KONTEKST // KOMMENTAR – ”Det virker ærligt talt mere som om, at JK Rowling, JD Vance og andre med en forudindtaget anti-trans agenda har besluttet sig for at finde et problem, hvor der ikke var et”, skriver Morten Berle Hammeken i denne kommentar. Han efterlyser kontekst, kildekritik og kendskab til boksesport fra det danske og internationale kommentariat.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Agurketiden er aflyst, og verden flyder over med dramatiske begivenheder. Hamas-leder Ismail Hanyeh er blevet myrdet i Iran, Putin har udvekslet en række journalister og systemkritikere til gengæld for nogle russiske lejemordere og agenter, og tusinder dør af sult under borgerkrigen i Sudan.
Det helt store samtaleemne lader dog til at være en kvindelig algerisk bokser. Jeg er normalt ikke særligt aktiv i den trans- og kønspolitiske debat, og ved heller ikke særligt meget om emnet. Som bokseinteresseret og enormt amatørisk kickboxer vil jeg alligevel knytte et par kommentarer til diskussionen.
Først og fremmest er Imane Khelif kvinde. Hun er født med kvindelige kønsorganer, er vokset op som pige, og identificerer sig som kvinde.
Hun har tilsyneladende også et mandligt kønskromosom. Eller har hun?
Der er ikke fremlagt særligt stærke beviser på, at Khelif nogensinde har været andet end kvinde. En række billeder fra hendes barndom er dukket op efter sagen startede, og de understøtter, at hun har været kvinde hele sit liv.
Har man forsøgt at få bekræftet historien fra det algierske bokseforbund? Kunne vi eventuelt aflyse folkedomstolen indtil hovedpersonen selv har haft mulighed for at udtale sig?
I øvrigt er der også god grund til at tage de kildekritiske briller på overfor påstanden om hendes XY-kromosomer. Den foreløbigt eneste kilde til påstanden lader til at være Umar Kremlev, den russiske formand for det ultrakorrupte bokseforbund IBA. Årsagen til, at Den Internationale Olympiske Komité i første omgang har måttet overtage opgaven med at cleare boksernes deltagelse er, at IBA under Kremlevs ledelse er blevet så gennemsyret af korruption og bestikkelse, at man for første gang i IOC’s 129-årige historie har set sig nødsaget til at udelukke et forbund(!).
Der var da heller ikke nogen, der havde et problem med Imane Khelif, da hun stillede op til OL i Tokyo 2020 og tabte i kvartfinalen til den senere guldvinder, irske Kellie Harrington. Hendes køn blev sjovt nok først problematiseret tre dage efter, hun havde vundet en kamp over Kremlevs landskvinde, Azalia Amaneva, hvorefter det blev brugt som grundlag for en diskvalifikation i en afgørelse, der af en IOC-talsmand blev kaldt ”tvivlsom”.
Alt dette kunne nemt have været afdækket med bare et minimum af journalistisk indsats.
Umar Kremlev mener i øvrigt også, at 2024-legene er et udtryk for ”sodomi og ødelæggelsen af traditionelle værdier”.
Man skulle tro, at en så utroværdig og tydeligvis partisk kilde ville give en enkelt dansk journalist eller to anledning til at verificere påstanden om Khelifs køn. Har man forsøgt at få bekræftet historien fra det algierske bokseforbund? Kunne vi eventuelt aflyse folkedomstolen indtil hovedpersonen selv har haft mulighed for at udtale sig? Indtil videre ser clickbait og drama-impulsen ud til at trumfe den slags journalistiske grundprincipper.
Lad os antage påstanden holder stik
Foruden at stille kritiske spørgsmål ved det danske kommentariat og journaliststandens kildekritiske sans understreger sagen om Khalif mest af alt, at køn er et mere komplekst spørgsmål end blot at hive bukserne ned og sætte folk i en af to kasser.
Interseksualitet er trods alt et lige så naturligt forekommende fænomen som grønne øjne eller diabetes.
Efter at have set kampen er min konklusion, at problemet er Carini, ikke Khelif. Hun går for satset ind i en hook, slacker på sin parade, og får et velplaceret counter jab direkte på næsen
Men okay; lad os for diskussionens skyld antage, at påstanden holder stik, og at Imane Khelif vitterligt har mandlige kromosomer.
Nu bliver det helt store spørgsmål så, om det har givet hende en urimelig fordel? Analyserer vi sagen fra et boksemæssigt perspektiv, er svaret ubetinget nej. Khelif har tabt ni kampe til andre kvinder, og har blot vundet 6 (!) af sine 42 kampe på knockout! Der er altså ikke tale om en reinkarneret Joe Frazier, der under falsk varebetegnelse har fundet en nem vej til guld og berømmelse ved at uddele tæsk til sagesløse kvinder.
Efter at have set kampen er min konklusion, at problemet er Carini, ikke Khelif. Hun går for satset ind i en hook, slacker på sin parade, og får et velplaceret counter jab direkte på næsen. At hun på den baggrund vælger at give op, synes jeg virker tyndt, og er i øvrigt heller ikke første gang. Jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt Carini allerede på forhånd havde besluttet sig for at trække sig, bevidst om den politiske furore, det ville skabe? Der er i hvert fald ikke tale om nogen prangende indsats.
Her må man vel også gøre sig klart, at al kampsport er vold; ganske vist aftalt vold, men vold ikke desto mindre. Hvorfor overhovedet stille op, hvis der ikke skal mere til end ét slag på næsen?
Afvigere og fysiske pragteksemplarer
Selv om kampen kun varer 45 sekunder, kan jeg også komme i tvivl om, hvorvidt størstedelen af dem, der nu kommenterer på denne store uretfærdighed, har ofret det samme minut af deres liv? Det virker ærligt talt mere som om, at JK Rowling, JD Vance og andre med en forudindtaget anti-trans agenda har besluttet sig for at finde et problem, hvor der ikke var et.
Man kan kalde genetik for en uretfærdighed på et eksistentielt plan, men det er dog et menneskeligt grundvilkår, at vi er født med forskellige forudsætninger
For mig at se handler sagen mindre om den konkrete boksekamp, som folk tilsyneladende ikke har set, og mere om en potentiel implikation for kvindesport. Det er den latente frygt for en Pandoras æske, der foreløbigt overvejende eksisterer i folks hoved.
Inden folk overreagerer på situationen, synes jeg man skal huske på, at olympiske atleter – og topatleter i almindelighed – ofte er afvigere.
De er fysiske pragteksemplarer, der har vundet i det genetiske lotteri. og som i forvejen kan præstere på et niveau, der ligger udenfor vores andres formåen.
Jeg er sikker på, at Michael Phelps’ modstandere også var jævnt trætte af at skulle svømme mod en mand, der havde længere fødder end Fedtmule. At LeBron James er verdenshistoriens bedste basketspiller (undskyld, Jordan-fans) skyldes hårdt arbejde og en enorm basketball-IQ, jovist. Men det hænger altså også sammen med en abnorm fysik og genetik, som gør ham i stand til at udrette ting basketballbanen, der ligger udenfor almindelige menneskers formåen.
Man kan kalde genetik for en uretfærdighed på et eksistentielt plan, men det er dog et menneskeligt grundvilkår, at vi er født med forskellige forudsætninger.
Lad os derfor bruge resten af dette års OL på at hylde den forskellighed og nyde showet som en opvisning i menneskelig atletisk formåen, i stedet for at spænde en ung algiersk kvinde for en ideologisk trækvogn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
