Kristoffer Munk: Mand, pas din egen tallerken

af i Liv & Mennesker/Mænd

DEBAT // KØN – Efter med stor fornøjelse at have læst Sebastian Dorset afsværge sig enhver form for ciskønnethed og ikke mindst fulgt et særdeles farverigt debatslag på Facebook i forhold til samme indlæg, sidder jeg som mand tilbage med to tanker: Den første er, at der er mange gode grunde til, at mænd gør klogt i at holde sig ude af enhver form for kønsdebat med mindre de er udstyret med rimelige mængder af humoristisk sans, hvad den gode Dorset i min optik har. Den anden er en undren over, hvor vigtigt køn og kønsidentitet i grunden er.

Som absolut nybegynder i enhver form for kønsdebat, har jeg forståelsen af at jeg skal markere, hvilken gruppering og hvilket køn, jeg tilhører. Som den gode Dorset definerer jeg mig selv som mand. Skal jeg famlende og usikkert forsøge at kaste mig ud i en intersektionel feministisk diskurs, vil jeg kunne betragtes som hvid i vekslende nuancer afhængig af årstiderne og vejrliget. Ligeledes kan situationsbestemt alkoholindtagelse også have en vis effekt på teinten.

En af mine anker mod kønsdebatten er, at den tilsyneladende kræver et betydeligt lixtal og et permanent studieophold med eksamensbevis fra center for syvstavelsesord at deltage i den

Jeg kan også forstå, at jeg gør klogt i at kaste et cis håndtegn ud i lokalet. En mere præcis varedeklaration bør herfor også rumme, at jeg formentlig er temmelig privilegieblind. Dette beklages naturligvis overfor enhver person med et syn på væsener som mig, der i så fald må læse mine udgydelser med udgangspunkt i sine egne oplevelser og analyser af, hvad et sådant væsen som mig både har lov til at mene og tænke.

Det har jeg hundrede procent respekt for, og jeg erklærer mig villig til at modtage enhver form for man/woman/personsplaining, som jeg måtte have fortjent i denne sammenhæng. Go ahead, make my day. Skær det endeligt ud i pap og lav en flot planche eller måske endda en power point. Jeg lover at kigge på den og at prøve at forstå den, og herpå danne min egen mening om budskabet, efter at have læst det grundigt.

At tilegne sig den rette sprogbrug

Som de fleste mandspersoner, jeg omgås, holder jeg fast i at jeg er mand og tilføjer ikke et cis. Jeg kan også bruge betegnelsen hankøn og kan endvidere afsløre at jeg har et ulige cpr-nummer. For min skyld kan folk definere mig som de vil. Så hvis man foretrækker at ciskønne mig, er man velkommen til det, ingen indvendinger herfra. Der vil dog være en vis risiko for at jeg ikke lige reagerer på en sådan betegnelse. Nøjagtig ligesom hvis folk kalder mig Kristian i stedet for Kristoffer; det kræver et par forsøg og prik mig eventuelt i panden, så jeg ved at det er mig, du taler til. For min skyld kan man definere mig som norsk skovkat, hvis man får en fornøjelse af det.

Hvis man med det udgangspunkt vælger at invitere mig til middag og servere en dåse Whiskas, vil jeg dog formentlig optræde med en til lejligheden opfundet glutenallergi og tage mig en durum med falafel på vejen hjem, i lukkede heteronormative kredse kendt som en elefantpik med sovs.

For mig at se, er der tale om en debat, der let bliver enormt ekskluderende, idet den rummer et ganske komplekst sprogbrug, og det tilsyneladende er umuligt at komme til at træde nogle over den del af den menneskelige anatomi, der af de fleste betegnes som tæerne

Jeg skal endvidere definere mig selv som en person, der efter at have levet i op til flere parforhold af vekslende seriøsitet og længde, nu kan definere mig selv som en ciskønnet mandlig forældreperson og medomsorgsgiver. Levende i en ligeværdig relation præget af gensidig kærlighed, respekt og dialog omkring såvel følelsesmæssig som økonomisk og arbejdsopgavemæssig lighed, der gensidigt er italesat og forhandlet af begge deltagere og blevet legaliseret via et offentligt formaliseret ritual med såvel juridisk som følelsesmæssig gyldighed.

Denne relation er karakteriseret ved et heteronormativt og monogamt udgangspunkt, men er herudover generelt karakteriseret af, at begge ligeværdigt agerende subjekter efter bedste evne har søgt at undgå at objektivisere den anden og har ageret i samarbejde med det udgangspunkt, at begges kompetencer og indsatser har en ligeværdig gyldighed.

Endvidere er relationen karakteriseret af, at begge ligeværdige subjekter har fri udfoldelsesret indenfor områder, hvor der for dem kan forefindes væsentlige interesseområder hvad angår deres egenoplevelse af behov for at konstruere deres identitet gennem fysiske aktanter og konkreter i det fælles ejede rum, dog kun så længe, der er blevet udvist respekt for den anden parts basale rettighed for også at manifestere såvel dennes individuelle behov og at der herudover udvises en gensidig hensyntagen til det samlede familiesystems behov for overlevelse og fysisk tryghed.

Dette er naturligvis gennemført i en parallel proces, hvor der løbende har været plads til gensidig meningsudveksling og forståelse af begge subjekters perspektiv i såvel et personligt som et mere alment perspektiv. Pyha, den var tung. Jeg beklager, hvis der er smuttet et komma, men man må jo som nybegynder vise, at man i det mindste prøver at tilegne sig den rette sprogbrug…

Oversættelsen

Oversat til mere almindeligt dansk: Jeg er gift, vi har børn, vi taler om tingene og prøver at blive enige om at dele sol og vind lige. Når vi knalder, gør vi det med hinanden. Nogle ting har min kone haft mest at sige i forhold til, andre ting har jeg fået det sidste ord i forhold til, men vi prøver på at være lige og ikke brænde alle pengene af på noget, som kun et medlem af familien har glæde af og at tage hensyn til alle familiemedlemmers behov.

Jeg beklager, at oversættelsen til et muligt forståbart dansk formentlig ikke rummer en tilstrækkelig nuanceringsgrad. Hvis jeg har misforstået noget af den komplekse terminologi, der tilsyneladende er en forudsætning for at kunne forholde sig til køn som et begreb, modtager jeg gerne min straf. Hvad enten straffen består af et helaftens foredrag af Henrik Marstal eller en læsning af Judith Butlers forfatterskab. Blot det ikke forlanges ,at jeg skal tilegne mig den gode Marstals menneske- og samfundssyn eller ukritisk tilegne mig Butlers holdninger uden reservationer og forbehold. Det vil for mig være skovsnegle, der skal fortæres fra pind for at få lov at være med i hulen igen. Pænt nej tak.

At reducere identitet til kønsidentitet er i øvrigt en noget forsimplet forholdemåde til det begreb. Vi er meget mere end vores køn, og der er en lang række sammenhænge, hvor vores køn ikke betyder noget

Jeg foretrækker ikke at være totalitær eller ukritisk. I så fald kan I sgu æde sneglen selv, beholde jeres hule og få Marokkopuden med i købet, hvorpå jeg vil bevæge mig ud i den virkelige verden. Jeg vil dog hellere have en nuanceret forklaring og en god dialog, hvis det er muligt, og vil da bestræbe mig på at deltage ordentligt i en sådan.

En af mine anker mod kønsdebatten er, at den tilsyneladende kræver et betydeligt lixtal og et permanent studieophold med eksamensbevis fra center for syvstavelsesord at deltage i den. Kommer man til at træde ved siden af, er det let at fremstå som en tåbe, et privilegieblindt fjols eller måske endda som en hvid, heteroseksuel mand. For mig at se, er der tale om en debat, der let bliver enormt ekskluderende, idet den rummer et ganske komplekst sprogbrug, og det tilsyneladende er umuligt at komme til at træde nogle over den del af den menneskelige anatomi, der af de fleste betegnes som tæerne.

Jeg anerkender at man naturligvis må bruge den betegnelse man vil om dette stykke anatomi, og at jeg ikke har en entydig definitionsmagt, som berettiger mig til at påtvinge andre at kalde dem for tæer. Jeg finder det dog praktisk at bruge dette ord, da de fleste herfor vil forstå meningen med min sætning.

For mig at se er grundbudskabet enkelt. Vi har en kønsidentitet der er væsentligt mere kompleks end at en imaginær Gud skabte os som mand og kvinde. Biologisk set har vi et køn, men der findes bestemt også personer, for hvem man ikke entydigt kan pege på at de har et bestemt biologisk køn.

Der er også en social og identitetsmæssig opfattelse af køn, hvor det er muligt at have en anden kønsopfattelse end den man fra naturens side er udstyret med. Ligeledes er seksuelle præferencer ikke en entydig størrelse, der findes også personer, der ikke har seksualdrift eller opfatter sig som tilhørende en bestemt kategori. Det er naturligvis nemmest at tilhøre en majoritet – som jeg gør – og derfor skal majoriteten naturligvis sørge for at tage hensyn til minoriteterne. Både på et individplan, men også på et samfundsplan. Vigtigst af alt er det dog, at vi skal prøve at behandle hinanden ordentligt, uanset hvad for en kasse, vi hører til i.

Vi er meget mere end vores køn

At reducere identitet til kønsidentitet er i øvrigt en noget forsimplet forholdemåde til det begreb. Vi er meget mere end vores køn, og der er en lang række sammenhænge, hvor vores køn ikke betyder noget. Jeg vil nu tillade mig at argumentere fra mit eget individuelle, cismandspriviligerede perspektiv, alene for ikke at tillade mig at have holdninger på andres vegne.

Det kan jeg se ikke lige er på mode. Jeg er ligeglad med om en læge er mand eller kvinde eller noget helt tredje, jeg bekymrer mig om at vedkommende er en dygtig læge (og om hvorvidt penicillinen bliver forvandlet til afføringsmiddel, når sundhedsplatformen har leget autocorrect med lægens recept). Har det på samme måde med revisorer, bankansatte, alle dem i supermarkederne og hvor jeg ellers færdes.

Vi er vores personlighed, kognitive formåen og vores værdier. Vi er de handlinger, vi møder hinanden med ude i verden. Vi er vores uddannelse, profession, vores fritidsinteresser. Vi er summen af vores valg i livet og alt mulig andet

Hvis jeg i de sammenhænge skal forholde mig til, at min læge taler længe om hendes køn, at min revisor definerer sig selv som nonbinær eller at min frisør er panfløjte-nonkvantificerbar cis kvinde, men er født som mand, så må jeg indrømme, at vi lige pludselig får lavet en sammenblanding, der ikke er nødvendig for at vi kan have et fællesskab omkring det, der er formålet for vores samvær i en given situation. I de sammenhænge, hvor jeg har mødt transpersoner eller andre med en ikke-ciskønnet forholdemåde til deres køn, har jeg enten ageret som om det ikke var relevant, hvis det ikke var det.

Ellers har jeg søgt efter bedste evne at respondere ordentligt på de ting, de har fortalt mig. Jeg sætter pris på en kold øl og en god samtale ved en fest, og jeg er ligeglad med hvem en samtalepartner ønsker at dyrke sex med eller hvilken kønsopfattelse, de er udstyret med. Hvis de er åbne, søde og venlige, sjove og begavede, og ikke kun taler om sig selv, så kan vi hurtigt få en god aften.

Herudover er vi meget mere end vores køn. Vi er vores personlighed, kognitive formåen og vores værdier. Vi er de handlinger, vi møder hinanden med ude i verden. Vi er vores uddannelse, profession, vores fritidsinteresser. Vi er summen af vores valg i livet og alt mulig andet, der oftest er meget mere interessant end vores køn og åbner op for en anden grad af fællesskabsfølelse end en skinger debat med uenighedsgaranti og en kompleks terminologi, der kun mestres af de færreste.

”Pas din egen tallerken”

Derfor er jeg personligt nået frem til et enkelt valgsprog: ”Pas din egen tallerken”. Jeg koncentrerer mig om at være et godt menneske i de relationer og sociale sammenhænge, jeg befinder mig i. Jeg kunne aldrig drømme om at deltage i en pride-parade som andet end tilskuer, med mindre jeg blev inviteret af en person, der ville få en gevinst af at jeg deltog, så hopper jeg sgu gerne op på vognen.

Jeg tilhører en majoritet, og som jeg har forstået det, er der tale om et arrangement for en minoritet. Jeg har ingen holdning til, om priden skal gå forbi Nørrebro for at tækkes Pia Kjærsgaard og hendes ligesindede. Det må være en sag mellem arrangørerne og Københavns Politi, som vel regulerer det fra offentlig side, hvis de ikke har for travlt med at følge efter Rasmus Paludan imens han løber rundt efter den pose med marmorkugler, han tilsyneladende har tabt.

Med til pas din egen tallerken hører naturligvis, at jeg har begrænsninger og fordomme. Dem skal jeg naturligvis forholde mig kritisk til – eksempelvis har jeg ikke helt forstået konceptet omkring at vi skal afseksualisere det offentlige rum ved at danse numsedans til høj musik i g-streng, men jeg må anerkende, at det er der nok nogle der ved mere om end jeg gør. Jeg twerker herfor alene kun i et lukket rum for at gøre mine børn pinligt berørte – alene truslen er heldigvis nok, så vi holder os til den indtil mere drastiske midler skal i brug.

Jeg påtager mig ej heller som dansker ansvaret for, at en flok handelsrejsende i Irland løb tør for varer i vikingetiden og plyndrede et par munkeklostre. Ligeledes påtager jeg mig ikke ansvaret for Harvey Weinsteins sexforbrydelser eller andre mandlige seksualforbryderes handlinger

Jeg lægger naturligvis også mærke til personer, der på en eller anden måde skiller sig ud i det offentlige rum. Derfor, ja, jeg bemærker en transperson på 2 meter i stiletter og festmakeup på en tirsdag eftermiddag i Gothersgade, og ja, jeg kigger sgu også på vedkommende mere end på personen foran og bagved. Det er ikke et udtryk for en fordømmelse, men nok svært at undgå. Jeg er hermed ikke ude på at udskamme eller nedstirre nogen, men tænker at det er meget almindeligt at mennesker lægger mærke til personer, der skiller sig ud i det offentlige rum.

Hvis folk taler til mig om patriarkatet, så preller det af som vand på en gås. Hvis der er en klub for hvide mænd, der har til formål at holde alle andre end hvide mænd nede, så er jeg altså ikke blevet inviteret med i den og har herfor ikke et ansvar for, hvad den lokale filial af mande-Illuminati foretager sig i dag. Hvis nogle kloge mennesker ved, hvor de mødes, så sig til, så dukker jeg gerne op og giver dem en heteronormativ røvfuld, med mindre de er større end mig, naturligvis en verbal en af slagsen. Er de for store, så kan vi forhåbentlig nøjes med at kalde dem grimme ord og smøre deres Greta Thunberg uvenlige biler ind i barberskum og toiletpapir.

Jeg påtager mig ej heller som dansker ansvaret for, at en flok handelsrejsende i Irland løb tør for varer i vikingetiden og plyndrede et par munkeklostre. Ligeledes påtager jeg mig ikke ansvaret for Harvey Weinsteins sexforbrydelser eller andre mandlige seksualforbryderes handlinger. Jeg kan i øvrigt afsløre at i de lukkede heteroseksuelle miljøer, jeg har bevæget mig i, har sexforbrydere ikke haft en så pokkers høj status. Tror personligt ikke at det havde været noget man skulle prale med i omklædningsrummet i fodboldklubben. Jeg passer i stedet min egen tallerken og har ingen trang til at tage et ansvar for andres forvaltning af deres tallerken.

Endelig er fordelen ved at passe sin egen tallerken, at man holder op med at bekymre sig om, hvordan andre definerer en. Jeg er med andre ord temmelig ligeglad med at blive betegnet som ciskønnet eller som Norsk skovkat for den sags skyld. Fint med mig. Så længe jeg har styr på, hvad jeg ser som væsentligt hvad angår mig og min adfærd, så kan andre mene hvad de vil. Det siger mere om dem end det gør om mig Hvis jeg er heldig, så kan jeg på en god dag lære noget igennem det. Hvis jeg ikke er heldig, så kan jeg få mig et billigt grin.

Min erkendelse er derfor, at jeg passer min egen tallerken. Det er sgu det klogeste og det mest ansvarlige.

De væsentlige diskussioner drukner

Hvis vi på et tidspunkt får en debat, der er præget af forståelse og accept i stedet for svært tilgængelige begreber og skinger retorik, så går jeg gerne ud og tager en diskussion om hele porcelænsskabet og om hvordan vi dækker bord med det. Jeg vil hjertens gerne diskutere en kollektiv barselsfond til selvstændige som vel kunne have en effekt på kvinders lyst til at blive selvstændige før de bliver 45 år.

Jeg vil også hjertens gerne være med til at diskutere barselsorlov, selv om jeg som psykolog mere tænker at vi skal diskutere længden ad den end hvordan den skal fordeles mellem forældrene. Lige løn for lige arbejde.Hvordan imødekommer vi ikke-ciskønnedes behov i sundhedssystemet og i samfundet generelt?

Hvordan forholder vi os til børns kønsidentitet i daginstitutioner og skoler? For mig at se er det en væsentlig diskussion, der er druknet i tumper som tager navneforandring til Ibi-Pippi og går i svømmehaller og herudover bliver kvalt af sekterisk retorik og skældsord, hvis underholdningsværdi kan være høj, men hvis nytteværdi er lille

Den diskussion vil jeg da gerne deltage i og prøve at lytte rigtig aktivt på. Skal vi have en ret til at ændre cpr-nummer, således at man kan få et ciffer, der i mødet med offentlige myndigheder og andre instanser indikerer, at man er et menneske, der har en kønsidentitet som kræver en aktiv stillingtagen? Lad os endelig tage den. Hvordan forholder vi os til børns kønsidentitet i daginstitutioner og skoler? For mig at se er det en væsentlig diskussion, der er druknet i tumper som tager navneforandring til Ibi-Pippi og går i svømmehaller og herudover bliver kvalt af sekterisk retorik og skældsord, hvis underholdningsværdi kan være høj, men hvis nytteværdi er lille.

Med andre ord: Jeg passer min tallerken, men håber at vi en dag kan have en debat, hvor vi kan forholde os til hele borddækningen og samtidig undgå at blive kvalt i et komplekst begrebsapparat, som ikke engang brugerne af det kan blive enige om, hvordan skal anvendes. Køn og kønsidentitet er vigtigt som alle andre former for identitet, og fortjener en bedre behandling end den får for tiden.


Foto: Pixabay.

Kristoffer Munk er 44 år gammel, privatpraktiserende psykolog, godt gift og forælder til to skolebørn, nyfrelst ikke-prædikende vegetar. Han spiller warhammer og rollespil i stedet for at terrorisere sine medtrafikanter på cykelstierne ved at træne triatlon, når han ikke lige går på arbejde.

Seneste artikler om Liv & Mennesker