Meningen med at være dansk – og hvad er det statsborgerskab egentlig værd?

af i Danmark/Politik & Samfund

DAGENS POV // STATSBORGERSKAB – Om knapt en måned, den 6. juni og dagen efter Folketingsvalget – afholdes den årlige indfødsretsprøve. Det er en prøve man kan træne til, men som dansk statsborger, der godt nok er blevet lidt anløben i min danskhed efter sammenlagt 15 år i udlandet, tænkte jeg, at det behøvede jeg ikke.

Jeg bestod og havde 38 ud af 40 rigtige, men de to kategorier, jeg havde fejl i, var vigtige, for de drejede sig om det danske demokrati og det danske velfærdssamfund.

Pjattespørgsmål som ”hvad hed Alternativets kulturborgmester i København der trak sig fra posten i oktober 2018” eller ”hvem repræsenterede Det radikale Venstre, da partiet blev dannet i 1905 som udbryderparti fra Venstre”, klarede jeg uden tøven, dels fordi jeg bor i København og dels har et ambivalent forhold til Alternativet; jeg støtter deres mærkesager, men kan ikke klare deres måde at være parti på. Hvad angår De Radikale har jeg altid fundet det pudsigt, at et parti, der blev dannet for at varetage de forknytte husmænds interesser, nu fortrinsvis appellerer til de veluddannede og er det ultimative midterparti i dansk politik, altså hverken særligt radikalt eller særlig til venstre.

Men hvorfor det er vigtigt for kommende statsborgere, at en tidligere kulturborgmester i København hed Niko Grünfeld eller at et nuværende midterparti ved dannelsen repræsenterede en samfundsgruppe, der ikke eksisterer mere, er mig en gåde. Var det ikke vigtigere at vide, hvem der nu er kulturborgmester eller hvad De Radikale står for i dag?

Hvorfor det er vigtigt for kommende statsborgere, at en tidligere kulturborgmester i København hed Niko Grünfeld eller at et nuværende midterparti ved dannelsen repræsenterede en samfundsgruppe, der ikke eksisterer mere, er mig en gåde

Til gengæld tog jeg fejl mht. antallet af regioner (der er fem og ikke syv), og hvem som i sidste ende tildeler statsborgerskab, men igen: regionerne er muligvis i færd med at blive afskaffet. Jeg vidste heller ikke, at det er Folketinget og ikke integrationsministeren, der sammen med justitsministeren tildeler statsborgerskab. Ikke mindst med den aktuelle stil og tone i Integrationsministeriet er det vigtigt. Meget vigtigt.

At man har en indfødsretsprøve er godt; som udgangspunkt giver det nye danskere en mulighed for at opnå en fælles referenceramme med de indfødte, og det sammen med sproget er det vigtigste, når man slår sig ned i et andet land, end det man er født og opvokset i. For sjov tog jeg indfødsretsprøven i to af de lande jeg har boet i, nemlig USA og Tyskland, og karakteristisk for spørgsmålene var, at de overvejende koncentrerede sig om de grundlæggende spørgsmål, nemlig hvordan forfatningen var skruet sammen, magtens tredeling samt hvilke rettigheder og pligter man havde som statsborger i de to lande.

Ingen obskure spørgsmål om tidligere kulturborgmestre eller partier, der totalt har skiftet karakter.

Skrækeksempler

Noget andet er, hvad det er værd at have et dansk statsborgerskab, selv når man er født med det. Et skrækeksempel er historien om den 65-årige Peder Vestergaard, som dagbladet Information bragte forleden. Vestergaard gik ud af 8. klasse for at blive blikkenslager, og for 15 år siden rejste han til Afrika, hvor han fandt sin nuværende kone. Nu vil han på pension og bo i sit hus i Nordjylland, men er blevet nægtet familiesammenføring, fordi han ikke har en 9. klasses eksamen, der dokumenterer, at han taler godt nok dansk.

Der har været andre tilsvarende eksempler, hvor danskere, der har været udstationeret eller arbejdet i en årrække i udlandet, heller ikke kan få deres ægtefælle med til Danmark, fordi familiens samlede tilhørsforhold til Danmark skønnes ikke at være stærkt nok.

Fra min egen lille verden erfarede jeg, at der blev sat spørgsmålstegn ved min søns rettigheder som dansk statsborger, da han skulle have sin SU udbetalt i Storbritannien. Han er født her i landet, men boede de første 12 år af sit liv i udlandet, hvor hans forældre var udstationeret for danske virksomheder. Han har aldrig lært at spise leverpostej, men taler og skriver dansk og er en af de få i sin generation, der stadig skelner mellem ’hans’ og ’sin’.

Nu skal han giftes med en brite og kan godt glemme alt om at få hende med til Danmark fra det nanosekund, Brexit er gennemført, fordi deres samlede tilhørsforhold her til landet ikke rækker – og han har i øvrigt fået permanent opholdstilladelse i Storbritannien, hvor han har bestået den dertilhørende prøve.


Foto:

Susanne Bernth
Fra Nykøbing Falster
Cand.mag i fransk og dansk fra RUC
Studietiden blev delt mellem København og Paris, hvorfra jeg free lancede til DR, mest om kultur, især om teater.
1990-1996: Featurekorrespondent i USA/ Berlingske
1996-1999: Korrespondent Tyskland/ Berlingske
1999-2008: Berlingske - Kultur- og søndagsredaktionen. Fra 2002 Berlingske Business
Tiden efter Berlingske er delt mellem oversættelser og biografiskrivning, og i de sidste otte år har udskiftet skærmen med mennesker og undervist voksne udlændinge i dansk.
Min søn er 31 og robotingeniør, bor i London og skriver phd på King’s College. Han skal giftes til september.

Seneste artikler om Danmark