Mette Nexmand: Findes der klovne, som ikke kan tage næsen af? • POV International

Mette Nexmand 26.08.2020

ESSAY – At blive kronisk syg eller på anden vis gjort uegnet til et almindeligt arbejdsliv i Danmark er et farvel til fællesskabet, skriver Mette Nexmand. Hvis du ikke længere kan arbejde fuld tid og skal modtage overførselsindkomst, bliver du smidt ud af den sociale konstruktion, der har båret dig hele livet. Jeg kan nu svare på et spørgsmål, min datter stillede engang: Ja, der findes klovne, som ikke kan tage næsen af. Du ser på én lige nu.

Når virkeligheden fra det ene øjeblik til det andet forvrænges, og man ser sig selv i en kvalmende spejlsal, hvor selvet opløses, er man enten henvist til forvrængningen eller accept af en hel ny identitet. Jeg befinder mig i den første tilstand, men drømmer om den sidste.

Min veninde ville sige, at det udsagn har lange patter, og det har hun ret i, men jeg skal nok nå til forklaringen.

Jeg kommer aldrig tilbage på arbejdsmarkedet som den journalist, jeg var… Mit håndværk tillært gennem et halvt liv, min evne til at arbejde som produktiv journalist, er fortid

I mit tilfælde ændrede verden sig, da en kop blod kom på afveje i min nakke, en besk styrtning i lillehjernen tæt på hjernestammen.

Jeg fik en hjerneblødning som 50-årig i april 2018, og det er i sig selv en dødedans. Men jeg blev samtidig lagt ned af min egen sløsethed:

Jeg var netop trådt ud af en fast stilling med pension og havde ikke genetableret forsikringer mv. Hustlede mig frem som freelancer, da jeg en lørdag mærkede et savende, glødende metalbånd om panden og kastede en solbær-smoothie op ud over en lille dreng ved et busstoppested på Toftegårds Plads.

Splat! Det kan man skrive en hel masse om. Især om hjernen, der er en forunderlig og forræderisk efterretningstjeneste for personen. Men jeg vil gøre den medicinske del forholdsvist kort, for mit ærinde er ikke at beskrive sygdomsforløbet. Jeg vil i kontakt med jer omkring en større sag.

For at opremse: Mine skader gav mig ikke synlige mén. I begyndelsen kunne jeg ikke gå eller sidde, men jeg kom forholdsvis hurtigt på benene og sjoskede ud i den bragende varme sommer som en anden genopstanden mumie.

Min omverden blev lettet over at se mig med mascara og plukkede øjenbryn, og det blev jeg da også selv, når jeg kiggede i spejlet.

Jeg kunne godt fornemme, at noget var off, men hvad gør en ødelagt hjerne: den kompenserer og snyder sit menneske til at tro, at dets bevidsthed er uforandret. Stabil om ikke andet. Og hør nu her, jeg var trods alt blevet opereret i hjernen og havde haft et dræn stikkende ud gennem pandeskallen. Lidt søvnig bliver man vel.

Mine øjne og balance dur ikke, jeg kan kun koncentrere mig om opgaver såsom at skrive dette et par timer om formiddagen. Selv løbeture udmatter og gør det næsten umuligt at tænke

Hvilket desværre var en forskønnelse af de værre. Min hjerneskade er permanent, større dele ligger brak og genopdyrkes ikke. Mine øjne og balance dur ikke, jeg kan kun koncentrere mig om opgaver såsom at skrive dette et par timer om formiddagen. Selv løbeture udmatter og gør det næsten umuligt at tænke.

Med andre ord: Jeg kommer aldrig tilbage på arbejdsmarkedet som den journalist, jeg var. Jeg har stadig en stor viden, kan lære masser af nyt og skrive godt, litterært faktisk, men tro mig, det er ikke det samme som at indsamle hundredevis af informationer, verificere dem, interviewe de rigtige kilder og formidle historierne vinklet og appetitligt. Tilpasset afsenderen og modtageren.

Mit håndværk tillært gennem et halvt liv, min evne til at arbejde som produktiv journalist, er fortid.

Hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg bare fik lov til at gøre noget andet, noget i mindre skala. Det er så hér, min intention med dette essay ligger. For det kan jeg godt glemme alt om, og nu ved jeg, hvad det vil sige at få sin verden omstyrtet og derefter erkende, at man aldrig vender tilbage til den gamle. End ikke i en anden form.

Den gamle verden er den, hvor de ofte usynlige og underkendte fællesskaber eksisterer. Hvor folk går på arbejde i timevis og ser andre folk gå på arbejde i timevis.

Man lider så dejligt sammen i mindst otte timer, gerne mere. Det liv, mange skælder ud over hver aften: Uvederhæftige chefer, ditto kaffeautomater, fyringsrunder, utilpassede kontorstole, træk fra vinduerne, vinduer, der ikke kan åbnes, printere, der virker ti procent af året, alt for unge kollegaer, alt for gamle.

Huskede jeg uvederhæftige chefer? Ditto kantineordninger, julefrokoster, fredagsbar, brokkehoveder, sladder, nye ansigter i receptionen, affærer. Musik.

Livet med andre ord. Og nu ved jeg, hvad det vil sige at blive en blindtarm på det. Et ikke-fungerende vedhæng på de andres hverdag.

Jeg klynker, siger I. Ja, jeg kunne være født i Syrien eller Hviderusland. Ja, uden Rigshospitalet var jeg garanteret død. Ja, jeg er heldig overhovedet at gå.

Men jeg er nu engang født i Danmark, og her lærer de fleste af os, at individets værdi ligger i agilitet på arbejdsmarkedet. En umiddelbar forlængelse af forkælelsen i velfærdssamfundet, som ikke er nem at ryste af sig.

Uanset om vi er ekstroverte (som mig desværre) eller mere mystiske og introverte, bevæger vi os som horder af flokdyr mod og med hinanden, væltende ind over stepperne, pause ved den halvt udtørrede flod. Videre mod et andet sted

Desuden er der en universel, menneskelig drivkraft mod fællesskabet. Uanset om vi er ekstroverte (som mig desværre) eller mere mystiske og introverte, bevæger vi os som horder af flokdyr mod og med hinanden, væltende ind over stepperne, pause ved den halvt udtørrede flod. Videre mod et andet sted, og en dag slår vi os ned ved en bedre flod, sammen.

Jeg ser opdelingen af mennesketyper overalt. For eksempel på Amager Strand, hvor en del af strækningen fra Femøren til strandstationen er en lund af gamle træer. Her er en passage med græsarealer og skygge på varme dage. Indvandrerfamilierne sidder altid her, eller nærmere den ældste generation med deres børn, børnebørn og måske oldebørn. Bedstemoren i alt for meget tøj. Bedstefaren, der har fået den eneste klapstol.

Vores umiddelbare indskydelse og samfundsopdragelse siger os, at bedstemødrene i hvert fald ikke arbejder, og resten har svært ved at tilpasse sig, hvis de overhovedet prøver. Ellers ville de sidde længere nede på stranden, hvor man er mere integreret. Tænker vi automatisk.

(Danskere tager i øvrigt ikke de gamle med på stranden, for mange har huse og terrasser med Weber grills så store som UFO’er, så man kan være sammen på en mere distanceret sommer-måde. Danske bedsteforældre færdes kun på stranden, hvis de passer børnebørn, mens forældrene er på arbejde. Groft sagt.)

Jeg føler en barnlig solidaritet med araberne. Nu, hvor Jobcenteret har placeret mig i et tomrum, hvor jeg skal udredes og bruger af ressourcer, som er nådigt, men bebrejdende stillet til rådighed. Tidsperspektivet er uendeligt, og jeg kan intet andet end at vente på sagsbehandlingens afslutning.

Det er flovt, og min danske oplæring siger mig, at jeg er i den samme klub som palæstinenserne under kastanjetræet. Jeg kan også gå på stranden på alle mulige åndssvage tidspunkter, om onsdagen i uge 26 kl. 10 om formiddagen, hvor andre ikke har fået ferie endnu.

Man kan ikke altid ændre den forprogrammering, der ligger hos et moderne individ: Det at udføre sit hverv hver uge 37 timer plus det løse, indtil man bliver mindst 70 år, det er plan A. Der er ikke nogen B

Så jeg forsøger at forestille mig et fællesskab med dem af ikke vestlig herkomst: ’Hej, jeg laver heller ikke en skid. Men er I klar over, at vi sidder på en gammel losseplads?’

Åh, hvor ville de hade at have det gamle, hvide spektakel siddende.

Vi udveksler blikke, da jeg selvfølgelig går forbi familierne på græsplænerne, og de tager fejl af mit motiv, kigger surt væk. Men jeg hører til på græsset nu. Blandt de andre, som er dømt til eftersidning. Jeg burde sætte mig i skyggen med en engangsgrill og kigge skamfuldt ud på alt det SKAT-betalende kød i solen.

Mange har sagt til mig:

’Mette, du skriver stadig godt, det er kun i dit eget hoved, at du nedgøres.’

Det passer ikke! Al kommunikation fra det offentlige til mig nu er fra myndighed til spedalsk. E-boksen er et studie i ydmygelser forklædt som juridisk sprog.

Jeg har forbrudt mig mod noget essentielt, så jeg skal tåle deciderede forhør fra Jobcenteret om min egen hygiejne osv. Af de samme personer, der har set mig 40 gange.

Jeg er ikke i tvivl om, at andre syge og diverse udsatte grupper oplever det samme. Vi hører jo om det hele tiden, alt det, jeg ikke orkede lytte til før hjerneblødningen. Jeg forsøgte at rumme det, vise social bevidsthed, men fik den først rigtigt, da jeg selv sad i saksen.

Jobcenteret er imidlertid blot en knopvækst på et samfund, hvor klassificeringen af mennesker sker over hele linjen. Hos borgerne selv først og fremmest.

Jeg iagttog identitetstabet ved sygemelding fra et arbejde – og angsten for udelukkelse – i den rehabiliteringsgruppe, jeg deltog i. Her sad mennesker fra alle sociale lag med hjerneskader

Jeg er ikke blevet marxist eller noget, der minder om, spar jer retorikken, men jeg har oplevet at gå fra den ene til den anden klasse fra det ene øjeblik til det andet. Fra minuttet før den savende hovedpine til opvågningen på Rigshospitalets 9. sal. Det er velfærdsdyrets erkendelser.

Jeg iagttog identitetstabet ved sygemelding fra et arbejde – og angsten for udelukkelse – i den rehabiliteringsgruppe, jeg deltog i. Her sad mennesker fra alle sociale lag med hjerneskader. Jeg havde ikke engang en arbejdsplads, der senere kunne fyre mig, så jeg var i den dummeste (på en sær måde mest frigjorte) gruppe.

Vi talte meget om jobs. Det var tydeligt, at især mænd er rædselsslagne for at blive frataget deres fag og forsørgerstatus. Ikke noget nyt, men jeg så eksempler på mænd, der befandt sig i regulær selvfornægtelse eller simpelt hen var klar til at lyve overfor deres arbejdspladser om omfanget af deres hjerneskader.

Det sidste er i øvrigt fortvivlende nemt, for ofte kan den skadede se okay ud og/eller ikke være klar over, hvor problemerne opstår.

Resultatet af den kamp vil ofte være totalt (hjerne)nedbrud, før eller siden, for personens tilbagekomst til arbejdspladsen bliver en umulig higen efter fuld tid, anerkendelse og fortrængning af det skete. Han vil sejre ad helvede til og have ofret sig selv og måske sin familie i processen. Det er vel at mærke mænd, som netop har familier, pensionsordninger og sundhedsforsikringer, så de ville sagtens kunne trække stikket eller bare gå ned i tid et stykke tid.

Men nej, det ville være en enorm falliterklæring at indrømme forekomsten af et goldt ar i et af de mest centrale hjernecentre – og dermed gå glip af mandagsmøderne, måske for evigt. HR-afdelingen har det tungt med døde hjerneceller, er mændene bange for, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Rehabiliteringsteamet, eksperterne, bliver nok sure på mig, når jeg fortæller dette, for de vil med rette anføre, at deres kompetencer, for eksempel neuropsykologi, skal forhindre dette.

Realiteterne er dog, at dette højt uddannede personale ikke altid kan ændre den forprogrammering, der ligger hos et moderne individ: Det at udføre sit hverv hver uge 37 timer plus det løse, indtil man bliver mindst 70 år, det er plan A. Der er ikke nogen B.

Vi er ikke i samme båd – eller det er vi måske, hvis COVID 19 var en båd – men bagbords klumper de i forvejen dårligt stillede sig sammen uden for presenningen og er tæt på at ryge over

COVID-19 har selvfølgelig ikke gjort arbejdsmarkedet mere smidigt for nogen parter. Alle kan nu opleve, hvordan den sociale konstruktion omkring et job og dermed daglige, agile rutiner kan smuldre. Det er forfærdeligt, og det bliver værre endnu, men undskyld, COVID-19 giver da ikke en øget social bevidsthed!

Hvis jeg ikke kunne finde noget andet at dø af grin af under nedlukningen, smilede jeg i det mindste ondt, da alle fra statsministeren til museumsdirektøren fastslog, at pandemien giver et nyt fællesskab – ligesom under 2. verdenskrig.

Hold nu op, det giver en ny situation, og indenfor de rammer fortsætter klasseskellene ufortrødent. Dertil er den generelle indstilling alt for egoistisk. Vi er ikke i samme båd – eller det er vi måske, hvis COVID-19 var en båd – men bagbords klumper de i forvejen dårligt stillede sig sammen uden for presenningen og er tæt på at ryge over.

Jobcenteret lader for eksempel meget sygere borgere end mig gå på kontanthjælp og bruger pandemien som undskyldning for at trække sagen endnu længere ud. Det sker hver dag, private socialrådgivere skriver om det på Facebook.

De fortvivlede og ofte rasende delinger har stor likability, men det bundfælder sig ligesom ikke i en befolkning, der har andet at se til. Jeg kan ikke bebrejde nogen, ville heller ikke have tænkt videre over det førhen, gider knap at læse om mig selv nu.

Jeg kan bare mindes den dag for syv år siden, da min datter ved morgenbordet spurgte mig: ’Findes der klovne, som ikke kan tage næsen af?’

Hun var og er bange for klovne, selvom hun ikke engang havde stiftet bekendtskab med Stephen Kings ’IT’ på det tidspunkt, men som mange børn følte hun en ur-angst for det maskerede.

Når kommunen er færdig med mig, vil jeg ikke være med til den idiotiske rundedans længere. Jeg vil ikke længes efter arbejdspladsen, som jeg husker den, som var mig

Jeg fandt sikkert på noget pædagogisk at sige til hende, men har spekuleret over episoden i dag. Føler, jeg må svare ja. Min kroniske sygdom giver mig i hvert fald en næse på, som sidder alt for godt, hvor den sidder.

Hvis jeg derfor skal lykkes med det projekt, som er mit liv, er jeg nødt til at bryde helt ud af den føromtalte forvrængning, en vaklen rundt i periferien af den gamle verden, hele tiden i minimal kontakt, hele tiden til overs, men bundet til det, der før udgjorde min dagligdag.

Når kommunen er færdig med mig, vil jeg ikke være med til den idiotiske rundedans længere. Jeg vil ikke længes efter arbejdspladsen, som jeg husker den, som var mig.

Jeg vil bare tjene nogle få penge selv og finde et fællesskab et andet sted end dér, hvor printeren stort set aldrig virker.

LÆS METTE NEXMANDS ØVRIGE ESSAYS HER.

Foto: Mette Nexmands datter spurgte hende om klovnenæser som lille. Nu kender hun svaret. Flickr/Alan Levine.

Mette Nexmand

Mette Nexmand, uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet som redaktør og journalist på flere livsstilsmagasiner, senest som digital redaktionschef hos Benjamin Media. Har desuden arbejdet i client media-branchen og skabt koncepter, kommunikationsstrategier mv. for fagforeninger, ngo-organisationer og private virksomheder. Personligt meget optaget af historie, litteratur, design, arkitektur og samfundsforhold. Er udpræget nørd, når det kommer til historie/idéhistorie. Er sprogmenneske om en hals, men forsøger også at være i en konstant læringsproces omkring naturvidenskabelige emner. Skriver en litterær blog, hvor alle disse emner kommer i spil.