Danmarks forsvar: Sådan taber man faglig kompetence og moral

i Forsvars- og sikkerhedspolitik/Politik & Samfund af

DEBAT // FORSVARSPOLITIK  – En sønderlemmende ny rapport afslører et tysk forsvar ude af stand til at forsvare landet. Tyskland hælder stadig flere milliarder i de væbnede styrker, mens soldaterne skal håndtere et monster af et bureaukrati og leve med skibe, helikoptere og fly, der alt for ofte er ude af drift, skriver Berlingske Tidende i denne uge. Den sørgelige tilstand bliver italesat i en ny rapport fra Forbundsdagens militære ombudsmand, Hans-Peter Bartels. “Forsvaret bliver ædt op af bureaukrati, mangel på soldater og en langsommelighed, som koster milliarder af euro”, skriver den danske avis. Udviklingen kommer ikke bag på brigadegeneral Michael H. Clemmesen: “Når uniformerede med fravalgt faglighed møder civile forvaltere og forsvarspolitikere, bliver resultatet et altopslugende, selvtjenende bureaukratisk kviksand, hvor de faglige kompetencer går tabt”, siger han 

Jeg henviser til min egen nylige kronik i POV om Forsvarsakademiets fravalgte evne til at videreuddanne officerer i militære fag. Men tilstanden i det tyske er ikke et særtilfælde. I Danmark går det også den forkerte vej.

Ovenfor ses et billede af den nye 37 mm fodfolkskanon under reserveofficersaspirant Frode Vesterby i Haderslev tidlig morgen for snart 80 år siden. Det symboliserer bevidst provokerende de mange årtier, før henfaldet hos for mange af fagligt fokus og tjenestemoral startede.

I min foregående artikel skrev jeg om tabet af de faglige kompetencer i de danske forsvar. Mange har kommenteret og spurgt mig om, hvordan udviklingen kunne komme så vidt.

Det vil jeg forsøge at svare på.

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk, hedder det sig. Men det forhold hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til, hvad man ser i udlandet

For at lette forståelsen er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en anden praktisk profession, som læseren af gode grunde må anses at følge tættere.

Et tjenesteløfte, der forpligter

Lægeprofessionens kerne er givet af det lægeløfte, som hvert enkelt medlem af professionen aflægger.

Lad mig citere den centrale del: Lægen lover efter bedste skøn ”… at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, … at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk, hedder det sig.

Men det forhold hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til, hvad man ser i udlandet.

Også det danske forsvar var indtil et par årtier siden organiseret til at kunne fungere under ekstremt pres i kamp. Derfor måtte professionen præges af en uegennyttig tilgang samt en demonstreret vilje til at lede ved moralsk og fagligt eksempel samt selvdisciplin.

I årene efter Den Kolde Krig blev det stadig mere almindeligt i officerskorpset – og på samme måde i befolkningen – at anse en fremtidig storkrig i Europa som utænkelig og ikke nok med det: idéen om eller rettere truslen om en sådan krig blev i vide kredse betragtet som indlysende latterlig

Den forventede og accepterede hierarkiske og entydige myndigheds- og ansvarsstrukturer og formel disciplin kunne af andre blive opfattet som en lidt smålatterlig gammeldags ”oberst Hackel’sk” tilgang.

Professionen var også her i landet præget af en pessimisme, der indebar en historisk forankret skepsis. Officerer forstod generelt, at mange politikere og folk i almindelighed ønskede at ignorere den hypotetiske mulighed af en fremtidig militær konflikt og dennes krav.

Tanken om en forsvarskrig blev droppet

Men officererne så det ikke desto mindre som deres pligt at forholde sig til risikoen for krig på samme måde, som lægeprofessionen må have øje for, at små og store sundhedskatastrofer forbliver en mulighed.

Officerer, der ikke tror, at en krig kan finde sted, giver sig selv et frikort til et ansvarsfrit behageligt liv og undergraver samtidig deres profession.

Ikke desto mindre blev det i årene efter Den Kolde Krig stadig mere almindeligt i officerskorpset – og på samme måde i befolkningen – at anse en fremtidig storkrig i Europa som utænkelig og ikke nok med det: idéen om eller rettere truslen om en sådan krig blev i vide kredse betragtet som indlysende latterlig.

Officerskorpsets top viste deres lydhørhed og innovationsvilje overfor tankegangen ved at anbefale, at man helt droppede muligheden for at føre konventionel forsvarskrig. Den slags krig er nemlig både dyr og fagligt irrelevant. Det var nok, hvis man blot kunne sende grupper, der snart blev til ‘små grupper’, af unge soldater til fjerne krige, mens man selv proaktivt tilpassede indholdet i sit behagelige kontorjob til den sidste civile forvaltningsmodel.

Som også krævet i lægeløftet burde den enkelte officer føle ansvar for kvaliteten og den konstante udvikling af organisationen til fremtidens krav. Og som vi kan se flere steder uden for Danmark, udelukkes en sådan ansvarsfølelse ikke hverken nødvendigvis eller automatisk af en hierarkisk struktur.

Udvikling af professionens fremtidige ledere har grundlæggende følgende elementer:

  1. For det første et krævende både teoretisk og praktisk grunduddannelsesforløb, der også indpoder professionens etiske normer.
  2. For det andet varierende og derigennem krævende praktik.
  3. For det tredje den enkeltes ajourføring af eget professionelle niveau gennem formelle efteruddannelser og ikke mindst egne personlige konstante studier. Forudsætningen for, at professionen som helhed udvikles bedst muligt, er, at den enkeltes nye erkendelser videregives til de andre medlemmer
  4. For det fjerde en konstant ledelsesvirksomhed for at identificere og videreudvikle de medlemmer af professionen, der er både teoretisk dygtige og i praksis viser overbevisende lederegenskaber, og som kan føre den videre.

Den danske militære professions nedtur

Mulighederne for at give den grundlæggende praktiske grunduddannelse til de kommende medlemmer af professionen er imidlertid blevet forringet. Det skyldes de lavere adgangskrav, afkortningen af uddannelsen samt ikke mindst den snævrere sammensætning af dansk forsvar og dets stadig mere civile forvaltnings- og ”HR”-fokus uden nogen dybdegående accept af professionens karakter.

Det største problem er dog ikke grunduddannelserne. Der er nu langt færre muligheder for at give de yngre officerer en krævende og varieret tjenesteerfaring. Med det meget lille operative forsvar, er det sjældent muligt praktisk at uddanne, teste og udvikle de bedste officerer som chefer og generelt ansvarlige stabsofficerer.

Der er stort set ingen praktisk erfaring i planlægning og forberedelse af forsvarskamp mod en veludrustet modstander tilbage i forsvaret. Knap to årtier uden tæt samarbejde mellem artilleri, krigsmæssig logistik, panserværn, luftværn, ubåde osv., har kostet professionalismen dyrt.

Øvelser (undtagen for de få udsendte) stoppede også i perioder: Øvelsernes karakter udviklede kun procedurer for korrekt handling ved forudsete begivenheder, og ikke evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig eller stærkere modstander.

Jeg har allerede i den foregående artikel nævnt afskaffelsen af videregående professionsuddannelse, der gradvis blev udviklet igennem 150 år på grundlag af udenlandske erfaringer,

I lægeløftet forpligter den enkelte læge sig til at følge med i sin profession gennem egne studier. Så klart er kravet til de danske officerer aldrig blevet defineret. Nogle kender muligvis de canadiske væbnede styrkers koncept og krav om ”continuous learning”. Enkelte ved muligvis, at det amerikanske marinekorps ajourfører lister over pligtlæsning, hvor der stilles klare krav om studievirksomhed til hver grad inklusive generals-niveau.

Hvordan dette virker i praksis beskrives ultraklart i general Jim Mattis’ erindringsbog Call Sign Chaos: Learning to Lead.

Så langt er man mig bekendt ikke gået i Danmark. Her har man begrænset sig til anbefalet læsning til støtte af undervisning under de tidligere gennemførte videregående kurser.

Professionens udvikling og ajourføring kræver også, at dens medlemmer bidrager aktivt til den faglige debat på grundlag af egne erkendelser og kritiske analyser af andres opfattelser. Dette fandt da også sted tidligere i Danmark i de forskellige generelle og specialiserede faglige publikationer som “Militært Tidsskrift”, “Tidsskrift for Søvæsen” og eksempelvis Hærens kamptroppers “Kentaur” og “Dansk Artilleri-Tidsskrift”.

Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab – og etiske svigt hos for mange – må siges at have to hovedårsager: For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat. For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset

Allerede under det sidste årti af Den Kolde Krig viste faldet i antal af og selvstændig argumentation i artiklerne til tidsskrifterne imidlertid en tydelig svækkelse af officerernes engagement i deres profession.

Dengang kunne man med en vis ret undskylde sig med, at en åben debat var umulig, fordi så meget væsentligt var hemmeligt, og fordi den væsentlige debat foregik i lukkede kvalificerede forsamlinger.

Men det var reelt kun en dårlig undskyldning, for ganske vist foregik en sådan lukket diskussion i de grupper, hvor man udviklede doktriner, men generelle faglige spørgsmål kunne stadig fremlægges åbent.

Derefter var officerers bidrag i “Militært Tidsskrift” i alt væsentligt reduceret til ukritiske referater af andres tanker, herunder af de seneste amerikanske slagordsdoktriner.

Denne udvikling blev bl.a. dokumenteret i Jeppe Plenge Trautners artikel “Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer” i den af mig redigerede antologi “Danmark i krig”.
Bogen skulle være udkommet i vinteren 2008-09, men udgivelsen blev i sidste øjeblik vetoet af den daværende chef for Forsvarsakademiet, der i særlig grad var uenig med indholdet i antologiens artikler af militærsociologerne Henning Sørensen og Claus Kold.

Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab – og etiske svigt hos for mange – må derfor siges at have to hovedårsager:

For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat.

For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset, hvor de aktører, som havde haft engagement i deres første tjenesteår, på ingen måde blev hjulpet og støttet i faglig fordybelse i engagementets videreudvikling.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: Creative Commons. Rigsarkivet.

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Michael Hesselholt Clemmesen er, fhv. brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer, og blev pensioneret som brigadegeneral 2004. Han er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om Forsvaret. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.

Seneste artikler om Forsvars- og sikkerhedspolitik