En spansk Lee Harvey Oswald?

af i Debat/Europa/Politik & Samfund

ESSAY- Han lagde planer om at myrde den spanske statsminister. Han var ude af sig selv over Pedro Sánchez’ planer om at grave el generalísimo Franco op fra kultstedet, De faldnes Dal. Hans hjem var fuld af våben, og hans liv tomt for nære relationer. Selv mødte jeg den tidligere topatlet Manuel Murillo Sanchez fem uger før hans anholdelse, og om end det forlyder, at han er tosset, var det ikke noget, der registrerede på min meget fintfølende radar for sindssyge, skriver Sara Høyrup.

Han er blevet kaldt for en spansk Lee Harvey Oswald i de lokale medier. Ligesom den amerikanske attentatmand ville han fælde en progressiv leder med et kønt ansigt, men i stedet blev han anholdt.

Det skete den 19. september i år, men kom først til offentlighedens kendskab den 8. november.

Manuel Murillo var en ensom ulv på 63 år. Han bad om logistisk støtte til attentatet mod Spaniens statsminister, Pedro Sánchez, i nogle af de Whatsapp-grupper, hvor meget af det politiske liv på snakkeniveau finder sted hernede.

I stedet blev han anmeldt, og anmelderen er nu under politibeskyttelse. Hendes navn bliver holdt hemmeligt, men der er nagelfaste oplysninger om, at hun er et fremtrædende medlem af det højreekstreme Vox. Partiet har ilet med at gøre klart, at Murillo ikke selv var partisoldat.

Planerne og udløseren

Manuel Murillo syntes, det var på tide at få stoppet det sene opgør med Francotiden . Han tålte ikke den nye socialdemokratiske regerings planer om at grave diktatorens knogler og ben op og forvise dem fra kultstedet De faldnes Dal.

Nu er alle sure; alle undtagen det planlagte dødsoffer. Og de er sure på alle mulige andre end attentatmanden. Og det er jo interessant

”Franco-nostalgikeren”, som de spanske medier kalder ham, ville snigmyrde den spanske statsminister Pedro Sánchez. Socialdemokraten med tilnavnet el guapo (den flotte fyr) kom til magten først på sommeren. Han brugte det konservative Partido Popular (PP)’s massive korruptionssager imod den siddende statsminister, Mariano Rajoy.

Ligesom sin partifælle José Luis Rodriguez Zapatero roede Sánchez hurtigt fra land med store symbolladede initiativer. Under ”ZP”, der ledede landet fra 2004 til 2011, gik det endda. Det ekstreme højre gjorde ikke den store stads af sig dengang, skønt det pæne højre i PP konstant forsøgte at underminere alle vigtige initiativer, fx fri abort og en fredsaftale med de baskiske separatister.

Men netop nu, hvor de catalanske udkantsnationalister er blevet separatister og har forsøgt sig med et statskup i Murillos egen region, er den spanske højrefløj på hysteriets rand. Det er i dét lys, at man skal se den aldrende herres drastiske beslutning om at ”ofre sig for Spanien” , som den lokale presse citerer ham for.

Topatlet opflasket med frankisme

Jeg stødte på Manuel Murillo den 17. august i år på mindedagen for terrorofrene året før.

Han stod ved Font de Canaletes øverst på indre bys Rambla sammen med de andre spanienstro royalister. De var mødt frem for at protestere mod separatisternes protester mod kongen; og ligesom alle andre på denne forstemmende dag var deres tanker ikke hos ofrene, men alene på deres egen agenda.

Nu forlyder det, at han er tosset; men det var ikke noget, der registrerede på min meget fintfølende radar for sindssyge

Jeg opfattede ham sådan her i artiklen om mindedagen:

“En lille bomstærk mand på 62 vil hjertens gerne udtale sig. Manuel Murillo junior, fordums Spaniensmester i 100-kilometerløb og søn af Manuel Murillo senior, borgmester i den catalanske provinsby Rubí under Franco. Eksatleten har et behageligt væsen og springer ud som Franco-tilhænger til min udelte forbløffelse.”

Nu forlyder det, at han er tosset; men det var ikke noget, der registrerede på min meget fintfølende radar for sindssyge. Det hedder sig, at han ingen nære relationer har overhovedet, skønt han frem til sin varetægtsfængsling boede i samme opgang som sin plejekrævende søster og sin gamle mor. Den fysiske nærhed til familien kan ret beset bare betyde, at han aldrig har levet sit eget liv.

Sydeuropa er fuld af den slags setup.

Regionalpolitiet Els Mossos d’Esquadra blev angiveligt alarmeret af, at Manuel Murillo ikke havde noget at miste. Han passede på politiets profil over attentatmænd.

De vidste også, at han arbejdede som sikkerhedsvagt og havde våbentilladelse. De anholdt ham, før han nåede hjem for at undgå, at han forskansede sig og beskød dem. Og det viste sig da også, at hjemmet var fyldt med våben – nogle af dem med tilladelse og andre uden.

Formanden for hans skydeklub i provinsbyen Terrassa forsikrer om, at Manuel Murillo var en ”middelmådig skytte

Mine kilder hos Mossos forklarer, at ”riflen .308, der blev fundet hos Murillo, var egnet til at skyde på lang afstand”.

Alle er sure

Og nu er alle sure; alle undtagen det planlagte dødsoffer. Og de er sure på alle mulige andre end attentatmanden. Og det er jo interessant.

De catalanske unionister, som ikke stoler på socialdemokraterne, er sure, fordi de mener, der ikke er hold i historien

De catalanske separatister, som hjalp Sánchez til magten tilbage i juni, er sure over, at sagen ikke bliver behandlet af la Audiencia Nacional. De påpeger med en vist ret, at sager af mindre kaliber bliver forelagt for denne særlige domstol for terror og andre meget alvorlige forbrydelser.

De catalanske unionister, som ikke stoler på socialdemokraterne, er sure, fordi de mener, der ikke er hold i historien.

Mine kilder i unionistforeningen af lokale politifolk forholder sig ligefrem apologetisk til attentatplanerne:

”Folk er frustrerede.”

”Det var jo ikke rigtige planer. Han var bare en pralhals. Hvis han havde ment det alvorligt, havde han ikke bedt en pige om at bistå sig.”

Disse mossos i mit kildenetværk har til daglig deres hyr med at være unionister i et politikorps præget af en selvopfattelse som regional fortrop for løsrivelse. De har mistet tilliden til lokalstaten, som er deres arbejdsgiver, og de sætter deres lid til det højreekstreme Vox.

Dette parti er stormet frem fra ubetydelighed til en central rolle i retssagerne mod de catalanske separatistledere, hvor de deltager som privat anmelder side om side med anklagemyndigheden – en rolle, vi ikke har i det danske retssystem. Deres andet kendemærke er indvandringsfjendtlighed og modstand mod alle progressive tiltag.

Disse lokale politifolk påpeger, at både PP og PSOE er om end meget kede af at slippe magten. De mener, at tidspunktet for nyheden om wannabe-attentatmanden er valgt med omhu.

Det falder nemlig sammen med, at de andalusiske socialdemokrater er i svare problemer. Og i denne sydlige region var det PSOE, som stod for korruptionen, for her har de haft en solid magtbase i mange herrens år.

De unionistiske politifolk, jeg taler løbende med, finder det meget mistænkeligt, at historien bliver lækket så sent fra deres eget regionale politikorps. De mener, det handler om at sikre Sánchez’ magtbase, og de trækker en parallel til angivelige attentatplaner mod PP’s José María Aznar omkring årtusindeskiftet.

Men hvorfor underspiller den spanske regering så alvoren af attentatplanerne?

”Fordi selv ikke de kan få sig selv til at sammenligne Sánchez med en stor statsmand som Kennedy.”

For de spansktalende læsere er her nyheden på TV:

Topfoto: Manuel Murillo Sanchezs offentlige Facebook-side.

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.

Vil du støtte Sara Høyrups arbejde og artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke:

reg. 8401, konto 5346731

http://SaraHoyrup.com
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Debat