KULTUR // BOGANMELDELSE – I Undskyld jeg kommer for sent af Rikke Oberlin Flarup møder vi Ea, en 36-årig kvinde, der er solo uden mand eller børn. Hvad sker der, hvis hun ikke får børn? Hvem er Ea, når hun nu ikke er mor, eller hustru, eller elskerinde, eller slavinde? Rammer Flarups blik for eksistentiel krise hos kvinder og det humoristiske i menneskets lod plet?
Rikke Oberlin Flarups Undskyld jeg kommer for sent er en roman, der lander på præcist det rette klokkeslag – sagt helt uden ironi.
På den ene side er det en slags videreføring af halvfemserne og nullernes letbenede chicklit, på den anden side er det sociale og fysiske miljø genkendeligt for en 2024-dansker: Det er ikke engelsk overklasse eller amerikansk Wall Street-romantik, her er der kolonihaver, vinterbadning og snaps. Der er øller, der skal drikkes, og arbejde, der skal passes.
Først og fremmest er Undskyld jeg kommer for sent en milepæl og et hashtag længere fremme mod kønnenes ligestilling, end tiden med Bridget Jones og Sex and the City.
Det, vi nu får at se, er et glimt af kvindens liv, efter at det er blevet klart, at Mr. Big (Carrie Bradshaws øjesten i Sex and the City) er en røv med ører. Det var han sådan set også, da han hed Mr. Darcy og spillede hovedrollen i henholdsvis Stolthed og Fordom og Bridget Jones, men det var der ingen, der dengang sagde højt.
Omkring hende gør busreklamer hende opmærksom på, at hun har svigtet: Nedtællingen af hendes ”æg” er definitiv
Hos Rikke Oberlin Flarup hedder han ”Regnbuemanden”, og romanens hovedperson, Ea, er ret hooked på ham lige fra første møde, hvor han fremstår både tavs og mystisk. Selvfølgelig er det kun i hendes hoved, at den kejtede stilhed mellem dem er et bevis på, at de er skæbnebestemte for hinanden. Eas veninde, Julie, lader sig ikke forblinde og fortæller Ea lige ud, at han ikke er en regnbuemand, bare et røvhul.
Demonteringen af den sociale konstruktion, vi alle er en del af og i et vist omfang lader os hjernevaske af, er i gang: Hele oplysningsfortællingen om, hvad verden er, hvordan den hænger sammen, hvad manden er, hvad kvinden er, og hvordan de hænger sammen, vises frem i begyndende erkendelse af dens absurditet.
Tænder du på trends og tendenser, brænder du for fængende indhold?
Romanens anslag er, at hovedpersonen Ea mister sit job. Bevares, det er ikke hendes drømmejob at skrive royalt stof til sladderpressen, men hun har passet det samvittighedsfuldt. Til de givne deadlines afleverer hun sit produkt, og efter alt at dømme er det ikke kvaliteten af hendes arbejde, der er problemet.
Det er mere hendes ærlige tilkendegivelse over for chefen, at det royale stof ikke er noget, hun brænder for. Det er en fyringsgrund for en moderne arbejdsgiver. Ea vil ikke tages som gidsel af et arbejdsmarked, der kræver total overgivelse af alt, hvad der hedder personlig integritet og selvstændig tankevirksomhed:
”Alt i en jobansøgning handler om at lyve på den mindst løgnagtige måde, […] at man kan noget ekstra og kommer til at strække sig helt derud, hvor man næsten bliver syg af stress, men kun næsten. Man skal være robust nok til at undgå det, så de ikke taber penge på en sygemelding.” (s. 37)
I denne optik bliver enhver kvinde i den fødedygtige alder gjort ansvarlig for samfundets fødselstal.
Efter fyringen etablerer hun sig i en usikker jobvirkelighed som freelancer uden fast månedlig indtægt. På den vis er hun en kvinde i frit fald mod afgrunden, hvis man ellers skal tro vores samtids konsensus om jobbets betydning for vores identitet.
Og Eas frie fald handler ikke kun om hendes løsgængerstatus på arbejdsmarkedet: Noget af det, Ea undskylder i romanens titel: Undskyld jeg kommer for sent, er, at hun ikke har fået etableret sig med mand og børn, selvom hun er 36 år gammel. Omkring hende gør busreklamer hende opmærksom på, at hun har svigtet: Nedtællingen af hendes ”æg” er definitiv – og hvad har hun tænkt sig at gøre ved det?
Ea går til lægen, hun bliver undersøgt og får at vide, at hun endnu har tid, men ikke ubegrænset. Hun kan vente 4 år endnu, men ikke 5. Endelig ikke 5. Hun går derfra endnu mindre afklaret: Skal hun føle skyld over, at hun ikke har prioriteret rollen som fødemaskine? Når der nu kører busser rundt i byen med billeder af æg i æggebakker og en opfordring om at tælle sine æg?
I denne optik bliver enhver kvinde i den fødedygtige alder gjort ansvarlig for samfundets fødselstal.
”Hvad sker der, hvis hun ikke får børn? Hvor er alle kvinderne over 50 henne? De spiller altid nogens mor i filmene. Eller den sære tante eller avantgarde-kunstnertype ude i en skov. Altid alene.” (s. 33)
Ea ved ikke, om hun vil have børn, men oplevelsen af at blive reduceret til avlsdyr eller intethed, kan hun godt undvære. Hvis hun skal have børn, så vil hun ikke have dem alene, og med et bliver det-der med kærligheden pludseligt også presserende.
Der er ikke tale om anarki, hun prøver ikke at omstyrte de traditionelle samfundsstrukturer. Hun falder simpelthen bare udenfor
Alternativt skal hun måske have en aktie i et fælles børneprojekt i en regnbuefamilie?
På skift går Ea på Tinder og Regnbuebarn.dk, når hun da ikke går i byen med veninden Julie. Hun er både åben og modig, hun er udadvendt og godt selskab, og alligevel lader den gode løsning vente på sig.
Hvad enten det er mænd fra Tinder eller homoseksuelle par på Regnbuebarn, føler hun sig ikke set som menneske, men reduceret til et middel for at opnå et mål: Et knald, et delebarn, gensidig narcissistisk beundring …
Sprækker i korsettet?
Flarups roman viser Ea som en kvinde, der er fanget mellem sprækkerne i alle de traditionelle institutioner, der ellers er garanten for det gode samfundsborgerlige liv, og efterhånden går det også op for hende, at hun ikke passer ind i de mønstre, hun ser omkring sig.
Der er ikke tale om anarki, hun prøver ikke at omstyrte de traditionelle samfundsstrukturer. Hun falder simpelthen bare udenfor. Det interessante er det, hun begynder at få øje på, da hun først kommer derud.
Eksisterer Ea, når hun ikke er en rolle eller en relation? Eksisterer Ea, når hun er en rolle eller en relation?
Derud er i første omgang helt konkret i veninden Julies kolonihave, hvor hun møder Doris. Doris er langt over 50, og en blanding af irriterende, nævenyttig, gammel kone, heks, orakel og en almoderlig Medusa. Hun ser lige igennem Ea og giver hende gode råd, snapseopskrifter og en begyndende følelse af grounding:
”Stines ord ramte et lillebitte, rødbrunt sted langt inde i Ea, og noget falder på plads. Det føles som en trykknap, der klikkes sammen, en varme og et hjem. Hun må godt være her, i sin egen krop og fylde den helt ud.” (s. 235)
Foranlediget af Doris og i selskab med Julie oplever Ea, at hun kommer i kontakt med en spirituel side af verden, som giver hende en følelse af at høre hjemme og af at være en del af en større sammenhæng, og det viser sig at være det spor, der fører til den mest frugtbare udvikling i romanen, selvom der altså ikke kommer far-mor-børn ud af det. Til gengæld ændres følelsen af at være i frit fald til en følelse af fri svæven båret oppe af blide luftstrømme.
Det er interessant, at fra den ene tilstand til den anden er der kun ordvalg og vinklingen af fortællingen til forskel.
På bagsiden af fortællingerne
Hvem er Ea, når hun nu ikke er mor, eller hustru, eller elskerinde, eller slavinde? Eksisterer Ea, når hun ikke er en rolle eller en relation? Eksisterer Ea, når hun er en rolle eller en relation?
Undskyld jeg kommer for sent beretter levende og troværdigt fra en del af eksistensen, vi ellers mest kender fra Chicklit. Her gøres det blot mindre ensidigt. Der er et blik for de eksistentielle kriser i kvindelivet, såvel som det humoristiske i menneskets lod – og det er SÅ tiltrængt!
Undervejs taber romanen pusten i manglende sammenhængskraft og fremdrift. Der er for mange udsving og omveje, for mange ting, hovedpersonen ikke vil være og ikke vil være en del af.
På den vis er der mange sidespor, som ikke indgår i historien, fordi deres primære formål er at undersøge og reflektere over situationer, vaner og manier. Mens den type observationer er vigtige i andre sammenhænge, bliver det her distraherende.
Måske er det uundgåeligt: Når vores grundfortællinger om livet, eksistensen, kønnet og værdierne kastes i ringen, er det på bekostning af struktur og orden. Tilbage ligger der en ret leddeløs og kaotisk hobe ord, der skal finde sig selv igen. Det er også en erfaring.
Hvis de kasserede grundfortællinger skal erstattes med nye, mere flertydige, kræver det tid og indsats fra mange sider – derfor har romanen her sin ret: Som én af mange nye fortællinger, vi har hårdt brug for, for at kunne spejle vores liv i nye retninger og betydninger.
Læs flere boganmeldelser i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
