogens Lykketoft og Mette Holm.

Uffe: Vi er begge vokset op i en verden med regler; en regelbaseret verdensorden, og selv under Den kolde Krig var der jo regler. Man lavede aftaler og fulgte nogle spilleregler, og så vidste man godt, at modparten måske kunne finde på at bryde reglerne, men de var på plads. Og i de sidste mange år af Den kolde Krig havde vi systemer med tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, som dels gav en høj grad af gennemsigtighed, dels sikrede, at man kunne tale sammen. Det, jeg finder så uhyggeligt for øjeblikket, er, at den regelbaserede verdensorden og troen på den er ved at skride.

Er en ny verdensorden under opsejling, eller tager man ikke tilstrækkelig vare på den, man har? Det synes jeg, er svært at overskue for øjeblikket. Men jeg frygter, at den er ved at forsvinde, uden at der er noget at sætte i stedet.

Og for en borger i et lille land er det rystende, virkelig rystende, at den regelbaserede orden er i skred; det er den i Europa, som vi ser det, hvor en Putin går ud og bryder alle de regler, vi møjsommeligt byggede op i sidste del af Den kolde Krig. Og vi ser det i USA, hvor en mand som præsident Donald Trump og hans følgere går ud og blæser på de regler, de selv har forpligtet sig til: America First, siger de nu.

Og så oplever vi nogle i Asien, der stikker hovedet frem og siger fint, det er lige vand på vores mølle, for vi har jo aldrig troet på jeres vestlige samfundsorden … Her smågriner Uffe og ryster på hovedet. 

Stærke mænd dukker op rundtomkring igen, og stærke mænd med foragt for demokratiet er skræmmende. Så det er, som om man har sluppet taget i alt det, der sker for øjeblikket. Man blæser på det grundlag, som blev skabt for at sikre en fredelig verden i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Trump er i fuld gang med at rive alle de strukturer ned, han kan komme af sted med.

Vi har set det med løsrevne stilladser omkring Klimaaftalen, Iranaftalen. Omkring de forskellige handelsaftaler; nu ser vi det omkring G7, der jo aldrig bliver det samme igen. UNESCO, Menneskerettighedsrådet, og så, gudhjælpemig, begynder han at sende tweets ud med personangreb mod Tysklands kansler, Angela Merkel, i Europa – i et åbenlyst, åbenlyst, forsøg på at svække hende og måske endda vælte hende. Og det virkelig skræmmende her er, at Putin tilsyneladende har samme motiver som Trump, og så angriber de Merkel.

Tysklands regering består af CDU, det nationalkonservative bayerske søsterparti CSU og socialdemokraterne i SPD. Angela Merkel, der ud over at være Tysklands kansler også er leder af regeringspartiet CDU, har hele tiden tilstræbt en human flygtningepolitik i samarbejde med EU. Hun bliver udfordret af koalitionspartneren CSU, hvis leder, Horst Seehofer, der blev indenrigsminister i Merkels regering i 2018, er skarp modstander af Merkels flygtningepolitik, nationalistisk og i det hele taget kritisk over for muslimer og islam.

Donald Trump langer ud efter Merkels flygtningepolitik i sine tweets, mens USA’s ambassade i Tyskland plejer fine kontakter til Seehofer.

Uffe: Putin har gjort det i adskillige år, blandt andet ved at infiltrere Socialdemokratiet i Tyskland med en vis succes, må man sige, og samtidig gør han, hvad han kan for at spænde ben for europæisk samarbejde, som han vil svække. Trump brager ud med alle sine aftalebrud, plus at han åbenlyst siger, at han gerne vil svække EU, han klapper superbrexiteeren Nigel Farage i England på skulderen og roser ham for indsatsen og beder englænderne om at udnævne ham til ambassadør i USA. Og hans udenrigstjeneste bejler til Merkels politiske konkurrent og indenrigsminister, Horst Seehofer, ved at pleje kontakt til ham uden om kansleren.

Den store uhyggelige sammenhæng er, at vi overhovedet ikke kan regne med Trump – og dermed USA – i det internationale aftalesystem. Det er virkelig skræmmende.

Trump er ved at afvikle det internationale frihandelssystem med stor risiko for handelskrige som dem, der ødelagde vores samfund i 1930’erne. Jeg tror på den tyske filosof Immanuel Kants gamle ord om, at handel skaber fred – gensidig afhængighed skaber fred – og når nogle er så bekymrede for, at de store globale virksomheder er med til at ødelægge vores demokratier, så tager jeg det mere roligt. Det er jo ikke noget nyt fænomen. Vi har altid haft verdensomspændende virksomheder. Det har så fået en ekstra dimension nu i cyberspace, og vi har fået sociale medier, der er med til at forme folks sind og meningsdannelsen i et omfang, vi aldrig før har kendt. Men netop derfor er der brug for et stærkt internationalt samarbejde, hvor spillerne kender hinanden.

Her var vi nok alt for optimistiske, da Den kolde Krig sluttede. Efter 1991 havde vi ikke længere to supermagter, der holdt hinanden i skak. Men så var der nogle år, hvor vi havde én supermagt, nemlig USA, som i det store og hele undlod at udnytte situationen til egen fordel. Nu flyder det mere og mere – og vi klynger os til de alliancer og institutioner, vi sluttede os sammen i, som EU, NATO, FN og Verdenshandelsorganisationen, WTO, men dét risikerer også at skride, i samme øjeblik respekten for reglerne forsvinder. Her er det, jeg bliver utryg, for det er altså ikke sjovt at være et lille land i en stor verden, hvor reglerne skrider.

Mogens: Det er interessant at tænke over, at måske er det ikke helt nyt med de multinationale virksomheder, samhandel i verden og gensidig afhængighed; men den gensidige afhængighed er taget til, og bevidstheden om, at verden er gensidigt afhængig på alle ledder og kanter, bliver banket ind i hovederne på os hver eneste dag i medierne.

Det er et mærkeligt paradoks, at i en udvikling, hvor interaktionen på tværs af grænserne og behovet for den er så stærk som nogensinde, vokser modstanden mod et internationalt samarbejde, der kan regulere det. Der er jo fravær af vilje til at regulere rustningskapløb, samhandelsregler, migrationsregler, alt dét, som kendetegner verden lige nu. Man rykker sig baglæns og varetager dét, man tror, er egne interesser, Russia First, America First.

Selvfølgelig kan det reguleres. Det kræver netop ikke et svagere, men derimod et stærkere internationalt samarbejde. For blot at give ét eksempel – hvordan regulerer man de nye IT-giganters aktivitet? Det kan et enkelt land jo knap nok gøre, fordi den forretning, de så vil drive uden for det pågældende land, jo også kan benyttes i det land. Man kan ikke spærre de grænseløse nye verdensrum af. Så den udvikling er dramatisk interessant.

Hvis vi vil have styr på verdensudviklingen, er vi nødt til at have et stærkere internationalt samarbejde, og FN havde et lyst øjeblik, da man i forståelse af det i 2015 vedtog Verdensmålene for bæredygtighed og Klimaaftalen. I dét øjeblik havde man i både Kina og USA en ledelse, der forstod nødvendigheden af forpligtende internationale aftaler, og at de var i deres egen interesse. Men det er krakeleret voldsomt de seneste par år. Ruslands Vladimir Putin er om muligt blevet endnu mere bekymrende selvkørende.

Jeg tror ikke, at Putin ligefrem er utilregnelig, men det forfærdelige ved ham er, at han er nulsumsspiller, gammeldags nulsumsspiller, der tror, at nogen skal tabe, for at han kan vinde, og at hans egne interesser kun kan varetages på bekostning af andres.

Uffe: Han er nulsumsspiller, og så er han regelbryder! Han er fuldstændigt kold bagi, når det gælder at blæse på reglerne og lyve om det.

Og dét, du siger, med at prøve at få styr på de store virksomheder og koncerner, Mogens, det er lige præcis min pointe, når jeg siger, at reglerne er ved at skride. For jeg tænker ikke kun på de forskellige nedrustningsaftaler og våbenkontrolaftaler; jeg tænker, som sagt, også på Verdenshandelsorganisationen, WTO, og aftaler i FN- og EU-regi, samarbejds- og frihandelsaftaler, hele det netværk af regler, som en Trump blæser stort på, og som andre i hans kølvand også begynder at blæse på. Og nu oplever vi, at dér, hvor reglerne er nået længst, nemlig EU-konstruktionen, er den truet indefra af ustabilitet.

Der er en ting, der både forbløffer og skræmmer mig. Her til morgen læste jeg en analyse, der var udsendt af General Electric, tror jeg, som har foretaget en rundspørge, der viser, at 60 procent af lederne i de store internationale koncerner mener, at me first-protektionisme og den slags er helt okay, fordi det vil gavne dem. Hvad for noget? tænkte jeg, for dét er vi jo ikke vant til.

Vi to er vokset op med vigtigheden af internationalt samkvem, vi har gået på det samme studium på samme universitet, hvor vi lærte alt om Beggar-thy-Neighbour, modellen, hvor et land afhjælper egne økonomiske problemer på bekostning af andre lande, og om hvordan 1930’erne gjorde os fattige ved handelskrige og protektionisme.

Om nogen skulle vide det, så er det da de mennesker, der sidder og leder de store grupperinger, men, som du var inde på før, der er jo helt åbenbart også nogle, der gerne ser aftalesystemerne gå i opløsning, så de kan skalte og valte, som det passer dem.

Mogens: Ja, det er åbenbart, at for hele milliardærklubben omkring Trump går det ud på at fjerne alle regler, også derhjemme i USA, miljøregler og arbejdsmiljøregler, og hvad har vi, så man kan udfolde sig fuldstændig frit som erhvervsvirksomhed og ikke betale noget særligt i skat. Den gruppering findes. Men indtrykket, da vi i 2015 vedtog Verdensmålene for Bæredygtighed og Klimaaftalen, var, at der faktisk eksisterer et internationalt orienteret erhvervsliv med et langt mere globalt forstående livssyn, og som ovenikøbet forstår, at det at udvikle internationale aftaler og opretholde regelsystemer også er en mulighed for at tjene penge.

De kræfter – gode kræfter – samles blandt andet ved Det verdensøkonomiske Forums årsmøde i Davos hver vinter.

Uffe: Men de er jo udsat for en vældig hetz for øjeblikket; de kaldes hånligt for eliten, selvom det i virkeligheden er dem, der forsøger at bevare og beskytte det regelbaserede samfund.

Mogens: Lige nu er Trump ved at melde Amerika ud af det hele; og han vil gå baglæns og åbne de gamle kulminer. Men vi ser også, at Californien, New York City, Alaska og oliefolk i Texas samlede deres egen amerikanske delegation til klimatopmødet, COP23, i Bonn i 2017. Her er der så pludselig en alternativ ikke-statslig delegation med betydelig indflydelse. Det er i vores interesse, at der er en guvernør i Californien og en borgmester i New York, som tager sagen i egen hånd og agerer uden om Trump.

Det er også i vores interesse, at repræsentanter for verdens største virksomheder som Microsoft-milliardærerne Bill og Melinda Gates, der står bag én af verdens største private humanitære organisationer, sender et meget markant budskab til Trump: ‘Hvis du virkelig mener America First, Trump, så skal du vide, at det er i din og Amerikas interesse at gøre mere for udviklingen i den fattige verden; for alt, hvad der hedder bistand, er en del af løsningen, hvis du ikke skal sende endnu flere amerikanske tropper ud i konfliktområder. Bistand er afgørende for, at der kan udvikle sig en økonomi, hvor vi kan handle med hinanden.’

Bill Gates nævner alle argumenterne for et internationalt samarbejde og international bistand, hvor det ikke kun er militæret, der skal oprustes, men især indsatsen for udvikling. Det ser jeg som udtryk for, at der findes i hvert fald nogle progressive hjørner i det store, multinationale erhvervsliv.

Uffe: Der er også George Soros, den ungarsk-amerikanske finansmand, som bruger enorme summer på sit globale demokratiseringsprojekt, Open Society Foundation. Han bliver hængt voldsomt ud i denne tid, især i sit oprindelige hjemland, Ungarn.

Man kan selvfølgelig altid diskutere samfundsnytten af, hvordan han blev milliardær, hvilket var gennem hedge-fonde samt brutal spekulation i det britiske pund i 1992. Siden har han givet 18 milliarder dollars til demokratiudvikling i verden via Open Society Foundation, og han har brugt sin økonomiske styrke til at fremme netop det åbne samfund.

Spørgsmålet er, hvordan vi får de gode kræfter til at samles, erhvervsliv, popstjerner, rigmænd, spekulanter, der er kommet på bedre tanker. Det grundlæggende problem er, at dét, som jeg – med fare for, at du nu ryger op under loftet, Mogens – vil kalde det liberale demokrati, og som har sejret i Europa, ikke længere bliver forsvaret som fortjent. Det er under voldsomt pres i Europa og rundt i verden i det hele taget.

I EU oplever vi gudhjælpemig en regeringschef, ham den frygtelige Viktor Orbán i Ungarn, der stiller sig op og siger, ‘jeg tror ikke på det liberale demokrati. Jeg ønsker snarere noget i retning af det, Putin står for.’ Og hvad er det? Det er det ‘styrede demokrati’, et frygteligt udtryk, som jo slet ikke hænger sammen.

Mogens: En selvmodsigelse, ja. Men nej, Uffe, jeg ryger ikke op i loftet over det liberale demokrati, jeg har endda nikket bifaldende, da du brugte det i fjernsynet engang – og blev kritiseret for det! Det er især, når folk opfatter begrebet snævert som partipolitisk liberal i dansk forstand – og ikke i den meget bredere engelske forstand, som du og jeg gør: liberal, som bekender sig til internationale samarbejder, åbne markeder, demokratisk samfundsorden og et uafhængigt retsvæsen, til retssikkerhed, ytringsfrihed og stærke samfundsinstitutioner, til menneskerettigheder og mindretalsrettigheder. Dét er liberalt demokrati.

Uffe: Ja, alle de ting, der blev nedfældet i Københavnskriterierne, som er kravene til, at et land kan blive optaget i EU, og blev vedtaget på Det europæiske Råds møde i København i 1993 af EU’s dengang 15 medlemslande. Din regering sørgede for at få ansøgerlandene til at skrive under på Københavnskriterierne som betingelse for at blive medlemmer af EU, og jeg havde jo en vis andel i at få dem formuleret … Her smiler Uffe som en kat, der har fået fløde. Så det var vi fælles om!

Vi var fælles om Københavnskriterierne, der med krav til demokratisk regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder, at landet er en retsstat, samt har en velfungerende markedsøkonomi, virkelig rummer hele essensen af begrebet liberalt demokrati, som er under voldsom beskydning for øjeblikket.

Mogens: Ja, der var en lang årrække efter Den kolde Krig, hvor man kunne følge den amerikanske forskningsinstitution Freedom House’s kurve over, hvor stor en del af verden der nu var blevet demokratisk styret. Østeuropa var kommet med, det meste af Latinamerika; en stor del af Afrika holdt faktisk nogenlunde uangribelige valg.

Men alt det er jo vendt, entydigt vendt, fordi vi har fået de der illiberale partier i såkaldte demokratier i Europa. Dels tager det lang tid for demokrati at slå ordentligt rod, dels er udviklingen gået baglæns … ikke så meget i Latinamerika, bortset fra især i Venezuela; det er gået meget tilbage i Afrika, fordi de færreste valg, vi ser, både syd og nord for Sahara, har noget med demokratiske valghandlinger at gøre.

Valget i Egypten foråret 2018 var stærkt manipuleret og ikke frit. Men hvorfor er accepten af det liberale demokrati faldende i Vesten, hvor det ellers var meget rodfæstet? Vi har fået et Trump-fænomen, og alle de populistiske partier i Europa er blevet styrket, der er modstand mod det europæiske samarbejde og mere af samme skuffe.

Der er mange grunde til det; gennem de seneste 25 år har der hersket manglende omsorg i den fælles liberale model for at sikre en nogenlunde rimelig fordeling af resultatet; der er finanskrise, der er eftervirkninger af finanskrise, der er frygten for migrationsstrømninger, der er mange gode forklaringer på modstanden og modviljen.

Dertil kommer mediesiden. Vi må ikke undervurdere den australske mediemagnat Rupert Murdochs vældige politiske indflydelse. En enkelt mand i den snævre milliardærklasse med enormt herredømme over medierne fra Fox News i USA til den skrevne presse og også noget af tv-fladen i Storbritannien. Murdochs medieindflydelse har været udslagsgivende for, at vi har fået Brexit, og at vi har fået Donald Trump. Han var for den sags skyld også med til at få Tony Blair valgt i Storbritannien i sin tid, og David Cameron.

Uffe: Det er ufatteligt, men også klart med folk som Murdoch, at det ikke er personen selv, der fører det ud i livet. Den nye medie- struktur gør, at de typer, der sidder og laver historierne, ikke arbejder efter de hæderkronede journalistiske principper, vi er blevet opdraget til i de gode gamle dage. Det er så som så med sandheden, stramme overskrifter, click bait og fake news.

Mogens: Samme fænomen gør sig gældende med Silvio Berlusconi i Italien og med medierne i Rusland og i Tyrkiet, især siden det mislykkede militærkup i 2016.

Uffe: Ja, de sidder på strukturen, men de finder jo ikke selv på indholdet. Det liberale demokrati er under pres af alle de årsager, du er inde på, og fællesnævneren for dem er menneskers fornemmelse af, at det liberale demokrati har svigtet; den udbredte fornemmelse af, at det ikke har løst de opgaver, der er tæt på det enkelte menneskes bekymringer. Så opstår den fornemmelse, du nævner, af, at ‘de andre’ løber med gevinsten, folk føler sig snydt og forfordelt …

Og det er da helt igennem rigtigt, når vi ser på et land som USA, hvor indkomstfordelingen er blevet fuldstændigt skævvreden de seneste 20 år. Vi ser det i Storbritannien; begge eksempler er velegnede til at gøre globalisering til bussemand og sige, ‘ja, det er da meget fint, men se, hvordan dem i andre lande er løbet med vores arbejdspladser, og okay, så er der også nogle enkelte milliardærer her i landet.’

Mogens: Men interessant nok er det ikke milliardærerne, der får skylden, selvom det vitterligt er dem, der har snablen dybt i fælleskassen og scorer voldsom vækst i deres formuer, mens flertallet er sakket agterud.

Uffe: Den næste store bekymring er fornemmelsen af pres på grænserne, fornemmelsen af, at fremmede kommer ‘væltende’ ind. Man kan diskutere, hvor stort presset vitterligt er, hvordan var det før, hvor stort er det blevet nu? Under alle omstændigheder har der dannet sig et indtryk – enkelte steder med rette – af, at der er sket en voldsom stigning i antallet af fremmede, der er kommet ind. Og oplevelsen er, at de fremmede løber – ikke så meget med arbejdspladserne, men med de penge, som vi skulle have brugt på os selv. På vores gamle og vores syge og alle den slags opgaver.

Budskabet bliver så, at det liberale demokrati ikke har magtet at løse de opgaver. Og så er vejen banet for andre, der kommer og siger, ‘der skal hårdere midler til, vi skal blæse på de internationale regler; konventionerne er forældede, de er fra en anden tid, dem skal vi bare blæse på.’

Pludselig er der ikke længere nogen, som forsvarer det liberale demokrati med alt, hvad det indebærer, og der bliver jo sagt ting i den politiske debat efterhånden, som var utænkelige for 10 eller 20 år siden. Det er ufatteligt, hvad de slipper af sted med, og det gælder i dit gamle parti, Mogens, og det gælder i mit gamle parti. Jeg ved ikke, om du har det på samme måde, så kan du lige så godt gå til bekendelse og sige det, men, altså, det er skrækkeligt at sidde som gammel velopdragen henholdsvis socialdemokrat eller liberal og høre på alle de ting, der lige pludselig bliver sagt uden omgående kontant modsvar.

Mogens nikker stille …

Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Mette Holm, 

Du store verden, 368 sider, Rosinante, 224,95 kroner.

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info. Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,