KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Gaza igen er kommet på alles læber, skriver Hans Henrik Fafner. “Dels som følge af den komplicerede situation og den humanitære tragedie, dels fordi det kommende israelske valg allerede har fået navnet Gaza-valget. Hverken Trump eller Netanyahu har nået deres mål med krigen mod Iran, og mens situationen og forhandlingerne står i stampe, er der god grund til at kaste blikket på Gazastriben, hvor det hele tilsyneladende startede.
HAIFA – Det står fortsat ikke helt klart, hvem der reelt står i spidsen for Hamas’ væbnede aktiviteter i Gaza, efter at israelerne eliminerede Izz al-Din Haddad fredag aften, den 15. maj.
Fra israelsk side betragtes Haddad som den sidste, der endnu var i live af den kreds af centrale ledere, som stod for planlægningen af terrorangrebet på det sydlige Israel den 7. oktober 2023.
Det er tydeligt, at krigen i Iran har tiltrukket sig en masse opmærksomhed på bekostning af Gaza
Under det meste af den krig, som fulgte umiddelbart efter, opholdt Haddad sig mere eller mindre konstant i bevægelsens vidt forgrenede tunnelsystem under Gazastriben. Han flyttede sig ofte, og han omgav sig med et antal israelske gidsler for at kunne sikre sig bag et menneskeligt skjold.
Endnu inden det var blevet officielt bekræftet, at Haddad virkelig var omkommet under jagerflyenes angreb på en lejlighed i Rimal, et kvarter i den vestlige del af Gaza By, kom premierminister Netanyahu med sin melding.
Med masser af patos forklarede han den israelske befolkning, at man hermed var kommet et betydeligt skridt tættere på den ultimative sejr over Hamas, som det har været hans tydelige mål lige siden krigen startede. Men hvad det angår, ser den israelske leder ud til at have gjort regning uden vært.
Nu, to uger senere, kan man se, at der blot er kommet mere opmærksomhed på den politiske ledelse i Hamas, som primært er veteraner som Khalil al-Hayya og Khaled Mashal, som efter alt at dømme befinder sig i Qatar. Men som en understregning af hele situationens stærkt omskiftelige natur eliminerede israelerne tirsdag aften Muhammed Odeh, som var blevet udpeget til at træde i Haddads sted i Gaza.
Kun 11 dage efter at han var blevet indsat på posten som leder af Hamas’ militære aktiviteter, bombede israelerne bygningen, hvor han befandt sig, og han formodes at være omkommet. Hvem der nu skal træde i hans sted, er naturligvis uvist, men personen Odeh giver et klart fingerpeg om den retning, Hamas har taget, selvom bevægelsen på alle måder er trængt.
Muhammed Odeh havde gennem længere tid arbejdet tæt sammen med Izz al-Din Haddad, og han var markant med til at omstrukturere og genopruste bevægelsens militsgrupper i tiden efter våbenhvilen.
Der er ingen tvivl om, at Hamas er stærkt medtaget efter mere end to og et halvt års krig, men på den anden side ligner det heller ikke en bevægelse, der er ved at give op og dermed servere Netanyahu den ultimative sejr, han så inderligt ønsker sig.
Trump har sat Netanyahu udenfor
Samlet set tegner dette scenarie billedet af en multifacetteret konflikt, der er kørt fast i sit eget mudder. Verdens øjne er af gode grunde fæstnet på Iran, der siden det israelsk-amerikanske angreb den 28. februar har været en slags fikspunkt for hele krigen i Mellemøsten, og her er status, at Donald Trump desperat søger en udvej, der kan redde hans politiske skind.
Det ser man i de stadig igangværende amerikansk-iranske forhandlinger om at finde en afslutning på krigen. Styret i Teheran giver indtryk af at have vundet krigen ved ikke at tabe den, og de spiller deres kort med stor selvtillid.
De stærkeste esser på den iranske hånd er den fortsatte blokade af Hormuzstrædet og de 11 ton beriget uran, hvoraf omkring 600 kilo har en grad, der reelt sætter Iran i stand til at fremstille atomvåben inden for ganske kort tid. Over for dette synes Trump at have indset, at hans oprindelige mål med krigen ikke indfinder sig.
Hans bombastiske erklæringer om et regimeskifte i Teheran er forduftet, og han har heller ikke samme ambition om helt at eliminere de iranske atomprogrammer. Nu tales der om at stille programmerne i bero i måske 20 år, hvorved Trump er ved at være tilbage ved den aftale, som Barack Obama indgik med iranerne i 2015, og som Trump selv annullerede i sin første periode i Det Hvide Hus.
Meget tyder på, at Trump er ved at miste tilliden til Netanyahu som partner i det mellemøstlige spil
Han synes også at være klar til at opgive sine krav om at begrænse den iranske produktion af missiler, blandt andet ved at sætte grænser for disses rækkevidde, hvilket er en af israelernes hovedbekymringer.
Netop i den forbindelse er det interessant, at Trump har sat Netanyahu uden for beslutningerne. Som flere kommentatorer formulerer det, er den israelske leder blevet forvist fra cockpittet og har i stedet fået plads på flyet langt nede på turistklasse.
Selv om Netanyahu søger at give indtryk af, at hans forhold til den amerikanske præsident er godt og tillidsfuldt, tyder meget på, at Trump er ved at miste tilliden til ham som partner i det mellemøstlige spil.
I hvert fald er Netanyahus gentagne ønsker om at genoptage krigen mod Iran faldet mere eller mindre for døve øren i Washington, og allerede i sidste uge udtalte Trump, at den israelske premierminister ”vil gøre, hvad jeg ønsker, han skal gøre”.
Det vil nok være forhastet at konkludere, at krigen er ved at slutte. Der befinder sig fortsat store amerikanske troppekoncentrationer i hele regionen, og både amerikanerne og israelerne er i højt beredskab. Men som den neokonservative kommentator Robert Kagan skriver i magasinet The Atlantic, er det muligt, at Trump forbereder et begrænset og kortvarigt angreb på Iran ”for at fremstå som hård og for at imødekomme dem, som fortsat støtter krigen”, hvorved han har skaffet sig et styrket afsæt i de videre forhandlinger med iranerne.
Valget er på vej
Allerede den 18. marts, da Israel rettede et voldsomt angreb mod Pars-gasfelterne i Iran, hvorpå iranerne slog igen ved at angribe gasanlæg i Qatar, kan man sige, at krigen for Trumps vedkommende var ved at være slut.
Han satte i hvert fald hårdt mod hårdt over for Netanyahu og nedlagde forbud mod yderligere angreb på iransk infrastruktur, og det satte gang i en længere proces, som er ved at slå igennem i disse dage.
Alt dette kommer uden tvivl Netanyahu voldsomt på tværs. I lige så ringe grad som Trump kan han siges at have opnået sine mål med krigen. Han stillede sig for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, og det er heller ikke lykkedes ham at svække Irans missilkapacitet.
Jo, regimet i Teheran er hårdt medtaget af krigen, men hvis der kommer en slags aftale i stand med USA, vil iranerne ifølge Netanyahus drejebog hurtigt kunne genetablere sig som hvad han betegner som en eksistentiel trussel.
Dette er en alvorlig trussel mod Netanyahus allerede svækkede udsigter til at vinde valget til det israelske parlament, Knesset, som senest skal afholdes den 27. oktober. Her bliver det mere og mere akut nødvendigt at kunne præsentere vælgerne for en klar sejr i et af tidens krigsscenarier. Han skal kunne genoprette sit renommé som Mr. Security for at hente de mange vælgere tilbage, som ifølge mængder af meningsmålinger har søgt bort fra hans Likud-parti i den lange tid, der er gået siden Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023. Og det er på mange måder netop dértil, den komplicerede situation er vendt tilbage på det seneste.
Gazastriben har gennem længere tid stået mere eller mindre ubemærket i skyggen af krigen i Iran. Formelt har der været våbenhvile i Gaza i snart halvandet år, altså siden den 19. januar 2025. Men rigtig våbenhvile er det aldrig blevet til.
Sporadiske kamphandlinger har været dagens orden, og elimineringen af Izz al-Din Haddad i denne måned er kendetegnende for hele situationen. Donald Trumps plan for Gaza, som formelt er rammen om det hele, flytter sig heller ikke. Første fase, som omfattede løsladelse af de israelske gidsler og israelsk tilbagetrækning fra halvdelen af Gazastriben, holdt hårdt og kom kun slingrende i mål.
Netanyahu ved, at han skal nå så meget som muligt, inden Trump siger endegyldigt stop for yderligere operationer i Libanon
Og det varslede i sig selv ilde for den langt mere komplicerede anden fase, som Gaza fortsat hænger fast i. Den indbefatter israelsk tilbagetrækning fra stort set resten af Gazastriben, hvilket skal ske samtidig med, at Hamas lader sig afvæbne.
Hamas har helt tydeligt ingen intention om at slippe sit greb om Gaza, hvilket tydeligt illustreres af, at Muhammed Odeh nu står i spidsen. Og israelerne ser heller ikke ud til at bevæge sig, før Hamas viser tegn på vilje til at efterleve aftalen.
Det var her, Trump-planens såkaldte fredsråd skulle træde ind og vise vejen. Det er en international gruppe af politikere og teknokrater, som egentlig først skulle træde i virkelig profil i planens tredje og sidste fase, der omhandler genopbygningen af det ødelagte Gaza.
Men det var også hensigten, at de internationale bevillinger, som blev stillet i udsigt ved fredsrådets første møde i februar, skulle virke som incitament til at få planens anden fase gennemført. Og her halter det gevaldigt.
USA lovede at stille 10 mia. dollars til rådighed, og andre donorlande, med golfstaterne markant til stede, lovede yderligere syv mia. Til dato har fredsrådet modtaget 23 mio. dollars til driften af sine aktiviteter, samt 100 mio., som skal bruges til at etablere en ny politistyrke i Gaza.
Dette svarer ifølge The Guardian til 1,75 pct. af den lovede støtte, som i sig selv udgør en brøkdel af, hvad der reelt skal til for at genopbygge Gaza.
Det er tydeligt, at krigen i Iran har tiltrukket sig en masse opmærksomhed på bekostning af Gaza, og det er tvivlsomt, om det vil gøre nogen større forskel, at fredsrådet midt i maj præsenterede FN’s Sikkerhedsråd for et dokument, hvor man beskrev det alvorlige problem.
Det amerikanskledede Civil-Military Coordination Center (CMCC), som i efteråret blev etableret i den israelske by Kiryat Gat for at koordinere arbejdet i Gaza, fungerer stadig, men der er tegn på, at Trump ønsker at afvikle denne aktivitet også.
Her ligger nok hovedårsagen til, at Netanyahu-regeringen på det seneste har valgt at optrappe angrebene på det shiamuslimske Hizbollah i Libanon. Og her hersker der en våbenhvile, der er lige så spinkel og gennemhullet som den i Gaza. Hizbollah afviser også at lægge våbnene.
Bevægelsen ignorerer opfordringer fra regeringen i Beirut og har i løbet af foråret gentagne gange skudt raketter mod det nordlige Israel. Dette benytter Netanyahu som begrundelse for sin plan om at fjerne Hizbollah fra hele det sydlige Libanon for ad den vej at etablere ro og sikkerhed for borgere i det nordlige Israel. Så sent som mandag gennemførte israelske jagerfly en række angreb mod strategiske Hizbollah-mål i Beqaadalen i det østlige Libanon.
Om Netanyahu får held med sin strategi, er et meget åbent spørgsmål. Han ved, at han skal nå så meget som muligt, inden Trump siger endegyldigt stop for yderligere operationer i Libanon – et krav, som han vil være nødt til at efterkomme, hvis han da ikke ønsker at sætte endnu dybere skår i sit forhold til den amerikanske præsident. Samtidig er nedtællingen i fuld gang til det Knesset-valg, hvor han er pisket til at fremvise resultater.
Netop i disse dage behandler parlamentarikerne et lovforslag, der sigter på at opløse Knesset allerede nu. Det kan betyde, at valget kommer en tand tidligere, hvilket kun øger presset på Netanyahu.
Og det er netop derfor, Gaza igen er kommet på alles læber – dels som følge af den komplicerede situation og den humanitære tragedie, dels fordi det kommende israelske valg allerede har fået navnet Gaza-valget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og