KOMMENTAR // 8. MARTS – Kvindebevægelsen nåede kun halvt i mål mener seks kvinder, der repræsenterer en ny bevægelse, som ikke stiller sig tilfreds med kvinders økonomiske uafhængighed alene. De ønsker en anerkendelse og økonomisk respekt for det omsorgs- og reproduktionsarbejde, som er et vilkår for langt de fleste kvinder enten privat eller i arbejdslivet. Fremtidens kvinder skal kunne indrette sig på en måde, der tager hensyn til kvindelivets særlige faser uden samtidig at risikere økonomi, arbejdsmarkedstilknytning og en fattig alderdom.
Af Stine Roldgaard, Christina Brøndsholm Andersen, Marie Schou Frandsen, Cassandra James Marcussen og Line Britt Madsen samt Mie Wedsgaard Storm
Da kvindebevægelsen løsrev kvinden fra kødgryderne i hjemmet og bandt hende til markedet sammen med manden, var det en frigørelse med modifikationer.
At få både mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder til at stille sig til rådighed for fuldtidsjobs til enhver tid er ikke frigørende for nogen.
Det er øget arbejdskraftsudbud.
Det omsorgsarbejde, som kvinder traditionelt har påtaget sig, og som udgør en af civilisationens mest basale byggesten, aflønnes elendigt og devalueres politisk uanset om det udføres i hjemmet eller professionelt
At kvinder har fået mulighed for at gennemføre en uddannelse og påtage sig lønarbejde er en uvurderlig frihed, men den er blevet betalt med nogle af de fineste facetter ved at være kvinde.
Det omsorgsarbejde, som kvinder traditionelt har påtaget sig, og som udgør en af civilisationens mest basale byggesten, aflønnes elendigt og devalueres politisk uanset om det udføres i hjemmet eller professionelt.
Det kvindedominerede omsorgsarbejde i den offentlige sektor disciplineres og forringes gennem systematiske effektiviseringskrav og NPM-inspirerede styringsrationaler, der specialiserer og standardiserer omsorgsarbejdet helt derud, hvor medarbejderne mister oplevelsen af mening og sammenhæng og fremmedgøres i deres arbejde.
De dagtilbud, der er forudsætningen for, at både mor og far kan stille deres arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet, udsultes systematisk.
Man beder på den ene side forældre om at udlicitere samtlige barnets lyse timer til professionelle omsorgsgivere, hvorefter man smadrer de professionelles muligheder for at tage ordentligt vare på de små liv gennem vedvarende besparelser.
Endelig er mulighederne for selv at passe børnene i deres tidlige år stærkt begrænsede og vilkårligt fordelt kommunerne imellem. Og den forælder, der i en periode måtte vælge at tage sig af børnene hjemme, bliver økonomisk, pensions- og arbejdsmarkedsmæssigt skudt tilbage til stenalderen.
Pension ved skilsmisse – et uerkendt problem
Et andet overset og politisk uerkendt problem er, at pension i dag ikke automatisk indgår i bodelingen ved skilsmisse.
Danske Familieadvokater har gentagne gange påpeget denne pensionsdiskrimination og uretfærdigheden ved en betydelig risiko for en kønnet aldersfattigdom. Hvad end vi mener om det politisk, så er det kvinderne, der går ned i tid og således over et liv indbetaler forholdsvis mindre i pension end mændene.
Her har vi en samfundsmæssig forpligtelse til at beskytte kvinderne, idet de jo ikke går på nedsat tid for at trille tommelfingre hjemme i sofaen, men for at påtage sig de tusindvis af omsorgsmæssige og lavpraktiske opgaver, der følger med at reproducere befolkningen.
Det har ikke altid været sådan, at kvinder måtte risikere en særligt lav pension, fordi de over et liv har påtaget sig mere arbejde i hjemmet end mændene.
Vi skal blot tilbage til 2007, før pensioner automatisk indgik i bodelingen ved skilsmisse – for når vi deler hjem, seng, bil og børn, deler vi naturligvis også pension.
Den fornuftige kvinde kan forsøge at sikre sig med en dyrt betalt ægtepagt, men eksempelvis livrenter kan i dag ikke deles – ægtepagt eller ej. Og hvorfor skal hun overhovedet stilles i den akavede situation det er at bringe bodelingsproblematikker op i et i øvrigt velfungerende ægteskab?
Hvorfor skal mennesker, der har valgt at forpligte sig overfor hinanden gennem den institution, ægteskabet er, belastes med udgifter til advokatomkostninger og tinglysning for en alderdomssikring, der burde være naturligt afledt af ægteskabsindgåelse og sikret ved lov?
Svangreomsorg – et vigtigt kvindepolitisk anliggende
Et andet overset, men helt essentielt kvindeanliggende, er de vedvarende forringelser i svangreomsorgen, der i 2016 fik tidligere klinikchef Morten Hedegaard til at forlade en af landets største fødeafdelinger i protest mod de knappe ressourcer til de fødende.
End ikke en kapacitet som Morten Hedegaard kunne trænge igennem den politiske lydmur, og landets kvinder må fortsat tage ængsteligheden med sig ind i fødslen.
En fødsel, der repræsenterer en af kvindelivets allerstørste begivenheder og som kan bidrage til livskraft og livsmod, hvis den forløber vellykket – eller det modsatte, skulle den have et traumatiserende forløb.
Ingen kvinde skal bekymre sig om, hvorvidt hun skal køre fra det ene hospital til det andet under fødslens smertefulde vearbejde, eller hvorvidt der vil være en jordemor til stede, som kan være nærværende
Det er således et helt særligt vigtigt kvindepolitisk anliggende, at gravide kan begive sig ind i fødslen i tryg forvisning om, at samfundet stiller tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed, at der er tid og hænder nok, at der er varme, nærvær og tålmodighed.
Ingen kvinde skal bekymre sig om, hvorvidt der er plads til hendes fødsel på hospitalet, eller om der er rum til at gennemleve den udsatte følelse, en fødsel er.
Ingen kvinde skal bekymre sig om, hvorvidt hun skal køre fra det ene hospital til det andet under fødslens smertefulde vearbejde, eller hvorvidt der vil være en jordemor til stede, som kan være nærværende og støttende, fordi hun har haft tid til både toiletbesøg og frokostpause.
Ingen kvinde skal bekymre sig om, hvorvidt hun vil blive sendt hjem, før hun føler sig klar, og ingen kvinde skal udsættes for den belastning, det er at kæmpe alene og udmattet for en vanskelig ammeetablering.
Vi er forundrede over, at de etablerede ligestillingsforkæmpere ikke adresserer disse problematikker meget mere indædt og vover den påstand, at de fleste kvinder er betydeligt mere optagede af den forringede svangreomsorg, end hvorvidt staten skal øremærke en del af forældreorloven til fædrene.
2019 – en ny kvindebevægelse er ved at spire frem
Det er skønt og vigtigt at få fædrene mest muligt på banen i forhold til familiedannelse, og vi skal være de første til at fremhæve den fuldstændig uvurderlige betydning, en far har for både sit barn og dets mor.
En fars støtte og omsorg er uundværlig, men vi er modstandere af, at mødre helst skal løsrive sig deres spædbørn så tidligt som muligt.
Det biologiske og psykologiske behov for tæt kontakt og nærhed med det barn, man har båret, som mange kvinder oplever også langt udover de 8-12 måneder, som en barsel typisk udgør, er ikke forkert og skal ikke undertrykkes.
Fremtidens kvinder skal kunne indrette sig på en måde, der tager hensyn til kvindelivets særlige faser uden samtidig at risikere økonomi, arbejdsmarkedstilknytning og en fattig alderdom
Bevares, ikke alle kvinder oplever denne stærke trang til nærhed, og det skal være deres familier vel undt at indrette sig anderledes.
Men det bør også være en mulighed at forlænge tiden med barnet for de kvinder, der oplever den tidlige adskillelse belastende. En kvindepolitisk rettighed, der anerkender og respekterer det enorme tilknytningsarbejde, som graviditeten har budt hendes krop og sind.
Faktisk vil vi tillade os at vende den dominerende samfundsnorm helt på hovedet og påstå, at man kan opleve det smerteligt og kvindeundertrykkende at være tvunget til at indkøre sit barn i institution allerede, når det er 10-12 måneder gammelt.
Vi skriver 2019, og en ny kvindebevægelse er ved at spire frem. En bevægelse, der ikke stiller sig tilfreds alene ved kvinders økonomiske uafhængighed, men tillige ønsker anerkendelse og økonomisk respekt for det omsorgs- og reproduktionsarbejde, som er et vilkår for langt de fleste kvinder enten privat eller i arbejdslivet.
Fremtidens kvinder skal kunne indrette sig på en måde, der tager hensyn til kvindelivets særlige faser uden samtidig at risikere økonomi, arbejdsmarkedstilknytning og en fattig alderdom.
Omsorgspolitisk Netværk
Omsorgspolitisk Netværk er stiftet med det formål at fremme familiepolitik med udgangspunkt i barnets tarv. Vi mener, at familiepolitik prioriteres for lidt og alt for ofte underordnes ligestillings- og arbejdsmarkedshensyn. Vi ønsker bedre vilkår for, at børn kan tilbringe deres dyrebare tidlige år sammen med deres familie, og vi stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved den institutionalisering af barndommen, der er så omfattende i Danmark. Vi arbejder ud fra en ligestillingsforståelse, der betragter forældrene som ligeværdige, vigtige og værdifulde for det lille barn, men med forskellige roller og opgaver til forskellige tider. Og vi arbejder for en større samfundsmæssig anerkendelse af den værdifulde opgave, kvinden påtager sig med at bære, føde og nære et lille menneske.
Kulturkritisk Forum
Kulturkritisk Forum er en platform for drøftelse af emner som institutionalisering, ligestilling og familiepolitik. Forummet fungerer som talerør for meningsdannere og bekymrede borgere og stilles til rådighed for publicering af indlæg, der forholder sig kritisk overfor måden, vi tænker og praktiserer omsorg i det, mange betegner “adskillelseskulturen”.
Vi samler evidensbaseret viden om institutionalisering, småbørnspsykologi, ligestilling og andre aspekter af “adskillelseskulturen” og gør dem lettilgængelige. Formålet er at danne grundlag for en evidens- og intuitionsbaseret tilgang til omsorg indenfor alle begrebets berøringsflader. Kulturkritisk Forum koordinerer events, udgiver artikler i de brede medier og tilbyder rådgivning omkring muligheden for at leve familielivet med mindre fart på hamsterhjulet.
Om skribenterne:
Stiftere af Omsorgspolitisk Netværk:
Cassandra James Markussen, cand.soc. i uddannelsesvidenskab
Stine Roldgaard, sygeplejerske, ammespecialist og privat børnepasser
Marie Schou Frandsen, cand.scient. i evolutionsbiologi
Christina Brøndsholm Andersen, koreograf, Master og Arts og Community Dance Artist
Line Britt Madsen, socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde
Stifter af Kulturkritisk Forum:
Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi
Foto: Pixnio.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her