DANSK POLITIK // ANALYSE – Statsministeren står over for en række svære valg, når hun skal sætte navn på den næste EU-kommissær. Til gengæld kan regeringen så håbe, at den efterfølgende rokade skaber momentum frem mod næste folketingsvalg.
Statsminister Mette Frederiksen (S) havde aldrig oplevet, at telefonen blev taget så hurtigt.
Ikke så hurtigt som om aftenen den 26. juni 2019.
Folketingsvalget var opstået, og den socialdemokratiske formand ringede nu rundt til partifæller, som sad klar ved telefonen og håbede på opkaldet fra hende. At netop de den næste dag kunne træde frem på Amalienborg Slotsplads, ministre i Mette Frederiksens første regering.
Journalisten Anne Sofie Kragh beskriver i biografien Det første år, hvordan det både var halvlange og ret korte samtaler (de fleste poster i regeringen havde været planlagt i nogen tid). Nogle spurgte, hvad statsministeren forventede af dem som minister.
Det er altså ikke givet, at det denne gang bliver ”en god socialdemokrat”, men hvis ikke det bliver det, vil Mette Frederiksen tage sig godt betalt
Den aften, og de følgende dage og uger, gjorde Mette Frederiksen en del ud af at fortælle ministrene, at de alle sammen ville begå fejl, og at det var håndteringen af dem, der blev afgørende.
Men nogle af dem ville falde fra undervejs. Det var ikke sikkert, at det var retfærdigt. Eller selvforskyldt.
Sådan var politik bare.
Det afslørede historien.
EU-kommissærens navn
I den kommende uge kan Mette Frederiksen igen komme til at teste reaktionstiden hos sine ministre. Og igen vil det ikke nødvendigvis være retfærdigt, hverken hvem der får et opkald eller hvorfor.
SVM-regeringen mødes nemlig onsdag til et tredages seminar, hvor statsministeren endelig ventes at sætte navn på Danmarks næste EU-kommissær.
Danmarks første EU-kommissær i 1973 var ganske vist Finn Gundelach, der som ambassadør havde været med til at forhandle det danske medlemskab af det daværende EF på plads.
Men siden har posten været besat af tidligere ministre, og hvis det sker igen, vil udpegningen selv sagt resultere i en rokade i regeringen.
En rokade, som kan blive stor eller lille. Som kan omfatte et eller flere af de tre regeringspartier. Og eventuelt oprettelsen af nye ministerier.
Takkede nej
Udpegningen af den nye kommissær skyldes, at regeringen sidste år takkede nej til den nuværende, Margrethe Vestagers (RV), tilbud om – efter 10 år – at tage en tredje tur i Bruxelles.
Efterfølgende har Mette Frederiksen nægtet at løfte sløret for navnet på efterfølgeren. Men de hyppigst nævnte er socialdemokraterne Dan Jørgensen, der er minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, og erhvervsminister Morten Bødskov som dark horse.
Morten Bødskov var i Thorning-regeringens tid oprindeligt tænkt som afløser for den daværende EU-kommissær Connie Hedegaard (K), og Dan Jørgensen, der har tidligere været medlem af Europa-Parlamentet, er i givet fald nærmest øremærket til en klimapost i EU-Kommissionen.
Selv om statsministeren oftest har udpeget en EU-kommissær fra sit eget parti, kom Henning Christophersen (V), Connie Hedegaard og – senest – Margrethe Vestager fra andre partier end de daværende regeringspartier.
Det er altså ikke givet, at det denne gang bliver ”en god socialdemokrat”, men hvis ikke det bliver det, vil Mette Frederiksen tage sig godt betalt. Ingen har på forhånd villet afskrive Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fordi … han netop aldrig kan afskrives (selv har udenrigsministeren talt for, at EU udpeger en ny kommissær for forsvarsindustrien).
Tommelfingerreglen er, at det tæller ligesom en ministerpost at få en kommissærpost. Så hvis det er en regering med flere partier som i dette tilfælde, vil de andre have noget til gengæld.
Kvinde eller Dan
Mette Frederiksen har det problem, at medmindre hun – til alles overraskelse – udnævner sig selv som EU-kommissær, har alle de oplagte kandidater et personnummer, der ender på et ulige tal.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har bedt Unionens stats- og regeringschefer stille med både en kvinde og en mand som mulige bud på landets næste EU-kommissær, medmindre den nuværende kommissær fortsætter.
Hvilket tidligere har voldt vanskeligheder for Danmark. I 2004 havde daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) allerede været i Bruxelles for at tage mål til nye gardiner på kontoret for blot at opdage, at EU-Kommissionens nye formand, José Manuel Barroso, krævede, at mindst en tredjedel af medlemmerne i den nye kommission blev kvinder.
”Jeg har valgt at sige nej til en kønsskifteoperation,” forklarede Bertel Haarder på det efterfølgende pressemøde efter udnævnelsen af partifællen, fødevareminister Mariann Fischer Boel, som dansk EU-kommissær.
Regeringen er næsten halvvejs gennem valgperioden, og der er brug for snart at skabe momentum frem mod næste folketingsvalg
Mette Frederiksen – som vil have nedfældet i Socialdemokratiets love, at intet køn må udgøre mere end 60 procent på opstillingslisterne, og at de første seks kandidater skal opstilles skiftevis efter køn – har hidtil afvist at svare på, om hun vil efterkomme Ursula von der Leyens ønske. En række lande har på forhånd afvist at give kommissionsformanden magten til at sidde og vælge mellem to kandidater, heriblandt Irland, som kun stiller med sin (mandlige) finansminister.
Alle lande har ret til en kommissærpost. Men det er kommissionsformanden, der lægger puslespillet om posterne, og det er ikke uden risiko at se stort på ønsket. Et land kan ende med en kommissær for ”indkøb af kaffe og stationært kontorudstyr de næste fem år”, som det er blevet sagt.
José Manuel Barroso lovede netop i 2004 daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) den tunge post som landbrugskommissær, hvis Danmark stillede med en kvinde.
Uanset hvad, indebærer posten som EU-kommissær dog en høj løn, lav beskatning og livslang pension.
Stor eller lille rokade
Til gengæld giver udnævnelsen statsministeren lejlighed til at rokere rundt på de 23 ministre i håb om, at regeringen af den grund bliver mere populær.
Regeringen er næsten halvvejs gennem valgperioden, og der er brug for snart at skabe momentum frem mod næste folketingsvalg, hvilket taler for en større rokade, når Mette Frederiksen nu alligevel skal i gang. I så fald vil det netop være den første større af slagsen siden regeringsdannelsen i december 2022.
Mette Frederiksen har som sagt hidtil været tilbageholdende med regeringsrokader, velvidende at effekten i meningsmålingerne sjældent varer længe
I juni viste en meningsmåling – ”Ministrenes karakterbog” – at vælgerne i gennemsnit tildeler ministrene karakteren 3,2 på den almindelige 12-skala.
Det er bestået (karakteren 4 gives for ”den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler”).
Men karakterbogen er langt fra Mette Frederiksens første regering, som i gennemsnit fik 7,1 i oktober 2020 (det laveste gennemsnit i perioden fra 2019 og til 2022 var karakteren 5,4).
Et eller flere partier
Størrelsen af rokaden afhænger selvfølgelig også af, om Venstre og Moderaterne ønsker at flytte rundt på deres ministre og de såkaldte ressort- eller ansvarsområder i regeringen.
I foråret blev der snakket om, at selv socialdemokrater mente, at det kunne blive nødvendigt at ”puste nyt liv i Venstre”, fordi regeringens overlevelse afhang af partiet, og at det derfor kunne svare sig at give forsvarsminister Troels Lund Poulsens & Co. en anden – og bedre – portefølje. Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, forsøgte under regeringsforhandlinger på Marienborg, som bekendt forgæves, at sikre sig nøglekortet til Finansministeriet.
Men det var før sommerens valg til Europa-Parlamentet, der efterlod Socialdemokratiet med 15,6 procent af stemmerne og altså mindre end SF (som fik 17,4).
Et valgresultat, som næppe efterlader Mette Frederiksen med ønsket om tage en – endnu en! – for holdet i forbindelse med regeringsrokaden.
Omvendt gik europaparlamentsvalget moderat for Moderaterne og over forventning for Venstre. Med en afsmittende effekt på humøret i de to partier.
Venstre gik ganske vist tilbage til 14,8 procent af stemmerne. Men valgresultatet var bedre end de landspolitiske meningsmålinger, og Venstre blev det største borgerlige parti.
”Mange ville gerne have dømt Venstre ude,” sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen på valgaftenen efter for første gang at have mødt vælgerne som formand.
”Det har de gjort på mange måder. Men vi har endnu en gang bevist, at Venstre er et stærkt parti, et historisk parti. Og nu har vi nået cirka 15 procent af stemmerne. Det er fantastisk.”
Om end ikke mere fantastisk end at formanden for Folketinget, Søren Gade (V), samme aften opfordrede Troels Lund Poulsen til at gå af som forsvarsminister for at koncentrere sig om at være partiformand og vicestatsminister.
”På et tidspunkt skal statsministeren udpege en kommissær (til EU-kommissionen, red.), og det kunne jo være en af ministrene, og så vil der naturligt komme en rokade i regeringen,” lød det.
Nye ministerier
Den letteste løsning vil selvsagt være at udvide regeringen med flere ministerier. Eller med andre ord gøre kagen større i stedet for at slås om stykkerne i den.
Her er der ikke mindst blevet talt om at udpege en EU-minister, fordi Danmark den 1. juli 2025 overtager EU-formandskabet i seks måneder. Under det seneste danske formandskab i 2012 varetog den nuværende finansminister, Nicolai Wammen (S), opgaven.
Hvis der er noget ude inden i morgen, hvor jeg annoncerer, hvem der er blevet ministre, så ryger I af holdet igen
Samtidig aftalte regeringen i sit grundlag, ”Ansvar for Danmark”, at undersøge en opsplitning af Justitsministeriet, så ”der kan etableres et nyt Ministerium for National Sikkerhed, som bl.a. får ansvar for politiet, den overordnede anklagemyndighed og rigets sikkerhed, herunder PET”.
Efterfølgende er der også blevet snakket om et såkaldt beredskabsministerium, og senest fortalte Troels Lund Poulsen i et interview med Berlingske, at ”vi kommer ikke uden om, at det, mange efterlyser, nemlig en mere overordnet tilgang til samfundsrobusthed, kun er blevet mere aktuelt”.
Avisen omtaler det mulige nye ministerium, der i givet fald får det overordnede ansvar for sikkerheden i samfundet, når der fx opstår en krise eller katastrofe, som et såkaldt ministerium for samfundssikkerhed.
Ryge af holdet
Mette Frederiksen har som sagt hidtil været tilbageholdende med regeringsrokader, velvidende at effekten i meningsmålingerne sjældent varer længe. Men nye ministerier kan signalere et kursskifte, en ny prioritering og politisk opmærksomhed, som det skete med oprettelsen af Miljøministeriet i 1970’erne (Ministeriet for Forureningsbekæmpelse, som det hed dengang), Sundhedsministeriet i 80’erne og Klimaministeriet i 00’erne.
I den seneste valgperiode rokerede Mette Frederiksen kun på ministertaburetterne, fordi enkelte ministre enten selv rejste sig, eller taburetterne væltede under dem (læs: daværende fødevareminister Mogens Jensen).
Nok bliver en partifælle glad, når statsministeren ringer og tilbyder ham eller hende en ministerpost. Men for hver glad ny minister, der kører til dronningen, vil der være en sur tidligere minister, der skumlende nu sidder tilbage i folketingsgruppen. For slet ikke at tale om de mange i gruppen, som føler sig kaldet, uden at have fået opkaldet.
En sætning gik igen i samtalerne den aften i 2019, hvor Mette Frederiksen ringede rundt til de nye ministre:
”Hvis der er noget ude inden i morgen, hvor jeg annoncerer, hvem der er blevet ministre, så ryger I af holdet igen.”
Læs også USA-korrespondent Annegrethe Rasmussens analyser af amerikansk politik i POV, fx “Kamalamentum: Kan euforien holde? Trump hjælper godt til med udtalelser om Harris’ race”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
