"Men hvem er han så?" Når mænds solidaritet med kvinder viser sig at være løgn • POV International

Anette Dina Sørensen 25.02.2019

DAGENS POV // KØN – “Hvorfor finder en gruppe privilegerede og frisindede hvide mænd dog på at sexchikanere, true og verbalt forulempe dem, de udadtil siger, de støtter? Hvad udløser sådan nogle handlinger? Og hvordan hænger dobbeltmoralen sammen i mændenes egen forståelse?” Fra sit tidligere liv som kønsforsker troede Anette Dina Sørensen, at hun havde set og hørt det meste efter et langt liv i den kønspolitiske debats stive modvind. Alligevel blev hun for nylig konfronteret med en sag, som rev grunden væk under hende.

Det hænder, at det, vi tror er virkeligheden, bliver overgået af en anden realitet, der er lige så utænkelig, som den er smertelig, når den omsider rammer erkendelsen.

Således landede en mørk sag på mit bord lørdag, da jeg sad og nørklede med denne mandagsklumme, som efter planen skulle handle om afsløringen af den franske #ligueduLOL-sag.

Jeg troede, at #ligueduLOL var en rystende afsløring, men trods alt mest en fransk sag. Og selv om det var oplagt at fundere over, hvorvidt sagen i Frankrig kunne have en dansk pendant, var jeg helt uforberedt på, hvor meget den anden sag skulle lande pladask i min egen baghave og true med at rive grunden væk under det meste af det, jeg navigerer efter og har tillid til i kønspolitiske sammenhænge.

Her kommer historien:

Selv dér hvor vi tror, solidariteten findes, dér hvor vi mener at have et helle for al modstand, fordi drengene siger ’de har vores ryg’, selv dér spiller anderledes hadske toner, når dagens progressive analyser og tilkendegivelser er publiceret

For nylig læser jeg Politiken-journalisten Michael Seidelins artikel ”Journalistskandale i Frankrig” om afsløringen af en lukket, fransk Facebook-gruppe, bestående af yngre mandlige, frisindede journalister, der fortrinsvis arbejder for progressive medier som Libération, netavisen Slate.fr samt magasinerne Les Inrockuptibles og Télérama.

Gruppen kalder sig #ligueduLOL og har eksisteret i 10 år. Medlemmernes aktiviteter går ud på at hetze, true og drive psykisk terror hovedsagelig mod kvindelige kolleger og homoseksuelle.

Det opsigtsvækkende ved gruppen er den dobbeltmoral, de opererer efter; udadtil i deres professionelle virke skriver de artikler, som belyser og støtter op om kønsligestilling, kvinders og homoseksuelles rettigheder osv., men ’efter arbejde’ giver de den gas med sexchikanerier i Facebook-regi af selv samme kvinder og homoseksuelle.

Ifølge Michael Seidelins artikel har flere kvindelige journalister lagt deres personlige historier frem for offentligheden. Han citerer blandt andre Lucile Bellan, journalist på Slate.fr, for i flere år at have oplevet chikanerier, tyveri af hendes identitet og personlige angreb.

Hendes tillid som journalist blev totalt undermineret, mens det stod på, fortæller hun, ikke mindst fordi hendes egen chefredaktør på Slate.fr er medlem af #ligueduLOL.

En anden journalist, Nora Bouazzouni, citeres i Seidelins artikel for at tweete, at mange kvinder var rædselsslagne for at angive #ligueduLOL-fyrene: ”Det handler om folk, man kendte, som man havde mødt til fester, eller som man havde arbejdet sammen med. Det gjorde det endnu vanskeligere”.

Jeg kæmpede først med en følelse af dyb naivitet, men ret hurtigt meldte spørgsmålet hvorfor? sig

Jeg skal blankt erkende, at Michael Seidelins artikel gjorde voldsomt indtryk på mig. Jeg troede, jeg havde hørt og set det meste efter et langt liv i den kønspolitiske debats stive modvind. Men det her tog sgu prisen.

Selv dér hvor vi tror, solidariteten findes, dér hvor vi mener at have et helle for al modstand, fordi drengene siger ’de har vores ryg’, selv dér spiller anderledes hadske toner, når dagens progressive analyser og tilkendegivelser er publiceret.

Jeg kæmpede først med en følelse af dyb naivitet, men ret hurtigt meldte spørgsmålet hvorfor? sig.

Hvorfor finder en gruppe privilegerede og frisindede hvide mænd dog på at sexchikanere, true og verbalt forulempe dem, de udadtil siger, de støtter? Hvad udløser sådan nogle handlinger? Og hvordan hænger dobbeltmoralen sammen i mændenes egen forståelse?

Fra mit tidligere liv som kønsforsker er jeg bekendt med maskulinitetsteorier, der beskæftiger sig indgående med ’mandlighed og magt’.

Blandt andet har min gamle ven og kollega, den verdenskendte amerikanske sociolog og maskulinitetsforsker Michael Kimmel, i mange år talt om mænds følelse af ’entitlement’. Det vil sige deres følelse af at ’have særlig ret til’ forskellige ting pga. deres køn.

I mange år har den verdenskendte amerikanske sociolog og maskulinitetsforsker Michael Kimmel talt om mænds følelse af ’entitlement’. Foto: Flickr

Følelsen er ikke nødvendigvis erkendt af mænd selv, men Kimmel har flere steder beskrevet, hvordan den bliver aktiveret i sammenhænge, hvor mænd oplever, at de mister noget, eller føler, at de befinder sig i en underskudssituation.

Nogle af disse tolkninger gentager Michael Kimmel i den danske journalist Anders Haahr Rasmussens essayistiske bog En fandens mand, der udkom forrige uge samtidig med afsløringen af #ligueduLOL.

I ét af bogens kapitler taler han netop med Michael Kimmel om mænds ’entitlement’, og hvordan de håndterer følelsen af privilegietab. Blandt andet citeres Kimmel for at sige:

”Det er gået op for mig, at der for kvinder er en symmetri mellem kollektiv magtesløshed og følelsen af individuel magtesløshed. For mænd er det asymmetrisk. Forskellen på mænd og kvinder er ikke, at kvinder føler sig magtesløse – det gør mænd også – men at mænd føler sig berettiget til magten. Det, de er bange for at tabe, når man snakker ligestilling med dem, er ikke den magt, de har, men den magt de forestiller sig, de kommer til at få, og som de føler sig berettiget til.”

Ovenstående er blot et lille udpluk af en særdeles begavet samtale mellem Anders Haahr og Michael Kimmel, hvor de runder stort set alle interessante kerneudfordringer i nutidens kønsrelation, herunder ikke mindst hvorfor alle former for mandligt magtmisbrug socialt, i jobsammenhænge og seksuelt er uacceptable. Noget de er helt enige om, skal det understreges.

Samtalen tager meget personlige sving og bærer i det hele taget præg af stor ærlighed, forekommer det mig.

Blandt andet fortæller Michael Kimmel om den seksuelle adgang til unge kvindelige studerende, som mandlige professorer mente, at deres position legitimerede, da han selv var ny på universitet i 1971.

Han indrømmer, hvordan han på det tidspunkt så frem til selv at få samme jobmæssige status og dermed samme seksuelle adgang til de unge, kvindelige studerende.

”Det er en tydelig illustration af det, vi taler om: følelsen af berettigelse”, siger han konkluderende til Anders Haahr.

”Hvad er der blevet af den side af dig?” spørger Anders Haahr tilbage. Hvortil Kimmel svarer: ”Den er der stadig. Den forsvinder aldrig. Men jeg har fundet måder at håndtere og teoretisere den på”.

Selvom jeg har kendt Michael Kimmel siden starten af 1990’erne, og ikke kun som underviser og kollega, men også med årene som en god ven, kom hans svar bag på mig.

Skulle det vise sig, at anklagerne holder vand, topper sagen i mine øjne franske #ligueduLOL med flere længder

Men jeg opfattede det som ærligt på den virkelig sympatiske måde a la ‘her har vi en mand, der titulerer sig verden over og på TED-talk som profeminist, har gjort det til sin levevej at fortælle andre mænd, hvordan man skal opføre sig over for kvinder, og som oven i hatten indser og fortæller om sine egne skyggesider’. Godt! Nødvendigt! tænkte jeg. Tænk, hvis fyrene fra #ligueduLOL havde samme erkendelsesniveau!

Længere nåede jeg ikke i min store taknemmelighed, før Anders Haahr afslutter sit kapitel med den chok-afsløring, at Michael Kimmel nu selv er ramt af beskyldninger om sexchikane, magtmisbrug og homofobi.

Jeg læste sætningen igen og igen, før det trængte ind: ”Måske er det skæbnes ironi, at Michael Kimmel, netop som jeg sidder og lægger sidste hånd på (bog)manuskriptet her, er blevet genstand for en #MeToo-anklage”.

I august 2018 offentliggjorde the American Sociological Association, at de ville hædre Michael Kimmel for livslangt at have promoveret kvindestudier i sociologifaget.

Som jeg har forstået fra læsning af diverse artikler om sagen på nettet, blev det anledningen til, at en række kvinder – i første omgang anonyme – fremsatte deres anklager mod ham i avisen The Chronicle of Higher Education, efterfulgt af Bethany Coston, der den 9. august i netmagasinet Medium offentliggjorde en detaljeret beskrivelse af sine erfaringer gennem seks år med Michael Kimmel som vejleder.

P.t. er der ikke fældet dom. Michael Kimmel er fratrådt sine tillidshverv og har bedt om et halvt års udsættelse af prisoverrækkelsen, mens anklagerne mod ham bliver undersøgt tilbundsgående.

Men skulle det vise sig, at anklagerne holder vand, topper sagen i mine øjne franske #ligueduLOL med flere længder.

Sammenlignet med herrerne fra #ligueduLOL tænker jeg nemlig på Michael Kimmel som metaniveauet. Som professor i maskulinitetsstudier har han mere end nogen anden adgang til den kønsanalytiske værktøjskasse og dybe indsigt i den maskuline magts teknikker og dynamikker.

Han ved, hvordan hele det sociologiske klaver spiller, og har i over 30 år talt profeministisk dunder til mænd verden over.

Hvis beskyldningerne viser sig at være sande, hvad jeg virkelig, virkelig ikke håber, forårsager det et troværdighedsknæk, der potentielt rammer alle mandlige profeministers solidaritetstilkendegivelser, og man må som i artiklen ”Michael Kimmel’s Learning Moment and Ours” fra Public Seminar stille de bekymrede spørgsmål: “What was he thinking? How could he not know better? And, perhaps most vexing: Who is he?”

Topillustration: PxHere

Anette Dina Sørensen

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen. Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen, anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler. Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding. Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør. Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet. Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”. Anette Dina skriver om køn og medier for POV.