magt muligheder metoo

#MeToo handler om magt, muligheder, kultur og fortræd

i LIGESTILLING/Danmark af
OVERGREB // KRONIK – #Metoo-bevægelsen bliver forhåbentlig starten på en større åbenhedskultur og bedre strukturer omkring seksuelle grænseoverskridelser i det professionelle liv i Danmark. Men for at nå dertil, må vi ud af mørklægning og enkeltsager og ind til problemets kerne ved at få flere historier fortalt. Det er derfor, et trygt forum, hvor ofre for seksuel chikane eller overgreb kan dele deres vidnesbyrd uden frygt for repressalier, er så afgørende vigtigt, skriver Le Lyby.

Vil du dele din fortælling om overgreb med fuld kildebeskyttelse? Sådan gør du:
Skriv til: metoodk_medierpolitik@protonmail.com

Hvis man fulgt debatten i medierne og på sociale medieplatforme, siden Sofie Linde lykkedes med for alvor at sparke debatten i gang om #metoo i medierne i Danmark, er det tydeligt, at mange mænd føler sig beklikket på deres værdier og/eller truet på deres image – måske også på fremtidige relationer og jobmuligheder – pga. de mange konkrete sexchikanehistorier, der er væltet ud af skabene.

Ingen har lyst til at være en del af problemet, og derfor vil man gerne isolere seksuelle overgreb til nogle få problemskabere

Det er ikke mærkeligt, for ingen har lyst til at blive slået i hartkorn med overgrebsmænd, der begår ulovligheder (uanset hvor man ellers måtte bevæge sig i den gråzone, der ligger imellem spektret almindelig god og grov opførsel).

Ingen har lyst til at være en del af problemet, og derfor vil man gerne isolere seksuelle overgreb til nogle få problemskabere.

Vi ved allesammen, at nogle mænd har en særlig tilgang til kvinder – her beskriver en mand f.eks. hvordan han selv ser på kvinder og verden.

Men sådan er alle mænd selvsagt ikke. #NotAllMen siger hashtagget, og det mener de allerfleste selvfølgelig. Så der burde ikke være større grund til bekymring, hvis man(d) ikke indgår som end del af chikane-fortællingerne og i øvrigt generelt opfører sig ordentligt.

Men vi kommer ikke udenom, at nogle mænd (og kvinder) opfører sig groft grænseoverskridende og magtfuldkomment over for andre. Når den slags accepteres i det små i nogle organisationer og måske endda høhø’es lidt af som sjofelheder, er det fordi grænseløshed og mulig magtmisbrug i forvejen indgår som en del af de kulturer.

Og dermed rækker problemet også ud over de enkelte involverede, for så bliver det et fælles problem. Sofie Linde er med andre ord ikke problemet – kulturerne og strukturerne er.

Det handler om grænseoverskridende kulturer

Hvis det er i grænseløse kulturer, man skal tjene sit brød, f.eks. i mediebranchen, må den enkelte nødvendigvis forholde sig til, at det kan koste karrieremuligheder at komme på kant med magtens mænd (og kvinder).

Mange steder i mediebranchen har der tydeligvis hersket magtstrukturer, hvor sex blev brugt som et magtmiddel. Intern sladder, artikler, udsendelser og strømme af debatkommentarer i disse dage bekræfter tendenserne. POV’s igangværende kampagne med anonyme metoo-historier illustrer det også.

Nedladende opførsel overfor dem, der rangerer lavere i hierarkierne end en selv (fx unge og kvinder), kan både give mænd M/K i toppen et magtsus og mænd M/K på de nederste hylder i hierarkierne en mulighed for at løfte deres egen underlegenhed af skuldrene

Grænseoverskridende og nedladende opførsel overfor dem, der rangerer lavere i hierarkierne end én selv (fx unge og kvinder), kan både give mænd M/K i toppen et magtsus og mænd M/K på de nederste hylder i hierarkierne en mulighed for at løfte deres egen underlegenhed af skuldrene ved at trampe på nogle, der står svagere.

Hvis der blandt ledere og kolleger ses igennem fingrene med grov og nedladende opførsel, åbnes der for en grænseoverskridende kultur med rig mulighed for både mobning, sexchikane og potentielt voldtægter.

Og så er det faktisk ikke så underligt, at den slags forekommer.

Det handler om, hvad vi vil tillade

De seneste 10-20 år har ’skurvognsjargonen’ i mediebranchen og resten af samfundet ændret sig væsentligt. Der drikkes ikke længere alkohol til morgenmøderne, og selv rygegårdene bliver stadigt mindre og sværere at finde frem til.

Samtidig arbejdes der med organisationsværdier, sideløbende med at lovgivning, verdensmål og internationale konventioner til beskyttelse af de svageste tiltrædes.

Udviklingen tyder på, at vi efterhånden er et flertal, der ikke gider mere pis fra folk, der primært tænker på deres egen magt, pik og venner

Det gælder også ligestillingsområdet, hvor det står klart, at ligeløn, samtykkelov og en vis andel af kvinder på topposter er nødvendige for at sikre et samfund i velstand og balance.

Udviklingen tyder på, at vi efterhånden er et flertal, der ikke gider mere pis fra folk, der primært tænker på deres egen magt, pik og venner. Vi vil ikke acceptere den slags, og derfor følges organisationsværdierne op af principper og procedurer og APV’er og trivselsmålinger osv. – for der skal jo være orden i organisationerne.

Det var også budskabet fra chefredaktørerne på hhv. EB, Altinget, JP og Radio 4, da de deltog i TV2’s Presselogen 30. august 2020:

At det måske godt kunne være, at kulturen havde været lidt grov engang – men sådan er det ikke længere! ’Chefredaktørernes kontorer står åbne for enhver, de skulle have lyst til at sladre om en kollega eller chefs grænseoverskridelser’, fortalte de samstemmende.

Culture Eats Strategy for Breakfast

Men hvor troværdigt lyder det egentlig, når man øjeblikket efter kan se samme panel smile skævt, da studieværten, Miriam Zesler, krydrer programmet ved at fortælle om en konkret oplevelse, hun havde på sin første dag som praktikant på Ekstra Bladet:

Zesler tabte noget på gulvet, bukkede sig ned efter det – og hørte så sin nye kollega, en erfaren, mandlig journalist, spørge: ’Skal jeg bare lyne op, nu du alligevel er dernede?

En på mange måder sammenlignelig episode med Lindes fortælling om den store DR kanon, som også behandlede og tiltalte en ung kvindelig medarbejder som en prostitueret.

Og nej, måske truede den nye kollega ikke direkte, men vi ved jo alle sammen godt, hvad det betyder at få venner eller fjender i de grupper, man bevæger sig ind i – især på en ny og attraktiv arbejdsplads.

magt muligheder metoo
Creative Commons.

Det handler om grænser og (u)skyld

I en kommentar til Sofie Lindes spektakulære Metoo-udbrud ved Zulu Awards beskriver journalist og forfatter Adam Holm, hvordan hans rødstrømpemor er helt enig med ham i, at Linde enten burde holde sin kæft eller være modig nok til at fortælle navnet på sin krænker.

Rationalet er naturligvis, at tingene skal bringes i orden, så den skyldige kan blive stoppet og straffet, og at en hel masse uskyldige mænd på DR ikke skal gå rundt og være bange for, at det er dem, der engang har truet Sofie Linde for at få et blowjob.

Igen kommer meget til at handle om skyld, om at isolere og finde én skyldig mand, som ikke må plette uskyldige mænds rygte, samt at Linde gør sig skyldig i fremtidige overgreb på kvinder fra denne mand, fordi hun ikke vil angive ham med navn.

Offeret var faktisk Sofie Linde. Hun var en uskyldig ung kvinde, indtil magtmanden truede og nedgjorde hende og dermed begik et enormt tillidsbrud overfor et meget ungt menneske. Den slags oplevelser koster på psyke og sjæl

Men offeret for dette forsøg på sexovergreb på DR for 12 år siden var faktisk Sofie Linde. Hun var en uskyldig ung kvinde, indtil magtmanden truede og nedgjorde hende og dermed begik et enormt tillidsbrud overfor et meget ungt menneske. Den slags oplevelser koster på psyke og sjæl, og derfor har oplevelsen formentlig også brændt sig ind på nethinden af Linde, som først her 12 år senere vovede at tale højt om mandens krænkelse af hende.

Ikke desto mindre kalder Adam Holm Sofie Lindes blowjob-historie for ”anekdotisk” og konkluderer, at ’den forekommer at være trukket op til lejligheden og ikke kan have martret hende meget, siden hun ikke har sagt det før’. Og slutter sågar med retorisk at spørge:

“Er der overhovedet en ’sag’ eller er det dybest set udtryk for den sjofelhedskultur, som er normen ved mange julefrokoster?”

Holdningen om, at ‘sådan noget sker jo’, lever tydeligvis som en norm ”vi vel må leve med..’
Og hvis lige præcis dén ret almindelige holdning ikke ændres, vil den type sexchikane forekomme igen og igen og igen – også i fremtiden.

Det handler om relationer og organisationer

Vi kommer ikke uden om, at der findes hierarkier og personlige relationer på kryds og tværs i alle grupperinger. Og at især i stærkt konkurrenceprægede miljøer tages bissetricks nemt i brug for at komme ovenpå, og her gælder det om, som medarbejder, ikke at blive set som et problem og dermed risikere at blive sat udenfor gruppen.

Desuden ønsker de allerfleste mennesker bare at passe ind og tro det bedste om deres organisation og de mennesker, som de er nødt til på godt og ondt at kunne samarbejde med om de daglige opgaver. Derudover kan det være svært at bedømme interpersonelle sager, som man ikke selv er en del af – især hvis de foregår i det skjulte. Og er der seksualitet involveret, lukkes det nemt ned som ’noget privat’, man ikke har lyst til at blande sig i. Seksuelle konflikter er ikke noget, vi taler om.

Og når det så endda er særligt magtfulde mennesker, der udøver magt og pression, kan der desuden være stor risiko for, at den enkelte medarbejders job og karriere kan blive sat på spil, hvis han/hun siger fra eller siger tingene højt, når nogen spiller urent spil og begår grænseoverskridelser. De har jo organisationen bag sig, og magten til at hyre og fyre.

Som erfaren konsulent fra kommunikationsbranchen har jeg engang overhørt en kommunikationschef hvisle ud imellem tænderne, at ”hendes job altså ville være meget lettere, hvis direktøren kunne lære at holde pikken i sine egne bukser”

HR og ’organisationens mænd’ er ofte kvinder, der qua deres arbejde bidrager til at legitimere kulturerne. Som erfaren konsulent fra kommunikationsbranchen har jeg engang overhørt en kommunikationschef hvisle ud imellem tænderne, at ”hendes job altså ville være meget lettere, hvis direktøren kunne lære at holde pikken i sine egne bukser”.

Også i sagen om Frank Jensens berømte julefrokost-øreslikkeri blev en kvindelig pressemedarbejder sat i front imod pressen, og det var de øverste embedsmænd, der blev sendt ud og konkludere, at der ikke var et problem.

I POV Vidnesbyrd 7 beretter en kvinde, hvordan hun som reaktion på forsøg på afpresning af sex-for-job henvendte sig til sin A-kasse med dickpic-dokumentation og sagde, at hun ikke kunne tage jobbet hos den chef. Hvorefter A-kassen meddelte, at hvis hun anmeldte sagen, ville de erklære hende uegnet som jobsøgende og give hende karantæne, fordi ingen vil ansætte en, der “smider om sig med sexchikane-anmeldelser”.

Jeg kender også til et aktuelt forsøg på at løfte en verserende sag, hvor ledelsen ikke har reageret på henvendelser med dokumentation for krænkende opførsel. Men jeg kan ikke fortælle om den, for jeg kender kun til de ting som sladder, og den slags hjælper ingen. Og de, der er tæt på overgrebene, er bange for at starte noget, de ikke ved, hvor ender – måske også fordi deres relationer og jobs kan komme i fare.

Det handler om stabilitet og retssikkerhed

Når kvinder ikke ønsker at fortælle navnene på deres krænkere, kan det, ud over angsten for eksklusion og udhængning, også skyldes, at personalejura, fagforeningsfolks og mellemlederes hhv. faglighed, personlige kompetencer, interesser og karriereambitioner ofte kommer til at stå i vejen for, at retfærdigheden sker fyldest. At italesætte sig selv som offer kan backlashe, også fordi der i sagens natur så må være en modpart med meget på spil – og dermed en svær konflikt.

Det er eksempelvis beskrevet i den tidligere meget omtalte sag i Dansk Journalistforbund, hvordan de sexchikaneramte kvinders chancer for at opnå tryghed og retfærdighed på arbejdspladsen sivede væk op igennem hierarkiet, så det endte med, at kvinderne stadig stod alene efter forsøg på at hente hjælp – og chikanen ikke blev stoppet.

Især kan det være svært, når lederen eller kollegaen ikke ved præcis, hvad der er foregået, eller kan regne ud, hvad der er i spil, når modparterne har forskellige opfattelser

Mellemledere har travlt og må hele tiden vælge deres kampe. Her er det nemmeste ofte at udsætte, overveje eller henlægge ubehagelige sager, hvor der er personlige konflikter indblandet. På en travl arbejdsplads kan ingen nå at kæmpe for alle eller ”for dem, der måske bare selv burde være voksne nok til at sige fra” (se, så nemt blev ansvaret lige sparket nedad og problemet individualiseret).

Især kan det være svært, når lederen eller kollegaen ikke ved præcis, hvad der er foregået, eller kan regne ud, hvad der er i spil, når modparterne har forskellige opfattelser. Konflikter i gruppen er en trussel imod den stabilitet og effektive produktion, der er fokus på en travl arbejdsplads.

Derudover er retsstillingen for ’den anklagede’ vigtig, og her findes der HR- og personalejuridiske love, regler og procedurer, der måske nok er skabt for at undgå overgreb og grænseløshed i organisationerne – men som lige så ofte modarbejder tiltag, så længe de, der begår overgrebene, ikke dokumenterbart bliver taget med fingrene i kagedåsen.

It’s complicated. Og systemerne virker ofte ikke, uanset hvad chefredaktørerne følte, da de sad i Presselogen forleden. De interpersonelle konflikter foregår som regel helt udenom dem, og selv hvis sager når op til systemernes repræsentanter, kan man jo ikke nødvendigvis regne med, at der sker noget.

Derfor er det også positivt, at mediernes strøm af #metoo historier efter Lindes afsløring og det åbne brev nu har presset mange medietopledelser til tydeligt at markere, hvilknen kultur de forventer i deres organisation. Åbenhed og tydelighed omkring værdier og grænser fra højeste sted vil forhåbentlig gøre en forskel hele vejen ned igennem disse organisationer.

Men kun hvis det følges op af konkrete initiativer og strukturer, eksempelvis uddannelse af ledere og tillidsfolk og måske en særlig instans, man kan gå til, og her er det vigtigt, at den mulighed også står åben for fx praktikanter og freelancere, som kan være særligt udsatte.

Det er ikke nok at sige, der skal ske en forandring – forandringen skal også forankres, ellers bliver det hurtigt varm luft, der fiser ud.

Dem, der fører sager om seksuel chikane, ender med at miste deres arbejde. Så det er en meget udsat post, hvis det er op til den enkelte at få sagt fra

Og så må vi virkelig håbe, at noget ændrer sig, for indtil videre har der været højere fyringsrisiko for offeret end for krænkeren, hvor f.eks. ’samarbejdsvanskeligheder’ kan være begrundelse for afskedigelse.

Ifølge Kvinfo-direktør Henriette Laursen ”ved vi fra Aalborg Universitet, at dem, der fører sager om seksuel chikane, ender med at miste deres arbejde. Så det er en udsat post, hvis det er op til den enkelte at få sagt fra”.

Det handler om angst og skam

Der ligger også mange psykologiske mekanismer i det at blive udsat for overgreb, seksuel chikane og trusler på job og liv. Den angst og forvirring, som følger med, kan påvirke det enkelte offers selvfølelse, perspektiver på verden og modet til at gå i clinch med den.

Overgreb og magttrusler kan risikere at bide sig fast i menneskesjæle med f.eks: Angst for ikke at være god nok. Angst for at være forkert og have misforstået noget. Angst for hvad han mon tænker. Angst for hvad de andre siger. Angst for at blive udelukket fra gruppen. Angst for hvad de andre ved. Angst for fremtiden.

Angst for at blive bedømt som ’en man gør sådan noget ved’. Angst for, om ens kvindelige vrede er til stede og begrundet? – og om man i givet fald vil kunne styre den, hvis den bryder løs? Angst for sladder og for om nogen misbruger informationerne imod en for at styrke deres egen karriere. Angst for ikke at blive troet.

Ingen har lyst til at blive set som et offer. Ingen har lyst til at blive det næste offer. Og ingen har lyst til at være den, der ryger i svinget, både socialt og professionelt, fordi de fortæller om problemerne højt

Og så er der angsten for at blive set som offer for sexchikane, i stedet for som et stærkt og dygtigt menneske, der arbejder med at skabe en professionel karriere – selv om man tilfældigvis er en kvinde, som nogen godt kunne tænke sig et blowjob af.

Ingen har lyst til at blive set som et offer. Ingen har lyst til at blive det næste offer. Og ingen har lyst til at være den, der ryger i svinget, både socialt og professionelt, fordi de fortæller problemerne højt. Og derfor benytter næsten alle mennesker gerne strudseteknikker, så status quo bibeholdes, og overgrebskulturen dermed ender som en stadfæstet del af gruppekulturen.

Det handler om, hvor vi vil hen

Her er POV’s og EveryDaySexism Danmarks tiltag med at indsamle anonyme #metoo historier fra medie og politik-brancherne vigtig sammen med de mange øvrige gode initiativer – for her handler det ikke om, at vi vil hen imod en mccarthyisme, hvor alle vogter på og angiver hinanden.

Det handler om, at vi er nødt til at få historierne frem, så vi kan illustrere, hvad og hvor meget der rent faktisk foregår, frem for konstant at skulle trække udvalgte enkeltsager frem, hvor det ’sjovt nok’ næsten altid ender med at være offeret, der bliver strippet og mistænkeliggjort i offentligheden.

Derfor handler det om at give ofrene for seksuelle krænkelser en stemme, hvor de kan få fortalt de nedværdigende historier højt, som de ofte har skullet bære alene – og i reaktionerne få bekræftet, at det ikke var dem, der var forkert på den, men deres overgrebsmænd.

Det var jo ikke for sjov, at Sofie Linde stillede op med ’burgerøjne’ dagen efter at hun havde haft modet til at fortælle sin første #metoo historie højt:

Jeg sidder her i min sofa med burgerøjne og en overordnet følelse af at være blevet set, hørt og anerkendt ♥️ TAK ♥️…

Posted by Sofie Linde on Friday, 28 August 2020

 Join the crowd: Fortæl din #metoo medie- eller politikhistorie anonymt her:

Anonyme fortællinger om #MeToo i politik samt medie- og kommunikationsbranchen


Kan du lide kronikken og POV International? Så har du mulighed for støtte POV’s fortsatte eksistens direkte via et fast månedligt abonnement på enten 25 kr, 50 kr. eller 100 kr. om måneden.


Topillustration: Hafuboti via Wikimedia Commons/CC.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Le Lyby er kommunikationskonsulent og Change Manager
Hun er uddannet cand.mag. med kommunikation og sprog fra Syddansk Universitet og har senere suppleret med bl.a. arbejds- og organisationspsykologi, systemisk coaching, ledelse og procesledelse. Hun har arbejdet ca. 20 år i hhv. reklame-, web-, medie- og kommunikationsbrancherne.