ANTISEMITISME // DEBAT – Hvis man hele tiden skifter “Israel” ud med “jøderne”, så er der intet, man kan anfægte ved Israel uden at risikere at blive kaldt antisemit, og det er et meget stort problem.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nylig udkom en artikel i B.T., skrevet af Emilie Brovall Jäger og Jotam Confino, med titlen: “Toppen i Mellemfolkeligt Samvirke anklages for antisemitisme: Forperson lægger sig fladt ned”.
Anklagen hviler på nogle satiretegninger/grafisk satire delt på sociale medier af to medlemmer – Sara El-Khatib, som var bestyrelsesmedlem (i en ung alder af 22), og Arif Qaraeen, en ældre herre, som var tilknyttet Rådet, begge palæstinensere. De har begge sidenhen forladt deres respektive poster.
Anklagen om antisemitisme er ikke hentet fra juridiske eksperter eller andre med specialiseret viden inden for definitionsrammen for, hvad der er antisemitisme eller ej. Man kan nemlig undre sig over, hvorfor de to danske journalister i et retssamfund undlader at gå til eksperter, eller hvorvidt de har gjort det, men fået en mindre dramatisk konklusion.
Nej, de to journalister har sammenstykket den grove overskrift i artiklen fra religiøse figurer som formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, som anfægter de satiriske posts som et udslag af “ældgamle konspirationsteorier” om, at jøder “styrer verden som helhed og medierne i særdeleshed, også selvom ordet ’jøde’ her er skiftet ud med ’zionist’. Det har vi set før”.
Den religiøse dom – ikke den juridiske – gentages af præsidenten for De Europæiske Rabbinere, Pinchas Goldschmidt, som endda kræver straf og “opfordrer regeringen til at stoppe finansieringen [af MS] med det samme”.
Danske politikere er tavse
De to journalister har dermed skiftet danske love, regler og domstole ud med religiøse overhoveder, der ifølge dem ved mere om jura end landets utallige juridiske eksperter. Danske politikere er helt tavse med autoritetsskiftet. I stedet underkaster de sig, adlyder den religiøse dom og tilsidesætter danske borgeres trygge forvisning om, at vi lever i et retssamfund, et sekulært retssamfund.
I stedet for at dykke yderligere ned i den storpolitiske polemik foreslår jeg, at vi kigger på de satiriske posts, som B.T. har valgt at fordømme i sine artikler, alle seks af dem.
Her er min analyse:
Det begynder med to posts fra det tidligere rådsmedlem Qaraeen.
Den første viser en jødisk mand med kalot på, han er hvid, og hans fremtoning er umiddelbart en moderne ortodoks jøde. Han har et fint slips og minder om en karikatur af nutidens religiøse bosættere som Bezalel Smotrich, ministeren fra partiet Religiøs Zionisme.
De to journalister har skiftet danske love, regler og domstole ud med religiøse overhoveder, der ifølge dem ved mere om jura end landets utallige juridiske eksperter
Han løfter en pegefinger mod en mand med fordømmelsen: “Du er antisemitisk.” Manden, som anklages, er klædt i traditionelt muslimsk arabisk tøj, med kuffiyeh (hovedklæde), han er brun i huden.
Den muslimske, arabiske mand svarer: ”Jeg er den, der er semitisk. Du er fra (fucking) Polen.”
Det her er noget, som en del arabere og især palæstinensiske arabere tit taler om, at begrebet “antisemitisme” synes at ekskludere deres faktuelle baggrunde og rødder, da de stammer direkte fra semitiske sproglige rødder.
Begrebet “antisemitisme” er et problem i sig selv, da det er en orientalistisk opfattelse af jøder, som stammer fra 1800-tallet, fremmet især af den preussiske nationalist og parlamentariker Heinrich von Treitschke, som også mente, at “jøder er vores ulykke”.
Det er ikke et fokus, jeg tillægger stor vægt, men det er et interessant perspektiv. Kritikken, som gentages af arabere (og især palæstinensere), der anklages for antisemitisme, er en kritik af definitionen og definitionsretten, hvor zionismen er et europæisk-opstået fænomen, et fænomen der opstod som følge af den europæiske jødeforfølgelse. Europas jødeforfølgelse blev løst ved at etablere en stat udenfor Europa og på bekostning af den lokale palæstinensiske befolkning.
Det er helt rigtigt, at tegningen er overdrevet, for siden Israels oprettelse er der kommet lige så mange arabiske jøder til Israel som europæiske/vestlige jøder, og på den måde kan karikaturen ses som overdrevet – men igen, karikaturer er altid overdrevne i deres natur.
Satiren fremhæver dog et vigtigt overordnet budskab, selvom det er generaliseret. Det er en skam, at man udsletter et folks semitiske forbindelse ved systematisk at kalde dem antisemitiske. Ordet i sig selv svarer til at skælde en palæstinenser ud med et skældsord, der egentlig betyder:
Anti-dig.
Personligt, som jøde og som israeler, griner jeg lidt af det. Jeg er ikke stødt.
Hitler og Netanyahu
Den anden satire, også delt af Qaraeen, og viser et stafetløb, hvor både Hitler og Netanyahu løber om kap. Hitler holder på en stafet med hagekors på og overrækker denne til Netanyahu. Denne her, skal jeg notere, har været fremhævet i interviews som værende den værste, de to journalister har fundet frem.
Men hvad er budskabet?
Satiren signalerer, at Netanyahu overtager en fremgangsmåde fra Nazityskland, og i nutidens kontekst kan satiren hentyde til det, som anses af mange eksperter for at være folkedrab eller lignende forbrydelser, der pågår mod det palæstinensiske folk.
Jeg ser ofte nazi-parallelen som et wakeup-call, et nødråb, hver gang den sammenligning bliver lavet, især fordi “aldrig igen” netop er baseret på holocaust-historien, og hvordan der var adskillige advarsler om dehumaniseringen af jøder, før det gik rigtig galt
Men den sammenligning har været lavet mange gange i Israels historie, faktisk siden 1948. Endda af israelske politiske overhoveder, fremtrædende intellektuelle og eksperter.
Som da den israelske landbrugsminister Aharon Zisling sagde i parlamentet:
“Jøder har også opført sig som nazister, og jeg er rystet i min grundvold.”
Zisling sagde det den 17. november 1948 i respons til Dawaymeh-massakren, som havde fundet sted mindre end tre uger tidligere.
Det var en grusom massakre, som jeg har skrevet om flere gange. Jeg ser ofte nazi-parallelen som et wakeup-call, et nødråb, hver gang den sammenligning bliver lavet, især fordi “aldrig igen” netop er baseret på holocaust-historien, og hvordan der var adskillige advarsler om dehumaniseringen af jøder, før det gik rigtig galt. Jødeforfølgelsen startede ikke bare ud af det blå, men skete oven på årevis af systematisk dehumanisering.
Er det chokerende at lave den kobling? Det er det måske for nogle? Klart, men det skal det også være, det er hele formålet, at råbe vagt i gevær og kalde til selvransagelse, før det går helt galt.
Davidsstjerne og amerikanske symboler
Den tredje satire er delt af Sara El-Khatib (som de næste tre posts), og her ser man et barn, der er halshugget, umiddelbart fra en bombning, og hvor kroppen brænder.
En arm, der bærer barnets hoved ved håret, har en handske på og et ærme. Ærmet har samme farver og symboler som det amerikanske flag, og handsken symboliserer det israelske flag (Davidsstjernen afløser de hvide stjerner fra USA’s flag).
Der har været mange af disse scener i Gaza – børn, som bliver lemlæstet, og nogle gange er det hoveder, bomberne skiller fra kroppen. Kraften af de 1-tons bomber, som Israel bruger i tætbefolkede områder, er ufattelig. Og hvor kommer disse bomber fra? USA.
USA er Israels største leverandør af våben og penge til våben, og dets største allierede og beskytter. Det er et politisk budskab. Et budskab, som vi skal tage alvorligt også her i Danmark, hvor regeringen følger USA’s linje.
Den fjerde deling er et foto fra en demonstration, hvor en kvinde holder et skilt op, som siger: “BBC er en (forlænget) arm af den zionistiske propagandamaskine.”
Israels forsøg på at påvirke den internationale presse er velkendt. Også i Danmark har vores medier en zionistisk bias. Det er også velkendt, at Israel kører hård censur mod den internationale presse og angriber palæstinensiske journalister og mediehuse.
Hvis man hele tiden skifter “Israel” ud med “jøderne”, så er der intet, man kan anfægte ved Israel uden at risikere at blive kaldt antisemit, og det er et meget stort problem
Israels indflydelse og propaganda er blevet trykt i alle internationale medier, og flere medier er i gang med selvransagelse, bryder tabuerne og udstiller selv det systematiske forsøg på afpresning og påvirkning. Men kun efter oprør fra deres læsere. Det skulle der til.
Er det et overdrevet budskab? Det er det måske. Men skilte ved demonstrationer er tit skåret ud i pap, så at sige.
Det er umiddelbart det her, som Goldstein anfægter, når han taler om, at ordet “jøde” er skiftet ud med “zionist”, og så bliver det til en antisemitisk konspirationsteori.
Men det er bare ikke det, som står på skiltet. For at se det som antisemitisme i stedet for relevant samfundskritik skal vi betragte Goldsteins antagelse som en kendsgerning. Det gør jeg ikke.
Den femte deling er en post med ordene “Never again”. Jeg forstår slet ikke, hvorfor det billede overhovedet er relevant eller stødende og vil ikke engang analysere det i detaljer, det har jeg allerede været inde på.
Adskillige jøder anklages for at være selvhadende antisemitter, fordi de ikke vil reduceres til statspolitik. Og fordi man har gjort det mod os siden stiftelsen af Israel, så står vi til regnskab for Israels forbrydelser
Den sidste deling er en satire med en jordklode, som holder en notesbog, der siger “Israels forbrydelser imod palæstinensere”. Jordkloden får mundkurv på med tape, som er viklet rundt af en mand, der repræsenterer Israel med nationalflaget, og der står “antisemitisme” på det.
Det vil sige, man bliver censureret i sin kritik om Israels forbrydelser, fordi man konstant anklages for at være antisemit, komisk nok nøjagtig som artiklens overskrift. Det her er dobbelt ironisk, fordi det lige præcis er dét, der sker i denne sag.
Den nye antisemitisme
Jeg ser politisk kritik i disse posts. Og når man tager i betragtning, at palæstinensere, der lever under besættelse, oplever det værste angreb, de har oplevet siden 1948, så er det hovedløst, at B.T. kan fordreje virkeligheden og fjerne al kontekst. Det er alt for kynisk.
Mellemfolkeligt Samvirke har ikke et antisemitisk problem, og det mener jeg heller ikke, at de to tidligere palæstinensiske medlemmer har. Mellemfolkeligt Samvirke har et problem med ulovlige besættelser, det var sådan, de blev skabt under 2. verdenskrig. De var imod forfølgelser, forbrydelser, besættelse og krig, de kæmpede imod hadet og for fred. Det er deres tradition, helt på linje med international ret og folkeret. I øvrigt tog Mellemfolkeligt Samvirke afstand fra de omtalte tegninger.
Det er alt for tydeligt, at zionistiske interesseorganisationer har brugt det her som et våben for at nedlægge kritik og fordømmelse af Israel, under påstand om antisemitisme.
Det er, hvad vi kalder “den nye antisemitisme”, hvor de to ting bliver kædet sammen – kritik af Israel kobles til had mod jøder.
I regeringens seneste aftale om styrket indsats mod antisemitisme (25.6.), omtaler de “den nye antisemitisme” som et særligt forskningsområde: “hvor antisemitisme genereres ud fra en foragt for staten Israel”.
Hvis man hele tiden skifter “Israel” ud med “jøderne”, så er der intet, man kan anfægte ved Israel uden at risikere at blive kaldt antisemit, og det er et meget stort problem.
Adskillige jøder anklages for at være selvhadende antisemitter, fordi de ikke vil reduceres til statspolitik. Og fordi man har gjort det mod os siden stiftelsen af Israel, så står vi til regnskab for Israels forbrydelser. Den kobling er racistisk, har store konsekvenser og skaber mere splittelse.
Mens palæstinenserne siger, at Israel ikke har patent over jøder, så har Vesten gjort det omvendte. For hver gang Israel begår krigsforbrydelser, så har Vesten konkluderet, at alle jøder er medansvarlige. For ifølge dem er jøde lig med Israel.
POV har kontaktet Henri Goldstein og tilbudt ham at publicere en replik eller et modsvar til denne kommentar. Det har han takket nej til.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
