DF har fået et gok i nødden – men ikke nødvendigvis i opbakningen

i Featured/Danmark/Politik & Samfund af

Der er sikkert mange, som har ventet på den dag, da det viste sig, at Dansk Folkeparti (DF) ikke var så stringent, når det kom til partiets moral, som det altid har hævdet. I 21 år har partiet stået som den faste klippe, hvor det ikke har været muligt at finde så meget som en lille sprække, hvor der kunne sive lidt snavs ud. Thomas Milsted skriver om, hvordan muligt fusk er blevet til sjusk på højt plan – og hvordan vælgerne måske er ligeglade.

At partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, i offentligheden nogensinde skulle kunne kædes bare en lille smule sammen med en mistanke om at stikke fingrene i andres kagedåser, mistænkes for at lyve eller forsøge at dække over personer, der ikke helt kender forskel på ”dit eller mit”, har for mange været fuldstændig utænkeligt. Og mange af de andre partier i Folketinget danser sikkert rundt i disse timer i en ekstatisk skadefryd over det mediehelvede, Dansk Folkeparti nu trækkes igennem. Dette på trods af at deres egne EU-parlamentarikere sikkert i samme stund er ved at tjekke, om de nu også selv har helt rent mel i posen.

Men hvad sker der egentlig med vælgerne, når et partis moralkodeks bliver en boomerang – og har Dansk Folkeparti noget at frygte i den henseende?

Det mest interessante bliver nu om Dansk Folkeparti for alvor kommer til at bløde vælgere.

Det hedder, at man aldrig skal kaste med sten, når man selv bor i glashus. Gør man det alligevel, rammer det dobbelt så hårdt tilbage. Det er den lektie som Dansk Folkeparti nu skal til at forholde sig til de næste uger. Det her er den til dato værste krise, partiet skal håndtere. Og indtil videre er det gået rigtig dårligt. Fusk er blev til sjusk på højt plan, og jo mere partitoppen forsøger at rage kastanjerne ud af ilden, jo mere amatøragtige fremstår de. Deres indrømmelser er ankommet i takt med de afsløringer, der er blevet dokumenteret af andre medier, primært DR og Ekstra Bladet. Det er ikke ligefrem anbefalinger, man vil finde en i bog om krisehåndtering.

Det mest interessante bliver nu om Dansk Folkeparti for alvor kommer til at bløde vælgere. Det er måske så småt ved at gå op for toppen i Dansk Folkeparti, at den ikke har håndteret EU-midler helt efter bogen. Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, har på egne, partiets og ikke mindst grundet det hårde mediepres gennem de sidste uger, lagt sig fladt ned. Om det er en konsekvens af dyb erkendelse, og fordi man faktisk er helt med på at have gjort noget forkert eller chokeret over den meget negative medieopmærksomhed skal være usagt. Hvad jeg kan være mere i tvivl om er, om partiets meget trofaste vælgere faktisk kan se problemet.

Loyalitet går forud for moral

Når det kommer til egen moral er de fleste langt hen ad vejen nok enige i, at der ikke findes et mere stuerent parti end Dansk Folkeparti. Selv De Konservative og i særdeleshed Venstre er bagud på point, når det gælder reglen om, at der ikke skal kunne sættes en finger på det, man siger og det, man gør. Dobbeltmoral bliver i hvert tilfælde på de overordnede linjer i DF betragtet som en dødssynd. At det så på glimrende vis og ved flere lejligheder er lykkedes for Dansk Folkeparti at stemme for forslag, der strider mod deres løfter, er underordnet. Det har deres vælgere ikke opdaget, og partiet har retorisk manøvreret det hen under den politiske virkeligheds gulvtæppe.

Jeg er med på, at det med moral til tider kan være en lidt uhåndterbar størrelse, hvis den skal forblive intakt. Mange vælgere, der netop ønsker at være bundloyale over for deres parti, får altid tvistet og drejet realiteterne, så ideen om den høje moral stadig kan fastholdes. Problemet er bare, at vi så ikke længere taler om moral, men om misforstået loyalitet.

Dobbeltmoral bliver i hvert tilfælde på de overordnede linjer i DF betragtet som en dødssynd. At det så på glimrende vis og ved flere lejligheder er lykkedes for Dansk Folkeparti at stemme for forslag, der strider mod deres løfter, er underordnet. Det har deres vælgere ikke opdaget, og partiet har retorisk manøvreret det hen under den politiske virkeligheds gulvtæppe.

Manglende erkendelse af, at noget er forkert, også på sit partis vegne er imidlertid problematisk for demokratiet. For det betyder, at vælgerne har gjort det helt legalt for politikkerne at søge tilgivelse frem for tilladelse. Hvilket vi har set flere eksempler på de senere år.

Men når alt kommer til alt, vil Dansk Folkepartis vælgere sikkert give udtryk for – og måske endog også virkelig tro – at partiet igen, og ikke mindst Morten Messerschmidt, er offer for en ondskabsfuld mediehetz. Selvom man er et meget moralsk parti, kan man altså godt have amoralske vælgere.

En gang DF’er – altid DF’er

Det er for mange nok ikke ukendt eller overraskende, at vores politiske holdninger er formet af vores følelser. Det er der også undersøgelser der viser. For mange vil politik aktivere nogle grundlæggende træk i os, der betyder, at det giver mere mening at identificere sig med et bestemt parti frem for et andet. Når mange så støtter det bestemte politiske parti gennem tykt og tyndt handler det altså mindre om loyalitet og mere om de følelsesmæssige reaktioner, altså psykologi. Man forelsker sig i et bestemt parti, fordi det ramte ens egen følelsesmæssige kammertone på et tidspunkt.

Er du ængstelig og bekymret af natur, vil de partier, der kører på frygt, vække genklang i dig. Og din loyalitet er stadfæstet. Er du vred og hadefuld, vil partier med hadsk og aggressiv retorik vække genklang hos dig. Dem du stemmer på, siger i virkeligheden meget mere om dig selv, end du måske er dig bevidst?

Selvom man er et meget moralsk parti, kan man altså godt have amoralske vælgere.

Fremadrettet betyder det, at det netop er den følelsesmæssige reaktion, der er med til, at politiske forslag fra det parti, du svinger bedst med, også virker mest fornuftige. Hvis et andet parti sagde noget, du var uenig i, ville du i højere grad acceptere det, hvis det viste sig, at ”dit” parti pludselig skulle mene det samme. Derfor skal der også ekstraordinært meget til, at visse vælgere ville ”forråde” deres parti og stemme på andre, selv når der måske er blevet snydt på vægten. Man vil simpelthen vælge ikke tro på det, der bliver sagt i medierne.

Det kan være svært at beskrive den typiske DF-vælger. Men at der er nogle fællestræk, vil de færreste vel benægte. Spørgsmålet er så bare, hvilke kendetegn der så går igen. Typisk har det været sådan, at vælgere, der stemte eller er medlem af Dansk Folkeparti, boede i forstæderne eller på landet. De havde kortere uddannelse og arbejdede som ufaglærte eller faglærte. Da en af deres mærkesager altid har været omsorg for de ældre, er pensionister og førtidspensionister også at regne som trofaste kernevælgere.

Sandheden er måske i virkeligheden den, at Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer vil gå ekstremt langt for deres parti. Hvad betyder en million i det store billede, hvor vores del af verden er ved at blive overrendt af muslimer? Den virkelige forbrydelse ville nok bestå i at lukke flere af dem ind i landet. Så længe der ikke er nogen slinger i valsen der, tror jeg ikke, at partiet har noget som helst af frygte.

Men så enkelt er det ikke længere. Partiet har meget stor vælgertilslutning, og billedet af den typiske DF-vælger er udvisket gevaldigt gennem de senere år. Men grundlæggende er det alligevel partiets nationalistiske tendenser med blikket på det nære, trygge og kendte som gennem alle årene har været de træk, man har set afspejlet hos vælgerne. Træk, der opstår, når den verden, man lever i, efterlader en i en grundstemning af bekymring og angst.

Mange danskere lever i en frygtbaseret virkelighedstolkning. Og med stigende bekymring for fremtiden, muslimer, terror, arbejdsløshed og dårlig økonomi, bliver den selvforstærkende. Dermed mister vi vores fornuft og evne til at reflektere. I princippet kan alle partier dermed bryde alle de regler, de vil, så længe de formår at forholde sig til de områder, hvor frygten er størst.

Kan nok, blive nok

Hvor meget der skal til, før det er for meget selv for DF’s vælgere er svært at sige. Vil de i deres stille sind tænke, at det da kun er godt, at man har taget EU et vist sted? At alle de andre partier sikkert gør det samme, så hvorfor skulle DF ikke også gøre det?

Sandheden er måske i virkeligheden den, at Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer vil gå ekstremt langt for deres parti. Hvad betyder en million i det store billede, hvor vores del af verden er ved at blive overrendt af muslimer? Den virkelige forbrydelse ville nok bestå i at lukke flere af dem ind i landet. Så længe der ikke er nogen slinger i valsen der, tror jeg ikke, at partiet har noget som helst af frygte.

Og Morten Messerschmidt? Ja, han er nu sygemeldt på ubestemt tid, og det er ikke underligt, for det er vel de færreste, der trods alt kan holde til det pres, han har været udsat for. Men mon ikke i virkeligheden han også bliver mere populær af det her? Dels fordi mange af hans trofaste fans vil tænke, at partiet er ved at ofre ham. Dels fordi mange, når det kommer til stykket er parate til at forsvare ham frem for at undre sig over hans opførsel? At miste et idol er som at miste sit verdensbillede. Det kan man blive deprimeret af.

Topfoto: Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Featured

Synnøve Søe

Farvel Synnøve

SYNNØVE SØE // NEKROLOG – Synnøve er ikke mere. Det er ikke