KARIKATURTEGNINGER & YTRINGSFRIHED // DEBAT – Synspunktet om, at når en lærer fremviser karikaturtegninger, kan det skabe modreaktioner hos eleverne, som kan forplante sig til deres forældre og udløse vold, er misinformeret. Den påståede forbindelse mellem vold mod lærere og muslimske elever og deres forældre er udokumenteret, stigmatiserende og polariserende og på ingen måde nyttig. Selvom terror nu også er blevet en trussel for skoler, er det ikke dem, indsatsen skal rettes mod. Den skal rettes mod den egentlige “voldsmand” og den radikalisering, der finder sted, skriver Jon Eirik Lundberg og peger på, at vi skal væk fra den gråzone af synspunkter, der præger debatten om ytringsfrihed, undervisning og Muhammed-tegningerne.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I forbindelse med Grundlovsdagen arrangerede netværket kaldet Gruppen Paty, som hædrer den myrdede franske skolelærer Samuel Paty (1973 – 2020) gennem arbejde for læreres ytringsfrihed, en event i H. C. Ørstedsparken. Er række talere tog problemet med brugen af karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen op til debat.
Generelt er der enighed blandt mennesker, der er optaget af disse ting, om, at man skal kunne vise tegningerne. Ikke at kunne gøre det, konstituerer censur. Det principielle grundlag bliver tydeligere.
”Voldsmanden” er antydningsvist cirklet ind: Han udgår ifølge dette narrativ fra det muslimske miljø i bred forstand. Dette miljø, siger man, kæmper med holdninger, der ikke er opdateret til livet i et moderne samfund
Mere utydeligt bliver det, når talen falder på de faktiske trusler mod lærerne. Man siger, de bliver udsat for ”voldsmandens veto”. Frygt for vold får lærere til at undgå at vise tegningerne. Men hvor – eller rettere – hvem kommer truslerne egentlig fra?
Debatten om undervisningsfriheden vs. ”voldsmandens veto” kom helt øverst på den politiske dagsorden i efteråret 2020. Først med drabet på Paty og kort efter med angrebet i Østrig. I senvinteren 2021 sluttede England sig til listen med en hændelse i Batley, hvor en lærer blev midlertidig suspenderet for at have vist tegningerne.
I løbet af det halve år, der er gået siden angrebet på Paty, er der ved at etablere sig en konsensus omkring nogle bestemte synspunkter. En af dem er, at angrebet på Paty i en eller anden forstand er forbundet til hans elever. Denne retning betegner jeg ”gråzoneskolen”.
Gråzoneskolen
Ifølge gråzoneskolen blev Paty myrdet, fordi han viste karikaturtegninger i undervisningen. Læreren i Batley blev sanktioneret for en lignende didaktisk beslutning. I England udløste det protester fra en gruppe mænd, der tog opstilling udenfor skolen. Ifølge mediedækningen var mændene fædre til børn på skolen.
Fortællingen, vi skal acceptere, er således: Hvis en lærer viser karikaturtegninger, så kan det skabe modreaktioner hos eleverne, som kan forplante sig videre til deres forældre og udløse vold – eller i hvert fald offentlige protester imod læreren.
Således opstår der en grå zone mellem eleverne og volden mod læreren. Og derfor kommer debatten til at handle om, hvordan man kan få eleverne til at acceptere tegningerne, således at deres lærere ikke skal frygte for voldelige sanktioner fra deres (formodede) bagland.
Men hvor forkert det end var at gøre det, var det ikke den far, der slog Paty ihjel. Der var ingen forbindelse mellem faren og terroristen
”Voldsmanden” er dermed antydningsvist cirklet ind: Han udgår ifølge dette narrativ fra det muslimske miljø i bred forstand. Dette miljø, siger man, kæmper med holdninger, der ikke er opdateret til livet i et moderne samfund. Hele miljøet må således gennem en form for reform i regi af samfundet, lyder konklusionen.
Med dette greb er problemet blevet overskueligt: Det skyldes i sidste ende mangel på oplysning. Truslerne er forankret i uvidenhed. Ergo må løsningen være mere viden. Løsningen er med andre ord en pædagogisk opgave. Mere skole er svaret på truslerne imod skolen.
Således afdramatiseret bliver hele problemet skrevet ind i det velkendte. Nu kender vi forbryderen (tilhører en bestemt kultur), vi kender forbryderens problem (mangel på viden) og dermed løsningen på det hele (målrettet oplysning).
Paty blev dræbt af en terrorist
Man forstår, at gråzoneskolen har en stærk tiltrækningskraft. Problemet er blot, at ingen af dens forudsætninger er gyldige.
Ingen elever har eksempelvis brokket sig over at se karikaturtegningerne i undervisningen. Og selv om de skulle gøre det, vil det dybest set være ganske normalt; alle kan have synspunkter på ting, de bliver præsenteret for i skolen. Både forældre og børn er optaget af det. En situation, hvor forældre og børn er ligeglade med indholdet i uddannelsen, vil aldrig opstå. Man kan derfor ikke trække en linje fra eventuelle reaktioner på tegningerne i undervisningen over til trusler mod underviserne. I så fald skulle det samme fænomen optræde i forbindelse med andre fag. Og det gør det ikke.
I Samuel Patys tilfælde blev en tjetjensk IS-terrorist gjort opmærksom på ham gennem en online-kampagne iværksat af en forælder ved skolen. Det skete efter, at mandens datter havde fortalt ham, at hun havde set karikaturtegninger af profeten i Patys undervisning.
Man må bare ikke følge det spor, som handler om, hvordan voldsmanden udvikler sig til en voldsmand; altså radikaliseringen. Det taler ingen om
Dette viste sig at være løgn, idet pigen ikke selv var til stede i undervisningen, hun talte om. Hun havde skabt en skrøne for at dække over, at hun havde pjækket.
Denne forælders ageren er naturligvis uacceptabel; forældre skal ikke hænge børns lærere ud på nettet (eller andre steder). Men hvor forkert det end var at gøre det, var det ikke den far, der slog Paty ihjel. Der var ingen forbindelse mellem faren og terroristen.
I Batley var der forsamlet en gruppe mænd udenfor skolen. Ingen har undersøgt, om de virkelig var fædre til børn ved skolen. Vi ved fra medierne, at rektoren kommunikerede med dem via en politibetjent. Mændene kom ikke indenfor porten. Umiddelbart lyder det ikke, som om de har været fædre til børn ved den skole. I så fald er det en usædvanlig form for kommunikation mellem forældre og den institution, der drager ansvar for deres børn det meste af tiden.
Det er mere nærliggende at antage, at de ikke er fædre til nogen ved den skole, og at det er derfor, de står udenfor porten.
Hurtige konklusioner holder ikke
I de senere år har ”voldsmandens veto” ramt både kunstlivet og medierne. Når nu truslerne også retter sig mod skolesektoren, er det som om, at man opdager truslen for første gang. Men faktisk har vi 20 års erfaring med ”voldsmandens veto”. Problemet er blot, at ingen i de 20 år har lokaliseret, hvem ”han” er. Det er stærkt kritisabelt.
Og det er den direkte årsag til, at fænomenet nu går videre til skolerne. Ingen har dog i de 20 år antydet, at der skulle være en forbindelse mellem skolelever og terror. Den forbindelse møder vi først, når terroren er blevet en trussel for skolerne.
Til gengæld sagde man, da truslerne ramte aviserne, at det var trykningen af tegningerne, der var årsagen. Og da Lars Vilks blev angrebet på Krudttønden, sagde man, at det var fordi, han havde tegnet profeten.
Om man kalder dem kommunister, nazister eller islamister, er et spørgsmål om kosmetik. Fællesnævneren er, at de afviser det borgerlige samfund. Herunder dets kunst, dets frie medier og dets undervisning
Men Omar El-Husseins følgende angreb på synagogen i København fik ikke sådan en forklaring. Ingen har haft behov for at forklare den hændelse, fordi alle ved, at forklaringen er jødehad. Og det vil man ikke tale højt om i forbindelse med Omar El-Hussein. Fordi det kunne give anledning til, at folk vil tro, det er noget, der forekommer i bredere forstand. Den tanke er tabuiseret.
Gråzoneskolen løser problemet med dette tabu, men på en underlig måde. Den centrale præmis for offentlig samtale er, at politisk kritik ikke må ramme islamiske institutioner. Man må derfor alligevel godt antyde, som ”gråzonen” gør, at der er en forbindelse mellem muslimske skoleelever og terror.
Selv om dette stigmatiserer eleverne, og i øvrigt er en påstået kausal kæde, som ingen har afdækket i detaljen. Man må bare ikke følge det spor, som handler om, hvordan voldsmanden udvikler sig til en voldsmand; altså radikaliseringen. Det taler ingen om.
Ifølge gråzoneskolen er alle svar nu fundet. Spørgsmålet kan kun handle om implementering. Men i virkeligheden har denne skole konstrueret et svar, som flugter med den absolutte konformitet.
Ekstremisternes fællesnævner
Derfor er det vigtigt at konfrontere denne gråzoneskole allerede nu. Dels fordi den uforvarende, må man gå ud fra, stigmatiserer muslimske skoleelever og deres forældre. Dels fordi den nærer polariserende forestillinger om det umulige samliv mellem store befolkningsgrupper. Og dels fordi den på ingen måde konfronterer ”voldsmanden”, hvis veto udgør hele debattens kerneproblem.
”Voldsmanden” er i praksis en figur, der går på tværs af etnicitet. I Danmark findes der både en etnisk dansk og en ikke etnisk dansk ”voldsmand” i form af ekstremister på de antidemokratiske fløje.
Efter grundlovsarrangementet kom det eksempelvis frem, at en taler fra SF, i en hemmelig gruppe på Facebook havde overvejet at ”anmelde” en tidligere ven til den venstreorienterede researchgruppe, Redox. I den idé ligger der politisk vold indlejret. Vennen, som blev meget overrasket over at høre om det forhold, var med årene blevet en politisk opponent.
Det kan være, at ”gråzoneskolen” er en vej udenom den type problemer. Men den adresserer til gengæld ikke ”voldsmanden” og dennes veto. Den udsætter spørgsmålet på ubestemt tid. Og den antyder, at sagesløse individer har en aktie i truslerne
Nogle betegner de ekstreme fløje med højre- og venstre-mærkater, men det er der ingen grund til.
Ekstremister afviser selve den politiske orden, der deler partier op i højre og venstre. Om deres kostumer og flag er røde, sorte, grønne eller brune, er irrelevant. Om man kalder dem kommunister, nazister eller islamister, er et spørgsmål om kosmetik. Fællesnævneren er, at de afviser det borgerlige samfund. Herunder dets kunst, dets frie medier og dets undervisning.
”Voldsmanden” er kort sagt modstanden imod demokratiets institutioner.
Adressering af voldsmandens veto
I verden findes der en række stater, som (også) er imod de vestlige landes demokratiske institutioner. Når man søger efter ”voldsmandens” bagland, er det den vej, man skal kigge. Man finder det ikke i kunstverdenen, når kunstnerne trues. Man finder det ikke i medierne, når medierne trues. Man finder det heller ikke i skolen, når skolerne trues.
”Voldsmanden” har sin egen agenda, sin egen logistik, ideologi og finansiering. Blekingegadebanden sørgede for finansiering af terror i udlandet. Andre aktører gør det samme for at støtte terror i de vestlige lande, herunder i Danmark.
Efter angrebet på Paty gik den franske stat i aktion imod talrige institutioner i Frankrig. Selv en organisation, hvis formål er at indsamle beviser på ”islamofobi i Frankrig”, blev smidt ud af landet som ”fjende af republikken”. Østrig fulgte op med lukninger af især tyrkiske institutioner, hvilket fik den tyrkiske præsident til at uddele ”nazikort” til den østrigske regering. Termen ”islamo-fascisme” blev en del af det politiske sprog blandt europæiske statsledere.
Når kritikken retter sig mod institutioner, kommer ting i bevægelse. Det får udenrigspolitiske omkostninger. Det kan være, at ”gråzoneskolen” er en vej udenom den type problemer. Men den adresserer til gengæld ikke ”voldsmanden” og dennes veto. Den udsætter spørgsmålet på ubestemt tid. Og den antyder, at sagesløse individer har en aktie i truslerne.
Det er ikke en tilgang, der stiller en fredelig løsning i udsigt.
LÆS MERE I POV AF JON EIRIK LUNDBERG HER
Topillustration: Vi skal ikke fokusere på forbindelsen mellem skolelærere som Paty og muslismske elever og deres forældre, men på ekstremister og årsager til radikalisering. Arkivfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
