HANDICAPPOLITIK // KOMMENTAR – FN har kritiseret Danmarks handicappolitik for manglende støtte til borgere med særlige behov. Lovændringer og kommunalreformen fra 2007 har skabt uligheder, hvor økonomiske hensyn ofte vægtes over individuel hjælp. Inge Ambrosius deler her sin søns historie, der illustrerer konsekvenserne.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At få et handicappet barn er en sorg og en omvæltning for en familie. Det skete for os, da vi for fyrre år siden fik tvillinger. Den sidstfødte fik iltmangel under fødslen og lever i dag med cerebral parese (tidligere kaldet spastisk lammelse). Fra at være en ”almindelig” middelklassefamilie blev vi en del af det sociale system.
Vores søn havde en god opvækst. Vi var stolte og taknemmelige over at bo i et velfærdssamfund, hvor man tog sig af de svageste. Vi fik meget hjælp. Fast sagsbehandler, regelmæssige tjek på børneambulatoriet, fast fysioterapi, træning i varmtvandsbassin, fast talepædagog, fast støttepædagog/støttelærer i børnehave, skole og gymnasium. Ja, selv det år, han var på efterskole, var der bevilget en støttelærer.
Han fik frataget ordningen med den begrundelse, at hans handicap ikke var ”vidtgående nok”, til trods for at han havde haft ordningen i 6 år og er blevet dokumenterbart fysisk dårligere
Det betød, at han kunne gå i børnehave, skole og fritidsordning sammen med sin bror. Derudover fik han bevilget passende hjælpemidler, så vi kunne fungere som familie. Trehjulet cykel, tandemcykel og elkørestol med ”ståfunktion”, så Niels kunne få vægtbæring og dermed vokse normalt, var blandt de hjælpemidler, vi fik bevilget.
Min mand og jeg kunne passe vores job som gymnasielærer og selvstændig advokat, og vores to andre børn siger, at de aldrig har følt, at deres lillebror ”fyldte” eller forhindrede dem i noget.
Lighed og gennemsigtighed indtil 2007
Som vores sagsbehandler sagde: Det er billigere for samfundet at forebygge end at lappe. Det var i amternes tid, hvor ansvaret for det specialiserede socialområde var delt mellem amter og kommuner, og det gav da indimellem konflikt om, hvilken kasse der skulle betale, men det var sjældent noget, vi som familie mærkede.
Der var forskel på kommunerne, og vi boede måske i en ”god” kommune, men at amterne havde det overordnede ansvar, betød større lighed og mere gennemsigtighed end i dag.
Det har ændret sig! Ansvaret for det specialiserede socialområde har siden kommunalreformen i 2007 alene været kommunernes, og det har betydet, at især ”små” handicapområder mistede specialister.
Samtidig ses det specialiserede socialområde i stigende grad som en belastning, der er årsag til kommunernes vanskelige økonomi, hvilket finansminister Nicolai Wammen (S) kom til at sige for åben mikrofon for et år siden.
Måtte opgive uddannelse
I april i år anbefalede et ekspertudvalg nedsat af regeringen, at økonomiske hensyn skal kunne veje (endnu) tungere end i dag, når det besluttes, hvilken hjælp borgere med særlige behov skal have.
At kommunernes økonomi er stram, har vores søn mærket. Han fik en pæn studentereksamen og forsøgte også at tage en videregående uddannelse, først som markedsøkonom, hvor han måtte opgive pga. manglende støtte til at afhjælpe hjernetræthed og kognitive udfordringer med struktur og overblik. Det var kun muligt at få hjælp i form af ekstra tid ved eksamen.
Siden startede han på pædagoguddannelsen, hvor det fagligt gik rigtig godt, men hvor han måtte opgive pga. manglende hjælp under praktikken.
I 2014 gav han helt op. Han søgte og fik førtidspension. Han bor i egen lejlighed, har en lille bil og arbejder så meget, han kan, som frivillig på et værested for psykisk sårbare.
Siden blev BPA-ordningen strøget
I de senere år har kommunen skåret i hans i forvejen beskedne hjælp, idet han, som mange andre, har fået frataget den BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance), der gav ham et værdigt og selvstændigt liv med hjælpere, han selv ansatte til de funktioner, han havde behov for hjælp til.
Han fik frataget ordningen med den begrundelse, at hans handicap ikke var ”vidtgående nok”, til trods for at han havde haft ordningen i 6 år og er blevet dokumenterbart fysisk dårligere. Det var i øvrigt den kommunale sagsbehandler, der oprindeligt havde anbefalet ham at søge BPA-ordningen. Den er blevet erstattet med et kludetæppe af hjælpeordninger, der har begrænset hans selvstændighed.
Vores søn ankede afgørelsen til Ankestyrelsen, der gav kommunen medhold i, at de kan erstatte en BPA med andre ordninger, idet den er et tilbud og ikke en rettighed, men at de andre ordninger skulle være ”tilstrækkelige”.
Jeg synes, at regeringen (og kommunerne) skal overveje, hvad det er for et menneskesyn, de vil kendes på, og jeg er spændt på om FN’s krasse kritik vil ændre noget.
Det betød, at kommunen måtte tildele Niels ekstra kognitiv støtte. Men den praktiske hjælp er under al kritik, og vi har tilkøbt ekstra privat hjælp, for at han kan fungere.
Forløbet var voldsomt udmattende for os alle. Det var svært at få svar fra de skiftende sagsbehandlere, der også nægtede at mødes med os, og nogle svar var direkte nedladende og fejlbehæftede.
Vi kontaktede lokale politikere om forløbet og fik bl.a. svar fra borgmesteren, der direkte skrev, at Niels skulle være glad for at have haft BPA-støtten så længe, for det havde været uretmæssigt. Men det er ikke korrekt, og det var ikke det, Ankestyrelsen skrev.
Menneskesynet og handicappolitik
At påpege fejl og manglende forståelse for handicappede over for kommunen er som at slå i en dyne.
Jeg har også kontaktet både skatteminister og socialminister og spurgt, hvorfor man prioriterer skattelettelser frem for ordentlig hjælp til handicappede. Jeg fik skam svar, pæne ord om, at min søn var sej, og at samfundet har råd til både skattelettelser og styrkelse af velfærden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til.
Jeg synes, at regeringen (og kommunerne) skal overveje, hvad det er for et menneskesyn, de vil kendes på, og jeg er spændt på om FN’s krasse kritik vil ændre noget.
Indlægget bringes med tilladelse af sønnen, Niels Ambrosius Underbjerg.
Læs også Lisbeth Riisager Henriksens tekst “Danmark overtræder Handicapkonventionen”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
