Hvad nu, hvis man har et sårbart barn? Ændrer det på perspektiverne i forhold til forældres mental load? Ja, i høj grad, skriver psykolog Vibeke Møller i en fortsættelse af sine to første kronikker om begrebet om the mental load, der p.t. går sin sejrsgang i diskussioner om køn, familie og parforhold i især den vestlige verden, Læs med her, hvis du har læst de to foregående artikler. Eller start på en frisk.
De to tidligere artikler i denne serie har berørt dynamikker og udviklingsprocesser i parforholdet og mellem forældre (mest mødre) og børn ud fra en generel betragtning om den ”normale” familie.
Her er en af de vigtigste pointer, at man skal afgive det indre mentale arbejde med at holde styr på, planlægge og forudse sit barns livsrum.
Nogle sårbare børn reagerer i skolen, andre børn klarer sig lige igennem skoledagen for så at kollapse ved hjemkomst, hvor konfliktniveauet så bliver tårnhøjt, fordi barnet ikke har flere kræfter til at tilpasse sig med
En anden pointe er, at når det nogle gange er svært, kan det handle om, at man forsøger at bevare kontrollen af selvbekræftende årsager ud fra devisen om, at ‘viden er magt’.
Det kan føles som en provokation at læse begge pointer, hvis man har sårbare børn og ikke bare er en ”normal” familie.
For der ér selvfølgelig undtagelser, og med den stigende diagnosticering (som man også kunne problematisere og skrive en artikel om) er der behov for en disclaimer og den nærmest stik modsatte pointe:
Det kan være helt afgørende for nogle familiers mentale overlevelse at være på forkant med at detaljestyre og monitorere det sårbare barns virkelighed, hverdag og omgivelser. Men det er også voldsomt opslidende.
Alarmberedskabet er betydeligt, hvis man har et sårbart barn
Hvis man har et sårbart barn, der måske helt fra start har haft forstyrrede søvnmønstre, kolik eller anden overfølsomhed over for stimuli, afløst af besvær med forandringer og skift, så udvikler man som modsvar, en forhøjet opmærksomhed eller et regulært alarmberedskab på, hvordan man kan planlægge, støtte, skærme, forudse, kompensere – og brandslukke.
Alle forældre gør ovennævnte, fordi (spæd)barnets umodne nervesystem har brug for en empatisk og indlevende voksen til at afstemme, dosere og regulere, så barnet møder den udfordring, det magter både fysiologisk, følelsesmæssigt og kognitivt.
At være omkring et barn, der skriger, råber, græder og måske kaster med ting eller slår sig selv eller andre, og som det er svært at få kontakt med, er vanvittig krævende og oprørende – og kan være traumatiserende over tid
Men hvor de fleste børn med alderen kan tåle en vis frustration, overbelastning eller uforudset situation – som også skubber til en sund udvikling – er der nogle børn, der ikke udvikler den fleksibilitet, der svarer til deres alder, men som reagerer voldsomt, og som det kan tage timer at få bragt til ro.
Det er krævende for barnet og for forældrene, der skal stabilisere den lille. At være omkring et barn, der skriger, råber, græder og måske kaster med ting eller slår sig selv eller andre, og som det er svært at få kontakt med, er vanvittig krævende og oprørende og kan være traumatiserende over tid.
Det bliver derfor en automatik for forældrene at tænke fremad for at undgå de situationer, der kan antænde en konfliktsituation eller et sammenbrud.
Det kan være omkring påklædning (tøj vælges og lægges frem dagen før – det rigtige skal være rent), morgenritualer (skal vækkes på bestemt måde), spisning (kan kun spise den samme slags mad serveret på en måde – afgørende at have på lager!), skærmbrug (10 min. skærm inden vi går – måske som ”handel”, mens man børster tænder eller får tøj på). Alt dette er selvfølgelig mest kritisk, når der er en bagkant med mødetid på skole og arbejde.
Belastningen kan også være størst ved sengetid, fordi kvantiteten af søvn ofte kan være helt afgørende for, hvordan alle kommer igennem næste dag. Som familie holder man måske op med at komme til sociale arrangementer, fordi det føles som en risiko: Kan det nu afvikles uden kriser? Bliver omkostningen for høj derhenne eller bagefter?
Det sårbare barn kan reagere i skolen – eller når det kommer hjem
Det kan være, at den ekstraordinære opmærksomhed på barnets behov altid har været der, eller den tiltager jo flere ydre krav, der kommer til barnet med alderen. Det vil sige ved skolestart, hvor der både bliver flere krav om selvregulering i timerne (at kunne sidde stille og koncentrere sig) og øgede sociale kompetencer, men mindre forudsigelighed og struktur i frikvarter og pauser.
Nogle sårbare børn reagerer i skolen, andre børn klarer sig lige igennem skoledagen for så at kollapse ved hjemkomst, hvor konfliktniveauet så bliver tårnhøjt, fordi barnet ikke har flere kræfter til at tilpasse sig med.
At planlægge, forudse og endnu senere konsekvensberegne kræver en biologisk moden hjerne, der fungerer på et højere kognitivt og empatisk niveau. Disse hjerneprocesser udvikles i et afstemt samspil med den ydre verden, der både stimulerer og støtter denne udvikling.
Et sårbart barn med fx ADHD eller autisme (eller begge dele) kan have en avanceret kognitiv funktion på nogle områder, fx verbalt og/eller intellektuelt, men kæmpe med en umodenhed på andre og basale områder, der netop omhandler at forudse, planlægge, vælge, konsekvensberegne, igangsætte aktiviteter, forstå de sociale samspil og lære af sine fejl.
Det er afgørende færdigheder for at kunne fungere ”voksent” i sit liv. Og forældre til børn med de her udfordringer får en større og forlænget mental opgave med at ”holde” og kompensere for disse funktioner for deres børn.
Det er ikke et valg, men en nødvendighed. Men det er også en overbelastning for forældrene – eller kvinden, hvis det er hende, der bærer den mentale load. Og nogle gange er det næsten en diagnostisk forudsigelse, at en forælder, der henvender sig med stress i denne kategori, er forælder til et barn, som – hvis det ikke allerede er udredt – får en diagnose inden for kort tid.
Oplevelsen af at bære for meget af the mental load i en familie og gå i knæ under vægten gør det vigtigt at forstå kilden til overbelastningerne
Endnu en ting, der kan forstærke problemstillingen, er, at en evt. autisme og/eller ADHD har en ret stor arvelighedsfaktor og ofte kommer fra den ene eller begge forældre.
Den ene forælder kan have de samme udfordringer med at forudse eller planlægge. Vedkommende har måske igennem livet udviklet ubevidste eller bevidste systemer og kompenserende strategier for at klare privat- og arbejdsliv.
Når der så også kommer børn og eventuelt børn med særlige behov, stiger kompleksitetsgraden i hverdagens logistik og den mentale load: Så rækker ressourcerne ikke længere, og oplevelsen af at skulle bære mere, end der er muligt, rammer hårdt og kan føre til en stressoverbelastning, angst og depression.
Eller den anden forælder, der måske er virkelig god til planlægning og organisering, kompenserer for partneren – men når der så kommer børn oveni, bliver det også mere, end der er ressourcer til. Og det kan så resultere i den uheldige dynamik mellem forældrene, der er beskrevet i denne series 1. artikel: “Hvad betyder det nye begreb ‘the mental load’ egentlig? – #1”, og som skaber konflikter i parforholdet.
Frugtbar forandring er mulig
Oplevelsen af at bære for meget af the mental load i en familie og gå i knæ under vægten gør det vigtigt at forstå kilden til overbelastningerne. At forstå den dynamik, der er i parforholdet og i familien, hvor det både handler om domæner og kontrol og om undvigelse og benægtelse eller projektioner af sårbarheder.
Men også, som skildret her, om at kompensere for hinandens begrænsninger, som vi både udviklingsmæssigt er kodet til (ud fra et evolutionært overlevelsesperspektiv, hvor vi ofrer vores individuelle behov for det fælles bedste/vores børn), men også kan blive overbelastede af, fordi vores hverdag strukturelt indebærer nogle andre udfordringer, end da vi levede på stepperne. (Se fx Frej Prahls relevante debatindlæg: ”Moderne forældre tynges af etisk stress” i Politiken 25.03.23).
Undersøgelsen af den mentale load som fænomen i terapi – enten individuelt eller som par – kan blive starten på at få øje på sig selv, hinanden og på sit barn på en anden måde. Og hvis man kan få øje på den krise, som en overbelastning/stress eller andre psykiske reaktioner er, kan det blive begyndelsen på en frugtbar forandringsproces, hvor man kan udvikle nye og supplerende forståelser og strategier som menneske, par – og som familie.
Artiklen her fokuserer på individ, par, forældre og familie-perspektivet. Men det kan på ingen måde stå alene, når man har sårbare børn. For at “overleve” mentalt som forældre og familie – og måske bare holde fast i et almindeligt arbejdsliv, er der behov for aflastning udefra på strukturelt niveau.
Karina Bundgaard, som er næstformand i Autismeforeningen, har skrevet en meget rammende artikel “Mette Frederiksen frisætter kommuner. Det gør mit liv som mor til en dreng, som er infantil autist, usikkert” i Politiken 27.03.23. Hun peger på vigtigheden af kvalificerede og kompetente tilbud, institutioner og skoler, der forstår og rummer barnet med de særlige behov, så familien aflastes – og ikke skal bære hele den mentale load.
Det er en vigtig pointe: Terapi og individuel udvikling kan have stor effekt og være en helt nødvendig hjælp og støtte. Men som Karinas artikel pointerer, er vi OGSÅ helt afhængige af, at der er stærke og tilgængelige strukturer, der er større end os som forældre, der skal aflaste og bære!
De to tidligere artikler i denne serie blev bragt i POV hhv. 20. og 23. marts 2023 og kan læses her:
Hvad betyder det nye begreb ‘the mental load’ egentlig? – #1
The Mental Load #2: I stedet for at tage hver sin opgave skal man måske klare den sammen
.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
